Himmelfikseringen og fuldkommenhedssygen – to kristendomskritiske kapitler fra ‘Norden kalder’

I anledningen af, at jeg har kunnet konstatere, at jeg åbenbart fortsat er interessant nok til at blive omtalt af danske præster, ja vist endda er anvendelig i prædikenarbejdet som et eksempel på, hvor tåbeligt kristendommen kan misforstås, bringes her to kapitler fra ‘Norden kalder – åbent afskedsbrev til den kristne kirke’, så prædikanter og andet godtfolk har et kildegrundlag at copypaste fra og dermed ikke behøver at bryde hovederne med selv at opfinde mine synspunkter. Den egentligt interesserede kan læse mere i bogen og rundt omkring her på siden.

Himmelfikseringen

I, utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud
– Jakobsbrevet 4,4 

Vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser
Fillipperbrevet 3,20

I august 2018 flyttede vi fra præsteboligen. I begyndelsen af september bragte Asa- og Vanetrosamfundet Forn Siðrs medlemsblad Vølse en personlig, kristendomskritisk artikel fra mit tastatur. Jeg havde meldt mig ind i trossamfundet kort tid efter opsigelsen af embedet og aftalt med bladets redaktør, at jeg skulle skrive en tekst om afskeden med kristendommen. Det blev et håndfast udfald – med en mildt sagt uforsonlig titel. Da bladet var udkommet, sendte jeg en elektronisk udgave ud på det oceaniske internet, hvor den fortsat kan findes. Tekstens grundtone var anklagende, både mod præstestanden og mig selv som forhenværende del af den. Hovedpåstandene var – og er – dels, at Det Nye Testamentes religion er en naturstridig affære; dels, at størstedelen af kirkens m/k’er i al almindelighed gør sig sagen for let, når de forkynder det såkaldt glade budskab; altså at kirkens talere har for vane at gøre grundtekstens udsigelse mere alment spiselig, end den egentlig er. Altså: At præster i al almindelighed kryber udenom det radikale, og dermed det rabiate, i Det Nye Testamentes udtalte krav om afsværgelse af denne verden – og deraf følgende ringeagt for de mennesker, der ikke anråber Jesus Kristus som herre og frelser.

Forventeligt og forståeligt nok fremkaldte dette angreb både forundring, vrede og lyst til latterliggørelse blandt en del teologer og præster. Hovedindvendingen var, at jeg var en dårlig teolog, der læste teksterne alt for bogstaveligt og uden sans for den større sammenhæng, de indgår i – herunder den teologiske tolkningshistorie, der er dannet omkring dem i tidernes løb. Nogle kaldte mig både det ene og det andet. Et par stykker mente, at jeg måtte være midt i et mentalt sammenbrud; at “stakkels Johan” tydeligvis havde fået “en psykisk lidelse”, som en tidligere embedssøster så indfølende udtrykte sig. Jeg svarede på så lidt som muligt, angav at jeg ville vende tilbage med en længere udredning, rystede støvet af fødderne og fortsatte ad den vej, jeg havde afgjort mig for.

Denne del af historien er det lovede svar til dem, der måtte have lyst til at lytte. Det er, ganske rigtigt, ikke et forsøg på at bedrive teologi. For teologi er der – med trosmatematikeren Johannes Horstmanns ord – kun tale om, når tænkningen finder sin begrundelse “i den skete åbenbaring og dennes sigte mod prædiken”, altså når det drejer sig om: 

“… fornuftens arbejde med en genstand, der er Guds åbenbaring i Kristus, en genstand, der som Guds åbenbaring ikke kan være fornuftens genstand, men som Guds åbenbaring vil gøre sig gældende i fornuftens verden.” (Grundrids af den kirkelige dogmatik, s. 16-17)   

Horstmann har ret, særligt når man oversætter hans begrebsbestemmelse til et sprog, der kan forstås af (os) ikke-teologer: Teologi er at lade tanken tage afsæt i (noget, man kalder sin) Guds åbenbaring og ved endt undersøgelse, behændigt nok, finde sit endepunkt i samme ‘sandhed’, som man begyndte ved. Det afsæt deler jeg ikke, så mit anliggende er et andet; nemlig at læse, hvad der faktisk står i nogle af de kernetekster, som præster aflægger deres løfte på og tilkendegive min umiddelbare reaktion på dem. Anderledes udtrykt: Hensigten er at fremhæve de grundtræk ved Det Nye Testamentes livstydninger, der er kommet til at byde mig så kraftigt imod, at jeg ikke længere ønsker at kalde mig kristen. Vi kunne kalde det en kildenær, personlig gennemtænkning. 

