Foredrag holdt for elever på Silkeborg Højskole i januar 2018. Opgaven var at omtale en række skikkelser fra Nordens mytologi – og få dem flettet sammen i en samlet fortælling. Måske andre end dem, der lyttede, kan have gavn af det fortalte. Foredraget blev holdt, mens jeg stadig var præst – men ganske godt på vej:
Jeg har fået en bunden opgave, og den vil jeg nu løse så godt, jeg kan. Jeg vil fortælle jer lidt om Nordens mytologi – og prøve at vise jer, hvordan man kan drikke fra Nordens myter og få noget godt med op fra de gamle billedfortællinger, som både er så enkle og så vældig gådefulde – og som derfor kan være gode at få forstand af, når vi mennesker vil finde ud af, hvad vi dog skal stille op med dette mærkværdige, som vi kalder vores liv og vores verden.
Nordens myter – I kender jo allerede noget til dem. Det gør I, fordi I er danske – fordi disse gamle historier har trodset tidernes skæve gang og stadig findes mellem os – og måske endda: i os. For mange af os er det sådan, at en del af Nordens myter er så velkendte, at vi ikke rigtig kan huske, hvornår vi først har hørt dem. Engang i vores barndom – må vi jo så gætte på. For sådan er det med alt det vigtige, der ligger gemt derinde og dernede; det kommer fra vores begyndelser.
Vi husker myterne fra tegneserier og tegnefilm, fra ungdomsbøger og – hvis man har været heldig – måske endda fra skolegangen. De er knyttede til barndommen, for barndommen er den livsalder, hvor alt dét, der kommer i billeder går rent ind – den alder, hvor den forslugne fornuft endnu ikke er begyndt at gnave alting i stykker.
Det falder børnene naturligt at drikke af billederne. Når de sidenhen vokser op, så ligger alle billederne dernede og skvulper rundt i dem – og hvis alt går godt, kan de så stige frem igen på de rigtige tidspunkter.
Meningen med dette morgenforedrag er at forsøge at fiske nogle af disse billeder op fra dybet dernede; op fra vores fælles, historiske dyb, og – hvis det går rigtig godt – også op fra jeres egne dyb. Jeg vil gerne have jer til at blive opmærksomme på gamle billeder, som jeg tror, kan være sunde at få forbindelse med.
Jeg skal fortælle jer om tolv skikkelser fra Nordens billedverden. De vil dukke op i fortællingens naturlige gang, og hver især have deres rolle at spille.
Vi begynder ved ham, der ganske naturligt byder sig til som en begyndelse, og som også kræver mest tid, – nemlig overguden Odin. Derfra lader vi så det hele stiger frem. Se, Odin er den øverste gudemagt i Nordens billedverden. Han er Asernes enøjede konge – og han rummer mange dybder i sig. For han er både en konge, en kriger, en digter, en vismand og en magiker. Han er både lys og mørke.
Han er den dunkellyse vandringsmand, der vandrer forklædt gennem vores verden og følger sin egen vilje. Han er det øverste symbol på opnåelsen af hemmelig viden om skjulte sammenhænge. Han er den gudemagt, som et vågent menneske både kan blive draget af og har god grund til at frygte.
For ja, han er gudernes lyse konge, men de mennesker, han får fat i, fører han ad dunkle veje, hvor de må miste noget af sig selv for at finde sig selv – og for at vinde sig selv.
Det lyder mystisk – og det er netop meningen. Ordet mystik kommer af det græske ord for hemmelighed, og det er netop dét, det hele handler om i Odin-figuren – om fornemmelsen af, at der faktisk findes en skjult viden, som mennesker kan få del i, hvis de kommer i forbindelse med Odins ånd.
