{"id":4374,"date":"2022-03-03T09:41:32","date_gmt":"2022-03-03T08:41:32","guid":{"rendered":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374"},"modified":"2022-03-07T19:36:51","modified_gmt":"2022-03-07T18:36:51","slug":"skjoldvagten-og-blomsterhaven-en-opsang","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374","title":{"rendered":"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang"},"content":{"rendered":"\n
\"\"<\/figure><\/div>\n\n\n\n

*<\/p>\n\n\n\n

For nogle \u00e5r siden fremf\u00f8rte jeg f\u00f8lgende manuskript som et foredrag p\u00e5 Studenterkredsens sommerm\u00f8de, hvorefter teksten blev udgivet i \u00c5rsskriftet Critique. I betragtning af tingenes tilstand, i disse for vor Verden s\u00e5 vanskelige tider, f\u00f8les det nu meningsfuldt at genudsende den – til alle hellige Magters navn og \u00e6re, fryd og fred, forsonede i K\u00e6rlighed. Ikke fordi jeg i dag ville skrive dem, som de dengang blev skrevne, men fordi der m\u00e5ske l\u00e5 andet og mere i dem, end jeg dengang kunne se. <\/em><\/p>\n\n\n\n\n\n\n\n

*<\/p>\n\n\n\n

Danemark vi nu kan ligne<\/em>
ved en frugtbar vang,<\/em>
hegnet trindt omkring, \u2013 Gud signe<\/em>
den i n\u00f8d og trang!<\/em>
Gid som korn opvokse danske kn\u00e6gte,<\/em>
der kan frisk mod fjenden f\u00e6gte<\/em>
og om Danebod end tale,<\/em>
n\u00e5r hun er i dvale. <\/em><\/p>\n\n\n\n

I tr\u00e6ngselstider skal man b\u00e5de m\u00e6rke efter vindretningen og stikke fingeren i jorden. Det er ganske godt, n\u00e5r vindens veje kan r\u00f8be lidt om noget af alt det, som sker derude, men det er langt vigtigere at l\u00e6gge \u00f8ret til jordbunden og lytte til dens egen hvisken om alt det, der lever i det inderste af det lille land i den store verden. <\/p>\n\n\n\n

For landets liv er langt, og folkets jord rummer dybdelag, som indeholder anden og kraftigere n\u00e6ring end den snak, vi alt for ofte spises af med, n\u00e5r vi gnaver i dagens begivenheder og fylder vommen med tidens snak. For at finde ned til denne n\u00e6ringsrigdom, m\u00e5 man vove sig l\u00e6ngere ind i billedernes verden, end vi er vant til at g\u00f8re det. <\/p>\n\n\n\n

Man m\u00e5 give sig billedsynerne i vold og l\u00e6re en gammel t\u00e6nkning og en endnu \u00e6ldre hemmelighed at kende: En billedt\u00e6nkning, som f\u00f8rst begynder d\u00e9r, hvor den t\u00f8rre fornuft har m\u00f8dt sin gr\u00e6nse og er begyndt at l\u00e6nges efter det vand, som kun flyder fra \u00c5ndens kilder \u2013 og en hemmelighed som kun kan h\u00f8res af den, hvis hjerte er \u00e5bent for alt det, vi endnu ikke kan se, men som alligevel allerede er s\u00e5 virkeligt<\/em>. <\/p>\n\n\n\n

Alt dette m\u00f8der vi i folkets sagn og sange. Det er dem, vi skal finde hjem til, hvis vi vil forst\u00e5, hvem vi var, og hvad vi igen skal blive til \u2013 nu hvor s\u00e5 meget af det kendte st\u00f8bes om, og st\u00e5let igen skal h\u00e6rdes. Derfor denne opsang til os alle, derfor dette fors\u00f8g p\u00e5 at finde et lille stykke af vejen hjem til det, der gjorde Danmark dansk \u2013 og igen kan g\u00f8re det. Ordene er dryppet fra hjertet til h\u00e6nderne, og de kan kun l\u00e6ses af villige<\/em> \u00f8jne og lydh\u00f8re<\/em> hjerter. S\u00e5 vidt en indledende bem\u00e6rkning til den k\u00e6re l\u00e6ser \u2013 og en advarsel til det h\u00e5rdnakkede j\u00e6ttesind, der i det f\u00f8lgende ikke vil finde andet end den tomhed, ligegyldighed og meningsl\u00f8sehed, som det allerede kender fra sig selv. <\/p>\n\n\n\n

Grundlaget for det f\u00f8lgende er klart, ufravigeligt og \u2013 for den, der har et par danske \u00f8jne at se med ogs\u00e5 \u2013 indlysende: Danmark er en blomsterhave<\/em>. Danmark er et lille stykke gr\u00f8nkl\u00e6dt frodighed, hvor mildhedens blomster gror, og hvor gl\u00e6den har s\u00f8det luften s\u00e5 l\u00e6nge og g\u00f8det jorden s\u00e5 grundigt, at freden efterh\u00e5nden f\u00f8les som det forventelige i det f\u00e6lles liv. Denne blomsterhave er vores hjem, og som danske er det vores pligt at danne en v\u00e6rnende skjoldvagt omkring den \u2013 et v\u00e6bnet v\u00e6rn imod de fjender, som vil frar\u00f8ve os vores jord, og de ulve, som vil fl\u00e6nse vores sl\u00e6gt. <\/p>\n\n\n\n

Dette er det eneste rette grundlag for et dansk menneskeliv, og den, der ikke vil bekende sig til det, fortjener ikke navn af dansk \u2013 og har ingen grund til at l\u00e6se videre. <\/p>\n\n\n\n

S\u00e5 st\u00e5r det klart, og alt kan g\u00e5 sin rolige gang. <\/p>\n\n\n\n

Danmark, p\u00e5 dit alter!<\/strong><\/p>\n\n\n\n

Vi begynder ved det \u00e5benlyse \u2013 ved billedet af det lille land midt i det store hav, nemlig ved digteren Helge Rodes k\u00e6rlighedssang til f\u00e6drelandet, Som en rejselysten fl\u00e5de<\/em>. Helge Rodes liv og skrift er v\u00e6rd at lytte til og f\u00e5 forstand af. For b\u00e5de det levede liv og den efterladte skrift vidner om en bev\u00e6gelse, som en del af os nutidige vist kender ganske vel: F\u00f8rst den selvsikre ynglings s\u00f8nderrivning af hjemmets r\u00f8dder og himmelstormende dr\u00f8m om selv at v\u00e6re herre i eget hus og skaber af eget liv; sidenhen en erfaring af den slags frugtbart nedbrydende selverkendelse, der i tidernes lange l\u00f8b ofte har meldt sig som f\u00f8dselshj\u00e6lper ved overgangen fra ynglingens omflakken til mandens liv. Og s\u00e5 til sidst: En l\u00e6ngsel efter at finde det alter, hvorp\u00e5 et menneske kan l\u00e6gge sit liv og sin gerning. <\/p>\n\n\n\n