Hvert af de fire kapitler i denne del har den samme slags anslag: først en hjemmekogt, klinisk benævnelse af det lag i den nytestamentlige psykologi, der skal omtales; dernæst to bibelcitater til illustration af, hvor vi skal hen. Derfra udfoldes undersøgelserne, sådan som det nu giver mening – for fortælleren. Så vidt forbemærkningerne. Nu til sagerne. Hensigten er at gøre regnskabet op, så vi kan komme frem til opbyggeligheden.

Så altså, himmelfikseringen foreslås hermed som diagnostisk betegnelse for selve grundskaden ved Det Nye Testamente, nemlig dets anspændte betoning af det såkaldte himmeriges nærhed og snarlige ankomst i det synlige samt den hermed forbundne længsel efter vredens dag, hvor Herren langt om længe vil overdynge den kendte verden og de ikke-kristne mennesker med ild og svovl. Mere direkte – og personligt – udtrykt: Min modvilje mod kristendommen skyldes først og fremmest, hvad vi med dagligsproget kunne kalde Det Nye Testamentes mangel på jordforbindelse, altså kernetekstens himmelråbende påstand om, at vi mennesker ikke har hjemme i denne verden; at alt ikke er, som det skal være her på den blågrønne klode, og at fadergudens udvalgte, elskede børn derfor har deres sande hjem et andet sted end her. Teologer og præster kan – og vil – naturligvis udpege alskens forskelligheder, tolkningsmuligheder og såkaldte subtiliteter til relativering af deres helligteksts nedværdigelse af den jordiske eksistens, men min sag er en anden; nemlig det helt enkle: at pege på Det Nye Testamentes basale modsætningsforhold til den jordiske tilværelse – at standse op ved bogens åbenlyse og uforsonlige krigserklæring mod dét, der kaldes denne verden, altså mod selve den erfaringsvirkelighed, som Jordens børn deler med hinanden. 

De anførte tekststeder tydeliggør på hver sin måde den nytestamentlige idé om et modsætningsforhold mellem de troende og den jordiske eksistens. Man kunne have valgt en mængde andre, for det drejer sig netop om en kernetanke – ikke blandt flertallet af danske ‘kristne’, men i allerhøjeste grad i Det Nye Testamentes religiøse univers.

Det første citat er mest håndfast i sin afsværgelse af det, der kaldes ‘verden’: Kristne, der gør sig til venner med verden, siges at være utro over for Gud (der jo, som bekendt er en nidkær herre, altså en sammensmeltet fader- og ægtemandsfigur med mildt sagt veludviklede anlæg for jalousi), og den, der vil være ven med verden, står derfor i fjendskab med Faderen. Det er en vældig klar opstilling af et enten-eller, som teologerne selvfølgelig har deres svar på, men som – således påstanden herfra – ikke har stort at gøre med almindelige, danske menneskers liv, der (så vidt jeg er orienteret) i reglen ikke handler om at længes bort fra dødens dunkle klode, men at gøre, hvad man nu kan for at finde sig til rette med denne verdens vilkår og erfare en mening med det liv, vi deler med hinanden her i øriget. 

I det andet citat omtales modsætningsforholdet ud fra metaforen statsborgerskab; de kristne siges at have deres statsborgerskab et andet sted end på jorden. For denne verden er et overgangssted. Dommens dag er nær, og hjemmet venter på den anden side af ilden. Et kristeligt liv er adgangsbilletten.

Denne tvangsprægede fiksering – som jo betyder fastlåsning – af blikket i himmelvendt retning indebærer, at der i Det Nye Testamentes forestillingsverden er i, hvad vi kunne kalde, et kraftigt underskud af jord, en mangel på konkret refleksion over det jordiske liv i egen ret. 