Hans egen indvielse i hemmelighederne skete, da han hang ni nætter med hovedet nedad, med foden bundet fast til Verdenstræet Ask Yggdrasil. Dér hang han og mærkede blodet samle sig i hovedet. Han spiste intet og drak intet. Tørstig, sulten, lidende – hvorfor? For at opnå noget mere end dét, man kan finde, hvis man kun søger trygheden og sikkerheden. Til sidst flimrede alting for hans øjne – og han vidste ikke længere, hvad der var det ydre og det indre. Stilheden blev brudt af et skrig – hans skrig. Blodet flød fra hans side; et spyd havde gennemboret hans lænd. Mange mener, at det var hans eget spyd, men hvem var det så, der førte spyddet? Det véd vi ikke, men vi véd, at han selv havde valgt at kravle op i træet – og at han vidste, at nætterne ville blive smertefulde.
Med spyddets gennemboring af kødet, opnåede han det vendepunkt, han havde længtes efter. Hans liv blev nyt i skriget – og han faldt ned fra træet. Rebet var løsnet; ingen véd af hvem. Dér lå han på jorden ved træets fod, og han så runerne – de nordiske skrifttegn, hvis skjulte meddelelser kun kan tydes af den, der er gået selvofferets vej og er blevet lukket ind til tingenes indersider. Mystisk, mystisk, mystisk – denne mystiske erfaring gjorde Odin til dén, han er; til den dunkellyse vandringsmand. Kongen, der både véd, hvornår han skal kæmpe, digte, tie og skjule sig i mørket. Alt sammen i lysets tjeneste.
Som I véd, har Odin kun et enkelt øje. Efter at have hængt på Verdenstræet, blev han i stand til at gøre ting, som de færreste af os formår. Han rev selv det overflødige øje ud og gav det som betaling, så han kunne drikke af Mimers brønd, som står i jætternes land, men åbenbart rummede en viden i sig, som vandringsmanden ønskede sig. Så nu er han enøjet. Det er et meget sigende billede – som er temmelig anderledes end, hvordan vi ellers tænker om enøjethed. Vi plejer at tale om det at være enøjet som en dårlig ting – som et udtryk for, at man har et indskrænket og fordomsfuldt sind.
Men i Nordens billedverden viser enøjetheden sig som en nødvendighed. Odins enøjethed er hverken noget entydigt godt eller entydigt skidt. Den er hans virkelighed – den er den pris, han har valgt at betale for at se hemmelighederne og give sit liv til kampen. Han måtte blive enøjet – og det må enhver, der vil gå Odin-vejen.
For at kunne undersøge og bemestre sin verden har Odin fire dyr i sin tjeneste – to, der færdes på jorden, og to, der flyver gennem luften. Som en del af jer véd: To ulve, og to ravne. Ulvene er rovdyr i livets tjeneste; ravnene er ådselædere, i sindets tjeneste. Det er nogle underlige, dunkle – og ret urovækkende – symboler.
To spidstandede rovdyr, der tjener opretholdelsen af livet, to sorte lig-ædende fugle, der bringer viden hjem til Asgård, til Asernes gård, til vismanden i tronstolen.
Hugin og Munin hedder ravnene. Det betyder tanke og minde – ja, det betyder den tanke, der flyver ud mod fremtiden og bringer bud tilbage til kongen om det, der endnu ikke kan ses, og det minde, der bevæger sig bagud til alt det, der har været – og som stadig er vigtigt for dét, der er, og det, der kommer.
Hugin og Munin er Nordens billede på, hvordan et menneskes sind må være forbundet med dét, som vi måske kunne kalde den lange tid – med en fortid, der strækker sig tilbage til det tågehav, som livet engang steg op fra, og langt ind i den tid, der endnu ikke findes, men som jo kommer, og som vi ikke bør være ligeglade med – for vores børn og hele vores efterslægt skal leve i den.
De to ravnes evne til at forbinde Odin – og dermed det særligt følsomme menneskes sind – med den lange tid er afgørende for, at livet kan bestå. Uden en sans for fortid og fremtid, blive nutiden tømt for indhold og mening – og livet bliver til ingenting. Men samtidig er ravnene udtryk for noget skræmmende. De minder os om døden, for de holder af at færdes blandt blodige kroppe – og at hakke øjnene ud på afsjælede ansigter. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er Nordens symbol på forbindelsen til fortiden og fremtidens lange tid noget urovækkende? Dét er det, fordi det er sådan, det er – fordi både fortiden og fremtiden har noget urovækkende i sig, som vi ofte har lyst til at skærme os fra – og også fordi det jo er sandt, at der er noget urovækkende ved de mennesker, som har slået blikket ned fra den råbende nutid og i stedet har vendt sig mod dét, der var, og dét, der kommer. Derfor er det to ravne, Odin har hos sig. De indsamler hemmeligheder, og de hakker menneskeøjner ud. Begge dele er nødvendigt. Det ene kan ikke skilles fra det andet.