Lad os l\u00e6se begyndelseslinjerne og \u2013 m\u00e5ske endda \u2013 lade det indre \u00f8re lytte til sangen:<\/p>\n\n\n\n

Som en rejselysten fl\u00e5de<\/em>
ankret op ved Jyllands bro<\/em>
under vejrs og vindes n\u00e5de<\/em>
ligger landet dybt i ro.<\/em>
H\u00e5rdt g\u00e5r hav mod bro og stavn<\/em>
m\u00f8der Danmarks stille navn.<\/em>
H\u00f8r, hvor blidt det klinger.<\/em>
Hvor vi stod og hvor vi gik,<\/em>
kom dit navn, som s\u00f8d musik<\/em>
bl\u00f8dt p\u00e5 hvide vinger. <\/em> <\/p>\n\n\n\n

Alt lyser op, og billederne myldrer frem fra f\u00f8rste begyndelse. Vi ser den opankrede fl\u00e5de ved det jyske hovedland, og vi t\u00e6nker p\u00e5 alt det, der har groet i den jyske jord og opelsket en kraft og vilje, der har kunnet d\u00f8 for det f\u00e6lles, hver gang fjenderne var i landet, og ulven var l\u00f8s. For Jylland har jo altid v\u00e6ret forposten og f\u00e6stningsv\u00e6rket imod det sammenrend af sydlige magter, der i tidernes l\u00f8b har fors\u00f8gt at sluge det lille, latterlige land \u2013 og (t\u00f8r vi m\u00e5ske tilf\u00f8je) ogs\u00e5 i dag tyder meget p\u00e5, at den modstandskraft, der skal genrejse alt det, der er os og vort, har sin gunstigste jordbund i det jyske.<\/p>\n\n\n\n

Men selvf\u00f8lgelig t\u00e6nker vi ikke kun p\u00e5 Jylland og det jyske. Billederne g\u00f8r deres hemmelige gerning og udvider synet fra det s\u00e6regne til det f\u00e6lles, og n\u00e5r vi lytter til ordene om landet, der er underkastet vejrets og vindenes omskiftelighed, men alligevel <\/em>ligger roligt i sit hav, v\u00e9d vi, at det ikke kun drejer sig om en egnsdel, men om et \u00e5ndspr\u00e6g og en erfaringsvirkelighed, som ang\u00e5r os alle. For n\u00e5r havet g\u00e5r h\u00e5rdt mod bro og stavn, m\u00f8der det jo hele Danmarks stille <\/em>navn. Danmarks navn er stille<\/em>; det klinger blidt og m\u00f8der os som s\u00f8d musik \u2013 som blev det b\u00e5ret frem p\u00e5 hvide vinger. <\/p>\n\n\n\n

Alt omkring os har sin h\u00e5rdhed, men den dybeste klang i os er mild og blid. For vi elsker jo det lille land af en god vilje, og hverken lumske vinde eller stormende b\u00f8lgeslag har indtil nu kunnet \u00e6ndre p\u00e5, at danske munde og hjerter stadig kan kalde disse gr\u00f8nne \u00f8er deres lille hjem<\/em> p\u00e5 hernede p\u00e5 den store jord.<\/p>\n\n\n\n

I sangens andet vers flagrer billedsangen videre og l\u00e6ngere ud over havet og \u00f8erne: <\/p>\n\n\n\n

Havombruset yngler landet.<\/em>
Tusind \u00f8er gik af havn,<\/em>
lod sig b\u00e6re bort af vandet<\/em>
for at b\u00e6re Danmarks navn.<\/em>
Muntert frem til livets dyst<\/em>
gennem mulm og str\u00e5lelyst.<\/em>
Hil jer, vore skibe!<\/em>
Flaget blafrer r\u00f8dt og hvidt.<\/em>
Her er Danmark, dit og mit,<\/em>
med sin k\u00f8lvandsstribe.<\/em><\/p>\n\n\n\n

Se \u00f8riget! Se, hvordan hovedlandet har avlet \u00f8erne og ladet dem drive ud over vandet for d\u00e9r at b\u00e6re det f\u00e6llesnavn frem, som har sin gl\u00e6de i striden og altid muntrer sig med den dyst, der jo er livets egen. Vi ser \u00f8erne glide frem gennem nattem\u00f8rket; det synger i os om morgengryets lyst ved lyset \u2013 og pludselig<\/em> er \u00f8erne blevet til skibe. For sangen har gjort endnu et glidende billedspring, og nu ser vi tydeligt de danske skibe under Valdemars banner. Det hele blafrer i os, og nye \u00f8jne ser en gammel virkelighed: Et Danmark, der kun kan v\u00e6re mit, n\u00e5r det ogs\u00e5 er dit<\/em> \u2013 og en k\u00f8lvandsstribe, der pl\u00f8jer sig gennem historiens hav og endnu kan skimtes af det indre \u00f8je.<\/p>\n\n\n\n

N\u00e5r dette skjulte \u00f8je ser k\u00f8lvandet i tiden, forst\u00e5r det ogs\u00e5 gerningen i nuet \u2013 og \u00f8ret lytter glad til alt det, der kommer: <\/p>\n\n\n\n

Hav og muld skal dansken pl\u00f8je.<\/em>
Venner. Hvad vi fik for muld!<\/em>
B\u00f8lgelandets runde h\u00f8je<\/em>
tavlet ud i gr\u00f8nt og guld.<\/em>
L\u00e6rken klatrer fra sin seng<\/em>
i den morgenv\u00e5de eng<\/em>
ad sin jakobsstige.<\/em>
Med de lyse n\u00e6tters sk\u00e6r<\/em>
over stille b\u00f8getr\u00e6er<\/em>
\u00e5bner himmerige.<\/em><\/p>\n\n\n\n

K\u00e6re venner, I v\u00e9d det jo: B\u00e5de havet og mulden skal pl\u00f8jes \u2013 og se nu, hvor alt glitrer omkring os, n\u00e5r vore \u00f8jne \u00e5bner sig, og vi gl\u00e6der os over alt det, der er vores. Alle bl\u00f8de rundinger glider gr\u00f8nt og bl\u00e5t og gyldent frem, og n\u00e5r de glade \u00f8rer h\u00f8rer den lille fugls gl\u00e6dessang til lyset, s\u00e5 ser vi jo selv den glitrende stige fra neden til oven \u2013 og m\u00e5ske endda ogs\u00e5 fra oven til neden. Denne stige er livskampens m\u00e6rke, som kun kan ses og kendes af den, hvis vilje bider sig fast og ikke slipper g\u00e5den, f\u00f8r velsignelsen er sikker \u2013 og hoftesk\u00e5len knust. For det er jo gamle Jakobs egen stige, som her lyser op i natten og minder os om, at imod Almagten k\u00e6mper enhver forg\u00e6ves, men at det samtidig kun  er den, som alligevel vover kampen og leml\u00e6stes under overmagten, der har set en flig af hemmeligheden. Lyder det mystisk? Det er <\/em>mystisk og vil l\u00e6nge vedblive at v\u00e6re det \u2013 men heldigvis kan vi jo sl\u00e5 op i vores Bibel, hvis vi vil vide mere.    <\/p>\n\n\n\n

