Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Kære Andreas
I forlængelse af vores korte facebook-udveksling den anden dag har jeg fået lyst til at sende dig nogle ord. Fordi jeg er, som jeg er, rettes disse ord på samme tid direkte til dig, som jeg regner for en ven og til en mere ubestemt modtager, nemlig den kristne præst, som måske en dag kunne ønske at forstå lidt mere af, hvad det er, der arbejder i mig.
En enkelt forbemærkning: Da du efter vores åbne udveksling på min væg skrev til mig, at dine ord ikke var ment fornærmende, men venskabelige, svarede jeg dig ganske kort, for jeg var midt i en begivenhedsrig dag. Jeg skrev blot, at ‘jeg forstår’. Med dette brev ønsker jeg at udfolde denne sætning.
Og dermed går vi til sagen: Efter min deling af citatet med Aage Møllers ord nødvendigheden af hver dag at leve farligt og ikke blive hængende i nulpunktet, skrev du til mig, at min ‘ankomst til nulpunktet’ også var blevet afgørende for andre end mig, altså at mit opbrud fra kristendommen for nu snart fem år siden, var blevet en klargørende faktor for andre, som så havde valgt noget andet end mig.
Jeg svarede dig, at min ankomst til nulpunktet egentlig lå langt tidligere end dette punkt, og at spørgsmålet om konfession, hvorved jeg mener spørgsmålet om tilknytningen til specifikke gudenavne, sidenhen viste sig ikke at være det afgørende på min vej – og at der efterhånden viste sig at være ganske god plads i mig til ret så forskelligartede skikkelser, herunder den bibelske figur, som for et kristens blik står som den eneste ene. Specifikt udtrykte jeg det sådan, at der, som jeg nu er indrettet, i mig sådan set godt kan være plads til, at også Jesus kan optræde lejlighedsvist som en lille bodhisattva, altså som et væsen, i hvem det er lykkedes at sammenføje det menneskelige og det guddommelige – og jeg tilføjede, at der altid er masser af rampelys til hans mor, altså til Maria.
Forståeligt kan dette forekomme forvirrende. Om det er det for dig, véd jeg strengt taget ikke, men jeg véd, at det er det for andre.
Derfor vil jeg, både for din, for min og for sandhedens skyld, gerne udtrykke mig så simpelt klargørende, som det lige nu er muligt: Mit ståsted er ikke knyttet til hævdelsen af særlige gudenavnes forrang, men er – og dette har for mig vist sig at være selve frelsen – nu af en alment blussende art, nøjagtigt som mit nulpunkt i sin tid var det. Hvis jeg i én sætning skal fortælle dig, hvem min Gud er, så svarer jeg, at det er Ilden.
Det betyder, at jeg ikke længere har særlig mange indvendinger over for Bibelen, som (i frydefuldt samkvem med Egypten, Grækenland, Rom, Indien, Arabien, Norden, Djævelen og alt muligt andet) faktisk fylder temmelig meget i mit indre arbejde – og nu stille og roligt også begynder at gøre det igen i mit ydre. For min kolbe er både rummelig og fast, udvidet i selvransagelse og hærdet i kamp.
I mandags var jeg vikar på Silkeborg Højskole i faget teologi. Emnet var 2. Mosebogs kapitel 3 og 4, altså den brændende busk og de to brødres optræden foran Farao.
Disse fortællinger regner jeg ubetinget for mine egne og fremlagde dem derfor for eleverne som træffende udtryk for, hvad det vil sige for et menneske at pleje omgang med det hellige: at se og høre sin navnløse Gud – og at handle derefter.
I mange andre helligskrifter finder vi beskrivelser af mødet med Ilden, der minder om dét, som Moses oplever.
Et eksempel kunne være Bhagavad Gitaen, hvor Arjuna i handlingsgangens toppunkt møder Krishna, som Han er uden ansigt, altså som ren energi, og hvor denne rene grundkraft fortæller ham, at de fleste mennesker ikke kan tåle at se den slags. For dem er det bedre med et mere fæstnet gudebillede.
Motivet er fuldstændig parallelt med Bibelens skildring af Moses-figuren. Også han ser noget, som er så voldsomt, at det bagefter må oversættes og formidles på en måde, hvor det bliver håndterbart for mennesker, som ikke kan eller skal rejse ud i egen ørken og erfare ilden ved selvsyn.
Alt det her drejer sig om forholdet mellem religionens esoteriske og exoteriske side – og dermed om den omstændighed, at der ingen modsætning er mellem den kendsgerning, at Sandheden vitterligt er én, og den omstændighed, at dette ene bestandigt fremvises i forskelligartede klæder, men aldrig er noget andet end sin egen symmetri.
Ehei asher Ehei
Da Aaron og Moses går til Farao for at aflægge deres fælles vidnesbyrd om Ildens selvåbenbaring, fremviser de to højst forskelligartede tegn. Aarons tegn er velkendt: Han bærer en stav af mandeltræ, som kan forvandles til en slange og igen blive til en stav, alt efter hvad der behøves for at overvinde sortekunstnerne i Faraos slæng. Her møder vi slangen som grundbillede på guddommelig kraft – nøjagtigt som vi gør det i så mange andre mytologiske sammenhænge, for eksempel den indiske, hvor Kundalini-kraften svarer til det feminine aspekt af Guden, som i den jødiske sammenhæng kaldes Shekhinah.
I vekselvirkningen mellem stav og slange ser vi, hvad det hellige er, og hvad det vil sige at håndtere det, nemlig at kunne veksle mellem fasthed og bevægelse – for at fremme sandhedens sag. Det minder mig om kviksølv og om ordene fra Thomas Evangeliet om, at disciplene skal kendes på samtidigheden af bevægelse og hvile (jeg kan ikke lige huske, hvor de står – og om lidt vågner min familie, så jeg iler videre).
Og Moses: Ja, han kan jo ikke rigtig snakke sammenhængende. Det er forståeligt nok, når nu han har set sin Gud. It’s electrifying. Så hans tegn er en simpel gestus: Når han tager hånden ind under sin kappe, og fremdrager den igen, er den hvidligt visnet – som var han syg eller død. Når han gentager bevægelsen, vender den sundt livfuld tilbage. Han viser dem, at død og liv i ham ikke længere er modsætninger – og at han derfor intet har at frygte.
Hvorfor fortæller jeg alt dette? Det gør jeg, for at give dig et lille indtryk af, hvordan der efterhånden ser ud indeni mit hoved. Det korte af det lange er, at alt dette for mig er nøjagtig lige så helligt som alt det andet. Den Gud, som Moses arbejder for, er også min – nøjagtigt som Han er din. Vi står blot forskellige steder – og spiller forskellige roller.
Naturligvis er der brug for den exoteriske ramme omkring alt dette. Problemet opstår kun, når folkereligionens forkyndere forveksler deres fortællinger med sandheden selv – og derved begår overgreb på mysteriet.
Jeg kunne også have skrevet noget mere om Jesus (og om Onkel Crowley). Men det blev ikke i dag. Min hustru er nu vågen, og om lidt skal vi vække vores børn.
Jeg ønsker dig alt det bedste og træffes hjertens gerne inden længe et fælles sted – derude i det åbne.
Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.
Med de bedste ønsker fra Himmelbjerget
Johan, 2. februar 2023
Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje