Vejen til Europa – usamtidig kortlægning af et endnu ungt århundrede

Følgende er skriftgrundlaget for et foredrag, der blev holdt ved den grundtvigske ungdomsforening Studenterkredsens sommermøde i 2018, hvor man mødtes under temaet Europa. Teksten blev sidenhen udgivet som artikel i Årsskriftet Critique XI og indtalt som lydoptagelse. Nu kan den også læses her:

Se Nordenvindens Jagen
bevæger Sommerdagen.
Den bringer sløve Drømme
til Køerne, som tygger;
den svømmer gennem Rugen
som Aander, der har Skygger.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.

Det flimrer under Øen
af Solen over Søen
en blegnet Ild, som Dybet
snart blotter og snart dølger,
som døde Luers Genfærd
i Dans paa Jordens Bølger.
I Danmarks lyse Bolig

er Dagens Sjæl urolig.
Af Solen Marken brændes,
og Agerkaalen tændes.
De gule Blomster nejer
sig under Vindens Færden,
som de i Søvne mindes
en gammel, salig Verden.
I Danmarks lyse Bolig
er Dagens Sjæl urolig.

– Thøger Larsen, Nordenvinden

Jeg siger tak for indbydelsen til at tale her til formiddag. Det er en stor glæde for mig – endnu en gang – at holde foredrag her ved Studenterkredsens sommermøde. Da jeg for fire år siden foredrog for første gang her ved sommermødet, omtalte en – kærligt kredsfrisindet – meningsmodstander det fremførte som ”nationalkonservativ standup”. Den vurdering var jeg ganske godt tilfreds med, og også denne gang skal jeg gøre, hvad jeg kan for at leve op til den. Dog bemærkes det allerede her fra de tidlige åndedrag, at ordet ’nationalkonservativ’ måske kan vise sig at være for snævert til beskrivelse af dét, der vil blive sagt. Det vil vise sig.

Se, vi begyndte jo med at synge den kosmiske vestjyde Thøger Larsens mindre kendte, men ret så inciterende sommersang Se nordenvindens jagen. Det gjorde vi, fordi Larsens lyrik på sin egen sære måde kan bringes til at rime på dét, jeg vil sige i dag, og – ikke mindst – fordi hver af sangens tre strofer afsluttes med de samme dunkellyse linjer, som jeg ikke véd, hvad betyder og derfor føler mig vældig draget af – I Danmarks lyse bolig er dagens sjæl urolig. Jeg aner ikke, hvad de ord betyder. Men jeg kan li’ dem. Der er noget sitrende i dette, at det er dagens sjæl, der er urolig. Det er et udmærket anslag til det stykke, jeg nu vil spille for jer. 

Foredragets titel er Vejen til Europa – usamtidig kortlægning af et endnu ungt århundrede. Meningen er at tale om noget af dét, som almindelige dødelige ikke aner særlig mange klap om – nemlig om det endnu uskete, om den tid, der først er ved at blive vævet af de tre skæbnekyndige kvinder under Yggdrasils rod; altså om fremtiden, og om, hvad denne fremtid mon kan komme til at betyde for os og vores Europa. I løbet af foredraget vil jeg betjene mig af den velkendte og højt elskede Hugin og Munin-metode, hvor der flakses frit og – ikke mindst – uhindret frem og tilbage mellem det forgangne og det forjættede. Eller sagt på en anden måde: Min fortælling vil blive temmelig flagrende og – kan det yderligere tilføjes – på flere måder ret så udansk. Jeg kommer ikke til at sige særlig meget om andedammens åndshistorie, for – i det store billede, jeg vil forsøge at male – er den ikke det afgørende. Dog lover jeg to ting, og det er, at jeg vil slutte sådan cirka samme sted, som vi netop begyndte – nemlig ved sommersangeren Thøger Larsen –, og at jeg i hyggedanskhedens navn vil praktisere en såkaldt gradvis eskalering; altså, at jeg vil begynde ved det nære, velkendte og upåfaldende, derfra arbejde mig ind frem mod det mærkværdige og så til sidst at ende ved det fjerne, ukendte og decideret anstødelige. Så er det sagt. Nu til sagen – som i første omgang er et spørgsmål.

Mit spørgsmål, der jo altså nu også gerne skulle blive jeres spørgsmål, lyder som følger: Er det muligt, er det tænkeligt, er det forventeligt, at dette endnu unge 21. århundrede kan ende med at føre frem til den sammensmeltning af nationerne, som den såkaldte europæiske union med alle sine kunstgreb og overfladebehandlinger indtil videre ikke på nogen som helst måde er kommet i nærheden af at gøre til virkelighed? Kort sagt: Vil dette århundredes organiske – og måske endda ildrige – udvikling endelig gøre os til dét, som vi siges at være, men som de fleste af os endnu ikke rigtig véd, hvad er, altså gode europæere? Dét er spørgsmålet. 

Svaret – eller hvad vi nu skal kalde det – vil jeg udfolde i en fortællings rullende bevægelse, hvor der inddrages og anråbes tre hovednavne, som i min højst subjektive sammensyning gerne skulle ende med at udgøre et Odin-enøjet, puslespils-billede af den foranliggende horisont – altså, netop, en usamtidig kortlægning af dette endnu unge århundrede. Så vidt den indledende – og naturligvis selvhøjtideligt omstændelige – rejsevejledning. Nu afsted.