På samme måde er det med Odin og hans hjemlige halvdel – de kan ikke skilles fra hinanden, og de må ikke skilles fra hinanden. Hans hjemlige – og kvindelige – halvdel hedder Frigga. Odin og Frigga lever sammen og forstår hinanden i deres forskellighed.
De trænger til hinanden – og den ene ville ikke være noget som helst uden den anden. De forstår hinanden, men véd, at de har forskellige opgaver.
Odin er et billede på den udfarende kraft og vilje – han er glæden ved at erkende alt og vove alt i kampen for livet. Frigga er hjemmets og hjertets stille glæde og håb om en varig fred. Uden Odins faste vilje ville hjemmet gå til grunde, og uden Friggas milde håb ville kampen være meningsløs.
For både viljen til kamp og længslen efter fred er nødvendige for at opretholde menneskelivet, men de må netop aldrig skilles ad. De må gå hånd i hånd, som et rigtigt ægtepar gør det.
Hele Nordens mytologi er præget af denne grundforståelse af forholdet mellem kampen som menneskets vilkår og freden som dets håb. For i myternes billedsprog viser menneskelivet sig som en stående kamp mellem lyset og mørket – mellem livet og døden. En kamp, der trækker sit spor gennem hele menneskehedens historie, og som ikke vil ophøre, før den sidste aftenstjerne slukkes – og noget nyt måske kan opstå.
Jeg nævnede de fire dyr, som Odin har hos sig, og som bringer ham bud om alt det, der ligger uden for hans synsfelt. Udover disse fire har han et sidste dyr; et mærkværdigt ridedyr, som fører ham langt omkring – og længere endnu. Det er, naturligvis, Sleipner, den ottebenede hest, som kan flyve gennem luft, løbe over vand og – endda – krydse grænsen mellem livets land og dødens verden. Sleipner blev Odins ejendom på en temmelig mærkværdig måde. Historien lyder, nogenlunde, sådan her og handler ikke kun Sleipners underlige ophav, men også om livet mellem guder og jætter – og om asernes liv med den jætte, der lever imellem dem:
En gang for længe siden, da alting stadig var temmelig tæt på sin begyndelse, blev aserne opsøgt af en driftig jætte. Han kom til dem med et tilbud, som de havde meget svært ved at afslå.
Jætten var en kyndig håndværker – en murermester med særlige evner inden for opførelsen af forsvarsværker, og nu tilbød han dem, at han kunne bygge en uindtagelig fæstning omkring deres hjem. En mur, som ingen fjende nogensinde ville kunne gennembryde.
Aserne blev både overvældede og opmuntrede over jætte-murermesterens tilbud. De var vant til at leve hele deres liv i kamp – Odin var vant til altid at måtte kæmpe for Friggas fred.
Men her stod nu pludselig en genial håndværker og tilbød dem at rejse en mur, der ville kunne holde alle jætter, alle hekse og alt troldpak borte fra Asgård – en mur, der ville kunne sikre freden til evig tid. Sådan en mur ville man vældig gerne have. Man tænkte, at det ville frisætte en masse af den tid og kraft, der ellers blev brugt på krig og kamp. Man tænkte, at man kunne bruge tiden på at hygge sig.
Men naturligvis var der en pris for muren. Håndværker-jættens tjeneste ikke gratis. Det er jætters tjenester aldrig. For sit arbejde forlangte han en betaling, der langt oversteg, hvad aserne havde regnet med. Han forlangte nemlig både solen og månen og selveste kærligheds- og frugtbarhedsgudinden Freja som sin personlige ejendom.