Et letforståeligt, og for de fleste jordboere formentlig temmelig frastødende, eksempel kunne være spørgsmålet om kønnenes forening og videreførelsen af slægten. Undervejs i evangeliefortællingerne møder vi en lang række opfordringer til at lade tilhørsforholdet til sektlederen Jesus stå over ens egen familie. I den ‘lette’ ende møder vi et par fiskere, som gives ordre til at efterlade deres gamle far i familiens båd for i stedet at følge Jesus og blive noget, han kalder menneskefiskere (Markus 1,19-20 og Matthæus 4,21-22). I den tungere udformning udstikkes der direkte slægtshadske påbud, som de fleste folkekirkepræster vist kun kan finde stemme til at læse højt, fordi de fra den teologiske badutspringer-kunst har lært at læse imod teksternes udsagn – og dermed neutralisere giftstoffet i dem. Et sigende eksempel kunne være den religiøse leders ord ved udsendelsen af sine disciple i Matthæusevangeliet: 

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd (Matthæus 1o, 32-38).

Den samme opfattelse findes i Lukasevangeliet, hvor Jesus forsøger at forklare en større mængde interesserede, hvor meget det faktisk koster at følge ham. Også dengang var der åbenbart ivrige sjæle, som hang ved hans skørter i den tro, at Herren Jesus skulle være mindre kompromisløs, end han selv giver udtryk for at være: 

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel  (Lukas 14,25-27).

Ifølge de teologer, der kommenterede min lille exit-artikel om kristendommens perverse grundpræg, hvori jeg omtalte dette Lukas-stykke, havde jeg – snotdum, som jeg er – komplet misforstået tekstens udsagn: Den handler, ifølge disse lærde sognepræster, nemlig slet ikke om at hade sin familie, men blot om ikke at overdyrke det biologiske slægtskabsbånd. 

Set herfra virkede det snarere, som om de pågældende teologer ikke havde forstået, hvad jeg skrev – nemlig at også denne afsvækkede tolkning byder mig imod. For jeg forstår faktisk slægtskabsbåndet som en ukrænkelig hovednerve i den menneskelige eksistens, et helligt ankerpunkt for menneskers liv på Jorden – og jeg er temmelig sikker på, at jeg ikke er alene med den opfattelse. Den er, for nu at udtrykke det så jordnært som muligt, ret så nærliggende

Men tydeligvis ikke for Det Nye Testamentes forfattere, der glæder sig så meget til den himmelske fremtidslykke, at de opfatter enhver almindelig beskæftigelse med opretholdelse af denne verdens liv som uvedkommende for den sande tilværelse i Jesu Kristi fodspor.

Hos apostlen Paulus finder man endnu et eksempel, som – alt efter temperament og humør – enten kan kaldes morsomt eller skændigt. Det drejer sig om foreningen af mand og kvinde. Afsættet er, at nogle fra den kristne menighed i Korinth lader til at have spurgt deres højt oplyste (og ugifte) lærer, hvad de (dog) skal stille op med det kønsliv, der åbenbart fortsat rører på sig i dem: 

Hvad angår det, I skrev, så er det bedst for en mand ikke at røre en kvinde.  Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand. En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.  Men dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling. Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg; men enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden måde. Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær (1. Korintherbrev 7,1-9).

Flere træk vækker ‘interesse’ ved denne livsvejledning. Mest fremskudt og påfaldende er selve den store lærers grundopfattelse – at det er bedst for en mand ikke at røre en kvinde. Prøv lige at læse de ord én gang til (og forestil dig eventuelt, for klarhedens skyld, at de kom ud ad munden på lederen af en nutidig dommedagskult): Det er bedst for en mand ikke at røre en kvinde. Idealet er krystalklart – og indeholder selve definitionen på livsfornægtelse. For hvis det er bedst ikke at røre en kvinde (som vi jo altså godt véd, man bliver nødt til for at dyrke sex med hende), ja, så må den logiske følge være, at det er bedst, hvis der ikke bliver født flere børn. Sådan tænker Paulus, fordi han regner med, at sjælens bedste ven vil vende sejrrigt tilbage én af de allernærmeste dage – and nothing else matters. 