Netop fordi det hele er s\u00e5 mystisk og alligevel s\u00e5 enkelt, springes der i det n\u00e6ste vers fra den g\u00e5defulde hvisken til det \u00e5benlyse opr\u00e5b. Det fjerde vers af Som en rejselysten fl\u00e5de<\/em> indledes med et kald og en befaling, som b\u00e5de lyder fra de syngende l\u00e6ber og til d\u00e9t lyttende hjerte, som allerede gerne skulle v\u00e6re bragt i bev\u00e6gelse<\/em>: <\/p>\n\n\n\n

H\u00f8r det! Husk det, alle danske!<\/em>
Klar og frodig er vor \u00e5nd.<\/em>
Sproget slutter som en handske<\/em>
om en fast og venlig h\u00e5nd.<\/em>
V\u00e6rn med vid, hvad h\u00e9lt er vort.<\/em>
Sig kun sandhed, j\u00e6vnt og kort,<\/em>
gladest ved det milde.<\/em>
Danskens lov i strid og fred<\/em>
v\u00e6re ret og billighed,<\/em>
som kong Volmer ville. <\/em>  <\/p>\n\n\n\n

For nu skal \u00f8ret h\u00f8re, og hjertet huske. Kun s\u00e5dan kan vi blive danske og forst\u00e5 den frodighed, der gror i vores \u00e5nd, n\u00e5r der r\u00e5bes<\/em> ad os og hviskes<\/em> til os gennem det sprog, som en t\u00e5lmodig kvindestemme f\u00f8rst pludrede ind i os \u2013 og derved gav os sit store m\u00e5l for vores lille liv. Det er dette sprog, der skal omslutte os som en moderligt velafpasset handske, der \u2013 som danske h\u00e6nder og h\u00e5ndtryk altid b\u00f8r v\u00e6re det \u2013 er b\u00e5de fast<\/em> og venlig<\/em>. Og s\u00e5 klinger \u00e5ndens befaling \u2013 i lige dele nutidig formaning og historisk forankring: Vi skal v\u00e6rne om alt det, der helt er vort, og vi skal g\u00f8re det med vid. Vi skal v\u00e6re sk\u00f8nsomme og vidende, og aldrig stivnakket bidende \u2013 og for at v\u00e6re det, skal vi f\u00f8rst og fremmest l\u00e6re at tale s\u00e5 dansk og s\u00e5 sandt, at ordene altid er j\u00e6vne og grundsynet klart. <\/p>\n\n\n\n

For danske mennesker skal ikke indsv\u00f8be deres skrift og tale i fremmedsproglige kl\u00e6der og fornedre deres liv til ligegyldighed ved at tr\u00e6kke alt det i langdrag, der kunne g\u00f8res kort. Et ja til landet og et nej til fjenden \u2013 er alt rigeligt, n\u00e5r kniven n\u00e6rmer sig struben. Det vil vi snart forst\u00e5 igen. <\/p>\n\n\n\n

Men for at forst\u00e5 det rigtigt, m\u00e5 vi jo igen og igen mindes om, hvad der altid m\u00e5 have forrangen i vores liv \u2013 eller rettere: Hvad der altid har<\/em> forrangen i den gl\u00e6de og det liv, der retteligt kan kaldes dansk. Det er jo det milde; i hyggens f\u00e6dreland har vi altid v\u00e6ret gladest ved det milde. Vi \u00f8nsker at lade velviljen r\u00e5de, og vi har ingen l\u00e6ngsel efter ufred. Men det vagtsomme blik v\u00e9d jo ganske vel, at ufreden h\u00f8rer til denne verdens (u)orden, og n\u00e5r den melder sig, skal tungen holdes lige i de sandhedsk\u00e6rlige munde, og sv\u00e6rdet b\u00e6res af rolige h\u00e6nder. For s\u00e5 sandt som kongen med det k\u00e6kke kaldenavn var en folkeven af b\u00e5de navn og gavn, skal retten og rimeligheden altid v\u00e6re og blive vores livslov<\/em>. Retten skal b\u00e6re sit v\u00e5ben, og rimeligheden skal lade alting g\u00e5 sin gode gang.<\/p>\n\n\n\n

N\u00e5r vi forst\u00e5r det, har vi for alvor noget at gl\u00e6de os over \u2013 og et villigt \u00f8re for den fylde, der pibler frem fra det n\u00e6ste lag af Rodes billedv\u00e6v:<\/p>\n\n\n\n

Vinterklart og sommerbroget,<\/em>
morgenmuntert, skumringssv\u00f8bt,<\/em>
ligefremt og latterkroget<\/em>
smilbestr\u00e5let, t\u00e5red\u00f8bt.<\/em>
Det er Danmarks frie sprog,<\/em>
uden tryk af fremmed \u00e5g<\/em>
frejdig Freja taler.<\/em>
Eget br\u00f8d p\u00e5 egen dug,<\/em>
Danmarks hvede, Danmarks rug,<\/em>
Dybb\u00f8l m\u00f8lle maler.  <\/em><\/p>\n\n\n\n

Lyt, lyt, lyt til tostemmigheden, og se, se, se billederne, n\u00e5r de danser frem med l\u00e6bernes lyd. Her v\u00e6lter det frem fra altings inderside, og b\u00e5de \u00f8re og \u00f8je genkender den virkelighed, der jo er livets egen. Det vinterligt klare og det sommerligt sammensatte; det enkelt ligefremme og det lykkeligt latterkrogede; alt det, der str\u00e5lesmiler i os, og alt det, som f\u00e5r sin gode d\u00e5b i de t\u00e5rer, der gr\u00e6des for det f\u00e6lles. Alt d\u00e9t bor i de ord, der lever s\u00e5 naturligt p\u00e5 l\u00e6ben og l\u00f8fter sig s\u00e5 lifligt op, n\u00e5r vi synger rent<\/em> og taler sandt<\/em>. For mods\u00e6tningernes underlige virkelighed har givet os hjertets frihed til at tale vores lille sprog midt i en alt for stor verden, hvor \u00e5get alt for ofte har ligget p\u00e5 nakken \u2013 men underligt nok altid <\/em>er blevet kastet af igen. <\/p>\n\n\n\n