En hyggelig personage af gøgler-grundtvigsk aftapning
Vi begynder – som lovet – i det nære, nemlig med at berøre en hyggelig personage af gøgler-grundtvigsk aftapning, nemlig åndshistorikeren – og højskolesprællemanden – Jørgen Bukdahl, der kan tjene ganske godt som hjemligt springbræt og kontraststof for dét, der kommer, for han har nemlig – midt i sit livsværks skønsomme blanding af dybsindighed og nonsens – udtrykt noget sigende og for mit formål anvendeligt om forholdet mellem det nationale og det fælleseuropæiske.

I indledningen til den lille bog Norden og Europa, der oprindeligt udkom i 1947, beskriver Bukdahl, hvordan forholdet mellem de enkelte nordiske nationer og det fælles Europa kan billedliggøres som en brokonstruktion. De enkelte bærepiller er – set heroppefra – de nordiske nationer, og den udstrakte bro er vejen ned mod Europa. Uden de enkelte nationer kan der ikke bygges nogen bæredygtig bro, og uden bygningen af broen kommer de enkelte nationer ikke til deres fulde udfoldelse. Senere i bogen ekspliciteres det, at dette billede gælder alle Europas nationer. De er alle delementer, og Europa er det samlede bygningsværk. Hovedsagen med dette billede og med den lille bog er, at Bukdahl i slipstrømmen på den udstrakte europæiske borgerkrig, følte sig bevæget til at gennemtænke forholdet mellem delene og helheden. Han havde betragtet den indre europæiske nedsmeltning, hvor kontinentet rev sig selv i stykker og ellers ret så beslægtede nationer fandt det både rimeligt og betimeligt at sønderbombe hinandens storbyer – og de kroppe, der opholdt sig i dem. Ud fra synet af dette civilisatoriske sammenbrud var Bukdahl, som så mange andre, overbevist om, at den tid nu var kommet, hvor broen skulle bygges – hvor Europa måtte samles for at sikre dets fremtid mod et tilbagefald til selvdestruktiv adfærd. 

Så vidt, så godt. Alt dette tror jeg for så vidt, Jørgen Bukdahl havde ret i; det var og er nødvendigt for os europæere at finde hinanden i et levedygtigt fællesskab. Men meget tyder på, Bukdahl tog grueligt fejl i sin grundvurdering af, hvordan dette fælleseuropæiske samliv ville blive virkeliggjort. Han forestillede sig, at vejen ville gå gennem en fredelig besindelse på de enkelte nationalstaters særpræg, og at denne erkendelse af det egne helt af sig selv ville føre ind i det fælles. Sådan er det ikke ligefrem gået. 

De europæiske nationers udvikling i det nu – Guderne ske tak og lov – døde tyvende århundrede kan ikke just siges at have været en tiltagende selvbesindelse, og de forsøg, der er blevet gjort på at åbenbare vores europæiskhed, er ikke spirret frem fra det nationale, men blevet forsøgt påført os oppefra – eller, som vi jo siger her oppe hos os: nede fra, nede fra EU, nede fra eurokratiets højborg Bryssel. 

Så vidt den ene brist ved Jørgen Bukdahls euro-forjættelser. Der er endnu én, som er vældigt sigende for den troskyldighed, som det tyvende århundredes granatchokkede efterkrigsgeneration har levet sit liv med og imødeset deres efterkommeres – altså vores – fremtid med. Undervejs i Norden og Europa er det nemlig, set fra vores tid, vældig påfaldende, at forfatteren ikke lader være klar over eller i hvert fald interessere sig synderligt for den kendsgerning, at der faktisk findes en verden uden for Europa – og at denne verden måske skulle kunne ville os noget, som vi kunne blive tvungne til at forholde os til. I alt, hvad Bukdahl skriver om Europa er det tydeligt, at vores verdensdel alene opfattes som et handlende subjekt, ikke som noget, der kunne blive objekt for andres handlinger. Kort sagt: Manden er – for nu at bruge et venstrefløjset udtryk – hamrende eurocentrisk. Han forestillede sig ikke, at de fremmede skulle kunne blive aktører, og derfor tog han fejl i sin fremtidsdiagnose. For det er jo dét, de er blevet. 

Det var den overraskelse, det 21. århundrede blev indledt med, da kaprede fly ramte storkapitalens tårne – og indprentede dét, der for mange af os står som vores første egentligt verdenshistoriske minde og allerede nu er ved at folde sig ud som resten af vores levetids fælles grundfortælling: At vi ikke er alene; at der findes andre mennesker i verden end os – og at en ret så væsentlig del af dem, ja, faktisk det altovervejende flertal af dem, har andre ønsker for verden, end vi har. For os, der nu er unge, bør det være en relativt enkel erkendelse. Men det var – og er – det ikke for efterkrigsgenerationerne. 