Først herefter nævnes det, at mænd og kvinder i almindelighed bør forene sig for at undgå utugt. Og vi gentager – endnu engang: for at undgå utugt skal mænd og kvinder binde sig til et enkelt modsatkønnet eksemplar, ikke for at sikre slægtens og livets fortsatte beståen. Herefter følger formaningerne om ikke at nægte den anden ægtefælle seksuelt samkvem, med mindre man altså er blevet enige om fælles afholdenhed for at koncentrere sig om Herren i Himlen, så længe man nu kan klare det – og til sidst gentages remsen så endnu engang i let varieret form: Paulus ser helst, at alle er som han, altså ugifte, seksuelt inaktive og barnløse, men anerkender tingenes tilstand og anbefaler således dem, der ikke er i stand til at følge hans gode eksempel, at gifte sig, for (som det så romantisk formuleres) “det er bedre at gifte sig end at brænde af begær”. Tankegangen burde være umisforståelig: Kristne mænd og kvinder skal ikke forene sig med hinanden for at helligholde Jordens orden og videreføre slægtens liv, men for at sikre sig imod at dyrke sex med flere end ét menneske. Sådan forbereder gode Jesus-troende sig på dommedag. 

At en tilværelse som enlig, og dermed barnløs, ville være det allerbedste nu, hvor “tiden er knap”, indprentes endnu en gang lidt længere henne i teksten, hvor Paulus understreger, at meningen med anbefalingerne er at hjælpe brevets modtagere med altid at tænke på Herren: 

Jeg ser helst, at I er fri for bekymringer. En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet. Og en ugift kvinde eller ung pige tænker på Herren, på at være hellig både i legeme og ånd; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan hun kan være sin mand til behag. Det siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at baste og binde jer, men for at I uforstyrret kan leve sømmeligt og holde jer til Herren (1. Korintherbrev 7,32-35).

Set herfra er det temmelig tydeligt, ja, faktisk entydigt, hvor Paulus vil hen – nemlig i Himlen, og det betyder: væk fra denne verden og dermed væk fra den livgivende sammenføjning af elementerne, der blandt størstedelen af de levende opleves som selve livets fylde. Hans ønske er, at menighedens medlemmer skal have så lidt med kønslivet at gøre som muligt. Det vil give dem færre bekymringer, så de bedre kan tænke på Herren og fiksere blikket på den himmel, som han skal vende tilbage fra for at udfri de udvalgte fra den jordiske straffetilværelse, som deres urforfædre pådrog sig, da de – i syndigt begær efter at vide mere – rakte ud efter erkendelsens frugt og pådrog sig skabergudens vrede. 

Det sære er ikke, at en dommedagssekt har kunnet mene den slags. Det er der masser af nyreligiøse bevægelser, der gør. Nej, det sære er, at såkaldt højtuddannede mennesker, som ikke (nødvendigvis) selv nærer noget udtalt ubehag ved livet, kan påstå, at deres helligskrift ikke rummer de synspunkter, som enhver jo kan åbne sine øjne og selv læse i bogen. Men helligskriftets indhold rokker ikke ved teologernes evne til omtydning. Hvorfor ikke? Det må de – eller det må I – i sagens natur selv svare på. Jeg aner det ikke. Jeg véd kun, at jeg er færdig med at få penge for at læse højt fra himmelfikserede beretninger og breve, som sviner vores verden til. For jeg véd, at Jordens liv er helligt – og er færdig med at tale udenom.

Fuldkommenhedssygen

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn – Matthæusevangeliet 5,43-45

Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! Matthæusevangeliet 5,47-48

Mens jeg var præst, blev jeg af og til anklaget for at være en dårlig kristen eller slet ikke at være kristen. Anklagerne kom fra mennesker, blandt andet præster, som fandt min deltagelse i den offentlige debat uforenelig med (noget, de kaldte) den kristne etik – og de ‘værdier’, der siges at være afledt af den. Det drejede sig selvfølgelig om mit syn på masseindvandringen, som anklagerne fandt ukærligt og dermed ukristeligt. For er det ikke en kristen værdi at elske sit medmenneske som sig selv, og står det ikke skrevet, at den døende gudesøn på korset bad sin himmelske far tilgive de drabsmænd, som netop havde naglet ham til korset – så vi mennesker nu ikke længere kun skal elske vores nære og kære, men også lade kærligheden række hele vejen ud til fjenderne

Siden jeg i slutningen af gymnasietiden lagde multikulturalismen bag mig, har jeg opfattet den slags indvendinger som udtryk for verdensfjern moralisme, der ikke rokker ved mit politiske ståsted eller min vilje til at ytre det. For jeg anerkender ganske enkelt ikke præmissen: Jeg mener ikke, at det er kærligt at ødelægge sin efterslægts mulighed for at leve og trives på en plet jord, som de kan kalde deres egen – og jeg tror, at det er dét, der vil blive følgen, hvis vi europæere fortsætter den nuværende kurs.

