Jeg er – midt i alting – blevet opmærksom på det russiske folkeeventyr ’Stenblomsten’. Historien er så magisk, at den må deles. Altså får I her mit bud på en fordanskning af den engelske oversættelse, jeg har læst af folkemindesamleren Pavel Bazhovs fastholdelse af fortællingen, som den findes nedfældet i hans bog ’Malakit-kisten’.
….. ….. …..
…
Læs videre “Stenblomsten”
. . . . . . . . . . . . . . .
O kom til os alle, du højtidens drot, om lokken er gylden, om håret er gråt! Udbred dine hænder, mens lysene brænder, og skænk os din fred, thi evig, ja evig, er glæden, når du følger med. – Vilhelm Gregersen, ‘Der er noget i luften’
But my Fairy Prince whispered: “Hush! It is a great secret, but his name is […], and he is the Saviour of the World”, and that was very funny, because the girl next to me thought it was Jesus Christ … – Aleister Crowley: ‘The Wake World’
. . . . . . . . . . . . . . .
Denne tekst blev oprindeligt sendt ud i Verden som en facebook-note i umiddelbar forlængelse af mit opbrud fra den kristne kirke og sidenhen anvendt som del af afslutningen på min bog ‘Norden kalder’. Her gøres den tilgængelig, fordi den sagtens kan stå alene – og vidner om en vished, der fortsat er vigtig.
Det fortælles, at kongesønnen Vidar en dag skal se sin Fader dø i ulvens gab. Valhallas Herre véd det, for han besidder mere viden om den tid, der kommer, end nogen anden Gud kan tåle i sit indre. Indsigten i sin egen afslutning har han fra Vølvens mund, som han opsøgte i længsel efter at overskride tankens begrænsning – og erkende sit vilkår.
Læs videre “Den tavse Hævner”
Quod est inferius est sicut quod est superius, et quod est superius est sicut quod est inferius, ad perpetranda miracula rei unius / Det, der er forneden, er som det, der er foroven, og det, der er foroven, er som det, der er forneden, så der kan frembringes vidundere af enheden.
– Tabula Smaragdina
Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen,
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.
– Sommerfugledalen
– – – – – – – – – – –
Jeg elsker dette billede.
Læs videre “Hengivenhed”
Orandum est ut sit mens sana in corpore sano / Man bør bede om et sundt sind i en sund krop – Decimus Junius Juvenalis
Yes there are two paths you can go by, but in the long run there’s still time to change the road you’re on – Robert Plant
Denne tekst kan med fordel læses i forlængelse af den forkyndelse af indoeuropæisk askese, altså viljefast, selvbekræftende hærdning og forædling af krop og sind, som jeg har fremlagt i essayet Mandstugt. Hvor Mandstugt foruden et selvfortællende anslag om vinterbadning i en midtjysk sø, gennemgående var alment anlagt og holdt i en upersonlig tone, vil jeg her gå anderledes til værks og beskæftige mig mere direkte med min egen udvikling; altså med træk fra mit eget biospirituelle arbejde, der her skal stå som vidnesbyrd om, hvad en lille mand kan udrette med et vågent sind, en velvoksen vilje og lyse Guders gunst. Håbet er, at ordene vil kunne bidrage til at vække og nære stræbsom lyst i den velvilligt vågne læsers bryst.
Lad den rette træde ind:
I anledningen af midsommeren har Årsskriftet Critique bragt et essay fra min hånd om Thøger Larsens digt og folkesang Danmark, nu blunder den lyse nat.
Det kan læses her.
Glædeligt sommersolhverv til alle!
I anledningen af, at jeg har kunnet konstatere, at jeg åbenbart fortsat er interessant nok til at blive omtalt af danske præster, ja vist endda er anvendelig i prædikenarbejdet som et eksempel på, hvor tåbeligt kristendommen kan misforstås, bringes her to kapitler fra ‘Norden kalder – åbent afskedsbrev til den kristne kirke’, så prædikanter og andet godtfolk har et kildegrundlag at copypaste fra og dermed ikke behøver at bryde hovederne med selv at opfinde mine synspunkter. Den egentligt interesserede kan læse mere i bogen og rundt omkring her på siden.
Und dies Geheimniss redete das Leben selber zu mir. „Siehe, sprach es, ich bin das, was sich immer selber überwinden muss“ – Also sprach Zarathustra
αυγὴ ξηρὴ ψυχὴ σοφωτάτη καὶ ἀρίστη / Et lysglimt er den tørre sjæl, visest og bedst – Heraklit af Efesos
I vores landsby er der en sø. I årets kolde måneder bader jeg ofte i den. Jeg går altid roligt ud. Langsomheden er afgørende. Jeg véd, at hastværk ville forringe erfaringen. Når vandet dækker mit køn, står jeg lidt og mærker isningen i kødet. Jeg trækker stille vejret, forbinder mig med elementerne og kaster mig fremad.
Omtrent sådan har jeg gjort i seks år, når lejligheden bød sig, og viljen var vågen. Jeg husker tydeligt begyndelsen. Ideen var ikke min egen, men blev det hurtigt. Det var en af den slags opfordringer, som hankønsvæsener altid har anvendt til at udprøve og ophøje hinanden: Kan du overvinde dig selv? For det kan jeg.
Læs videre “Mandstugt”
Vi begynder med en figur, et fund fra forne tiders dyrkelse af Nordens egne Magter; et vidnesbyrd om det, der var og er – en opfordring til os, der nu er levende og mærker viljens liv i brystet. Betragt ham, Vaneherren, kvindekraftens kære broder, Havfaders uomstødelige søn – vi kender ham som Frej.
Hér sidder han glædessikkert i rejsningen af dét, som andre kalder modsætninger: Viljens ro og blodets brusen, erotisk kraft og åndrig orden, meditation og erektion i styrkens fredelige samklang.
Læs videre “Grokrafts Herre”