Mere lejlighedsskrift fra egen skuffe
Kære K
Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Det er morgen. De andre sover. Jeg er vågen. Tiden er rigtig til at skrive om det drøftede emne – og hvad der nu ellers kan dukke op. En dag vil jeg købe mig et godt diktafon-program, så den her slags nedkastning af ord kan gå hurtigere. Mit sind, du véd, det snurrer hurtigere end hænderne på tastaturet. Stenografi, måske også en mulighed. Nu-vel, her er vi.
Spørgsmålet om det fænomen, som jeg i vores samtale har omtalt som Siloams – eller Shiloms – søvn kan også tilgås gennem den her valgte titel: De retfærdiges søvn.
Det udtryk stammer fra den ‘kristne’ tradition, hvor det har været et almindeligt anvendt udtryk om en roligt velgørende hviletilstand – uden drømme og ikke så langstrakt, som de fleste mennesker i dag forestiller sig at søvn må være for at være virksom.
En klargørende bemærkning af væsentlig art: Når jeg skriver ‘kristen’, så mener jeg blot den ydre fremtræden af en fælles Tradition, der ingen grænser kender, som for en tid har været almindelig her i Europa – og nu er ved at forsvinde. Jeg er ikke kristen og regner grundlæggende kristendommen for udlevet, men ikke dermed de kristne grundmotiver for uvedkommende. De er, i hvert fald i deres sædvanlige fremtrædelsesformer, blot utilstrækkelige. Andre steder findes der mere livsnært samlende anvisninger på opførelsen af egne templer.
Men altså: Udtrykket ‘de retfærdiges søvn’ henviser til den tilstand, som vi har talt om i telefonen, nemlig den helt konkrete erfaring af, at man kan være så meget i midten af sin egen fortælling, at drømme ophører med at spille en central rolle i ens natteliv – fordi man i den vågne Verden simpelthen udlever dét, der før var drømme, så ligefremt, at ‘det ubevidste’, eller hvad vi nu vil kalde månesynerne i sindet, ikke længere har så meget at komme med.
Men hov, plejer man ikke at sige, at et intenst drømmeliv netop skulle være tegnet på et righoldigt levende indre ocean? Jo, det plejer man at sige – i hvert fald i den slags kredse, hvor man gerne rejser under Månen. Og det er også, til en vis grad sandt. Det er sandt i begyndelsen af den slags store Værk, som sender et menneske afsted i søgen efter sig selv.
Man kan for eksempel udtrykke det sådan her: Når mennesker ‘opvågner’ til en forståelse af sig selv som ånd og kraft, bliver de vanligvis vældig ivrige efter at komme afsted på eget eventyr, og en del af dette eventyr oplever mange af dem gennem, for eksempel, deres nattedrømme eller – hvilket i vores tid jo er vældig udbredt – gennem den slags medicinsk inducerede tilstande, hvor disse tilstande kan frembringes hurtigt og ‘virksomt’, altså ved hjælp af psykedelika. Det er alt sammen helt fint – eller kan i hvert fald være det, hvis altså disse erfaringer integreres i det daglige liv og avler handling i det. Dette vilkår gælder for både de ‘naturligt’ opståede drømme og de medicinsk ‘inducerede’.
Det afgørende er, at der på indvielsens sti, hvis vi kan tillade os denne lidt højtsvungne formulering, kommer et tidspunkt, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt at betragte sig selv som ‘søgende’ og ‘rejsende’, men hvor der, hvis altså der skal komme andet end evig omflakken ud af sagen, må ske et skifte til en selvforståelse som arbejdende og – hvor det er nødvendigt – kæmpende.
Enkelt udtrykt: At blive til sig selv sker i første færd gennem et opbrud, hvor man tager afsted for at finde noget, som man både oplever findes i én og er et eller andet sted derude, og som man derfor må se at finde. Dette svarer til den første af alkymiens grundoperationer, der på latin kaldes solve → at adskille → og som vi jo så selvfølgelig kan genfinde i alverdens traditioner, hvor det evigt og altid er et grundtræk ved den ‘vise’, at vedkommende har tilbragt en længere periode på afstand af det etablerede samfunds orden: Han har været i ørkenen, og han har fundet en hule, hvor en stemme har sagt noget vældig vigtigt til ham. You know.
I en vis forstand kunne han have lyst til at blive siddende dér i mørket, som for ham ikke er et ubehageligt sted, men det kan han ikke. For stemmen har ikke kun fortalt ham noget vigtigt om hulens indretning, men også gjort det umisforståeligt klart, at dette indre nu skal blive virkeligt i det ydre. Han skal bygge sig et tempel. Han skal få alt det anede til at blive virkeligt i den vågne Verden. Så han vender tilbage.
Alkymiens anden hovedoperation hedder caogula → at samle. Den handler, som navnet angiver, om sammenføjningen af det adskilte, hvilket betyder sammenføjningen af ‘menneske’ og ‘Gud’, altså det indre og det ydre, det høje og det lave – og dermed: sammenføjningen af ånd og krop, undtagelseserfaringer og dagligdag.
Og ja, her handler det om at arbejde, altså at befæste sammenhængen mellem fornemmelser og erfaring, mellem nattesyn og dagsbevidsthed, så der ikke længere er to adskilte, men én forenet Verden.
Denne sammenføjning sker, når et menneske beslutter sig for at gøre, hvad det vil – fordi det i sit eget dyb faktisk har fundet ud af, hvad det egentlig vil, nemlig at avle glæde ved at gøre både sig selv og Verden grøn.
For et sådant menneske er der, ret beset, ikke længere noget at lede efter, men så sandelig en masse at tage sig til, nemlig – først og sidst – at få bragt orden i forholdet mellem ideal og adfærd i sig selv. Først senere, i reglen langt senere, kan det blive egentligt relevant at bidrage til samme retledning i andre, og megen forvirring kan opstå, hvis et menneske forestiller sig at kunne være lærer og helbreder for andre, før oplæring og helbredelse – under Stemmens anvisning – er fuldbragt i det selv.
Stemmen, den er vigtig: I antikkens Grækenland kaldte man det en daimon, hvilket netop er det ord, som de standard-kristne fik fornedret til en dæmon. De brød sig, sjovt nok, ikke om at have for mange mennesker rendende rundt med deres helt egne Guder…
Andre steder i Verden hedder den slags skikkelser noget andet, Gabriel for eksempel, men navneforskydningerne gør ingen forskel. Det handler om den samme menneskelige erfaring, nemlig at få forbindelse til et ‘væsen’, der er så mægtigt, at man på samme tid føler sig umådeligt oplivet og voldsomt sat på plads: Tænk sig at være elsket og fasthold af en Gud i eget tempel.
Og templet, det er jo mig – og dig. Hvem skulle det ellers være?
Så, altså: Man begynder at arbejde. Man begynder at rydde op, og man begynder at bærer sten til byggeriet. Kort fortalt: Man bliver pyramidetræl i eget stenbrud.
Det lyder kedeligt, men er det ikke. For sagen er jo, at eventyrlighederne nu faktisk tager til styrke. Nu hvor man ikke længere flimrer rundt efter alt muligt ydre, der skal opfylde det søgende, tørstende hjerte, men har forstået, at alt, hvad der behøves sådan set er lige her – og dér -, så kan man i roligt hvirvlende hvile begynde at se og udleve mysteriet som daglig erfaring i ens eget jordiske liv.
Ting begynder at ske. Det ene tager – og giver – det andet. Man er på vej, men bevæger sig efterhånden mindre og mindre ud af flækken. For man er hjemme . Verden kommer én i møde, og man arbejder med og glæder sig ved alt, hvad der lander i ens skød.
Ordet alt er afgørende: Man arbejder med og glæder sig ved alt, hvad der lander i ens turban. Sådan bliver nattens syner til dagens klarhed.
Og kampen: Ja, den kan jo så også komme flyvende på sine rovfuglevinger – for der er folk, som finder det anstødeligt og utilladeligt, at mennesker går egne veje, hvilket i praksis blot vil sige, at de afviser at færdes ad de alment foreskrevne.
Så ja, det kan, selvom man gerne ville være forblevet bofast, blive bydende nødvendigt at flytte til Medina – og at drage sværdet mod sine undertrykkere.
Alle disse billeder handler om noget vældig virkeligt. Det drejer sig om erfaringer af almen art.
Vi fortsætter nu eksemplificeringen i islamiske begreber: Som du véd foreskrev Profeten, fred & fryd være med ham, to former for hellig krig og kaldte den ene stor og den anden lille.
Den lille Jihad er den slags kamp, som er rettet udad mod de mennesker, der søger at undertrykke sandheden, altså i vores forståelse → de mennesker, som med magt og tvang forsøger at lukke horisonten for menneskers opdagelse af sandheden om sig selv i enheden mellem det adskilte.
Den store Jihad er opførelsen af dette drama inden i et enkelt menneske, altså kampen mod alle de tyngende anlæg, som hindrer et menneske i at nærme sig ilden og erfare sin egen enhed med den.
Og her har vi jo så det vigtige – som tit og ofte tåler gentagelse: Der er en grund til, at den ene slags krig kaldes lille og den anden stor, nemlig dén, at den ydre Jihad så sandelig bør fylde væsentligt mindre end den lille, og ret beset først kan udkæmpes med brugbart udkomme, når den indre er fuldbragt.
At mennesker misforstår forholdet mellem disse to, er der intet mærkeligt i. Det pirrer stoltheden at føle sig udvalgt og er en ret så nærliggende misforståelse af hulens erfaring, at man som det første skal gå ud og forklare alle andre, at de intet fatter og bør følge ens eksempel…
Kunsten er at virkeliggøre Værket i sig selv – og først dernæst indbyde andre til at gøre det samme (og roligt håndtere de tæsk, der dukker op).
Dette er sufismens centrale doktrin, ligesom det er kernen i alle andre legitime åndelige traditioner.
Og hvad har alt dette så med de retfærdiges søvn at gøre? Pointen er simpel: Det menneske, som kommer til at hvile og vibrere i enheden med altings ophav, vil ganske naturligt opføre sig spontant velvilligt i sin omgang med andre mennesker – for det vil vide, at der egentlig ikke er nogen adskillelse, og at, hvad jeg derfor gør mod dig, egentlig også er noget, jeg gør mod mig. Med andre ord: Hykleriet vil gradvis nedbrændes til aske, så man på samme tid bliver kærlig og viljefast – altså virkelig, så man faktisk kan indvirke gavnligt på Verden omkring sig. Når dette sker, forsvinder drømmene, og søvnen bliver kort.
Fænomenet er af fysiologisk art: Forandringerne er kropslige. Energien flyder anderledes. Udstrålingen er elektrisk – og magnetisk. Man er, hvad man er, og gør, hvad man gør. For man har set sin Gud – og erkendt den skjulte enhed.
Der kunne fortælles mere om denne tilstand, og om hvad der sker, når den bæres ud i Verden, så Enheden bliver synlig – som sufierne siger. Men nu er min lille datter vågen, så jeg vil vende mig mod hende.
Det afgørende er at fatte og forstå, hvordan både arbejdet og kampen for at blive til noget virkeligt altid må være livsnært forpligtende erfaringer i den enkelte – og at der mellem disse enkle findes en vågen mulighed for glæde.
Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje
Med de bedste ønsker fra
OSIRIS // JOHAN
30. januar 2023