Med andre ord: For at give dem den evige sikkerhed krævede jætten, at de skulle opgive selve lyskilderne fra deres Himmel og livskilderne fra kvinden. Der skal altid være lys, og der skal altid være en kvinde. Det vidste Aserne.
Så de vidste, at den pris var umulig at betale. Det var enige om – for hvilken mening kunne der dog være i at opgive selve det lys og selve det liv, som muren netop skulle værne om? Men så tog den listige Loke ordet; så trådte asernes egen jætte frem med et – såkaldt – godt forslag. Han foreslog, at man skulle lade som om, man gik ind på jættens betingelser, men så, når muren stod færdig, snyde ham for hans betaling.
Loke vidste nøjagtig, hvordan det skulle gøres, og han lovede at få det gjort. Aserne gik ind på hans tilbud – for de ville jo gerne have deres mur, og de regnede med hans evner. Hans plan var at udfordre bygmesteren til ene mand at få arbejdet færdigt inden sommerens sidste dag. Det ville han umuligt kunne nå, men så dygtig, som han var, ville han kunne nå en god del, og det hul, der blev tilbage ville de så selv kunne fylde ud.
Loke bragte tilbuddet til bygmesteren, som sagde god for aftalen – dog med en enkelt lille ændring. Jætten bad om lov til at bruge sin gamle hingst som trækdyr til at slæbe sten til arbejdet. Det gav man ham lov til, for tanken var jo, at han skulle nå noget inden sommerens udgang, og en enkelt hest kunne vel ikke være det, der fik muren færdig til tiden.
Alle aserne var overbeviste om, at bygmesteren ikke ville nå det, og at de ville ende med at få muren uden at betale prisen. Så der blev givet håndslag på aftalen, og murerarbejdet gik i gang. Da aserne så, hvordan arbejdet skred frem, blev de overraskede – og også lidt ængstelige. For muremesteren arbejdede hurtigere end de nogensinde havde set en håndværker gøre det, og den gamle hingst slæbte sten til byggepladsen med en hastighed, som ingen af dem nogensinde havde set hos en hest.
Sådan gik tiden og arbejdet deres overraskende gang; sommerens lys blev svagere, og snart nærmede den sidste dag sig. Nu begyndte guderne for alvor at blive bange for, hvordan det hele mon skulle ende. Alt tegnede nu til, at bygmesteren faktisk ville klare opgaven, og hvis det skulle ske, ville de sidde temmelig fast i saksen. De ville miste lyset og livet – for en aftale er jo en aftale.
Men heldigvis havde Loke endnu en idé. Han vidste, hvordan de kunne stoppe bygmesteren. På sommerens allersidste dag forvandlede sig til en prægtig – og velduftende – hoppe. I hoppens skikkelse nærmede han sig bygmesterens hingst, og ved at gnide sig op ad den og vrinske kælent, lykkedes det at lokke den bort fra arbejdet og ind i skoven.
Da bygmesteren nu så sit trækdyr vimse omtåget ind i skoven, vidste han, at alt var tabt. Han ville ikke få murværket færdigt, han ville ikke få sin betaling. Han blev rasende. For noget sagde ham, at der var list med i spillet. Så han tog sin hammer og gav sig til at ødelægge murværket.
Da Odins hidsidste søn, Tordneren Thor, så det, blev han mindst lige så rasende som jætten, for han har særdeles let til vrede. Sådan er hans væsen. I ham vågnede der en ualmindelig stærk længsel efter langt om længe at behandle bygmesteren som den skidne jættefjende, han jo i virkeligheden var. Thor greb nu sin hammer og slyngede den mod jættens pande. Han ramte lige netop dér, hvor man skal ramme en jætte. Men intet hjalp det. I samme øjeblik, som hammeren kløvede jættens pande, sank den sidste del af muren sammen – for bygmesteren havde været endnu hurtigere til at rive ned, end han havde været til at bygge op. Foran Thor og alle de andre guder lå nu både jættens hovedskal og murværk. Begge dele var knust – og det samme var asernes drøm om at få sig en uindtagelig fæstning omkring deres hjem. Sådan slutter historien om de nordiske guder forsøg på at tilluske sig sikkerheden og freden. De endte dér, hvor de begyndte – midt i kampen og midt i usikkerheden. Sådan måtte det gå. For lyset og livet kan kun ejes på kampens vilkår. De findes kun dér, hvor mennesker er villige til at kæmpe for dem og beskytte dem med deres varme blod.
