Nogle strøtanker om Englen og den enkelte
Alle andre på os så,
de smilede og de lo
Snart gik dansen helt i stå,
der dansede kun vi to
– Erik Bertelsen: ’Drømte mig en drøm i nat’
And if you say run
I’ll run with you
And if you say hide
We’ll hide
Because my love for you
Would break my heart in two
If you should fall into my arms
And tremble like a flower
– David Bowie: ‘Let’s dance’
Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Fra eventyrenes underfuldt enkle verden kender vi adskillige udgaver af fortællingen om mødet mellem en renfærdigt hengiven heltinde og en gådefuld, ja ligefrem frastødende, skabning, der i første omgang ikke ligefrem ligner, men i tidens ret fortættede fylde faktisk viser sig at være netop den slags Herre, som kan drage hendes sande væsen frem, så dansen bliver smuk, og hjertet aldrig tørrer ud.
Et klassisk eksempel på dette grundmønster finder vi i historien om Skønheden og Udyret, der først fik skriftlig form i 1700-tallets Frankrig og sidenhen udbredtes som alment europæisk og vestligt fælleseje. Eventyres hjertesag er indbydelsen til at erfare en sandhed, der på samme tid er så rystende og dragende, at kun følsomt bevægelige sind kan gribes af den: Den hellige selv møder vi her på Jorden altid under dobbelt fortegn. Drømmeprinsen griber os først som frygtindgydende bæst og åbenbarer sig, hvis alt går vel, så sidenhen som sjælens rette brudgom.
I alverdens mytologiske traditioner møder vi fortættede billedsyner af denne forestilling om sammenføjningen af et hengivent menneske og dets rette modstykke. I den fælleseuropæiske overlevering kender vi særligt dette underskønt urovækkende modstykke under to af dets græske navne, nemlig Engel og Dæmon, altså ’angelos’ og ’daimon’. Det første af ordene betyder ganske enkelt ’budbringer’ og kendes i den brede forståelse som en velvilligt himmelsk figur, hvis ankomst altid er af det gode. Det andet af dem er, ganske rigtigt, det ord, der efter den gamle verdens fald kom til at stå som frygtsomt afsværgende samlebetegnelse for den slags trodsigt ustyrlige væsener, som intet ret gudfrygtigt menneske burde bringe sig selv i forbindelse med. Oprindelig pegede disse to betegnelser på én og samme sag, nemlig på den slags højst personlige Herre, som ethvert opvakt menneske måtte søge, finde og føle for at lykkes som sig selv – og gå med blottet hals ind under sin skæbne.
* * *
Én af de moderne skikkelser, der i mest udtalt grad har arbejdet på at genopvække sansen for denne enhedslære om mødet mellem Magten og mennesket, er den britiske digter, levemand, skakspiller og bjergbestiger Aleister Crowley. Man kalder ham sædvanligvis en magiker, og det kaldte han også sig selv. For han vidste, hvad han ville.
Hans vilje var på eget eventyr at følge den slags snævert bugtet sti, som fører helt derind i skovens dyb, hvor kun den grønne Gud kan føre dansen, og ingen anden end hans egen Artemis kan sitre frydefuldt i hvide nætters favntag. Ud af sin egen glædedrukne jubel over friheds fine færd i de sære vildnis indbød han venligt alle og enhver, som kender viljens kald til kærlighed, til at forfølge egne spor ind mod den fælles midte, hvor sindets fæstningsværker falder, og lysten sejrer i et verdensbål, der intet andet kan end blot at blusse og uden anger ser sig selv blive til den slags fine aske, hvoraf alt det grønne gerne gror.
* * *
Ét af de steder i hans værk, hvor vi finder dette motiv vældig tydeligt fremført, er i det eventyrlige lærestykke The Wake World, hvis opbyggelige hensigt er i fortællingens form at eksemplificere et menneskes gradvise forening med sin Engel som en rejse opad i Livets træ. Historiens hovedskikkelse er, i hvert fald ved første øjekast, en klarøjet pige kaldet Little Lola Daydream. Dagdrømmer kaldes hun ikke, fordi hendes opstigning er en drøm, men fordi hendes opadstræbende livseventyr netop består i at blive befriet fra den indbildske drøm om adskillelse, som hver enkelt af os træller så ubønhørligt under, indtil tankens våben falder foran brudekammerets dør, og kun det rene hjerte ser sin Gud.