De troede, de tror og de har lært flertallet af deres efterkommere at tro, at Vesterlandets overhøjhed skulle være umistelig; at vi aldrig skulle kunne tabe, at fremtiden altid vil være vores – også uden at vi udfolder nogen nævneværdig indsats for det. I dag er en del af os langt om længe begyndt at fornemme, at virkeligheden – mildt sagt – meget vel kan vise sig at blive en anden. 

Nuvel, forhåbentlig fornemmes det, at vi nu er ved at være i gang. Det afgørende er, at Bukdahl – midt i sine himmelblå ophobninger af illusioner om et samlet Europas sejrrige tæmning af drifts- og naturlivet, så alt godt endelig kunne blomstre overalt og for alle – faktisk fik øje på noget sandt i sin forudsigelse af den fælleseuropæiske nødvendighed. Netop nu, i vores tid, byder, således dette foredrags påstand, det europæiske sig ikke bare til som en mulighed, men som en nødvendighed. Vi står faktisk over for både udfordringer og modstandere, som kun kan magtes i fællesskab. 

En vis skalpelkyndig germaner
Så vidt en foregribelse – eine Vorwegnahme, som den sydlige storskala-nabo kunne udtrykke det. Og vupti, så sagde vi, at vi var i Tyskland; se eventuelt for det indre øje, hvordan Odins minde-fugl umærkeligt er flagret bagud og nedad – så den i dette øjeblik er fremme ved sit næste mål og nu sætter sig til rette på højre skulderblad af en vis skalpelkyndig germaner.

Hvem mon? Hvem kalder man mon på, når man er blevet træt af universalistisk andedams-optimisme, og har en både sjov og spændende historie, der må og skal fortælles af en omfangsrig ånd, hvis vingefang er så vidtstrakt, at enhver kan finde noget for sin smag hos ham? – aber Onkel N, natürlich! Også kendt som Friedrich Nietzsche, ét af kontinentalfilosofiens mest sprængfarlige menneskedyr – én af de, i samme åndedrag, mest blæste og skarpsindige profetnaturer i det moderne Europas åndshistorie. 

For se, sagen er nemlig den, at Nietzsches – sagen wir mal – delikat syfilis-indfarvede – sind husede nogle ganske iøjnefaldende forudsigelser angående nationernes sammensmeltning og det kommende Europas liv. De findes mange steder i hans skriverier – særligt i det senere værk, hvor valgslægtsskabs-Schweizeren folder sig ud som ein guter Europäer, ja, som en mand, der efter eget udsagn føler sig mere hjemme i det 21. århundrede end i sit eget – og frejdigt erklærer sin samhørighed med livsformer, der endnu ikke findes, nemlig ”die Europäer von übermorgen”, altså, i overmorgens europæere – hvilket jo må være os

Her vil jeg fremhæve et enkelt særligt spidsformuleret sted, som står at læse i femte bog af Die fröhliche Wissenschaft – på dansk, Den muntre videnskab. Det drejer sig om aforisme 362, som bærer titlen: Unser Glaube an eine Vermännlichung Europas Vores tro på en mandiggørelse af Europa. Og jeg indskyder i vidensformidlingens gode navn, at ’aforisme’ er en genrebetegnelse på en kortere sammenhængende tekst i en bog, hvor de enkelte tekster er tematisk forbundne, men både kan læses sammen og hver for sig. Det kan man ikke vide, før man hører det første gang. Først derefter er der ingen undskyldning.

Nuvel, i denne aforisme 362 tager Nietzsche sit afsæt ved den store Napoleon og alt det gode, han har gjort for Europa. Opfattelsen er i al sin enkelhed – og Anstößigkeit, at: 

Napoleon kan takkes for, at der nu vil kunne følge et par krigeriske århundreder efter hinanden, hvis lige ikke er set i historien; kort sagt, at vi er indtrådte i krigens klassiske tidsalder.  

Nietzsches formodning er, at denne krigens klassiske tidsalder vil udfolde sig i løbet af de næste par århundreder – set fra hans samtid, og at den ad kringlede og krogede veje vil kunne fremprovokere en fortsættelse af Napoleons imperiale impuls – og til sidst en virkeliggørelse af hans drøm om et samlet Europa. Nietzsches pointe er, at javist blev dét, som vi måske kunne have lov at kalde, Napoleon-impulsen, altså viljen til imperial samling af kontinentet, bragt til standsning, men selve dette, at impulsen overhovedet opstod og satte sig så kraftigt igennem, medførte opkomsten af den række nationalistiske modreaktioner, som man var vidner til på Nietzsches tid, og som – i overensstemmelse med hans formodninger – blev forstærkede i det 20. århundrede og gav sig til kende i interne europæiske krigshandlinger.

Altså, som jeg håber, I forstår: Det drilske (en marxisme-ramt akademiker ville sige det dialektiske) er, at Nietzsche netop ikke ønskede, at de europæiske lande skulle ødsle deres kræfter bort på at bekrige hinanden. Han brød sig ikke om den snæverhed i folkesindet, som han et sted i sine efterladte papirer kalder ’kvæg-nationalisme’ (Hornvieh-Nationalismus); for hans håb stod til Imperium Europaeum, ikke til Groß-Germania. Men han havde en klar fornemmelse af, at vejen frem mod denne fælleseuropæiske samling ville – og måtte – blive både lang og blodsølet.