Den erkendelse er gennemgående i Nordens myteverden. Freden er noget, man må kæmpe for; den kan aldrig tages for givet. Alt det levende må kaste sig ind kampen, glæde sig over livet og lyset – og altid huske, at en jordisk fred aldrig er en evig fred.
Og Sleipner, hvor blev Sleipner nu af – Sleipner blev det føl, der blev avlet ved mødet mellem bygmesterens hingst og Loke i hoppeskikkelse. Avlet af en jættes hingst og af asernes egen jætte.
Loke, nu skal der siges noget mere om ham – og om hans skumle vane med at avle underlige væsener. Se, som I véd, lever Loke blandt Aserne. Han er en hjælper for dem, for han er et bindeled til jætternes verden. Selv er han i allerhøjeste grad af jætteslægt. Men engang for længe siden har Asgårds konge selv blandet livsvæske med ham og taget ham til sig som sin blodsbror.
Hvorfor gjorde han det? Det er der ingen, der véd. Men et rimeligt bud ville være, at Aserne havde brug for ham – at guderne behøvede den viden og list, der stammer fra jætternes land; lidt ligesom at der jo også findes kræfter, evner og midler, som vi mennesker kan have brug for, men som vi også kan blive vildledte af, hvis de tager magten over os – eller endda bedrager os.
Sådan er det med Loke. Han lever blandt aserne som en fremmed. Hans indsigt i jætternes verden er gavnlig, når bare der holdes opsyn med ham. I almindelighed er det Thor, der har til opgave at holde øje med Loke, og det er Thor, der ofte tager Loke med sig, når han har gøremål i jættelande.
Nuvel, jeg nævnede Lokes skumle jættevane med at avle underlige væsener. Udover Sleipner har han tre børn, der ikke er som andre børn: Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel – hende, der hersker over skyggernes verden, over dødens land. Alle disse tre har Loke avlet med en jættekvinde, der ikke er hans egen hustru – for som bekendt: Der kan komme meget stygt ud af utroskab. Og disse børn er i sandhed stygge: En orm, der rækker hele vejen rundt om kloden og skjuler sig under vandet – som alt det skidne jo gør; en ulv, der er umættelig og en dag skal fortære gudekongen selv; en kvinde, hvis inderste er iskoldt, og som samler på døde menneskers negle, så hun kan bygge det krigsskib, der til sidst skal sejle frem og bringe bud om altings afslutning. Føj, for helvede, sikke nogle stygge børn.
Som I nok véd – fra jeres barndom, der jo gemmer sig et sted dernede – var Thor engang lige ved at fange Midgårdsormen. Det skete på en temmelig særpræget fisketur, hvor han tvang den jætte, der ejede jollen, som de to sad i, til at sejle længere og længere ud. Så langt ud, at jætten på ingen måde havde lyst til at følge med, men jo blev tvunget af tordneren, for når der er noget, han vil, så vil han det – og hans vilje rettes ofte mod kampe, der er så store, at han ikke kan vinde dem, men alligevel må forsøge. For det er forsøget – det dristige og måske også lidt dumme forsøg på at overgå sig selv –, der gør ham til den, han er og skal være.
Dumdristig – ja, det er han. For heltemodet og den såkaldte dumdristighed følges vældig ofte ad. Langt oftere end trætte sjæle tror det. Nuvel, da Thor så bæstet i øjnene, langt derude på vandet, vidste han, at de to skulle noget med hinanden. Han troede, at det var nu i dette øjeblik, at alting skulle afgøres. Enten skulle den slibrige orm møde sin undergang, og jorden skulle blive fri for dens plage, eller også skulle den stærkeste af Odins sønner møde sin død for ormens bid i verdenshavet.