For at nå så vidt, og faktisk videre endnu, må pigebarnet rejse ad snørklede stier og besøge både skønne og skræmmende sale i et slot, som kun vil blive hendes, hvis hun forbliver vågen og gang på gang fornyer kærlighedens løfte ved at bede ham, hun elsker, om et kys, når søvnigheden truer med at overliste hende, så hun glemmer, hvem og hvad hun er.
Denne erfaring er af almen art og gælder alle Vejens venner: Undervejs på turen ind mod midten forestiller tåbeligt begærlige sjæle sig ganske ofte, at de allerede er ved endemålet og uden omkostning kan æde sejrens evigt friske frugter. At modstå denne fristelse og villigt lade sig forføre videre ind i labyrinten er og forbliver selve indvielsens sag.
Om øjeblikket, hvor de elskende, efter begge at være gået så grueligt meget igennem, for alvor får hinanden, fortæller prinsessen sådan her:
Then they took me into the little room, and there was my Fairy Prince standing in the middle. So I knelt down and we all kissed his beautiful feet, and the myriads of eyes like diamonds that were hidden in his feet laughed joy at us. One couldn’t lift one’s head, for he was too glorious to behold; but he spoke beautiful words like dying nightingales that have sorrowed for the fading of roses, and pressed themselves to death upon the thorns; and one’s whole body became a single eye, so that one saw as if the unborn thought of light brooded over an eternal sea. Then there was light as the lightening flaming out of the east, even unto the west, and it was fashioned as the swiftness of a sword.
By and by one rose up, then one seemed to be quite, quite dead, and buried in the centre of a pyramid of the most brilliant light it is possible to think of. And it was wake-light too; and everybody knows that even wake-darkness is really brighter than the dream-light. So you might just guess what it was like.
There was more than that too; I can’t possibly tell you. I know too what I.N.R.I. on the ring meant: and I can’t tell you that either, because the dream-language has such a lot of important words missing. It’s a very silly language, I think.
By and by I came to myself a little, and now I was really and truly married to the Fairy Prince, so I suppose we shall always be near each other now.
Hverken tiden eller stedet er til vidt udfoldede forklaringer. Enhver kan selv forfølge sporene og slæbe sig mod kilden. Her fastholder vi blot det ganske enkle: Kun ved at fortsætte ender heltinden med at forstå.
* * *
Og vi bevæger os videre: I teksten Chastity, der er en del af den sene samling (med den ubeskedent passende titel) Little Essays Toward Truth møder den læsende en lovsang til den slags ridderlige fasthed, der kræves for overmande egen sløvhed og trænge viljefast fremad.
Essayet indledes med disse ord:
Those Works of Ancient and Mediaeval Literature which more particularly concern the Seeker after Truth, concur on one point. The most worthless Grimoires of Black Magic, no less than the highest philosophical flights of the Brotherhood which we name not, insist upon the virtue of Chastity as cardinal to the Gate of Wisdom.
I kyskhed vier ridderen sig til sin færd. Det krav er uomgængeligt, fortælles vi. Men hvad betyder ’kyskhed’ mon, og hvem er vel den kyske? Crowley svarer anderledes end de fleste:
The Chastity whose Magical Energy both protects and urges the aspirant to the Sacred Mysteries is quite contrary in its deepest nature to all vulgar ideas of it; for it is, in the first place, a positive passion; in the second, connected only by obscure magical links with the sexual function; and, in the third, the deadliest enemy of every form of bourgeois morality and sentiment.
Forstå ham ret; det handler om hengivenhed. Ét er fornødent: En vilje, der er sikker, fordi den intet andet vil end selve Vejen og derfor altid øver sig i valgets rene kunst. Den enes honning er den andens gift. Enhver må lære duftene at kende, skelne undergang fra næring og frejdigt tømme eget bæger. Altså: Det handler om at vie sig til striden i den slags kamp, som kun kan stå i eget kammer. Din svaghed er din egen. Din styrke er at overvinde den, du ikke længere vil være. Loven er enkel: Du skal gøre, hvad du vil – og muntert skænke alle andre samme salighed.
I essayets afslutning løfter prædikentonen sig til himmelske højder, og vi hører et sådant skamfrit hyldestkvad, som sømmer sig for Jordens sande sønner:
Chastity may thus be defined as the strict observance of the Magical Oath; that is, in the Light of the Law of Thelema, absolute and perfected devotion to the Holy Guardian Angel and exclusive pursuit of the Way of the True Will.
It is entirely incompatible with the cowardice of moral attitude, the emasculation of soul and stagnation of action, which commonly denote the man called chaste by the vulgar.
