Og hun fødte en søn


Gør hvad du vil skal være Lovens helhed

Jesus sagde: “Jeg siger mine hemmeligheder til dem, som er værdige til mine hemmeligheder. Hvad din højre hånd vil gøre, skal du ikke lade din venstre hånd vide, at den gør!” – Thomasevangeliet, Logion 62 

Det er koldt herude, nu hvor kyndelmisse slår sin knude – og som en hønefødt hane imellem sine egne svinger jeg mig nu op og galer spådomsord om Åndens ild og frosne hjerters tøvejr.

I Bibelens sidste skrift, Johannes’ Åbenbaring, findes der en passage, som den etablerede kirkes teologer altid har haft temmelig svært ved at håndtere, men som åbenbart ikke blev friseret bort, da den såkaldt Hellige Skrift fandt sin faste form – og som i dag kan være god at få forstand af. 

Den står Apokalypsens 12. kapitel, vers 1 til 5, og lyder sådan her:

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i Solen, med Månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved.  Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. 

 Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder.  

Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte.  

Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen; der har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde der i 1260 dage. Og der blev krig i Himlen.

Vi begynder ved de første ord – og slutter ved de sidste: På Himlen viste der sig et stort tegn. De vågne så en kvinde klædt i Solen og med Månen under sine fødder. 

Hvad har vi her? Som alle véd, er det en del af prædikantens rolle at stille spørgsmål og så selv besvare dem – for derved at overlade til de lyttende selv at tænke og erfare deres eget. Så jeg tøver ikke med at svare:

I billedet af kvinden klædt i Solen med Månen under sine fødder ser vi, hvis vi vil, netop det sikre tegn på den begivenhed, som vores art har ventet på og forberedt med flid, nemlig Gudindens genkomst som et samlet væsen.

Fodfæstet hviler fast på Månens segl, og kroppen er af ild. 

Hun stråler smukt, fordi forandring og bestandighed i hende nu er samme sag. Når dette sker i Jordens kvinder, åbnes Himlens døre – og nye Gudesønner træder uforfærdede frem. 

Hun skulle føde, hører vi; og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Dét har vi set, og det har kvinderne mærket. Fødslen har været længe undervejs – og ofte føltes som en dødskamp. 

Og der viste sig et andet tegn: En drage sås på Himlen, og en tredjedel af nattens stjerner fejedes ned på Jorden af dens halesving. 

Den stillede sig foran kvinden og ville æde hendes barn så snart det kom ud af sin mor. Men det skete ikke. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte folkene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. 

I disse billedsyner møder vi modstykket til Det Nye Testamentes begyndelse, hvor en anden mor fødte en anden søn, under andre omstændigheder. 

Maria var en fattig jomfru. Hun fødte sin søn i en stald, for at han kunne leve og dø som et lam. 

Sådan føder denne kvinde ikke, og ud af hende kommer der ikke et dødsmærket offerdyr, men derimod et væbnet kejsersind, hvis vilje er at vogte folkene med stål – så kærligheden kan få form. 

Det lyder voldsomt, og det er voldsomt: For Sønnen er sin Moders sande afkom – blot under omvendt fortegn. Som hun har måneseglet under sine fødder, og derfor blusser frit mod højderne, er han et barn af ilden og bærer derfor køligt stålet, for at alle kan forstå, at alting nu er ved at blive anderledes: Gudinden kommer – klædt i kvindekød, og hendes sønner, træder atter frem som harniskklædte brødre, opfyldte af kærlighedens vilje til at bringe orden mellem mennesker. 

Man siger om tempelridderne, at der som del af deres højere indvielse indgik et ritual, hvor de trådte hen over et kors – og dermed, efter tidligere selv at have erfaret korsets gåde, nu viede sig til noget andet og mere end lammets symbol. 

Nogle siger, at dét, de mødte på den anden side af korset, var en skikkelse, som lignede Ham, der i Europa dengang kaldtes Djævelen, eller måske ligefrem Muhammed. Andre mener, at det var Gudinden selv. 

I en opklaret forståelse gør denne forskydning ingen forskel. Sandheden er, at disse behjertede månemænd forstod at ære og at værne enheden i dobbeltheden. 

Og nu er vi her. Himlen er åben. Dronningen glæder sig over sin fødsel, og ligningens anden halvdel søger sin løsning. 

Længe har lammet været anskuet som enearving. Det slutter her, hvor skønne døtre stimler frygtløst sammen – og Vædderfyrsten er vågen. 

Længere inde i Johannes’ Åbenbaring finder vi nogle ord om den slags kvindekraft, som nu er løs i vores Verden og snart vil sønderrive al slags indbildsk fromhed – så ørkener forvandles til oaser:

Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn.  Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: »Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.«  Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Og jeg undrede mig meget ved at se hende. Men englen sagde til mig: »Hvorfor undrer du dig?

Sandelig, sandelig siger vi jer: Den røde Gudinde rider skamløst på en drage, og denne drage er Faderen til hendes Søn. 

I døtres frydefulde jubel høres lyden af forandring. Porten er åben. Seglet er brudt. Krigen er over os, og morgenduggen er til alle, nu hvor samklangen kommer. 

Inderlig vi længes
efter vår, og vintren strænges;
atter vinden om til Nord!
Kom og løs den bundne Jord! 

Som det var i begyndelsen,
således også nu og altid
og i al evighed. 

ANONA

*

Voici la nuit, 
La longue nuit où l’on chemine,
Et rien n’existe hormis ce lieu, 
Hormis ce lieu d’espoirs en ruines :
En s’arrêtant dans nos maisons, 
Dieu préparait comme un Buisson
La Terre où tomberait le Feu

*

Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje

*