I lang tid – altså, hvad der føltes som lang tid – forsøgte jeg at forene den opfattelse med en kristen selvforståelse – ja, jeg troede ligefrem, at kristendommen var islamkritikkens naturlige og nødvendige forudsætning. I den tidlige begyndelse var det en smal sag. Jeg havde jo lært, at “kristendom er Guds absolutte og afgørende ord, som sætter mig i frihed af al fromhed og moralisme, samtidig med, at det sætter mig i skyld og ansvar”, og at det derfor netop er “den kristne prædiken, der deler mellem religion og politik og siger nej til alle hellige samfund, fordi Guds rige ikke er af denne verden.” Kort sagt: Jeg abonnerede på en (sen)luthersk særopfattelse af kristendommen, hvor man forstår Det Nye Testamentes absolutte fordringer som noget, mennesket ikke kan opfylde, og som derfor – netop i deres uopfyldelighed – sætter den enkelte på plads som den synder, han er, og dermed henviser ham til at leve i denne relative verden, sådan som den nu engang er. Uærbødigt udtrykt: Jeg plaprede med på den protestantiske standardfortælling om, at kristendommens jordiske hovedvirkning skulle være, at den netop ved at stille absolutte moralkrav til adfærden i denne verden faktisk er det eneste, der kan muliggøre, at denne verden holdes fri af moralske absolutter. For Guds rige er, som præsten prædiker, jo af en anden verden. Det lyder sært, og det er sært. Et udmærket emne for religionsvidenskabelig forskning – hvis nogen en dag skulle få den slags lyster.

Som tiden gik, og jeg begyndte at blande mig mere direkte i det politiske, fik jeg mindre og mindre lyst til at opføre dette kristelige ‘argument’ for adskillelsen af kristendom og politik. I stedet fandt jeg mig foreløbigt til rette i en opfattelse af det kristelige og det politiske som skarpt adskilte og selvgyldige rum med hver deres begrundelser og grundpræg. Det politiske opfattede jeg som hårdhedens og nødvendighedens rige, det kristelige som mildhedens og frihedens. Særligt én tænker blev afgørende for denne forskydning, nemlig den grundtvigske forfatter (og ex-præst) Jakob Knudsen, som var i stand til på samme tid at forstå sig selv som oprigtigt troende kristen, kalde sig “90 pCt. Hedning” og blankt afvise brugbarheden af det såkaldte næstekærlighedsbud i udformningen af det jordiske samfundsliv, der efter hans opfattelse skulle reguleres ud fra det, som han i samme åndedrag kunne kalde “Guds og Naturens (og Darwins) Lov” – hvilket vel at mærke skulle forstås som noget ganske andet end “Kristi Lov”. 

Denne adskillelse fungerede for mig i en håndfuld år, men da jeg blev præst og fik fornøjelsen af selv at læse de moralske påbud højt og ligefrem holde opbyggelige taler ud fra dem (mens jeg i tiltagende grad blandede mig i den offentlige meningsudveksling om os og dem og netop forsøgte at behandle fjendespørgsmålet strengt politisk), blev det temmelig vanskeligt at holde anskuelserne i indre balance. For grundteksternes udsagn er jo, som de er. 

Eller anderledes udtrykt: Jeg begyndte at overveje, om mine fjendekærlige anklagere faktisk havde ret – ikke i deres livsanskuelse, men i deres påpegning af afgrunden mellem mit ståsted og Det Nye Testamentes etik. For hvad er det egentlig, Menneskesønnen siger om livet med de andre? Er hans mening kun at afsløre menneskers utilstrækkelighed, så de kan komme overens med denne verdens vilkår? Jeg tror det ikke. Jeg tror faktisk, at mirakelmageren fra Nazareth mener lige netop, hvad han siger:

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹  Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig. I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! (Matthæusevangeliet 5, 38-48).