Det er derfor, <\/em>vores k\u00e6re Freja taler s\u00e5 frejdigt. Ja, det er derfor hun er frejdigheden selv \u2013 og det er derfor vores fine till\u00e6gsord for den s\u00e6rligt friske k\u00e6khed er en efterklang af hendes navn og v\u00e6sen. For hun er Nordens vidunderlige forening af kampen og frugtbarheden i billedet af et kvindeliv. De gamle kendte ganske godt til gude\u00e6gteskabets vekselsp\u00e6nding mellem faderen og moderen, mellem kampviljen og fredsh\u00e5bet, mellem Odin og Frigga \u2013 men de vidste ogs\u00e5, at den nordiske skjoldm\u00f8 altid b\u00e5de har sin rang og sit kald i hjemmet og p\u00e5 slagmarken. S\u00e5dan m\u00f8des de forsonede mods\u00e6tninger i billedet af Freja som den, der b\u00e5de k\u00e6mper og elsker \u2013 og som kun kan g\u00f8re det ene, fordi hun altid allerede g\u00f8r det andet. Hendes vilje er at v\u00e6rne, og hendes gl\u00e6de jubler i alt d\u00e9t, der gror.<\/p>\n\n\n\n

Nu befaler hun os at skaffe eget br\u00f8d p\u00e5 eget bord og at s\u00f8rge godt for n\u00e6ringens righoldighed. For vi tr\u00e6nger b\u00e5de til den lette hvede og den tunge rug, og begge skal de kv\u00e6rnes og males i den Dybb\u00f8l M\u00f8lle, der ogs\u00e5 i dag kan m\u00f8de os som et af folkets fineste billeder p\u00e5 gammeldansk v\u00e6rnevilje mellem fjendekl\u00f8r og foran glubske gab. <\/p>\n\n\n\n

S\u00e5 vidt sangens fortale til den sammenf\u00f8jning af de mange billeder i det enkle heltesyn, som er hovedsagen i Rodes sidste vers \u2013 og igen m\u00e5 blive det i vores liv, hvis vi vil v\u00e6re danske<\/em>:<\/p>\n\n\n\n

Om din frihed vil vi v\u00e6rne,<\/em>
holde skjoldvagt om din fred,<\/em>
ofre dig en moden kerne,<\/em>
fra din jord i tusind led.<\/em>
Ind\u00e5nd Nordens frie luft,<\/em>
stilhed s\u00f8d af blomsterduft,<\/em>
bl\u00e6st, som s\u00f8en salter,<\/em>
medens vi med trofast sind<\/em>
s\u00e6tter al vor gerning ind<\/em>
Danmark, p\u00e5 dit alter.   <\/em><\/p>\n\n\n\n

V\u00e6rn om landets frihed; dan en skjoldvagt om dets fred; bring dit modne korn- og kerneoffer fra den jord, som har v\u00e6ret vores i de tusind \u00e5r, som lever og \u00e5nder i folkets fort\u00e6lling! N\u00e5r du g\u00f8r det, kan du igen tr\u00e6kke vejret frit, for s\u00e5 vil selve den luft du ind\u00e5nder v\u00e6re friheden selv \u2013 Nordens gammel-unge frihedsluft, som b\u00e5de er vores<\/em>, n\u00e5r stilheden er s\u00e5 s\u00f8d som blomsternes duft, og vores<\/em>, n\u00e5r bl\u00e6sten dr\u00f8ner om os og er saltet af de b\u00f8lgemasser, som nedkv\u00e6rner vores kyst og truer vores hjem. N\u00e5r vi forst\u00e5r denne enkle gl\u00e6de midt i livets egen tostemmighed, s\u00e5 forst\u00e5r vi ogs\u00e5, hvad der kr\u00e6ves af os: Alt<\/em>. Vi skal s\u00e6tte al vores gerning ind p\u00e5 det liv, der er f\u00e6lles, og som kun kan findes og vindes s\u00e5 l\u00e6nge, der bor f\u00f8lsomme hjerter og h\u00e5ndfaste viljer i danske sind og kroppe. Vi skal s\u00e6tte vores liv ind p\u00e5 f\u00e6drelandets alter<\/em>. <\/p>\n\n\n\n

Vi skal gl\u00e6de os ved den lille blomsterhave, og vi skal v\u00e6rne den imod de b\u00f8lgeslag, som v\u00e6lter imod os fra den store \u2013 stygge \u2013 verden. <\/p>\n\n\n\n

S\u00e5dan sang den f\u00f8lsomme krigerdigter Helge Rode, for s\u00e5dan synger en dansk mund, n\u00e5r hjertet har f\u00e5et \u00f8je for det f\u00e6lles, og den store f\u00e6drelandsk\u00e6rlighed er begyndt at spire i et lille liv. <\/p>\n\n\n\n

Danmarks gamle k\u00e6rlighed!<\/strong><\/p>\n\n\n\n

For f\u00e6drelandsk\u00e6rligheden er altings begyndelse<\/em>; den er arveretten til blomsterhaven, og den er det rosenb\u00e5nd, der binder hjerter og viljer sammen, s\u00e5 livet bliver lyst og gl\u00e6den lang. Men f\u00e6drelandsk\u00e6rligheden er ikke altings afslutning<\/em>. <\/p>\n\n\n\n

Det vidste Danskens hovedskjald \u2013 og derfor er det i s\u00e6rdeleshed ham, vi skal lytte til i dag, hvor knuden strammes, og hvor ledet for alvor er af lave ved gr\u00e6nsen til den lille have. S\u00e5 lad os nu lytte til gode gamle Grundtvigs k\u00e6rlige g\u00e5desang til f\u00e6drelandet: <\/p>\n\n\n\n

K\u00e6rlighed til f\u00e6drelandet<\/em>
er den sande odelsret,<\/em>
k\u00e6rlighed og intet andet<\/em>
elsker op en helte\u00e6t,<\/em>
k\u00e6rlighed i pagt med \u00e5nden<\/em>
den f\u00e5r altid overh\u00e5nden.<\/em><\/p>\n\n\n\n

Ja, s\u00e5dan lyder jo de indledende linjer i det digt, der oprindeligt hedder Den danske N\u00f8dvendighed<\/em>, men i dag kendes og synges under de klangfulde begyndelseslinjer om k\u00e6rligheden til f\u00e6drelandet som den virkelighed, der alene kan give os retten til den lille jordlod, som vi f\u00f8rst har f\u00e5et af vore for\u00e6ldre og snart skal give videre til vore b\u00f8rn. I dette f\u00f8rste vers udsynger Grundtvig sin hyldest til den mildhed, der er det inderste i det danske liv: K\u00e6rligheden<\/em>. Det er d\u00e9n og intet andet, der kan opelske en sl\u00e6gt, som fortjener at blive kaldt ved heltenes navn.<\/p>\n\n\n\n

Grundtvig s\u00e6tter al sin lid til denne dybe k\u00e6rlighed, og han n\u00e6rer en rent ud over<\/em>jordisk tillid til, at hjertets l\u00e6ngsel altid <\/em>vil f\u00e5 overh\u00e5nden, n\u00e5r den virker i pagt med \u00e5nden. Hvad betyder det? Det betyder, at Skjalden ser m\u00f8rket omkring sig, men alligevel har tiltro til lyset over sig. Han st\u00e5r ved afgrunden, men frygter ikke faldet. <\/p>\n\n\n\n

