En filodaimonisk vækkelsestale til alle & ingen
Hvo ikkun lader Herren råde og til ham sætter al sin lid, den frier han fra alskens våde og redder i al nød og strid – Georg Neumark / N. F. S. Grundtvig: ‘Hvo ikkun lader Herren råde’
I reveal unto you a great mystery. Ye stand between the abyss of height and the abyss of depth. In either awaits a Companion; and the Companion is Yourself. Ye can have no other Companion – Aleister Crowley: ‘Liber Tzaddi 33-35
Kære vågne venner!
Vismanden Heraklit af Efesos har i et af de fragmenter, der menes at stamme fra ham, udtrykt sig i skønneste enkelhed om forholdet mellem et menneske og dets højere bevidsthed. Han sagde, siger man, sådan her:
Et menneskes ethos er dets daimon
Eller på græsk – hvis man er til den slags:
Ethos anthropoi daimon
Ordene ‘ethos’ og ‘daimon’ er både velkendte og gådefulde. Ethos er, som enhver kan fornemme, det ord, hvoraf vores begreb om etik er dannet, og daimon er det ord, hvorfra den kirkelige benævnelse for den slags væsener, som ingen retsindig sjæl bør have omgang med, stammer fra – men som dristige sind alligevel blev ved med at opsøge på deres egne hemmelighedsfulde måder.
Hvis vi ønsker det, kan vi, for at udhæve ordenes essens, sagtens vælge to andre ord end de fremmedartede græske. Det kunne for eksempel være ‘adfærd’ og ‘engel’:
Et menneskes adfærd er dets engel
Det første af disse ord er væsentligt mere simpelt og selvindlysende end det andet – og det er godt sådan, for derved fremtræder netop den slags kontraster mellem det velkendte og fremmedartede, som kan bringe sindene i bevægelse og muliggøre den særlige form for forandring, som vi – for eksempel – kan kalde livsoplysning eller, måske ligefrem, opvågning.
Engel – ordet ‘engel’ stammer fra græsk, hvor det betyder budbringer. En engel er en budbringer; et ‘væsen’, der bringer bud og formidler forbindelser mellem det ene og det andet, så der opstår noget underfuldt tredje.
Og hvad betyder så det? Hvad er ‘noget underfuldt tredje’ andet end et udtryk for sprogblomstret snakkesalighed – og hvad er den livsnære mening af den visdomskærlige sætning, at et menneskes adfærd er dets engel?
En prædikants privilegium (og selvhøjtideligt irriterende vane) er at stille spørgsmål til sin forsamling og dernæst – eventuelt efter en passende kunstpause – selv besvare dem. Så det vil jeg gøre.
Sætningen om, at menneskets adfærd er dets engel, betyder (blandt andet), at det skæbnemæssigt afgørende ved sådan nogle som os er, hvad vi gør; altså, ganske enkelt – at menneskelivet bliver til og finder sin form i handling. Vi er vores praxis – ikke vores tårnhøje tanker, ikke vores fine ord, men derimod den slags samklang af hvile og bevægelse, som får det indre og det ydre til at hænge sådan sammen, så man åbent er til stede i øjeblikkene, og der er en ubekymret overensstemmelse mellem at gøre, hvad man siger, og sige, hvad man gør.
Det lyder simpelt, for det er simpelt. Men vejen derhen er ikke enkel. I den europæiske alkymistiske tradition, som er det sted, hvor filosofien og magien mødes, kaldes opnåelsen af denne form for ubesværede tilstedeværelse for ‘det store Værk’.
Med dette udtryk, det store Værk, sigtes der til det eventyr, som alle vi menneskedyr, uanset om vi mener at ønske det eller ej, er delagtige i, nemlig arbejdet på at blive til den, og til dét, som vi er.
Og hvordan gør vi så det? Det gør vi ved at lytte. Til hvem? Til hvad? Naturligvis til englens stemme og stjernernes stilhed, så vi kan blive oplyste om vores delagtighed i alt det andet.
Og dermed står vi nu foran den indbydelse, som Sokrates i sin tid dømtes til døden for at udtale i det åbne, og som findes i det indre af alle denne verdens overleveringer: Hver enkelt af os har sin egen gud. Som et kald fra dybet og en tone fra himlen findes der i os en mulighed for i egen dagligdag at opleve tingenes tilstand, så sindets lænker brister, og livet bliver enkelt. Den erfaring kaldes indvielse – og kræver alting af os.
Opvågning er at blive så inderligt forelsket i sig selv, at lidenskaben brænder personligheden ned til grunden, så jeg forsvinder, og noget andet opstår – ved hvert et uvidende åndedrag i dette vågne kød. Slutningen er begyndelsen. Lyset hvisler gennem billeder. Det er muligt at være glad.