Ordene stammer fra bjergprædikenen, altså Matthæusevangeliets skildring af, hvordan Jesus forklarer en stor menneskemængde, hvad der kræves af dem for at følge ham og “gå ind ad den snævre port” (Matthæusevangeliet 7,13). Hvis man tager bjergprædikenens moralpåbud på ordet, lader hensigten til at være at opstille en ny adfærdsnorm for det forvandlede, Kristus-troende menneske, som er på vej frem mod fuldkommenheden. Altså en etik for de særligt indviede undtagelsesmennesker, som ved deres guds nådige retledning har fået blikket rettet mod – ja, netop – Himlen og er ophørt med at bekymre sig om opretholdelsen af denne verden. 

Hovedsagen er begrundelsen, altså spørgsmålet om, hvorfor de lyttende skal efterleve gudesønnens påbud om at afstå fra gengældelse og ligefrem elske deres fjender. Eller udtrykt med nogle af ordene fra mit indledende angreb i Vølse – som jeg ikke ser nogen grund til at omformulere: 

Hvorfor? Ja, det er dét, der er det interessante spørgsmål; hvad er mon begrundelsen for at gøre noget, der er så naturstridigt? Svaret er – som teksten så ligefremt udtrykker det –, at det er sådan, Jesus-dyrkerne opnår deres guds velvilje. Ved at overskride den almindelige gruppekærlighed gør de sig fortjente til at være himmelgudens børn. Med andre ord – og gennemlyst for hykleri: Påbuddet lyder, at den enkelte Jesus-troende ved at afsværge den naturbundne gruppe-selvtilstrækkelighed og lære at elske hele den store, vilde verden kan opnå et gunstigt forhold til faderguden. Gruppetilhørsforholdet udskiftes med fromhedens egoisme; omsorgen for ægtefælle og blodsbeslægtede kastes på møddingen til fordel for en personlig løn i den anden verden – sikke en køn omgang kærlighed!

Som nævnt var en del præsters reaktion på denne gengivelse og vurdering af tekstens indhold, at jeg manglede de basale (1. semester-)færdigheder for at læse en bibeltekst, altså at jeg tog tekstens udsagn alt for bogstaveligt og derfor ikke fattede, hvordan påbuddene skulle forstås i deres rette sammenhæng – nemlig som afsløringer af det faldne menneskes utilstrækkelighed, der på samme tid kan få den enkelte synder til at fortvivle over sig selv, så han søger nåden i Kristus og udstikker en række rettesnore for mellemmenneskelig adfærd, som på trods af, at de ikke kan virkeliggøres fuldt ud, alligevel har en gunstigt opdragende indvirkning på de mennesker, der lytter til dem. 

Som nævnt anerkender jeg ikke denne ‘tolkning’, men lad os da for klarhedens skyld lege, at jeg købte den standardpastorale omskrivning af grundteksten – det ville ikke gøre nogen forskel på min vurdering af idealernes naturstridighed. Udtrykt så enkelt som muligt: Jeg synes, det er dårlige adfærdsnormer altid at afstå fra gengældelse og elske sine fjender. Jeg anerkender simpelthen ikke disse overspændte idealer og føler mig ikke dermed afsløret som en fattig og beskidt synder, men derimod frisat som et menneske, en indfødt – en søn af Jorden. Javist, der findes tilfælde, hvor det er fornuftigt at afstå fra gengældelse (eller at udskyde og forfine den), og det er en klog og værdig tilgang til fjendskabet ikke at hade dem, man kæmper imod, men netop anerkende dem i deres forskellighed som de kampklare modstandere, de er – og ønsker at være. Men det er ikke det samme som at påberåbe sig et generelt ideal om ikke at sætte sig til modværge eller at svinge sig op til så selvretfærdigt følelsesfulde højder, at man ligefrem taler om at elske dem, der ikke ønsker noget godt for én. 

I den danske offentlighed findes der, så vidt jeg kan se,  to modsatrettede teologiske hovedpositioner i spørgsmålet om forståelsen og udøvelsen af fjendekærligheden. Den ene er den allerede skitserede ‘højredrejede’ tolkning, hvor man har sine (meget forståelige) vanskeligheder med at sluge den bibelske påstand om, at selvopgivelse skulle føre noget godt med sig og derfor – ad den lutherske tolkningskunsts sære veje – finder sine måder at komme udenom om grundtekstens kompromisløshed, så man kan slippe for at udleve afsindigheden, men fortsat kalde sig kristen.

