Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Det er morgen her i hytten, i hvert fald i mig, og jeg sætter mig nu ned og skriver et brev til dig.
Du nævner en fælles bekendt. Fortæl gerne, hvem det er, og hvorfor du fik den tanke, at vi måtte have ‘stødt på hinanden’.
Det glæder mig meget, at bevidstheden om denne forbindelse bidrog til at give dig mere ro i alt det nye og fremmedartede.
Og så stiller du et spørgsmål, som jeg gerne vil give mit slags svar på:
Hvad kan man sige til dem, som er helt optagede af videnskaben?
I umiddelbar forlængelse af dette for såkaldt åndeligt anlagte typer ganske almindelige spørgsmål, spørger du mig, om jeg er vokset op i sådan en ‘videnskabeligt’ præget sammenhæng – hvortil du tilføjer, at jeg jo både har opfyldt samfundets krav og gået ad egen sti (–> Jeg gengiver dét, du har skrevet for selv at samle sindet om et svar).
Et svar kunne lyde sådan her: Jeg kommer grundlæggende fra en humanistisk baggrund, hvor der var god plads til følelser og fantasi, og hvor man således sådan set, synes jeg nu, befandt sig et fornuftigt, men ikke særlig bevidst, sted mellem såkaldt videnskab og lige så såkaldt åndelighed. Mit hjem var hverken religiøst eller doktrinært rationalistisk, men først og fremmest følelsesfuldt – på godt og ondt. Vi blev fra begyndelsen opmuntrede til at søge egne eventyr og oplyste om, at de andre jo havde lov til at gøre det samme. I den forstand er jeg egentlig opdraget i læren om, at hver mand og kvinde er en stjerne og faktisk kan blive glade sammen ved at stråle som sig selv – til fælles gavn og glæde.
Men klart: Jeg har, før jeg nåede ind til den enhedserfaring, som jeg nu bor i, på forskellige måder oplevet stort behov for at distancere mig fra mit hjem – dels fra dét, jeg oplevede som en overdrevent fugtig følelsesfylde, dels fra dét, jeg oplevede som en åndeligt indsnævret horisont, hvor der ikke var så stor sans for, skal vi sige, den mere kosmiske side af sagen.
Min opskrift har været denne: At krydse mig frem (og hjem) for at få det hele med. Dér, hvor jeg nu står, vil jeg på ingen måde definere mig ud fra nogen form for spirituel identitet forstået som en modsætning til videnskab. Den slags indre alkymi, jeg har arbejdet med for at opnå egen krystallisering og nu gør, hvad jeg kan og vil for at række videre, er netop på samme tid en kunst og en videnskab. Der er i min livsform intet, der strider imod naturvidenskabens grundsyn, men selvfølgelig en del, der rækker videre end den del af naturvidenskaben, hvor de fleste standser.
Og her rammer vi jo noget væsentligt, nemlig forskellen mellem ‘spiritualitet’ og den tradition, som jeg er en del af – og som vi jo for eksempel kunne kalde ‘okkultisme’, altså fremdragelsen af ‘skjult viden’, eller ‘esoterik’, altså opdagelsen af, hvad der ligger inde i tingene: I denne tradition handler alting, og vi gentager alting, om balance – og intet som helst om tro og håb. Forstå mig ret: Der er masser af plads til kærlighed – for den er jo netop selve ligevægten, hvis altså vi har os selv med i ligningen og ikke flyder væk i alt det våde.
En del af denne balancekunst handler, som du så rigtigt antyder, om at det er nødvendigt faktisk at vide noget om de ting, som man kan være tilbøjelig til at definere sig i modsætning til, i dit tilfælde er det videnskaben, og i mange andres tilfælde er det alle disse sære, erfaringsnære sager, som vores art fifler med – altså drømme, synkronicitet, navne, tal og andre bemærkelsesværdige sammenhænge mellem individ og univers.
Du har allerede konklusionen (alt er ét), men du mangler at udregne din egen ligning – det er dét, der er det drilske.
At alt er ét er ikke en spirituel trossag, men en simpel kendsgerning, som også naturvidenskaben har som sin præmis. Den er ufravigelig, og for os alle gælder det så, at denne ufravigelighed kan blive til et bevægeligt hvilende fundament, hvorudfra vi kan lære at leve vores liv i varig glæde. Det forudsætter viljen til at sammenføje konstrasterende udtryk i livsnær harmoni.
Så ja, by all means, gør, hvad du kan for at forstå det modsatte synspunkt. Og videre: Gør bestandigt, hvad du kan for at krydse dig frem, så du på samme tid følger impulserne i dig selv og bevidst opsøger det fremmedartede. Hvis du gør det, vil du opleve en tiltagende krystallisering af noget tredje, først som fornemmelse og idé, sidenhen som fysiologisk fænomen – og så vågner slangen for alvor i dig.
I længden viser dette sig at være: en krig mod søvnen, hvis frugt er en tiltagende klarhed, der helt konkret manifesterer sig i vågent nærvær – dér, hvor du er.
At overvinde både videnskab og spiritualitet ved at rejse gennem dem og nå frem til dette ene øjeblik – sådan lyder et bud på opskriften, som den ses herfra.
Sandt er det også, at du ‘ikke er sat her på Jorden’ (hvilket jo også kunne betyde, at du ikke har valgt at være her på Jorden) for at forklare dig. Den vished er væsentlig. Du skylder vitterligt aldrig nogensinde at forklare dig for nogen – og ofte kan det være godt at afstå fra forsøget.