Hvordan er den slags muligt? Hvordan kan et menneske g\u00e5 frejdigt frem, n\u00e5r alt omkring ham stinker af undergang? Hvordan kan hjertet <\/em>leve i h\u00e5bet, n\u00e5r fjenden er i landet \u2013 og alt for f\u00e5 synger den sang, som har klang af klokke, af sv\u00e6rd og skjold? <\/p>\n\n\n\n

Det kan intet menneske forst\u00e5 eller afl\u00e6gge fornuftigt regnskab for. Men n\u00e5r der synges rent om lyset, hvisker \u00c5nden selv sine hemmeligheder og indbl\u00e6ser selv sin begrundelse i det r\u00f8rte hjerte. Det er d\u00e9t, hele Grundtvigs sangverden handler om: \u00c5ndens egen begrundelse af alt det, som vi ikke selv kan se dybden af, men som alligevel er s\u00e5 virkeligt og udg\u00f8r grundlaget for det lille folkeliv i den store verden.<\/p>\n\n\n\n

I det andet vers af K\u00e6rlighed til f\u00e6drelandet<\/em>, udfoldes denne fornemmelse for k\u00e6rlighedens skjulte grundlag under det f\u00e6lles liv, og gl\u00e6den f\u00e5r sit eftertryk i et g\u00e5dedr\u00e6gtigt udr\u00e5b:<\/p>\n\n\n\n

Ja, i k\u00e6rlighedens rige<\/em>
ret og magt g\u00e5r h\u00e5nd i h\u00e5nd,<\/em>
knytter som hinandens lige,<\/em>
frit fuldkommenhedens b\u00e5nd,<\/em>
l\u00f8ser p\u00e5 en yndig m\u00e5de<\/em>
s\u00e5 n\u00f8dvendighedens g\u00e5de! <\/em><\/p>\n\n\n\n

Her m\u00f8der vi endnu en gang den tanke om k\u00e6rlighedens evne til at forene magten og retten, som ogs\u00e5 er \u00e9n af hovedklangene hos Helge Rode. Men hos Grundtvig antydes der alligevel mere, end hvad Rode kunne l\u00e6gge mund til. Her h\u00f8rer vi om fuldkommenhedens<\/em> b\u00e5nd og om n\u00f8dvendighedens<\/em> g\u00e5de, som kun l\u00f8ses, n\u00e5r k\u00e6rligheden selv bev\u00e6ger magten og retten til k\u00e6rligt at r\u00e6kke hinanden h\u00e5nden. Det lyder dunkelt, og det er <\/em>dunkelt. Ja, det m\u00e5<\/em> v\u00e6re dunkelt, for det kan kun ses af indre \u00f8jne og m\u00e6rkes af \u00e5bne hjerter.<\/p>\n\n\n\n

I n\u00e6ste vers uddybes antydningen \u2013 og her kan den, der har et par danske \u00f8rer, som kan h\u00f8re, lytte med, mens Skjalden l\u00f8fter endnu en flig af livets egen g\u00e5de:  <\/p>\n\n\n\n

K\u00e6rlighed alt sit udretter<\/em>
som n\u00f8dvendigt, men dog frit,<\/em>
flytter frit, hvad loven s\u00e6tter:<\/em>
skellet mellem mit og dit,<\/em>
er ej blot dog at undskylde,<\/em>
men er hele lovens fylde.<\/em><\/p>\n\n\n\n

Hvor k\u00e6rligheden er virksom, opl\u00f8ses skellet mellem frihed og n\u00f8dvendighed. Hvor k\u00e6rligheden \u00e5nder, er der ingen ydre tvang, for den er i sit v\u00e6sen umulig at modst\u00e5, og den, som m\u00e6rker hjertets svulmen, g\u00f8r med gl\u00e6de det gode. For hvor k\u00e6rligheden g\u00f8r sin underlige gerning i \u00e5bne hjerter og villige h\u00e6nder, blegner loven om dit og mit, og vi forst\u00e5r, at alt mit jo ogs\u00e5 skal v\u00e6re dit. S\u00e5dan skal den gamle lov opfyldes i k\u00e6rlighedens nye liv.     <\/p>\n\n\n\n

Dette nye liv er overskrider enhver jordisk fatteevne. For det tilh\u00f8rer ikke vores lille jord, og det kan aldrig besiddes som en st\u00f8vet ejendom. Dets virkeligg\u00f8relse tilh\u00f8rer evigheden, men dets duft fornemmes allerede i tiden:<\/p>\n\n\n\n

K\u00e6rlighedens Himmerige<\/em>
er endnu at vente p\u00e5,<\/em>
k\u00e6rlighedens jorderige<\/em>
lukkes dog med b\u00f8lgen bl\u00e5,<\/em>
er endnu og var alt l\u00e6ng<\/em>e
\u201dDanmark dejligst vang og v\u00e6nge\u201d!<\/em> <\/p>\n\n\n\n

Her er vi ved danskhedens kerne \u2013 ved selve den danske sag og den danske n\u00f8dvendighed. Himlens k\u00e6rlighedsrige ser vi endnu<\/em> ikke, og intet menneske vil nogensinde f\u00e5 jordisk sikkerhed for dets virksomhed. Men tiltroen til dets herlige komme i tiden er en virkelighed i folkets liv; en virkelig magt og en virkelig erfaring, som har bev\u00e6get mennesker til j\u00e6vn og munter virksomhed i blomsterhavens hyggelige sm\u00e5kroge \u2013 og til k\u00e6rlig k\u00e6mped\u00e5d ved dens blodst\u00e6nkede gr\u00e6nsev\u00e6rn. For s\u00e5dan er det jo: Alt det gode, som vi unge sl\u00e6gter nu har, er frugter af de gamles tro p\u00e5 det lys, som til sidst skal sejre over m\u00f8rket. Derfor<\/em> er Danmark en frodig dejlighed midt i denne verdens \u00f8rkenlande \u2013 fordi lyset fra oven og kilderne fra neden har gjort v\u00e6ksten mulig og ladet mildhedens blomster pible frem som lykkelige undtagelser midt i denne verdens ulykkelighed. Danmarks dejlighed er \u00e9n af troens frugter \u2013 og alt det gr\u00f8nne vil ganske langsomt r\u00e5dne op, hvis livstr\u00e6et ikke f\u00e5r sin rette n\u00e6ring.<\/p>\n\n\n\n

Men som sagt: Grundtvig frygter ikke<\/em>. Han kender allerede afslutningen og synger derfor glad p\u00e5 vandringen. For hans h\u00e5b er sat til det lys, der ikke kommer fra mennesker, men som alligevel skinner i verden for at oplyse deres vej \u2013 og oplive deres indre.<\/p>\n\n\n\n

I det femte vers af K\u00e6rlighed til f\u00e6drelandet<\/em>, sp\u00e6ndes livsh\u00e5bets himmellyse bue endnu fastere, og tillidserfaringen udm\u00f8ntes nu i en klar formaning til alle os, som alt for ofte har f\u00f8lt undergangens angst i blodet og dens svimmelhed i hovedet:<\/p>\n\n\n\n