Og – han forventede, at de kommende krigeriske århundreder ville medføre en gunstig hærdning af Europas menneskemateriale; sagt med aforismens titel: en mandiggørelse af Europa – altså en omformning af kontinentets væsen; en forarbejdning af den sarte og værgeløse kongedatters indre, så hun – igen – kan blive i stand at avle tavse, tænksomme og tapre kongesønner – for nu at udtrykke det græsk-mytologisk og med en indføjelse af heltemodets treklang fra det oldnordiske læredigt Hávamál

Men altså, Nietzsche venter sig meget af denne mandiggørelse af Europa: Den vil – forestiller han sig – medføre, at ”Manden igen bliver herre over købmanden og filisteren i Europa”. Som folkelig servicebemærkning indskyder vi her, at ’filister’ hos Nietzsche betyder sådan nogenlunde det samme som småborger; altså – opdateret udtrykt – en træt og fantasiløs type, der har nok i at passe sit karriereliv, sit netflix-fix og – ikke mindst – sine tre ugers udlandsferie, som efter eget ’begejstrede’ udsagn virkelig gør livet værd at leve. Altså, i al korthed: Filisteren er, for nu at sige det med nogle af Nietzsches andre ord, det menneske, hvis liv i alt væsentligt udgøres af smuds og foragtelig hygge – Schmutz und erbärmliches Genießen

Anderledes er det med det fornemme og stræbsomme menneske – og Nietzsche håber netop, at krigserfaringerne igen vil gøre fornemme og stræbsomme mennesker til noget almindeligt forekommende. Hovedsagen er, at Napoleon-impulsen var udtryk for en fortsættelse af renæssancen. For manden var en driftig kriger-arkæolog. Ifølge Nietzsche lykkedes det ham at genopdage – direkte oversat at ’genopbringe’ – ”et helt stykke af antikkens væsen, måske det afgørende stykke, granitstykket”, das Stück Granit

Håbet er, at dette opgravede granitstykke af antikkens væsen med tiden vil blive mægtigere end de snævert nationalistiske bevægelser, så Napoleons arv kan videreføres – så der til sidst kan opstå ”das eine Europa”, det ene Europa – og det vel at mærke ”als Herrin der Erde”, som ”Jordens herskerinde”. Ja, interessant nok er det faktisk dét, der står i den tyske tekst Herrin, herskerinde. Desværre står der herrer i den nyligt udgivne danske udgave. Og dét er jo dumt, for havde Nietzsche villet skrive ’som Jordens herre’, als Herr der Erde, ja, så havde han nok gjort det. Mere sandsynligt er det, at han – som kær og gammel ven af grækerne og deres myteverden – meget vel var klar over, at Europa jo er en kvinde – og gerne skal forblive det. Udtrykket ’mandiggørelse’ kan – Guderne ske tak og lov – således ikke indebære et totalt kønsskifte, men må forstås som en hærdnings-vision, hvor kontinentets kvindelige væsen omdannes, eller måske snarere gendannes, i dybderegionen, så prinsesse Europa kan ende som den herskerinde, Napoleon i sin tid så skørtekanterne af i sit imperiale drømmesyn.

Ja, så højt svang Nietzsches fremtidsforhåbninger sig over ham og hans egen tid. En del fik han ret i; den første del af det tyvende århundrede blev ganske rigtigt præget af bloddrukken nationalisme – og i forlængelse heraf opstod ganske rigtigt et storstilet, men uorganisk, forsøg på fælleseuropæisk samling. Men en hærdning, en mandiggørelse, et herskedygtigt Europa? Nej, vel. Sådan gik det ikke ligefrem. 

Betyder det så, at der var mere syfilisinfektion end profetisk gave i Nietzsches fremtidssyner? Tja, bum; som så meget andet afhænger det af øjnene, der ser – og hvor mange øjne man har at se med. For den, der ejer en åben historisk sans, er mindst én sag sikker: At afstanden mellem de europæiske storkriges afslutning og vores nutid ikke er lang. Det drejer sig om en enkelt generations levetid; nemlig den (forældre)generation, der nu er døende og som dermed overlader os levende plads til at for egen regning og på eget eventyr at overveje, om tidsforløbet mellem os og Andens Verdenskrigs afslutning måske snarere skulle kaldes en parentes-tid, end en fremgangstid. 

Historien er uskrevet; det meste er uvist, men sikkert er det, at denne tidsepoke har været anderledes end alle andre; Vestens – og særligt Vesteuropas – indbyggere har i løbet af sådan cirka de sidste 73 år tænkt særdeles anderledes om sig selv og deres verden, end de ellers nogensinde havde gjort, og – vigtigst af alt – end nogen som helst andre af den store, vilde verdens indbyggere kunne finde på at gøre. Kort sagt: Vores forældre har levet størsteparten af deres liv i en fjendeløs tid – og vi er sat i verden som børn af denne verdenshistoriske abnormitet. 

