Nietzsches kæreste tanke og heksebaronessens hemmelighed – et foredrag om skæbnekærlighed


Onsdag den 26. juni holdt jeg foredrag på Silkeborg Højskoles ugekursus ‘Én på Eksistensen – livsmod og dødsdrift’. Foredraget var skrevet til lejligheden, men har et så alment sigte, at jeg forestiller mig, at der kunne være nogle derude, som vil kunne have gavn og glæde af at læse det. Altså får I det her:

_______________________________________________________________

Lad mig som det første fastslå det helt oplagte, nemlig at dobbeltheden livsmod og dødsdrift er et kontrastharmonisk erfaringsområde, som har min allerstørste interesse – og at det således glæder mig overordentlig meget, at jeg nu skal tale om det.

Mit udgangspunkt som taler er den lidenskabelige røversjæls sult efter alt, hvad der kan gavne det centrale anliggende, nemlig at føre krig mod den åndelige søvn og pege på muligheden af et vågent menneskeliv. Eller sagt på en anden måde: Jeg er – akademisk set – ikke ekspert i noget som helst, men temmelig godt inde i mangt og meget og – i al almindelighed – personligt antændt af de emner, som jeg lader munden løbe om. Dét, tror jeg, er et godt grundlag for at tale i en livsnært højloftet sammenhæng som denne. Altså takker jeg for indbydelsen.

Læs videre “Nietzsches kæreste tanke og heksebaronessens hemmelighed – et foredrag om skæbnekærlighed”

Vismanden og Jægerinden

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Én af mine helte hedder Heraklit. Han var, som nogle véd, og flere kan have godt af at vide, en ualmindeligt veloplyst vismand, der levede – sådan cirka – mellem år 535 og 475 før vores tidsregning i den græske koloni Efesos i Lilleasien, altså det nuværende Tyrkiet. De overleverede stumper af hans tænkning – de såkaldte fragmenter – er ét af de centerpunkter, jeg søger ind imod, når jeg skal mindes om hovedsagen. Jeg havde kendt til hans eksistens i mange år, før jeg for nu snart to år siden endelig fik anskaffet en oversættelse og brugt den halve time, det tager at læse fragmenterne – første gang. Sidenhen har jeg genlæst dem en 20-30 gange. Så gode er de.

Læs videre “Vismanden og Jægerinden”