*
Nu udsendes ordene,
alene,
fordi Hun synes,
det er
sjovt
*
Læs kun,
hvis du har
Lyst
I
Du, vores far
*
Palmesøndag, 2. tekstrække
*
Lad dit rige allen sted
vidt udgår med fred til følge
nu og i al evighed!
Lad på land og lad på bølge
Alles knæ til evig gavn
–
bøje sig i Jesu navn.
*
*
Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over trehundrede denarer og givet til de fattige.
Med de ord overfuser Vorherres gode venner den fattige kvinde, som i dagens fortælling har valgt at ødsle en kostbar ejendom bort på at forberede ham til det, der skal komme, ved at væde hans hår i olie.
Deres adfærd er ganske forståelig. Hvorfor skulle man dog spilde noget kostbart på en læremester, der ellers aldrig har udvist hang til overdådighed? Hvorfor hælde dyrebar væske ud i hans hår, når denne væske kunne være blevet til mad i fattige munde?
Vi forstår dem. Men han forstår dem ikke. Som så ofte afviser mesteren fuldstændig disciplenes logik:
Lad hende være. Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Og han fortsætter:
Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
De fattige har I altid hos jer, men mig har I ikke altid hos jer. Det er dét, der er hovedsagen i hans svar til dem. Han forsøger at få dem til at forstå, at dette øjeblik ikke kommer igen og derfor må værdsættes som dét, det er; som en forberedelse af hans død.
For kvinden har forstået dét, som disciplene er særdeles langsommelige om at opfatte. Hun véd, at Jerusalem er stedet for menneskesønnens forvandling – og derfor er det hendes opgave at udføre oliens dobbelte tegn: I samme bevægelse udpeger hun ham som lig og som konge – ja, som den konge, der gennemfører sit herredømme ved at gøre sig til ét med sine undersåtter og vaske dem i sit blod.
Sådan er den kristne tro så underlig – og ulogisk. Den stores kendemærke er at tjene dem, der er små. Den renes ophøjethed er, at han stiger ned til de beskidte. Den almægtige Gud viser sig i et menneske – og henrettes som en slave.
I dag er det palmesøndag. Den dag, hvor kongen rider ind i den hvide by i afklaret forvisning om, hvad der venter ham. Han kommer som en opfyldelse af alt det, der kan håbes:
Retfærdig, sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel.
En konge, der forener sejrsviljen og mildheden i sig.
Han udråber fred til folkene,
Han hersker fra hav
og fra floden til jordens ender.
Sådan en hersker havde jøderne drømt om; ja, sådan en hersker har mange mennesker drømt om – og en hel del gør det fortsat. Det er ganske naturligt. Der er så meget, der binder. Så vi har god grund til at længes efter forløsning.
Kristendommens påstand er, at han allerede er her – at det er i dag, han rider os i møde; at det er nu, han rider ind i vores Jerusalem – og at vi faktisk kan møde ham derinde. Som en broderlig stemme, der kalder på det bedste i os og minder os om frelserens billede: Stilfærdigt modig, sejrrigt føjelig. Et syn til efterfølgelse.
I Paulus brev til menigheden i Fillippien siges det, at vi, der lytter til det gode budskab, skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus i Jesus. Det er store ord for småfolk som os.
Men vi må prøve. For der er ingen anden vej end efterfølgelsen. Til hver en tid må vi begynde med os selv, for der er ingen andre, der kan gøre det.
Kvinden med oliekrukken gjorde, hvad hun kunne: Sandelig siger jeg jer. Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.
Så lad os huske på hende og selv gøre os umage med at smøre hængslerne og åbne portene for vores eget, indre Jerusalem:
Herre, fordi du
lydigt gik vejen ud,
døde på korset,
*
ved vi, hvad sejr er,
ved vi, hvad vælde er,
ved vi, hvad Gud er.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Gud, vi takker dig, for den Ånd, der virker gennem ordet.
Lær du nu os at være stille, så Ånden selv kan synge.
Lad ordets kilde flyde,
så ingen standser den;
lad folkene sig fryde,
mens tider farer hen.
Hvisk selv til os, hvem du er.
*
Bryd vore mure ned,
lad alting blusse i din søn.
Sæt smil på sprukne læber.
Rank trætte sjæle op
– og smelt os ved dit alter.
*
Du, vores far, som er i Himlene.
A-men.
*
*
I I
*
To søstre
15. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække
*
*
Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig om mange ting.
Martha gør sig sine forståelige bekymringer. Hun farer omkring, mens hendes søster Maria sidder dér og lytter til, hvad den underlige gæst har at sige.
Han affejer hendes bekymringer – og måske endda hendes mange gøremål, som ellers netop er sat i verden for at gøre ham, der jo er gæst i deres hus, tilfreds med værtindernes velkomst.
Martha sørger for sin gæst. Hun véd – endnu – ikke, hvem han er, men hun véd, hvordan man behandler et menneske, der kommer som en indbudt, som en gæst, og hun agter at leve op til det forventede. Så hun beværter ham og gør sit, for at han får, hvad han brug for – og hvad han har krav på som den fine gæst, hun fornemmer, at han er.
Billedet af kvinden, der farer omkring, for at alt skal være i den skønneste orden, taler lige ind i vores forjagede og forvirrede tid. Alt for mange af os farer alt for ofte omkring for at give det rette indtryk. Alt for mange af os har alt for ofte travlt med at overdænge vores liv med hinanden med gøremål og ivrighed.
Alt for ofte glemmes det, at hovedsagen i et menneskeliv består i andet og mere end at leve op til det, der forventes af den gode vært.
Javist, er det godt og rigtigt, at udvise velvillighed og endda tjenstivrighed over for de mennesker, som livet bringer os sammen med. Men det er skidt, ja, det er rigtig skidt, at være så ivrig for at gøre det hele rigtigt, at man ikke får hørt, hvad det egentlig var de ville – de mennesker, som vi bringes sammen med.
For Han ville – og Han vil – os noget væsentligt. Ja, han ville fortælles Martha og Maria, hvad der er det væsentligste i et menneskes liv. For Han ville fortælle dem om den Gud, der kalder sig vores far – og om, hvad denne levende Gud ville med dem, og dermed også, hvad han vil med os.
Han vil, at vi skal være hans ubekymrede børn.
Og Maria lyttede, men Martha var både for travl og for opsat på at aftvinge den fremmede herre den misbilligelse af søsterens dovenskab, som var i hende selv, men altså åbenlyst ikke i ham.
For han affejer jo det hele: Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.
I Bibelfortællingen hører vi ikke noget om, hvad den flittige Martha mon har tænkt eller måske endda svaret til denne affejning af hele hendes flittighed. For historien slutter, og det er overladt til os, der lytter og – for nu at sige det, som det er – lige nu i særlig grad til mig, der taler, at gøre os vores tanker om historiens slutning.
Som altid kan enhver jo tænke sit. Men – sådan som vores vilkår er – skal jeg jo ikke bare tænke, men også sige noget. Så lad mig sige det ganske kort, for man må ikke tvære troens hemmeligheder ud.
Jeg tror, hun endte med at forstå det, men det tog sin tid. For det tager sin tid at aflægge sig denne verdens travlhed. Ja, jeg har hørt, at det tager en livstid at gøre det.
De fleste af os får det ikke gjort i en håndevending. Det er derfor, vi mødes her i en kristen menighed. For at lære at lytte. I lytter lige nu, og det er jo godt nok. Det er i hvert fald rarest at tale til folk, der lytter. Men det er – som vi jo véd – mere end præstens ord, vi er her for at lytte til. Ja, ellers ville hverken I – eller jeg – have nogen fornuftig grund til at være her.
Vi er her for at lære at lytte til, hvad den levende Gud selv vil sige til os. Han taler, når vi bliver stille, og præstens opgave er at forberede denne stilhed og sætte tonen for den.
Men Guds ord lyder aldrig fra menneskers læber. De lyder fra Gud selv, når han lægger dem i vores mund og vores hjerte.
Derfor fejrer vi gudstjeneste søndag efter søndag: For at lære at lytte til den Faderrøst, som ikke kommer fra os selv, men som er det eneste fornødne i det liv, der skal kaldes menneskeligt.
Derfor taler jeres ellers så ordrige præst ikke langt og længe i dag. For det er vigtigere at synge, lytte og knæle end at høre på en ung, der gør sig klog på hemmeligheder, som han stadig er langt fra at forstå.
Så om lidt fejrer vi altergang, hvor vi sammen kan gå op til Hans bord og lytte til hans ord.
*
IV
Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
*
Vi er i mørketiden. Den tid, hvor skyerne gråner, og løvet falder. Den tid, hvor vinteren truer, og natten kalder. Den tid, hvor tankerne bliver nøgne, fordi lyset er så spinkelt, og mørket så mægtigt.
I kirken kalder vi denne tid for adventstiden, for vi har hørt, at mørketid også er ventetid – og endda: forventningstid. Forventning om noget, der skal komme – noget, der endnu er skjult af mørket, men som mørket ikke har magt over. Forventning om ham, der skal komme: Kirkens Herre, der skal vise sig i afmagtens skikkelse.