Derfor, Danmark! Frygt kun ikke! <\/em>  <\/em>
Frygt er ej af k\u00e6rlighed.<\/em>
Morgendug som mj\u00f8d at drikke,<\/em>
faldt til dig fra Himlen ned,<\/em>
den dig midt i Ragnam\u00f8rke<\/em>
sk\u00e6nker lys og liv og styrke!<\/em><\/p>\n\n\n\n

Befalingen er klar \u2013 og stammer ikke fra Skjalden selv, men fra hans Herre og Mester: Vi m\u00e5 ikke frygte, for frygt er ikke af k\u00e6rlighed. S\u00e5dan synger gamle Grundtvig, for han v\u00e9d, at den, der elsker, altid allerede har nok i d\u00e9t og derfor ikke kan bekymre sig om, hvad der m\u00e5tte blive udfaldet, n\u00e5r alverdens magter og m\u00e6gtige kaster lod om \u00e6re, liv og gods. <\/p>\n\n\n\n

For den elskendes \u00f8je er \u00e5bent<\/em>; han ser p\u00e5 folkets lange liv og kaster frydefulde blikke mod de mj\u00f8dst\u00e6rke morgendryp, der altid er faldet s\u00e5 blidt i haven som himmelsk n\u00e6ring til jordisk liv. For Skjalden ser en Himmel, der er \u00e5ben, og han fornemmer et lys, et liv og en styrke, som selv undergangens m\u00f8rke aldrig vil f\u00e5 magt over. Derfor synger han med s\u00e5 frit et mod og s\u00e5 k\u00e6k en ligegyldighed over for alt det, der ser s\u00e5 n\u00f8dvendigt ud, men \u2013 i \u00c5ndens lys \u2013 alligevel aldrig har v\u00e6ret det:<\/p>\n\n\n\n

Frygt ej for, hvad verden kalder<\/em>
sin n\u00f8dvendighed af st\u00e5l!<\/em>
Anderledes dejlig falder<\/em>
ord p\u00e5 Himlens tungem\u00e5l,<\/em>
dens n\u00f8dvendighed herneden<\/em>
det er netop k\u00e6rligheden.<\/em><\/p>\n\n\n\n

Og derfor forts\u00e6tter han sin jubelsang og uddyber, hvad et dansk menneske for alvor b\u00f8r l\u00e6gge sig p\u00e5 sinde, n\u00e5r m\u00f8rketiden er n\u00e6r:<\/p>\n\n\n\n

Derfor, hvad end verden siger,<\/em>
og hvad verdensmagten vil,<\/em>
st\u00e5r og falder jordens riger<\/em>
dog med k\u00e6rlighedens ild:<\/em>
hvor den blusser bor livsgr\u00f8den,<\/em>
hvor den slukkes hersker d\u00f8den.<\/em><\/p>\n\n\n\n

Livsgr\u00f8den bor kun d\u00e9r, hvor k\u00e6rlighedens ild oplyser vejen og opliver hjertet. N\u00e5r forstandens \u00f8je betragter den store, vilde verden, kan ingen af os se det, men Grundtvig synger alligevel om det, og m\u00e5ske m\u00e6rker vi en gang i mellem, at han faktisk har ret: At alt faktisk st\u00e5r og falder med k\u00e6rlighedens ild \u2013 og at alt, hvad der ikke er af k\u00e6rlighed, allerede har d\u00f8mt sig selv til undergangen og f\u00f8r eller senere vil br\u00e6nde ud. For n\u00e5r livs-ilden slukkes, hersker d\u00f8den. <\/p>\n\n\n\n

Hvis k\u00e6rligheden ikke br\u00e6nder i f\u00e6lles navn og til f\u00e6lles gavn, s\u00e5 har D\u00f8den allerede slugt det lille land \u2013 og alt det, der var vores, fortjener kun at synke ned i glemslen. S\u00e5 enkelt er det faktisk \u2013 og det skal snart vise sig, at der ikke gives nogen mellemvej: Liv eller d\u00f8d; opv\u00e5gningens morgengl\u00e6de eller udslettelsens nattedom.  <\/p>\n\n\n\n

I sidste vers af K\u00e6rlighed til f\u00e6drelandet<\/em> uddybes denne formaning og viser sig nu b\u00e5de som en opsang til de syngende hjerter, en himmelvendt b\u00f8n om lys og liv og \u2013 m\u00e5ske endda \u2013 et varsel om en tid, der kommer: <\/p>\n\n\n\n

Blus da op i lys og lue,<\/em>
Danmarks gamle k\u00e6rlighed!<\/em>
Atter til din blomstertue <\/em>
da lysalfer sv\u00e6ver ned,<\/em>
bringer med fra h\u00f8je s\u00e6de<\/em>
Danmarks livslys! Hjertensgl\u00e6de!<\/em><\/p>\n\n\n\n

N\u00e5r Danmarks k\u00e6rligheds-ild igen blusser op, vil alt blive anderledes. De sm\u00e5 alfer vil dale ned som livslysets milde sendebude over den blidt bakkede blomsterhave, og deres glans vil g\u00f8re hjerterne glade og \u00f8jnene \u00e5bne.<\/p>\n\n\n\n

Mens vi venter p\u00e5 de venlige alfer, skal vi v\u00e6bne viljen og kn\u00e6lende lytte efter h\u00e5bets pulsslag i skumringen. For \u00f8jnene ser endnu ikke morgengryet i det sene nattem\u00f8rke, men alting er allerede i bev\u00e6gelse, og ganske gradvist vil unge hjerter igen f\u00e5 sans for gamle l\u00e6ngsler og dunkel-lyse anelser. <\/p>\n\n\n\n

Det faldne mod vil rejse sig, og hjerterne vil juble, n\u00e5r \u00f8jnene ser, at heller ikke vor tids \u00f8rkenfjende bliver folkehavens undergang. <\/p>\n\n\n\n

N\u00e5r vi t\u00f8r tro det, s\u00e5 er vi d\u00e9r, hvor vi skal v\u00e6re. Skjoldvagten vil v\u00e5gne, og det \u00e6ngstede sind vil begynde at forst\u00e5, hvad Skjalden havde set, da han sang om en blomstrende plet ved afgrundens rand \u2013 og genfandt sin gl\u00e6de i en trofasthed af en anden verden<\/em>:<\/p>\n\n\n\n

F\u00e6dreneland!<\/em>
som p\u00e5 afgrundens rand,<\/em>
midt i b\u00f8lgerne bl\u00e5,<\/em>
skal du blomstrende st\u00e5,<\/em>
med din maj og med dine k\u00e6rminder,<\/em>
som en m\u00f8 med letr\u00f8dmende kinder;<\/em>
du endnu har det bedste tilbage,<\/em>
det l\u00e5 gemt hos den gamle af dage!<\/em><\/p>\n\n\n\n