Og man spørger sig selv: Hvor længe kan det mon blive ved? Afdæmpet udtrykt: Nok ikke så forfærdelig længe endnu. Allerede nu ses der tegn i både sol og måne, som antyder, at dette interregnum – denne mellemtilstand – kan være ved at finde sin afslutning og glide ind i en ny tidsalder, eller måske netop: At vi kunne være på vej til at glide tilbage i det spor, der viste sig for Nietzsche som vores blodstænkede fremtid – krigens klassiske tidsalder, nu tilføjet nye og overraskende sving og kringelkroge.

Ægte åndelighed er kun mulig i kamp
Og nu – et spring, frem til en et sted imellem vores nærmere fortid og faktiske nutid: For denne tanke – at vi nu er på vej ind i en krigerisk tidsalder, et århundrede af stål – findes særdeles klart og radikalt, nogle ville sige rabiat, gennemtænkt og udtrykt hos én af Nietzsches nulevende, kontinentaleuropæiske efterkommere, nemlig den franske højre-intellektuelle (nogle ville sige højreradikale) tænker og propagandist Guillaume Faye.

Jeg vil ikke spilde tiden på at sige en masse om mandens biografi, så jeg nævner blot et par tilfældigheder, nemlig at han er en del af den paneuropæiske strømning, der kaldes det nye højre, og at han i løbet af sit liv – efter eget udsagn – har prøvet det meste; herunder arbejde som pornoskuespiller i branchens mere snuskede egne og indtagelse af størstedelen af den narkotika, der var i handlen i de glade ungdomsdage. Han fortryder det ikke, men har – som kyndigt apollinsk afsvalet dionysiker – gjort sig visse overvejelser omkring indskrænkningen af den slags udskejelser til særlige, eksempelvis sommerlige, karnevalstider.  

Og hermed slut med slibrighederne, for det er – i sagens natur – ikke denne del af mandens selvudfoldelse, jeg vil fortælle om. Jeg ville bare lige sige noget farverigt, inden vi stiger ombord i modbydelighederne.

Se, så – den mest umiddelbare årsag til at sammenkæde Guillaume Faye med Friedrich Nietzsche, er at han direkte kalder sig nietzscheaner, samt at han i alt væsentligt forstår sig selv om en videreførelse af den livsfilosofiske tankelinje, som Nietzsche var en hovedeksponent for – og endelig: at han har arvet Nietzsches sans for selvsikker profetisme. 

De bøger, der foreløbig står som hovedværkerne, skrev Faye lige omkring årtusindskiftet – og forudså dengang en væsentlig del af de eskaleringer, som vi allerede er begyndt at blive vidner til i vores tid. Bevares, her og dér har han også været lige vel ivrig i varetagelsen af profethvervet og således forestillet sig, at vi allerede et sted mellem 2010 og 2020 skulle bevidne – og ikke mindst erfare – et civilisatorisk kollaps. Men sådan er det jo med fremtiden. Den er en drilsk affære, som har sin egen vilje og ofte ankommer anderledes end forventet. Men som sagt: En væsentlig del af mandens forudsigelser har vist sig at være proteinholdige. De er ved at blive til virkelighed.

Kort og ligefremt udtrykt beskæftiger Faye sig med spørgsmålet om den kommende tidsalders titaniske og tragiske grundpræg. Særligt ét område har hans bevågenhed, og det er, lidet overraskende, spørgsmålet om den igangværende kolonisering af Europa, altså spørgsmålet om, hvordan vi skal forstå og ikke mindst håndtere tilstrømningen af de vandrende – og med tredje-verdens-entusiasters hjælp sågar sejlende – menneskemasser, som slår sig ned på vores territorier og for størstedelens vedkommende ikke opblandes med værtsbefolkningerne eller tilpasser sig vores livsverdener. Modsat tidens herskende – men jo allerede gradvist krakelerende – mirakeltro forestiller Faye sig nemlig ikke, at der vil komme til at ske nogen storskala-assimilation. Assimilation er – således den tørre konstatering – kun mulig med meget små og beslægtede grupper. 

Herudfra er Guillaume Fayes opfattelse den håndfaste og vidtrækkende, at Europa i løbet af dette århundrede vil ophøre med at eksistere som vores Europa, hvis ikke det fælleseuropæiske folkesind gennemgår en omfattende forandring, som både indebærer generindringen af, hvem vi egentlig var, og en fast vilje til, om nødvendigt, at blive til noget ganske andet, end vi nogensinde har været, for at bjerge os og vore gennem det, der kommer. Eller nordisk udtrykt: Faye interesser sig både for den ene og den anden af Odins flyvende øjne: Hugin-blikket fremad, Munin-blikket bagud – tanken og mindet, der tjener samme gode sag: at værne om den slags liv, der ikke skal dø som ingenting.