Inden for den anden, ‘venstredrejede’ tolkning går man anderledes alvorligt – og afsindigt – til frelserens krav om kærlighed til fjenderne. For blandt præster på denne fløj er det jo faktisk almindeligt at hævde den asymmetriske kærlighed som en almen norm, der skal virkeliggøres uden tanke på følgerne. Eller spidsformuleret udtrykt: Blandt de teologiske kærligheds-entusiaster gælder det som topmålet af moralsk handling at velsigne dem, der forbander én. For det væsentlige er selve udførelsen af kærlighedsgerningerne, ikke deres udkomme. 

Ved denne ringeagt for årsagernes og virkningernes verden viser fjendekærligheds-forkynderne på den teologiske venstrefløj sig som ægtefødte arvinger til Det Nye Testamentes dommedagsreligiøse etik. Javist, ligesom de fleste andre kristne er de vældig kreative i deres fortolkninger af helligskriftet, men driften mod at opnå den himmelske fuldkommenhed ved at vende ryggen til denne verdens vilkår deler de med deres mere bogstavtro trosfæller; ligesom for de tidligste Jesusfølgere står den moralske renhed for disse nutidige kristne forkyndere højere end livets og slægtens fortsættelse her i den faldne verden.

Lad os kalde det fuldkommenhedssygen, for det er, hvad den moralske overophedning er: En betændelsestilstand i sindet, som lammer den naturlige overlevelsesdrift og medfører en sygelig forvridning af prioriteterne, så de smittede bekymrer sig mere om abstrakte – himmelske – idealer end deres egne efterkommeres jordiske liv. Påfaldende nok er denne særprægede måde at prioritere på kun almindeligt forekommende i den vestlige verden – altså i den senkristne verden. Kunne det mon være, fordi den er et grundtræk ved det kristne helligskrift? Det tror jeg, og det er en af grundene til, at jeg efterhånden kan erklære mig enig med mine anklagere: Jeg er ganske rigtigt ikke kristen, for jeg bryder mig hverken om Det Nye Testamentes dommedagslystne livssyn, når det bøjes mod venstre eller mod højre.

Allermest uhyggeligt finder jeg det, når man bare læser, hvad der står i bogen. For det glade budskab er så enkelt: Undergangen er nær, følg frelseren, vend denne verden ryggen og bliv et af den slags undtagelsesmennesker, som det vil gå vel på den Herrens store dag. Logikken er særligt letfattelig, når Paulus har ordet. Så lad os slutte ved den store lærers gennemtænkning af, hvad meningen egentlig er med at afstå fra gengældelsen og være god ved sine fjender. Lige inden han forklarer sit syn på den sag, fremlægger Paulus sin almene forståelse af forholdet mellem etik og livet som kristen og giver dermed menigheden – og os nysgerrige – forudsætningerne for at forstå de efterfølgende, konkrete påbud:

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne (Romerbrevet 12,1-2).

Derefter følger en passage om forholdet mellem menighedens egne medlemmer (der skal “hold[e] sammen i enighed” og, som bankfolkene siger, hver især gøre det, de er bedst til) og så kommer skildringen af, hvordan man som kristen skal forholde sig til de andre – og hvad meningen dog kan være med at gengælde ondt med godt:

Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode ( Romerbrevet 12, 17-21).

Sådan udlægges ‘velvilligheden’ mod fjenderne i den ældste kilde, der omtaler den: Meningen med den verdensforsagende adfærd er at opnå egen fuldkommenhed, så man kan gå glad frem mod den nært forestående store dag, hvor denne verden langt om længe skal forgå, og Herren vil hævne sig på sine kæres vegne – som endda selv kan gøre det hele endnu værre for deres fjender ved at være søde mod dem her på Jorden. Kort sagt: Hvis de kristne afstår fra at gøre gengæld her på Jorden, lover den almægtige både at belønne dem for deres udholdenhed og at lægge lidt oven i fjendernes afstraffelse. Mit syn på den ‘etik’ kan sammenfattes i de allerede citerede ord: 

         Sikke en køn omgang kærlighed!  

. . . . . . . . . . . .