Det gik ikke, som han forventede, for alting har sin tid, og hans tid var endnu ikke kommet. Da alting var lige ved at nå sit toppunkt, kappede jætten fiskelinen over, og ormen sank tilbage i sit dyb. Nu ligger den dernede, og ingen af os skal tro, at vi kan få held til dét, som mislykkedes for Tordeneren. Vi kan ikke besejre ormen i os, før den rette tid kommer – og vi må ikke forsøge på det. Der findes en grusomhed, som vi skal lade blive under overfladen, indtil den rette tid kommer – og en anden nedkæmper ormen for os.
Fenrisulven er endnu et bæst, som selv aserne havde vældig vanskeligt ved at få magt over og til sidst skal miste grebet om. Da den var lille, levede den blandt dem. De syntes, den var så sød – en kåd og uskadelig hvalp.
Måske endda lidt nuttet. Men den voksede og voksede – og Odin fik onde anelser om hvalpens ulvefremtid og om hans egen afslutning. Så de forsøgte at binde den.
Også denne historie er velkendt, så I véd jo nok, hvordan det gik: De forsøgte sig med alle denne verdens reb og kæder, men intet af det nyttede. Først lod de som om, det var en leg. De fik den unge ulv til at tro på, at det hele bare var en munter mulighed for at prøve sine kræfter med forskellige bindinger og lænkninger, men efterhånden forstod både ulven og Aserne, at det på ingen måde var en leg. Den sidste kæde, de kom med, så ud af ingenting. Spinkel som en tråd. Et underligt smedeværk fra dværgenes verden – med mange mærkelige elementer i sig: Lyden af kattepoter, bjergenes rødder, fiskenes ånde, fuglenes spyt og kvinders skæg. Ting og sager, som vist ikke rigtig findes, men som dværgene alligevel fandt og lavede lænken af. Billedet er klart nok: Lænken blev smedet af noget, der ikke er en almindelig del af denne verden. Det sultne bæst, som længes efter at sluge alt det levende, kan ikke bindes med vores egne midler. Det skal bindes med noget andet.
De fik kun bundet Fenris, fordi de overtalte den til en allersidste styrkeprøve. Den var mistænksom, for hvad var det nu for en tynd tråd? Den kunne både lugte deres list og deres angst. Men den endte med at sige ja; måske fordi den fornemmede, at dette var historiens nødvendige fortsættelse? Én betingelse stillede den; en dyr betingelse. Odins tapreste søn Tyr skulle stikke armen ind i gabet på den. Han måtte vove sin arm, før bæstet ville lade sig binde – og det gjorde han. Han vovede armen og mistede den, for da ulven forstod, at snoren holdt, bed den til. Blodet skvulpede ud på jorde, underarmen løsnedes fra kroppen, og alle forstod, at her gik, som det altid går med heltes blod. Det flyder, for at andre kan leve. Da ulven var bundet, førte de den bort. Nu ligger den i en klippegrotte dybt under jorden og venter på altings endepunkt.
Ja, alle Lokes tre børn venter nu på afslutningen, og det gør han også selv. For da misforholdet mellem ham og aserne for alvor spidsede til, endte gudernes egen jætte med at være lænket i en grotte og bundet til en pinefuld afventen af det, der kommer. Også den historie er der nogle af jer, der kender.
Det er historien om det lyseste, skønneste, blideste, mildeste liv, der nogensinde var set blandt aser og blandt mennesker – og det er historien om afslutningen af dette lys liv. Historien om Balders død.
Balder var den skønneste af alle Aserne. Han havde både Odins væsen og Friggas væsen i sig. Han var foreningen af Odins faderånd og Friggas moderhjerte. Han var det tredje punkt imellem dem – det nye liv, det gode håb; drømmen om en glæde, der aldrig skulle ende.
Men alting skal jo ende. Så Balder begyndte at få urolige drømme. Dunkle drømme med varsler og forudsigelser, der handlede om afslutningen af hans eget liv. Drømmen var så virkelig, at han vågnede i et kraftigt ryk, badet i angstens sved – sådan som de af os, der har et levende og bevægeligt indre ofte oplever at blive ruskede vågne af et virkningsfuldt mareridt.