Som selvbevidst romansk-talende snob har manden naturligvis udklækket sin egen neologisme til beskrivelse af denne dobbelte tidslige orientering. Han kalder det arkæofuturisme – og mener dermed en genvakt sans for det basalt primitive, en hjemkomst til det granitfaste grundfjeld under modernitetens sindrige bebyggelser koblet med et vidtrækkende faustisk erobrings- og erkendelseslystent udsyn til det kommende. Og herunder: En uforfærdethed i vandringen frem mod den forestående tidsalders teknisk-titaniske potentialer og dét, de kan bruges til i overvindelsen af truslerne mod Europas beståen – eksempelvis: genteknologisk løsning af kontinentets demografiske krise og opgradering af det europæiske menneskemateriale, new wave-kernekraftværker, der kan erstatte den uholdbare kul- og olieafbrænding, hyperhastigheds-toge, der kan muliggøre en reel europæisk kosmopolitisme og – hvis man tillader mig et selvbrygget, men ikke dermed mindre fremtidsrealistisk, eksempel: euroloyale deportations- og internerings-robotter, som lynsnabt kan kende forskel på en islamist og en jyde-hipster. Den slags – og meget mere. 

Hovedsagen er åbningen af den tekno-futuristiske horisont som en virkelighed, der ikke sådan lige kan undgås – hvis man altså rent faktisk ønsker at vinde. Alt dette skildres i hovedværket L’Archéofuturisme Techno-science et retour aux valeurs ancestrales, som findes i en engelsk oversættelse med en lidt anderledes undertitel. Jeg indrømmer, at det foreløbig er denne udgave, jeg har læst: Archeofuturism – European visions of a postcatastrophic age. Anbefalelsesværdigt, urovækkende og eksplosivt.   

Og så tilbage til hovedsporet: Fayes grundanliggende er at appellere til dét, som han i grækernes livsglade ånd kalder tragisk optimisme, altså en mytefølsom fornemmelse for, at kaostegnenes ophobning faktisk kan give grund til håb og vække vilje. For – således ræsonnementet – alting både må og skal blive meget, meget værre, før noget måske kan blive bedre. Midt i denne altings forværring er Faye – præcis som sin tyske læremester – overbevist om, at vi som fælleseuropæisk folk vil gøre os erfaringer, der både kan slynge os tilbage til oprindelsen, ind til det inderste og frem mod sejren. For kamperfaring og åndeligt liv er gensidigt forbundne. Eller som manden selv udtrykker det – med nogle ord, der lyder helt højskolemytologiske, når de oversættes til dét sprog, vi har fået af vores mor: ”Ægte åndelighed er kun mulig i kamp” – og vi gentager: Ægte åndelighed er kun mulig i kamp. Sætningen står at læse i propaganda-encyklopædien Pourquoi Nous Combattons – Manifeste de la Resistance Europeenne, på engelsk Why we fight – manifesto for the European resistance, hvori Faye har fremlagt sit grundsyn i en række ordbogsopslag, så man eksempelvis kan slå op på ordkæden nation, nationalisme, ny nationalisme – og dér finde det syn på fædrelandsdyrkelsens fænomen, som den franske fanatiker tilbyder enhver livsvillig europæer at gøre til sit.

Konkret drejer det sig for Faye om overgangen fra den gamle enkelstats-nationalisme, altså hvad der svarer til Nietzsches forståelse af den bøvede og indskrænkede kvæg-nationalisme, til en ny fælleseuropæisk, storskala-nationalisme – ikke som en udryddelse af den almindelige nationalfølelse, men som en retledning og udvidelse af følelsesberedskabet. Han kalder det blandt andet ”en imperial stor-europæisk nationalisme” – og spinder derved videre på Nietzsches napoleonske tråd med dens profeti om en mere vidtrækkende nationalisme. 

For Faye indebærer denne nye nationalisme en tværnational etno-kulturel selvbesindelse og viljesbefæstning. For ja, lad os da få tankeforbrydelsen på bordet; for ham angår det nationale også det etniske som en – konstaterbart – betydningsfuld, men ikke enerådende, faktor for gruppeidentitet og mental arkitektur, og han forventer, at europæerne som del af den løbende eskalering igen vil blive bevidste om sig selv som et både ånds-, steds- og naturbundet fællesskab. 

Så vidt dét synspunkt hos Faye, der givetvis er vanskeligst at sluge for os velfærdsskandinaver, der er opvoksede i beskyttede miljøer og opdragne med dogmet om etniske gruppers principielle lighed – og enshed. Men uanset hvad vi måtte mene om det, så svarer Fayes påpegning af etniske forskelles virkelighed fuldstændig til, hvordan der tænkes – og ikke mindst handles – i størstedelen af den store, vilde verden. Mennesker orienterer sig ud fra etno-kulturelle blokke. Intet tyder på, at det vil ændre sig.

Foruden denne hævdelse af det etnokulturelle fællespræg er synet på den europæiske nødvendighed på sin egen sære måde faktisk nogenlunde det samme, som findes hos nutidens EU-begejstrede liberal-demokratiske utopister, nemlig at Europa ikke vil overleve alt dét, der kommer, uden etableringen af en central og potent politisk autoritet med langt større råderum for tempofyldt handling, end det nuværende samarbejde kan mønstre. 

Modsat tidens EU-entusiaster går Faye så væsentligt længere i sin insisteren på nødvendigheden af en øget udfoldelsesmulighed og handlefrihed hos den politiske autoritet. For ham er det et – i ordets egentlige betydning – relativt spørgsmål, hvilken styreform, der kommer til at sejle Europa gennem skærene. Hovedsagen er at finde dét, der virker. For virkeligheden er dét, der virker. 

