Grokrafts Herre

Vi begynder med en figur, et fund fra forne tiders dyrkelse af Nordens egne Magter; et vidnesbyrd om det, der var og er – en opfordring til os, der nu er levende og mærker viljens liv i brystet. Betragt ham, Vaneherren, kvindekraftens kære broder, Havfaders uomstødelige søn – vi kender ham som Frej.

Hér sidder han glædessikkert i rejsningen af dét, som andre kalder modsætninger: Viljens ro og blodets brusen, erotisk kraft og åndrig orden, meditation og erektion i styrkens fredelige samklang.

Læs videre “Grokrafts Herre”

Hun mindes fejden

Hun mindes fejden – den første i verden: En fyrigt fremmedartet skikkelse fra Vanehjem; hun kom til Asgård som en gæst og blev behandlet som en heks. Guldvejg kaldtes hun, det navn har dybe lag: den gyldne vej, den gyldne ånd, den gyldne drik. I hende simrede en viltert lysfyldt kraft – som kaldte på sin udløsning.

Læs videre “Hun mindes fejden”

Gyldne tårer

Det siges om den prægtigste af Asynjerne, at hun græder over den forsvundne ægtemand, Od – et fyrigt, vindblæst digtersind, der fór vild i andre verdener og aldrig genfandt vejen hjem fra sine udflyvninger. En crazy diamond, der egnede sig til eventyr, men rakte ud efter hemmeligheden for tidligt og derfor aldrig lykkedes med at få rodfæstet det erfarede. 

Altså græder Ods kvinde – og kaldes med rette den grådfagre Gudinde. 

Læs videre “Gyldne tårer”

Freja – Nordens Frue

Johan Egerkrans, fra ‘Nordiske guder’, s. 56, Alvilda 2017

Danmark siges at være et kristent land – og danskerne kaldes (af nogle) et kristent folk. Ikke desto mindre har vi en nationalsang, hvori den eneste gudemagt, der nævnes er – ja, netop – en Gudinde. Vi kender linjerne: 

Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Frejas Sal.

Frejas sal, sådan besynger vi ved højtidelige lejligheder det dal- og bakkefyldte ørige. Vores land er den strålende Gudindes sal. Det lyder smukt, og jeg tror sandt. 

Jeg tror, vi synger sådan, fordi mindet om hende lever – fordi hun som Nordens frie Frue var og igen kan blive vores vigtigste Gudinde.

Læs videre “Freja – Nordens Frue”

Vismanden og Jægerinden

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Én af mine helte hedder Heraklit. Han var, som nogle véd, og flere kan have godt af at vide, en ualmindeligt veloplyst vismand, der levede – sådan cirka – mellem år 535 og 475 før vores tidsregning i den græske koloni Efesos i Lilleasien, altså det nuværende Tyrkiet. De overleverede stumper af hans tænkning – de såkaldte fragmenter – er ét af de centerpunkter, jeg søger ind imod, når jeg skal mindes om hovedsagen. Jeg havde kendt til hans eksistens i mange år, før jeg for nu snart to år siden endelig fik anskaffet en oversættelse og brugt den halve time, det tager at læse fragmenterne – første gang. Sidenhen har jeg genlæst dem en 20-30 gange. Så gode er de.

Læs videre “Vismanden og Jægerinden”

Alt dette kan, ganske rigtigt, kaldes vanvid – tale ved udgivelsesreception for ‘Norden kalder’

En lille måned efter udgivelsen af Norden kalder blev der afholdt en reception på forlaget Eksistensen. I den forbindelse holdt jeg en tale (eller måske snarere en prædiken) – ikke om bogen, men med afsæt i den og blikket rettet mod det kommende.

Det handler en smule om mig og rigtig meget om Odin og Freja.

Læs videre “Alt dette kan, ganske rigtigt, kaldes vanvid – tale ved udgivelsesreception for ‘Norden kalder’”