“Beware of abstinence from action!” is it not written in Our lection? For the nature of the Universe being Creative Energy, aught else blasphemes the Goddess, and seeks to introduce the elements of a real death within the pulses of Life.
The chaste man, the true Knight-Errant of the Stars, imposes continually his essential virility upon the throbbing Womb of the King’s Daughter; with every stroke of his Spear he penetrates the heart of Holiness, and bids spring forth the Fountain of the Sacred Blood, splashing its scarlet dew throughout Space and Time. His Innocence melts with its white-hot Energy the felon fetters of that Restriction which is Sin, and his Integrity with its fury of Righteousness establishes that Justice which alone can satisfy the yearning lust of Womanhood whose name is Opportunity. As the function of the castrum or castellum is not merely to resist a siege, but to compel to Obedience of Law and Order every pagan within range of its riders, so also it is the Way of Chastity to do more than defend its purity against assault. For he is not wholly pure who is imperfect; and perfect is no man in himself without his fulfillment in all possibility. Thus then must he be instant to seek all proper adventure and achieve it, seeing well to it that by no means should such distract him or divert his purpose, polluting his true Nature and hamstringing his true Will.
Woe, woe therefore to him the unchaste who shirks scornful the seeming-trivial, or flees fearful the desperate, adventure. And woe, thrice woe, and four times woe be to him who is allured by the adventure, slacking his Will and demitted from his Way: for as the laggard and the dastard are lost, so is the toy of circumstance dragged down to nethermost Hell.
Sir Knight, be vigilant: watch by your arms and renew your Oath; for that day is of sinister augury and deadly charged with danger which ye fill not to overflowing with gay deeds and bold of masterful, of manful Chastity!
Vær altid årvågen, bliv aldrig til et simpelt bytte for omstændigheder, søg altid at forstå dit vilkår. Nedbryd stædigt din forsnævring. Et sted derinde bor den vilje, som kan kaldes sand. Helvede er at overhøre kaldet. Synden er at hindre Englens fremfærd. I stilhed er Han nær. Forny dit løfte uden tøven.
Som visheds klare stemme drager Han dig kærligt indad, indtil du er Ham ganske nær. I slangens giftiggrønne skikkelse vikler Han sig så omkring dit stumme hjerte og knuger sig så tæt omkring det, at din hårde skal en skønne dag kan sønderbrydes. Når dette sker, vil Tårnets mure falde, så du en grufuld morgen fatter, at denne kåde djævleleg med ord og kød var virkelig fra først til sidst: Når ægget brister, åbenbares noget ganske andet end dét, du førhen havde forestillet dig. Nu er du endelig din Engels bytte. Virkeligheden overgår med fulde mål din fantasi. Igennem nåleøjet kommer vi kun ved at gå i stykker.
* * *
Alt dette er, som altid, både ganske enkelt og særdeles sammenfiltret. Anderledes kan det ikke være. I dette spil kan alting vendes om, og modsætninger så let forenes: Når selve søjlen rystes, fryder mandig ridder sig som villig brud, så skændigt bæst og dydig jomfru bliver ét, og Solens børn forstår at danse uden anger. Bag sløret er det hele smukt.
Modtag til sidst et venligt råd fra én, der faktisk gjorde, hvad han ville og lystfyldt tryllebundet modtog sin befrier – nemlig de afsluttende ord i tekststykket De Arcano Nefando fra samlingen Liber Aleph:
O my Son, the Doors of Silver are wide open, and they tempt thee with their Beauty; but by the narrow Portal of Pure Gold shalt thou come more nobly to the Sanctuary. Behold thou knowest not how perfect is this Magick; it is the dearest-bought and holiest of our Arcana. What then is like my Love toward Thee that bestoweth upon thee this Treasure of my Wisdom? My son, neglect it not; for it is the Exorcism of Exorcisms, and the Enchantment of Enchantments.
Kornene er kastede. Den rette samler op og tilføjer frimodigt egne ingredienser. Alt dette var og er og bliver en højst personlig affære.
* * *
Med disse ord, på denne fine pinsedag ved udgangen af Tyrens tegn, er denne del af arbejdet til ende, så stilhed endelig kan indhylle, hvad her blev hvisket, sagt og sunget, og asken roligt flyve bort som Vindens barn. Fremtidige frø kan findes andre steder. De, der har frie næb, kan æde, hvor og hvad de vil.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet
Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje
In Nomine Neminis
Ad Amicum Tempestum
Gratia Cantantes