Efterskrift til det urolige hjerte<\/strong><\/p>\n\n\n\n

Til allersidst vil alt dette n\u00e5 sin afslutning. Alt jordisk vil forg\u00e5, og n\u00e5r den danske sag er fuldbragt vil ogs\u00e5 vore blomster visne og vejres hen som vindens bytte. N\u00e5r det sker, vil ingen<\/em> gr\u00e6de over den tabte have. For n\u00e5r vores lys slukkes, stiger en ny sol op over en ny jord. I den milde solglans smelter alt det, som vi har kaldt vores, sammen med alt det, som andre har kaldt deres. Alle <\/em>gl\u00e6der sig. For denne verdens gr\u00e6nseled er brudte; urettens magt er knust, og vore v\u00e5ben nedl\u00e6gges for f\u00f8dderne af Ham, hvis navn er n\u00e5de<\/em>:<\/p>\n\n\n\n

Triumf blev der nu, hvor kun gr\u00e5d h\u00f8rtes f\u00f8r,<\/em>
kun D\u00f8d sad i Helved bedr\u00f8vet,<\/em>
keruben oplod den forseglede d\u00f8r,<\/em>
skjoldvagten sig kasted i st\u00f8vet. <\/em><\/p>\n\n\n\n

S\u00e5 frisk mod,
danske venner,
alt ender
godt.<\/p>\n\n\n\n

* * *<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/figure><\/div>\n\n\n\n

*<\/p>\n\n\n\n

Altid af Kongers brudte Ben,
gerne som Dronningers Bytte,
se, nu den N\u00e5de ung og sen,
st\u00e5 i hver eneste hytte:
Sk\u00f8nneste ord p\u00e5 Modersm\u00e5l,
b\u00e6res nu frem i f\u00e6lles Sk\u00e5l,
perlende frisk som en
Morgen<\/em><\/p>\n\n\n\n

*<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/figure><\/div>\n\n\n\n\n\n

<\/p>\n\n\n\n




<\/p>\n\n\n\n


<\/p>\n\n\n\n

<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

* For nogle \u00e5r siden fremf\u00f8rte jeg f\u00f8lgende manuskript som et foredrag p\u00e5 Studenterkredsens sommerm\u00f8de, hvorefter teksten blev udgivet i \u00c5rsskriftet Critique. I betragtning af tingenes tilstand, i disse for vor Verden s\u00e5 vanskelige tider, f\u00f8les det nu meningsfuldt at genudsende den – til alle hellige Magters navn og \u00e6re, fryd og fred, forsonede i … <\/p>\n

