* * *
Iklædt en broget, sammensyet kåbe, med ansigtet sortnet af solen, ankom en af Vejens mænd engang i landsbyen Kufa, hvor en handelsmand fik øje på ham.
Handelsmanden talte til ham og kom hurtigt frem til, at han måtte være en slave.
“På grund af dit milde væsen vil jeg kalde dig Gode”, sagde han og tilføjede: “Du er en slave, ikke sandt?”
“Det er jeg”, sagde Gode.
“Jeg vil tage dig med mig hjem, og så kan du arbejde for mig, indtil jeg finder din mester”, sagde handelsmanden.
“Det vil jeg gerne”, sagde Gode, “for jeg har så længe søgt min mester”.
Han arbejdede i mange år med denne mand, som lærte ham at væve, hvoraf han fik tilnavnet Væver.
Efter at den fremmede havde tjent ham i lang tid, fik handelsmanden skyldfølelse og sagde til denne: “Jeg véd ikke, hvem du er, men nu er du fri til at gå”.
Gode Væver rejste nu som Vejens mester videre til Mekka og var uden anger, for han havde forstået, hvordan man kan fortsætte sin udvikling, selvom man er navnløs og behandles som en slave.
Frit fortalt og fordansket efter Idries Shahs gengivelse
af Attar af Nishapurs ord i ‘The Way of the Sufis’