I denne ventetid hører vi så historien om de ti brudejomfruer. Vi forstår med det samme, hvad det drejer sig om – og hvor meget der er på spil. Historien taler ud af og ind i dét, vi kender allerbedst: vores eget liv. For I menneskelivet findes der tidspunkter eller endda skæbnestunder, hvor udfaldet er givet med vores forberedelse. Hvor et glædeligt udfald er afhængigt af, om vi er tro mod den glæde, der møder os, og hvor vores troløshed kan blive vores – eller andres – undergang. Et menneskehjerte kan være så nedbrudt, at glæden ikke synes mulig.
Det er en virkelig og smerteligt uafviselig erfaring, og nu stadfæstes den så – i Vor Herres egen billedtale: Kun de brudepiger, der har olie til deres lamper, kommer med ind i bryllupssalen. Ved første øjekast er fortællingen ganske ligetil – eller måske endda: uhyggeligtligetil. Dem, der har troen, de går fra ventetidens mørke til kærlighedens lysfest, og dem, der ikke har den, dem kender brudgommen ikke, dem efterlader han – i mørket. Og mens vi lytter, mærker vi så efter og finder – et sted dybt derinde i hjertelagene – enten en tryg forvisning eller en knugende ængstelse. Det lyder enkelt.
Men så enkel er Jesu billedtale aldrig. Det har han selv sagt til sine disciple, da de spurgte ham, hvorfor han talte i lignelser til de udenforstående. Det gjorde han, for at den profeti skal opfyldes, der lyder hos profeten Esajas »I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå«.
Men disciplene, de skal forstå – dem er det givet at kende »Himmerigets hemmeligheder«, som der står. Kun de, der kender hemmeligheden, forstår billederne – hører vi altså.
Men her trænger et spørgsmål sig så på: disciplene, forstår de ham virkelig, da han fortæller dem om brudepigerne? Forstår de, at lignelsen har en skjult inderside, der først vil blive synlig i de videre begivenheder?
Nej, de forstår ham ikke. Det ser vi af de videre begivenheder. Få dage efter at Jesus har holdt den lange billedtale om tidernes afslutning, som lignelsen om de ti brudepiger indgår i, sidder han igen sammen med dem. Han har netop indstiftet nadveren, Judas har netop udpeget sig selv som den, der skal besegle menneskesønnens skæbne, og alting nærmer sig sin afslutning. Nu fortæller han dem så dét, de ikke kunne bære at sige sig selv: I nat vil I alle forråde mig.
Og det sker, som han har sagt det. Disciplene falder i søvn i Getsemane-have. De glemmer at våge, de er uforberedte, de fornægter ham – alle sammen. Da Langfredag kommer er de spredt for vinden – de før så ivrige mænd. Tilbage står kun de tavse vidner – kvinderne, som intet væsen har gjort af sig, mens alt så lyst ud, men som nu er de eneste, der våger i mørket.
Først senere i begivenhedernes underlige – og vidunderlige – gang begynder det at dæmre for de troløse disciple, hvad det er, de har været med til. Først da den opstandne selv kommer til dem med sit lys, begynder de at forstå omfanget af, hvad der allerede er sket – og hvad der skal ske. For det var dem selv, der ikke havde olie på lampen. Det var dem, der så og så, men intet forstod.
Men han kommer alligevel tilbage til dem. Han efterlader dem ikke. Hvordan stiller alt dette nu os? Os, der nu lytter og gerne vil forstå Jesu gådetale, men samtidig indser, at forståelsen ikke skal findes i os, men må komme til os. Jo, det stiller os som dem, vi foreløbig skal være: dem, der skal vente og våge i mørket – dem, der med frit mod skal forvente, at han selv vil opklare hemmeligheden, når han kommer.
I Grundtvigs bibelhistoriske salme Forventningsfulde sjæle, der er en genfortælling af lignelsen om brudepigerne, peger skjalden frem mod denne opklaring, og i det sidste vers hører vi så om den glæde, som mørket skal vige for. Det lyder sådan her:
I døren se opspringe
på evigheds palads,
slet ingen var så ringe,
han finder jo sin plads;
med frydesang, i sole-dragt,
I skal, som Sandheds Mund har sagt,
indgå til Herrens glæde
Slet ingen var så ringe, han finder jo sin plads. Dét er den kristne menigheds håb, vores forventning: At de vågelys, der her i adventstiden brænder så spinkelt, skal flamme op og udbrede klarhed, hvor der nu er mørke. Så alle de, der sidder i mørket, kan vågne; så vi kan gå ind til Herrens glæde – så Gud til allersidst kan blive alt i alle.
Vi har grund til at glæde os – allerede nu.
Amen
Aftenandagt til
2. søndag i advent, 2015,
Matthæus 25,1-13
Klang: Tunge mørke natteskyer
*
*
My altar is of
open brass
Work :
*