Ordknap indbydelse til beskuelse
*
*
Der skal altid være lys i billeder, og der efterspørges ofte liv. Men der er aldrig liv i billeder. Dét véd enhver med sandhedskærlig sans for ord og fænomen: Et billede er en bemalet flade, ikke en organisme. Livet findes ikke på billedet, men bugter sig opad i dén, der kikker på det og mærker noget røre sig dernede i sit eget dyb. For livet bor i os, der lever. Billeder er døde. Deres væsen er ikke at efterligne liv, men at oplyse dét, der findes, og fastholde det i dets forsvinden: At lære os at dø – og smile, mens vi gør det.
Se, for eksempel, denne billedserie:
*
Frøjlundstrømme kalder manden sine bemalede flader. Den titel rummer flere lag. Yderlaget er en kunsthistorisk reference – vist nok af drilsk polemisk art: Der fremkaldes minder om den kubistiske farvelademaler Vilhelm Lundstrøm, hvis Nature morte-opstillinger, Dan Frøjlunds førte hånd med denne serie har transformeret til superrealistisk stil og forsynet med en perspektivdybde, der er alt andet end lundstrøm’sk. For modsat Lundstrøm kan Frøjlund faktisk male. Det gør en forskel: Kik lidt på glassenes genskær og appelsinernes hud! De suger sindet til sig – og kalder ikke på sniksnak.
*
Så vidt den muntre hilsen til farveglade Vilhelm – og hans kanoniseret gode smag. Hovedsagen er naturligvis en anden. Malerens anliggende er – i sagens gode natur – andet og mere end opvisningen af egen overlegenhed gennem tyveriet af en middelmådig mands motiver. Dybdeperspektivet er det væsentlige. Så altså, endnu en tilnærmelse til titlen: Frøjlundstrømme – ordet er let at snuble over, for vores stammes sprog er så sindrigt sammenkogt, at det kunstfærdigt sammensatte navneord ved en henkastet udtale snildt kan ende som: Frøjlunds drømme. Den titel giver også mening, for temmelig meget tyder på, at disse billeder netop er blevet virkelige gennem flittige neddykninger i de væskestrømme, som søvnens magter brygger vores drømme af.
Sikkert er det, at det lydlige sammenfald mellem de sarte enstavelsesord drøm og strøm er værd at lægge mærke til. Det strømmende og drømmende erfares ganske ofte som to sider af samme gode sag, og deres rimforbindelse er et særdeles meningsfyldt sammenfald.
Det er den slags dunkellyse sammenhænge, alkymister altid har haft sans for – og Frøjlunds hovedfag er netop alkymien. Den dobbeltbundne selvudnævnelse superrealist og alkymist er ikke (kun) et opblæst kunstnerpåfund, men først og sidst en ganske nøgtern sammenfatning af en ret så gennemgribende erfaring – nemlig dét, vi vist kan kalde: Forvandlingens mysterium.
Således udpeges den dobbeltsidighed, som vores liv jo leves i: Der findes både en ydre og en indre verden; der gives både et første øjekast og et dybdeblik, som gerne skulle følge efter. Set udefra er Frøjlunds bemalede flader netop dét, der udtrykkes med de hverdagslatinske låneord superrealisme: De er overordentligt virkelighedsnære. Ved første øjekast er det denne møjsommelige gengivelse af det virkelige, der drager den velvillige beskuer mod billedfladen: Tænk at nogen faktisk har malet dette! Nogen har gengivet virkeligheden, som den er. Nogens hånd har fået disse døde farver til at lyse op på lærredet – og vække stilhed i os.
Og alkymien? Alkymi er et græsk-arabisk gådeord for kyndigt oplyst omgang med kolber, væsker og metaller. Opvarmningen påbegyndes, når beskuelsen af (lidt af) alt dét, der findes derude, har skabt en åbning derinde – en sprække, som et nyopslået blik betragter sin verden igennem. Dermed er vi i det dunkle, og det kan ikke være anderledes. For alkymiens genstand er den forvandlingsstrøm, der flyder på indersiden af det synlige – og kun er mærkbar for den, der er i stand til at afvente øjeblikkene og vandre roligt fremad, så indsigten kan gro af egen kraft. Indsigt – det betyder: Evnen til at se ind i tingene.
I Frøjlundstrøm IV indgår der et element, som var særdeles fremherskende i det klassiske europæiske Stilleben-maleri, men som, sigende nok, ikke findes hos Lundstrøm og dermed er det eneste element i denne skulpturfaste drømmeserie, der ikke er kalkeret fra Nature morte-opstillingerne, men hjemtaget fra traditionen som en generindring af netop dét grundmotiv i Stilleben-maleriet, som Lundstrøm ikke følte sig tiltalt af: De visnende blomster; roserne, der langsomt bøjes nedad – og er så smukke, når de dør.
*
På billedet er blomsterdøden fastholdt i et ubrudt øjeblik; en varig stilstand, hvor alting er, som det skal være – et stående nu, hvor selv forfaldet lyser op i rummet. Se på glidningen i baggrundsfarven: Det blåner omkring blomsterne! Deres død oplyser billedfladen. For blomsters fremkomst og forsvinden er led i verdensaltets åndedrag – og det er vores vækst og visnen også. Så det tjener os til ære at tage vel imod forvandlingen. Den erkendelse er grundpræget i Stilleben-maleriets afbildning af de døde og døende ting – og den er selve nerven i det virvar af visdomstraditioner, der i stilfuld ubemærkethed er levende som understrømme overalt på vores kuglerunde klode.
Da undertegnede først traf maleren og spurgte ind til den alkymistiske interesse, blev der svaret med en engelsksproget gengivelse af nogle ord fra den kinesiske tænker Lao Tzu. For så længe siden, at ingen rigtigt véd, hvornår det faktisk var, satte denne østerlandske vismand stilhedens dybeste erfaring på en kortform, der er egnet til at bøje høje tanker og forsegle løbske læber. De ord lader vi her stå som afslutning og ansporing – i omsorgsfuldt fordansket skikkelse. God fornøjelse med alkymistens arbejde:
Den, der har indsigt, taler ikke.
Den, der taler, har ikke indsigt.
*
Marts 2017