Fayes formodning er en blandingsform, hvor der både hævdes en central – og ikke nødvendigvis flertals-demokratisk udpeget – suveræn og samtidig agtes på europæernes århundredelange erfaringer med regionalt, delvist folkestyre, hvor de, der skønnes duelige gives medbestemmelse i forhold til de spørgsmål, der umiddelbart angår dem – og som de har forstand på. 

Det minder ikke just om your everyday europhile. Afstanden mellem Faye og tidens herskende stemmer er mildt sagt enorm. For modsat vores velkendte EU-venner forestiller han sig ikke, at Europa vil blive stort og blomstrende ved at indoptage ikke-europæiske mennesker, men derimod ved at gennemføre den diametralt modsatte bevægelse. 

Guillaume Faye tror, at Europa både vil genbesinde sig på sin arv og katapultere sig ind i sin imperiale fremtid ved igen at lære at skelne mellem venner og fjender og – bogstavelig talt – ved at udgrænse dem, der ikke er vores venner; dem, der ikke er eller kan blive en del af det europæiske ’vi’. Det drejer sig – naturligvis – i første omgang om de rettroende muslimer.

Denne politiske kraftpræstation – altså generobringen af de europæiske territorier, la reconquête, gennem udgrænsningen af de mennesker fra den tredje verden, som ikke er og ikke vil blive en del af det europæiske ’vi’ samt etableringen af Fort Europa som et funktionsdygtigt og frygtindgydende værn ved kontinentets grænser – kan praktisk set ikke løses af de enkelte nationer og vil ikke blive løst, før sansen for den fælles skæbne får tag i europæerne. 

Faye forventer, at dette vil ske gennem en fortsat eskalering frem mod en decideret kamp- og undtagelsestilstand, som vil kalde den nye suveræn frem og lære ham at træffe sine afgørelser. Eller med mandens egne ord: Vi trænger til ”en konkret voluntaristisk tanke, der skaber orden”. 

Så vidt den grundlæggende diagnose. Prognosen er, som kraftigt antydet, at alt dette vil blive til vores virkelighed i løbet af den tilbageværende del af dette endnu unge århundrede – og vores endnu unge liv. 

Som hjertet af en atomreaktor
Og nu er jeg – som det måske fornemmes – så ved at flakse mig i retningen af en afslutning. Et sidste spørgsmål skal berøres, nemlig det mere specifikt åndelige – om man vil, det religiøse – spørgsmål. Da jeg omtalte Nietzsche, nævnede jeg ikke den mest nærliggende implikation af hans forestilling om en hærdning af det europæiske menneskemateriale – nemlig spørgsmålet om Europa og kristendommen. For jeg syntes, at de af jer, der allerede kender til Nietzsches syn på kristendommen selv skulle have lidt tid til at tygge på spørgsmålet. Det har I forhåbentligt gjort, og jeg kan så knytte nogle tråde til yderligere. 

Sé, Nietzsche var ganske overbevist om, at kristendommen var et sygeligt, mellemøstligt fremmedlegeme, som havde mørnet den europæiske rygrad og præget europæerne i retning af indebrændt ondskabsfuldhed, hyklerisk alkærlighed og regulær umenneskelighed. Som han udtrykker det i en aforisme i samlingen Jenseits von Gut und Böse – Hinsides godt og ondt: ”Det er umenneskeligt at velsigne dér, hvor man bliver forbandet”. Nietzsche forestillede sig, at denne erkendelse i tiltagende grad ville gå op for europæerne – og dét vel at mærke på den hårde måde.

Som åndelig efterkommer af Nietzsche er Guillaume Faye – ikke særlig overraskende – dybt præget af denne kristendomskritik. Han nævner Nietzsches skarpslebne perle af et hovedværk Antikrist forbandelse over kristendommen som den ene af de to bøger, der har betydet mest for hans syn på åndelige sager – og jeg må sige, at jeg vældig godt forstår ham. Det er en bog, der bør læses og forstås af enhver, der ønsker at prøve sin egen karakter. Det gælder særligt den, der er tøvlog eller dét, der ligner. Personligt har jeg læst den tre gange – i løbet af det seneste år.

Men altså, Faye er præget af Nietzsches opgør med den kristelige kærlighedsmoral – for den religiøse energi i bleeding heart-globalisternes feberhede krav om altomfattende kærlighed er, således argumentet, netop en del af katastrofen; et væsentligt stykke af årsagsgrundlaget bag Europas foreløbige selvmordskurs.

Fayes medicinering er todelt: På den ene side fastholder han sit fælleseuropæiske og vitalistiske, samlende sigte og afviser således at lade konfessionelle spørgsmål så splid mellem de folkelemmer, der jo gerne skulle samles for at sikre os en fremtid, som vi kan kalde vores. På den anden side medgiver han personligt at have lagt det judeo-kristne verdensbillede bag sig og være rendyrket hedning – og han forstår den historiske katolicisme som en blandingsreligion, der var i stand til at holde sammen på Europa netop, fordi den ikke var et udtryk for ren kristendom, men en blandingsform, hvor blandt andet helgenkulten sikrede en nærhed til det hedenske grundpræg.