Magiens dyder er:
Jorden: At ville
Ilden: At turde
Luften: At vide
Vandet: At tie
Og den endelige det både hemmelighedsfulde og livsnært simple femte element, hvis navn kan være, hvad som helst – og hvis dyd er: AT TAGE AFSTED, altså at gøre alvor ud af sagen.
I forhold til alt, hvad der handler om dit eget følelsesliv, altså dit vand, er det, hvis du ønsker ikke blot at flakke rundt som søgende og flydende, af absolut nødvendighed, at du, som tiden går sine gode gang, bliver dygtigere og dygtigere til at tie stille – dér, hvor det ikke er passende at tale.
Det gælder for eksempel, når mennesker vil stille dig til regnskab for din individualitet. Du skylder aldrig at svare – men det betyder ikke, at du har ret. Det betyder bare, at du har lov at opleve dét, du oplever.
Så altså: Er det mon muligt på samme tid at konfrontere sig med noget fremmedartet, i dette tilfælde med at møde såkaldt videnskabeligt indstillede mennesker, og at fastholde din ret til at erfare livet på eget eventyr?
Ja, det er det – men kun hvis du virkelig vil det, og kun hvis du virkelig tør det, for det indebærer at konfrontere dig med muligheden for den slags syrebad for identiteten, som de fleste mennesker frygter, men som er en umådeligt afgørende ingrediens i den proces, som kan gøre dig glad – hvilket i sin gammeldanske sproglige rod betyder: strålende.
Varig glæde, stabil energi, ligevægtigt sind, spontant nærvær, dét er de vises sten og kan findes her i vores smukke Verden, hvis altså vi tør sætte os roligt viljefast på tæppet og flyve frit omkring – med halebenet solidt forankret: Modsætningernes forening i egen kolbe – så enkel og brutal er opskriften.
Om mig skriver du, at jeg har ‘opfyldt samfundets krav’: Tja, ja det har jeg jo i en vis forstand, men kun på et meget basalt plan. Jeg har taget nogle uddannelser (hvad var det nu, det var for nogle?) og er hverken patient eller klient af systemet (men kan da godt høste lidt dagpenge engang imellem – for eksempel lige nu, hvor jeg, fordi den handicappede mand, jeg var hjælper for, er død, jo går og leder efter et nyt job).
Meget mere har jeg ikke gjort for at ‘opfylde samfundets krav’, og jeg har gjort, og gør, det sideløbende med, at jeg har brudt og fortsat bryder temmelig mange af de ‘krav’, ‘forventninger’ og ‘regler’, der sædvanligvis er i omløb derude i det såkaldte samfund. Min vej har fra en tidlig begyndelse været oprørsk – i egentlig forstand: Jeg har uden tanke for følgevirkningerne valgt at tiltræde kampene dér, hvor de er dukkede op og er blevet både (selv)forbrændt og forslået ved det – og efterhånden lykkeligvis fundet noget, der er endnu bedre end en krigers identitet.
I Indien kaldes den slags teknik for Karma Yoga og forstås som en af de hurtigste måde at betale sin gæld – og blive til en levende død, på den fede måde.
Crowley siger sådan her:
All that one has and is must be destroyed
Og sådan her:
The first duty of the student is to get rid of his personality
Og jeg siger sådan her:
For at blive frisat som energi, må man udleve sit væsen ved både at følge og bryde sine tilbøjeligheder. Dine anlæg er både en rejsevejledning og en fængselscelle. Gør alting på én gang – lidt ad gangen.
Du skriver:
“I sidste ende deler vi alle det samme, hvad enten vi forstår det eller ej”.
Netop sådan er det – så tag du nu ud, og forstå det for alvor ved at gennemløbe din egen ligning netop dér, hvor du er.
Og til sidst: Jeg fik lyst til at digte dig et navn til denne lejlighed: Søster Perleøje.
Det kunne for eksempel opklares sådan her:
Den anden eftermiddag sad vi i bålhytten og kiggede på det billede, som hænger der af et sandfarvet pigeansigt med havdybt blik – og fine perler allerinderst inde. Flere sagde: “Det er jo Meryem” – og nogle spurgte, om du havde malet det som et selvportræt, eller om det mon bare havde hængt dér, for at du kunne se dig selv, da du en dag kom forbi.
Du har ikke malet det. Men der åbenbart er noget i pigens blik, som får os til at tænke på dig – og måske også kan få dig til at tænke på dig: Dybe øjne med klare perler allerinderst inde.
Når du en dag virkeliggør det store Værk, som indebærer på samme tid at blive til sig selv og slippe for sig selv, vil dine øjne blive endnu klarere – og perlerne vil træde gnistrende frem.
Dette er kundalini-kraftens tydeligste ydre kropslige udtryk – i sin balancerede form: Roligt velvilligt nærvær og energisk strålende øjne med ganske små pupiller – uden blodsprængninger omkring.
Møder du en med dette blik skal du vide, at han er en ven.
Modtag de allerbedste ønsker her fra Fabrikken – hvor vi så sandelig har det ganske godt og af hjertet glæder os til gensyn.
Her får du syv linjer at flyve på:
Gå du nu bare ud & ind,
og lev dit vågne liv:
Fortællingen fin,
når blot du
husker,
den er
din
You’ve got this, sis!
*
Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje
Bror Høne,
24. januar 2023