Han drømte om sin egen død og mærkede, at der var fremtid i den drøm. Så han blev bange. Først forsøgte han at holde drømmen for sig selv. Men den kom igen og igen – og han endte med at gøre, som både børn og barnlige sjæle ofte gør det, når de har dystre drømme. Han gik til dem omkring sig – og særligt til sin mor. Alle aserne blev forfærdede, da de hørte om drømmen og hans uro smittede deres indre, og særligt Frigga var tynget af onde ængstelser, der satte sig som kulderystelser omkring det varme moderhjerte.
Det blev besluttet, at noget måtte gøres; Balder måtte ikke dø! Hans død ville være deres alles død. Han var jo dén, han var. Han var deres håb om livets fortsættelse – om altings fornyelse, den lykkelige fremtid, de skulle have set. Nu blev de smittede af hans frygt – og mærkede livslysten synke i sig.
Så ja, noget måtte gøres. Det blev besluttet, at Frigga skulle gå omkring til alt og alle i den store vilde verden og bede dem om et løfte; et løfte om aldrig at skade den lyse gudesøn.
Hun gik til ilden og til vandet, til stålet, til sygdommene og de vilde dyr, til mennesker og jætter, til sten og til planter – til alt, hvad der ville kunne skade sønnens liv. Alle gav de deres dyre løfte, og hun følte sig så sikker. Ja, alle aserne følte sig sikre. De var så glade; nu var Balder sikker, så nu var de sikre. De syntes, alt var blevet så godt og så rart. De følte, at det på nu alligevel var lykkedes for dem at få opført den uindtagelige fæstning omkring sig. Nu kunne intet skade dem. Dét troede de, og denne tro fik dem til at handle mindre alvorligt med deres liv, end det ellers er passende for både guder og mennesker. Deres liv blev en leg. Deres følelse af umistelig sikkerhed blev deres fald ned i uvirkeligheden.
Nu morede de sig med at gøre drabelige handlinger til ufarlig leg. Hver dag kastede de spyd og økser mod ham og affyrede bueskud, der skulle have været dødelige, men ikke blev det. For stålet havde aflagt sit løfte og gjorde ingen skade mod ham.
En dag gik Loke gik Loke forbi dem midt i kamplegen. Han stoppede op og kikkede på dem. Dét, han så, forstod han ikke. Han syntes, der var noget forkert, noget falsk i det. Hvordan kunne asernes stolte kampliv pludselig forvandle sig til ligegyldig leg? Der var noget, der ikke stemte. Så enkel kunne tilværelsen ikke være.
Noget sagde ham, at dette ikke kunne være virkeligheden. Noget måtte være gemt og glemt under det synlige. Måske der alligevel fandtes et eller andet derude eller dernede, som Frigga ikke havde fået i tale? Han gik til hende – omskabt til en gammel kvindes skikkelse, klædt som én, hun aldrig ville mistro. Moderen fik hurtigt åbnet munden, for alt var jo så godt, som det kunne være. Der fandtes ikke længere nogen trussel mod den fred og glæde, hun altid havde ønsket sig som evig. Hendes liv var sorgløst, og hun mente selv, at hun var lykkelig.
Den gamle kvinde spurgte hende, om der virkelig ikke var noget som helst i hele den vilde verden, der kunne skade Balder. ”Nej, intet; alle har lovet mig det”, svarede Frigga. Men holdt fast og spurgte endnu engang gennem den gamle kvindemund: ”Er der virkelig slet intet som helst i hele den vilde verden, der kan skade Balder – jeg spørger som søster, en moder til moder; er dette virkelig den umistelige sikkerhed?” Nu gav Frigga ham det svar, han ønskede sig, for naturligvis var der alligevel en enkelt af denne verdens mange ting, hun ikke havde fået i tale.: ”Jo, der er faktisk en enkelt lille vækst. En spinkel snylteplante – misteltenen, den var for lille og for kraftløs til, at jeg ville spørge den. Men du, synes du, jeg også skulle gå til den?” – ”Nej, nej”, svarede den gamle kvinde: ”Det er da ikke nødvendigt”.