L\u00e6s videre “Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang”<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"closed","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"_jetpack_newsletter_access":"","_jetpack_dont_email_post_to_subs":false,"_jetpack_newsletter_tier_id":0,"_jetpack_memberships_contains_paywalled_content":false,"_jetpack_feature_clip_id":0,"_jetpack_memberships_contains_paid_content":false,"footnotes":"","jetpack_post_was_ever_published":false},"categories":[4],"tags":[],"class_list":["post-4374","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-arkiv"],"yoast_head":"\nSkjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang - Stenblomster - til alle og ingen<\/title>\n<meta name=\"robots\" content=\"index, follow, max-snippet:-1, max-image-preview:large, max-video-preview:-1\" \/>\n<link rel=\"canonical\" href=\"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374\" \/>\n<meta property=\"og:locale\" content=\"da_DK\" \/>\n<meta property=\"og:type\" content=\"article\" \/>\n<meta property=\"og:title\" content=\"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang - Stenblomster - til alle og ingen\" \/>\n<meta property=\"og:description\" content=\"* For nogle \u00e5r siden fremf\u00f8rte jeg f\u00f8lgende manuskript som et foredrag p\u00e5 Studenterkredsens sommerm\u00f8de, hvorefter teksten blev udgivet i \u00c5rsskriftet Critique. I betragtning af tingenes tilstand, i disse for vor Verden s\u00e5 vanskelige tider, f\u00f8les det nu meningsfuldt at genudsende den – til alle hellige Magters navn og \u00e6re, fryd og fred, forsonede i … L\u00e6s videre "Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang"\" \/>\n<meta property=\"og:url\" content=\"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374\" \/>\n<meta property=\"og:site_name\" content=\"Stenblomster - til alle og ingen\" \/>\n<meta property=\"article:published_time\" content=\"2022-03-03T08:41:32+00:00\" \/>\n<meta property=\"article:modified_time\" content=\"2022-03-07T18:36:51+00:00\" \/>\n<meta property=\"og:image\" content=\"http:\/\/nordaand.dk\/wp-content\/uploads\/2022\/03\/Grundtvig-groen.png\" \/>\n<meta name=\"author\" content=\"Nord\" \/>\n<meta name=\"twitter:card\" content=\"summary_large_image\" \/>\n<meta name=\"twitter:label1\" content=\"Skrevet af\" \/>\n\t<meta name=\"twitter:data1\" content=\"Nord\" \/>\n\t<meta name=\"twitter:label2\" content=\"Estimeret l\u00e6setid\" \/>\n\t<meta name=\"twitter:data2\" content=\"26 minutter\" \/>\n<script type=\"application\/ld+json\" class=\"yoast-schema-graph\">{\"@context\":\"https:\\\/\\\/schema.org\",\"@graph\":[{\"@type\":\"Article\",\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374#article\",\"isPartOf\":{\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374\"},\"author\":{\"name\":\"Nord\",\"@id\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/#\\\/schema\\\/person\\\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f\"},\"headline\":\"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang\",\"datePublished\":\"2022-03-03T08:41:32+00:00\",\"dateModified\":\"2022-03-07T18:36:51+00:00\",\"mainEntityOfPage\":{\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374\"},\"wordCount\":5128,\"publisher\":{\"@id\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/#\\\/schema\\\/person\\\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f\"},\"image\":{\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374#primaryimage\"},\"thumbnailUrl\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/wp-content\\\/uploads\\\/2022\\\/03\\\/Grundtvig-groen.png\",\"articleSection\":[\"Arkiv\"],\"inLanguage\":\"da-DK\"},{\"@type\":\"WebPage\",\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374\",\"url\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374\",\"name\":\"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang - Stenblomster - til alle og ingen\",\"isPartOf\":{\"@id\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/#website\"},\"primaryImageOfPage\":{\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374#primaryimage\"},\"image\":{\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374#primaryimage\"},\"thumbnailUrl\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/wp-content\\\/uploads\\\/2022\\\/03\\\/Grundtvig-groen.png\",\"datePublished\":\"2022-03-03T08:41:32+00:00\",\"dateModified\":\"2022-03-07T18:36:51+00:00\",\"breadcrumb\":{\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374#breadcrumb\"},\"inLanguage\":\"da-DK\",\"potentialAction\":[{\"@type\":\"ReadAction\",\"target\":[\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374\"]}]},{\"@type\":\"ImageObject\",\"inLanguage\":\"da-DK\",\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374#primaryimage\",\"url\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/wp-content\\\/uploads\\\/2022\\\/03\\\/Grundtvig-groen.png\",\"contentUrl\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/wp-content\\\/uploads\\\/2022\\\/03\\\/Grundtvig-groen.png\",\"width\":540,\"height\":601},{\"@type\":\"BreadcrumbList\",\"@id\":\"http:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?p=4374#breadcrumb\",\"itemListElement\":[{\"@type\":\"ListItem\",\"position\":1,\"name\":\"Hjem\",\"item\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/\"},{\"@type\":\"ListItem\",\"position\":2,\"name\":\"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang\"}]},{\"@type\":\"WebSite\",\"@id\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/#website\",\"url\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/\",\"name\":\"Nord\u00e5nd\",\"description\":\"Ord, ord, ord\",\"publisher\":{\"@id\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/#\\\/schema\\\/person\\\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f\"},\"potentialAction\":[{\"@type\":\"SearchAction\",\"target\":{\"@type\":\"EntryPoint\",\"urlTemplate\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/?s={search_term_string}\"},\"query-input\":{\"@type\":\"PropertyValueSpecification\",\"valueRequired\":true,\"valueName\":\"search_term_string\"}}],\"inLanguage\":\"da-DK\"},{\"@type\":[\"Person\",\"Organization\"],\"@id\":\"https:\\\/\\\/nordaand.dk\\\/#\\\/schema\\\/person\\\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f\",\"name\":\"Nord\",\"image\":{\"@type\":\"ImageObject\",\"inLanguage\":\"da-DK\",\"@id\":\"https:\\\/\\\/secure.gravatar.com\\\/avatar\\\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g\",\"url\":\"https:\\\/\\\/secure.gravatar.com\\\/avatar\\\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g\",\"contentUrl\":\"https:\\\/\\\/secure.gravatar.com\\\/avatar\\\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g\",\"caption\":\"Nord\"},\"logo\":{\"@id\":\"https:\\\/\\\/secure.gravatar.com\\\/avatar\\\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g\"}}]}<\/script>\n<!-- \/ Yoast SEO plugin. -->","yoast_head_json":{"title":"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang - Stenblomster - til alle og ingen","robots":{"index":"index","follow":"follow","max-snippet":"max-snippet:-1","max-image-preview":"max-image-preview:large","max-video-preview":"max-video-preview:-1"},"canonical":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374","og_locale":"da_DK","og_type":"article","og_title":"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang - Stenblomster - til alle og ingen","og_description":"* For nogle \u00e5r siden fremf\u00f8rte jeg f\u00f8lgende manuskript som et foredrag p\u00e5 Studenterkredsens sommerm\u00f8de, hvorefter teksten blev udgivet i \u00c5rsskriftet Critique. I betragtning af tingenes tilstand, i disse for vor Verden s\u00e5 vanskelige tider, f\u00f8les det nu meningsfuldt at genudsende den – til alle hellige Magters navn og \u00e6re, fryd og fred, forsonede i … L\u00e6s videre \"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang\"","og_url":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374","og_site_name":"Stenblomster - til alle og ingen","article_published_time":"2022-03-03T08:41:32+00:00","article_modified_time":"2022-03-07T18:36:51+00:00","og_image":[{"url":"http:\/\/nordaand.dk\/wp-content\/uploads\/2022\/03\/Grundtvig-groen.png","type":"","width":"","height":""}],"author":"Nord","twitter_card":"summary_large_image","twitter_misc":{"Skrevet af":"Nord","Estimeret l\u00e6setid":"26 minutter"},"schema":{"@context":"https:\/\/schema.org","@graph":[{"@type":"Article","@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374#article","isPartOf":{"@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374"},"author":{"name":"Nord","@id":"https:\/\/nordaand.dk\/#\/schema\/person\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f"},"headline":"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang","datePublished":"2022-03-03T08:41:32+00:00","dateModified":"2022-03-07T18:36:51+00:00","mainEntityOfPage":{"@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374"},"wordCount":5128,"publisher":{"@id":"https:\/\/nordaand.dk\/#\/schema\/person\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f"},"image":{"@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374#primaryimage"},"thumbnailUrl":"http:\/\/nordaand.dk\/wp-content\/uploads\/2022\/03\/Grundtvig-groen.png","articleSection":["Arkiv"],"inLanguage":"da-DK"},{"@type":"WebPage","@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374","url":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374","name":"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang - Stenblomster - til alle og ingen","isPartOf":{"@id":"https:\/\/nordaand.dk\/#website"},"primaryImageOfPage":{"@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374#primaryimage"},"image":{"@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374#primaryimage"},"thumbnailUrl":"http:\/\/nordaand.dk\/wp-content\/uploads\/2022\/03\/Grundtvig-groen.png","datePublished":"2022-03-03T08:41:32+00:00","dateModified":"2022-03-07T18:36:51+00:00","breadcrumb":{"@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374#breadcrumb"},"inLanguage":"da-DK","potentialAction":[{"@type":"ReadAction","target":["http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374"]}]},{"@type":"ImageObject","inLanguage":"da-DK","@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374#primaryimage","url":"http:\/\/nordaand.dk\/wp-content\/uploads\/2022\/03\/Grundtvig-groen.png","contentUrl":"http:\/\/nordaand.dk\/wp-content\/uploads\/2022\/03\/Grundtvig-groen.png","width":540,"height":601},{"@type":"BreadcrumbList","@id":"http:\/\/nordaand.dk\/?p=4374#breadcrumb","itemListElement":[{"@type":"ListItem","position":1,"name":"Hjem","item":"https:\/\/nordaand.dk\/"},{"@type":"ListItem","position":2,"name":"Skjoldvagten og blomsterhaven \u2013 en opsang"}]},{"@type":"WebSite","@id":"https:\/\/nordaand.dk\/#website","url":"https:\/\/nordaand.dk\/","name":"Nord\u00e5nd","description":"Ord, ord, ord","publisher":{"@id":"https:\/\/nordaand.dk\/#\/schema\/person\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f"},"potentialAction":[{"@type":"SearchAction","target":{"@type":"EntryPoint","urlTemplate":"https:\/\/nordaand.dk\/?s={search_term_string}"},"query-input":{"@type":"PropertyValueSpecification","valueRequired":true,"valueName":"search_term_string"}}],"inLanguage":"da-DK"},{"@type":["Person","Organization"],"@id":"https:\/\/nordaand.dk\/#\/schema\/person\/7756537cddd691dbd2b805755b11986f","name":"Nord","image":{"@type":"ImageObject","inLanguage":"da-DK","@id":"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g","url":"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g","contentUrl":"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g","caption":"Nord"},"logo":{"@id":"https:\/\/secure.gravatar.com\/avatar\/939edf40422967dc74882117d9d1e6002fe6ad16aac752a694081598e52e673a?s=96&d=mm&r=g"}}]}},"jetpack_sharing_enabled":true,"jetpack_featured_media_url":"","_links":{"self":[{"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/4374","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=4374"}],"version-history":[{"count":10,"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/4374\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":4408,"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/4374\/revisions\/4408"}],"wp:attachment":[{"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=4374"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=4374"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"http:\/\/nordaand.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=4374"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}