Talen blev holdt ved mindefejringen for Rasmus Ammitzbøl Jensen den 26. marts 2019. To af hans venner bad mig komme som taler og gav mig efterfølgende lov til at dele ordene. Måske kan de også være til gavn for andre end de pårørende og give et indtryk af, hvordan man ud fra nordisk, grundlag kan tale om døden og livet. Som optakt sang vi de første tre vers af Johannes V. Jensens ‘Bålfærdssang’. Efter talen sluttede vi med de sidste tre. Hele sangen kan læses under talen.
Med smerte står vi ved din båre.
Dig skal vi aldrig atterse.
Forgæves famler livets dåre ;
thi grum forbliver dødens ve,
ej andet kår os Jorden bød :
Betal for livet med din død !
Derfor er vi her – fordi Rasmus er død, og I, der kendte ham, nu ikke længere skal have ham i jeres liv. Han har – med sangens ord – betalt for livet med sin død, og nu er det jeres opgave at finde ud af, hvordan I skal finde fred med dette vilkår og leve med tabet af ham som en dyrebar og umistelig del af jeres historier.
Jeg står her, fordi jeg er blevet bedt om at gøre, hvad jeg kan for at bidrage til, at det kan lykkes – altså, fordi jeg har sagt ja til at sige noget andet om livet, døden, Ånden og ilden end det, der kan siges i en kristen kirke.
For Rasmus var, har jeg fået fortalt, en sammensat sjæl, der – blandt så meget andet – både var medlem af den danske folkekirke og stod i meningsfuld forbindelse med Nordens eget åndsliv. Altså får I nu – af mig – nogle nordiske bål-ord til den dødes minde og ære.
Jeg har ikke selv kendt ham. Det er netop derfor, jeg er blevet bedt om at tale: Ikke for at opremse hans livshistorie, men for at flette dét, jeg har hørt om ham fra to af hans venner, Alexander og Rune, sammen med noget af dét, som jeg selv véd om vores vilkår i verden – om menneskenes liv med Magterne.
Dét, jeg har hørt om ham, har vidnet om en søgende sjæl; en mand, der gjorde, hvad han kunne for at være vågen – et ildrigt væsen, der både kendte ganske godt til at flamme lykkeligt begejstret opad og til at knuges mod Jorden af den byrde, som visdomskærlige mennesker allerede tidligt i livet får lagt over skuldrene som et af udvælgelsens tegn.
Det blev blandt andet udtrykt sådan, at Rasmus var et menneske, der “ville gøre alt for at komme ind til Verdens navle” og – så at sige – søgte til Grønland for at finde en portal ind til den.
I Nordens myteverden findes der et ikonisk billede af, hvad det indebærer at hige og søge efter vejen ind til dette navlepunkt og være villig til at betale prisen for at nå derind. Det er billedet af vismanden i Verdenstræet – den dunkellyse vandringsmand, der for at blive den, han skal være, lader sig klynge op i Yggdrasil og gennembore af sit eget spyd. Det er skildret i Gudekvadet Hávamál, eller Den højes tale, som jeg vil læse et lille stykke op af:
Jeg véd, at jeg hang på vindhærget træ
ni hele nætter
med spyd-vunder og viet Odin,
selv viet mig selv,
oppe i træet, som ingen ved
af hvilke rødder randt.
Med spyd-vunder og viet Odin, selv viet mig selv – sådan har de gamle digtet, fordi de kendte til en skjult, men virksom, forbindelse mellem Gudernes verden og det vågne menneskes eget indre – fordi de vidste, at der ikke findes nogen anden vej til mødet med de højere Magter end den, der i samme bevægelse går opad, nedad og indad.
Eller anderledes udtrykt: Odin er på samme tid vores forfædres navn på den Gudekonge, som vågne sjæle søger, og et billede på det troldmandssind, der kendetegner disse sære sjæle – som længes efter at skue deres egen gåde og er villige til at betale prisen for at gøre det.
Det er dét, der er hovedsagen: At forstå og fornemme Odins indvielse som Nordens grundbillede på den kendsgerning, at indvielsen til Ånd altid er – og nødvendigvis må være – en smertelig erfaring.
Uden smerte ingen Ånd.
Uden offer ingen erkendelse.
Uden død intet ægte liv.
Det er derfor, Asgårds Herre på samme tid kaldes visdommens, kampens og dødens Gud; fordi det både er ham, der udvælger de søgende sjæle, fører dem ad heltemodets og selvofferets sære veje – og gennemborer dem til rette tid.
Hvorfor gør han det? Hvorfor fører han sine helte så dybt ned i natten? Det gør han, for at deres liv skal blive til historier – historier, som er værd at lytte til og lade sig oplyse af.
Og hvor efterlader alt dette så jer – jer, der nu skal leve uden ham? Det efterlader jer, som dét, I er og skal være: Mennesker, der skal besinde jer på det fælles vilkår i verden og gøre alt, hvad der står i jeres magt, for at leve så vågent og kraftfuldt som muligt – så også jeres liv kan blive til historier. For det er dét, det hele handler om: at holde forfatterens idé klar og drive den ud i yderste konsekvens – at blive til et redskab i den store fortællers hånd.
Min fornemmelse er, at det faktisk lykkedes for Rasmus – at han fulgte kaldet, udlevede sin bestemmelse og endte som sig selv. Hvis det er sandt, så kan hans skæbne kaldes lykkelig – for så er hans historie lykkedes.
Jeg vil slutte med et sidste mytologisk billede: I det hemmelighedsfulde Gudekvad Vaftrudnirs mål fortælles der om, hvordan Odin i længsel efter at opnå indsigt i fortid og fremtid opsøger jætten Vaftrudnir, som er kendt for at vide væsentligt mere end så mange andre.
Odin udfordrer jætten til en strid i ordkløgt – en skæbnetung dyst i gådegætning, hvor Odin kun får lov at beholde sit hoved, hvis han kan stille et spørgsmål, som Vafrudnir ikke kan udgrunde svaret på.
Og det kan han – naturligvis, for ellers ville der jo ikke være nogen historie at fortælle. Odins sidste spørgsmål sigter mod den lyse Balders død og lyder sådan her:
Meget fór jeg, fristede meget,
prøvede Magterne meget.
Hvad sagde Odin sin søn i øret,
før sønnen på bålet bares?
Hvad sagde Odin sin søn i øret, før sønnen på bålet bares? – Det spørgsmål kan selv denne verdens dygtigste gådegætter ikke svare på. For svaret er en hemmelighed, der kun kendes af Odin selv og af den dræbte, der har hørt de faldnes Fader hviske i sit eget øre.
Altså nedlægger Vaftrdunir våben. Endelig forstår han, hvem han har dystet imod. Hans afsluttende ord rummer den selvindsigt, som også vi gør ret i at lægge mund til – når vi stilles ansigt til ansigt med denne verdens vilkår:
Ingen ved, hvad i olddage
din søn, du i øret sagde….
Jeg vædded med ord imod Odin selv,
du er ypperst i visdom af alle.
Mere er der ikke:
Hil de Magter, der gav – og tog.
Hil den døde for den ild, der sang i ham.
Æret være hans minde!
Gid det må blusse i jer, der nu skal leve!