Hermed var sønnens skæbne afgjort, og alting gik, som det gik. Loke skabte en pil af den spinkle plante – for han er både dygtig med hoved med hænder. Han gav pilen til Balders blinde bror, Høder, som da også skulle være med i legen. Pilen blev affyret, og jorden drak af Balders blod. Han endte hos Lokes datter i skyggernes land. Man gjorde, hvad man kunne; hans hustru græd, hans broder Hermod red på Sleipner ned i skyggerne, men de fik ham aldrig op igen. Hans liv var slukket – og deres håb om evighed var brudt.
Odin havde egentlig vidst det ganske længe – at alting går mod endepunktet; at denne verden går mod undergang i stål og blod og is og ild. Loke fik sin straf. De bandt ham til en klippe og hang en giftslange over hans hoved. Dér hænger den nu og drypper sit spyt ned mod ham. Hans trofaste hustru står ved hans side og holder en skål under slangedryppene. Hver gang hun skal hælde indholdet ud, får han et par dråber i panden. De ætser og brænder – og de hærder hans sind. Han venter på afslutningen. Han venter på sin hovedrolle. Han længes efter Ragnarok.
Det var jættespåkonen Vølven, der først fortalte Odin om den tid, der skal komme. De isnende vintre; den altopslugende ild. Han vidste det, men oldt sin viden for sig selv; hvorfor – det véd vi ikke. Måske fordi de andre ikke ville kunne tåle dét, han véd? Måske fordi alting kun kan gå, som det skal gå, hvis det, der kommer, ikke røbes alt for tidligt for enhver?
Sikkert er det, at han har vidst det. Han opsøgte Vølven og fik sine svar. Ragnarok vil blive det frygteligste, som guder – og mennesker – nogensinde har set. Jætterne skal krydse regnbuebroen Bifrost. Heimdal skal blæse i hornet – Heimdal; ham, der er barn af ni mødre, af bølgerne selv, som nogle siger. Han skal høre dem komme, for han både øre for alt dét, der gror – og for alt det, der bevæger sig frem til kamp. Han skal blæse i hornet; Aserne skal samles på Idasletten foran borgen, foran Valhalla.
Alle de krigere, der i tidens løb er faldne i værdig kamp melder sig til den sidste krig. Valkyrierne – de kæmpende kvinder – følger Frejas befaling og stiller sig ind i rækkerne. Alle kampklare hænder er hidkaldte. Krigen kalder den skjulte vilje frem, som findes i alt det levende – viljen til at dø en værdig død i lysets kamp mod mørkets angreb.
Forud for Ragnarok går der varsler. Tre haner galer. Der er ondskab overalt i verden. Vold, mord, hor, list, bedrag – en fornedrelse af alt det levende. Så kommer vintrene – Fimbulvintrene. Tre år i træk uden sommer. Det meste dør – og så kommer den sidste krig.
Den løsslupne Loke sejler frem fra dødens vande i det skib, der nu er færdigbygget. Tropperne farer frem mod hinanden; der blæses i hornene – og den røde væske flyder ud af alt det levende og opsluges af jorden. Ormen æder Thor, og Thor dræber ormen. Heimdal fælder Loke, og Loke fælder Heimdal. Selv Odin ædes af ulven – og ulven fældes af hans tavse søn, Vidar.
Til sidst brænder himlen. Alt, hvad der har været grønt, bliver gult. Livet visner i Yggdrasils krone. Livet dør. Alting brænder, og jorden synker ned i vandet – ned i det dyb, vi kom fra.
Mere vides ikke. Her slutter vores historie.
Og så alligevel ikke. Der findes en forsigtig fortælling om en fortsættelse efter altings afslutning. I sagens natur er der ingen af os, der véd, om den skal vise sig at være sand. Men den findes. Det fortælles, at der vil være to mennesker tilbage. En kvinde og en mand. De vil overleve ødelæggelserne og drikke af morgenduggen for at beholde livet i sig.
Indeni har de erindringerne om alt dét, der har været – minderne om den gode kamp, der blev kæmpet, og om sangene, der er blevet sungne. Livet, der nægter at dø. En ny verden vil opstå ud af deres omfavnelse. Måske er det en bedre verden? Det vil vise sig.