Dette hedenske grundpræg definerer han som en religiøs livsholdning, hvor – direkte og latinpræget oversat – ”det sakrales immanens bekræftes”, eller mere modersmålsligt udtrykt og udfoldet: For Faye er ’det hedenske’ en både fast og smidig livsholdning, hvor erfaringen af det helliges indlejring og følbarhed i dette liv ægger viljen og danner afsæt for handling. Kort sagt: En erfaringstilstand, hvor ånd og natur både erkendes og opleves som to sider af samme gode sag – uden at denne erfaring skal sanktioneres gennem sidehenvisninger til en mellemøstlig bog. Det kunne være: et forældrepars indvielse i hemmelighedstilstanden ved børnefødsel; en søn, der knæler ved sin faders dødsleje; en mand, der vågner til ansvar og føler viljen blusse i sig under en kamphandling – alt sammen bogstavløse erfaringer af det helliges hjemmehørighed i dette liv.

Et sted i den nævnte bog Arkæofuturisme omtaler Faye dét, han kalder ”den hedenske sjæl” som ”en indre styrke, der skal gennemtrænge alle ideologiske og kulturelle udtryk” og være som ”hjertet af en atomreaktor”. Men en atomreaktor er ikke noget, som folk flest skal gå rundt og vise frem den ganzen Tag lang – og der er – konstaterer Faye som den pragmatiske ekstremist, han er – ingen mening i at skabe et kunstigt skel mellem reaktor-hedninger og dét, han kalder traditionelle kristne. Hvis kristne mennesker har sans for naturlivets virkelighed og kampens nødvendighed, kan de – for hans skyld – tænke lige, hvad de vil om tømmersøns-mirakelmageren fra Nazareth; og han anbefaler andre euroloyale neo-nietzscheanere at tænke på samme måde. Det er ikke dét, der skal skille europæere ad. Jeg nævner i al korthed, at dette syn på vores åndelige situation efter min opfattelse – mildt sagt – er værd at tygge på.

Så skønhed soner skylden
Und jetzt sind wir schon so weit. Kun en enkelt ting mere, skal der nævnes om den euro-imperialistiske franskmand, nemlig en overraskelse og glædelig nyhed, som jeg har gemt til allersidst – og som angår jer og jeres fremtid. Sagen er nemlig den, at Guillaume F faktisk ikke kun er euro-imperialist. Hans profethåb rækker endnu længere – nemlig hele vejen til Euro-Sibirien

Forestil jer lige det; glæd jer lige til det – et arkæofuturistisk imperium, hvor solen i mere end én henseende aldrig går ned. For – som Faye så hemmelighedsfuldt tilhvisker sin læser i de allersidste linjer i Hvorfor vi kæmper – ”når Apollon vender tilbage, bliver det for evigt”. Denne gådeprofeti vil jeg bede jer indskrive på jeres hjerters kødtavler, og så vil jeg – som det nu for alvor allersidste – bede jer lytte til et digt af vores egen Thøger Sommersanger. Dermed skulle vi gerne både blive bragt hjem til os selv og videre frem mod dét, der snart skal ske. Digtet hedder Hymne og er et åbent vindue ind i det kraftværk, som frembragte vores elskede sommersange; en fremvisning af grundstrukturen i den kosmiske vestjydes indre reaktor og en opvisning af, hvilken smidighed et menneske – og dermed et digt – kan tillade sig, hvis sjælens flamme brænder klart

De store Lysets Aander gaa 
med Dæmring over Lande, 
med Blæst fra friske Tankers Blaa 
mod Dogmers døde Vande. 
Det straaler højt af Haab og Harm
 i Aandens Østerlide — 
og Gryet spreder dejligt Skær om hver, 
der faldt i Lysets Hær 
med blodigt Saar i Side.  

Der fo’r saa mangen ensom Mand 
sin egen sære Færden — 
med Sjæl, der slog som Baal og Brand 
omkring den vide Verden, 
saa Dagning randt for skjulte Dyb, 
trods tusindaarigt Mørke. 
Man mødte frem med Hadets Slud 
at slukke slige Aander ud, 
men gav kun Flammen Styrke.  

Mens deres Liv i sluttet Sum 
sig ud i Fortid fjerner, 
de ses i Sagnets Himmelrum 
som store Morgenstjerner; 
mens deres Fjender inderst ind
i evig Glemsel glide, 
de selv i Himlens Stilhed staar
og skinner gennem tusind Aar
i Aandens Østerlide.  

Pris være Styrken, de har spændt
mod Livets Løgn og Jammer! 
De Sandheds Helligaand har tændt
som skære Pinseflammer; 
den skinner foran Vej og Værk
i ædel Strid og Stræben
og døber Tanken i sit Baal, 
saa større Tiders Tungemaal
kan dæmre os paa Læben.  

Vor Gud skal være rank og stor
— han sidder bøjet, bundet, 
med døde Slægters blinde Ord
om alt sit Væsen spundet. 
Vi trænger til en Sommersang, 
hvor Tonen glitrer gylden. 
Vi folde vil vort Væsen ud
mod Livets frie, friske Gud, 
saa Skønhed soner Skylden.