Mandstugt

Und dies Geheimniss redete das Leben selber zu mir. „Siehe, sprach es, ich bin das, was sich immer selber überwinden muss“ – Also sprach Zarathustra

αυγὴ ξηρὴ ψυχὴ σοφωτάτη καὶ ἀρίστη / Et lysglimt er den tørre sjæl, visest og bedst Heraklit af Efesos

I vores landsby er der en sø. I årets kolde måneder bader jeg ofte i den. Jeg går altid roligt ud. Langsomheden er afgørende. Jeg véd, at hastværk ville forringe erfaringen. Når vandet dækker mit køn, står jeg lidt og mærker isningen i kødet. Jeg trækker stille vejret, forbinder mig med elementerne og kaster mig fremad. 

Omtrent sådan har jeg gjort i seks år, når lejligheden bød sig, og viljen var vågen. Jeg husker tydeligt begyndelsen. Ideen var ikke min egen, men blev det hurtigt. Det var en af den slags opfordringer, som hankønsvæsener altid har anvendt til at udprøve og ophøje hinanden: Kan du overvinde dig selv? For det kan jeg. 

Vinterbadningen blev en kær og endnu ubrudt vane; en livsglad selvtugt, der genfindes og befæstes hvert år ved høsttid til stadig påmindelse om, at kroppen er sjælens hus og skal behandles derefter.

I ungdomsårene havde jeg dyrket modsætningen mellem ånd og kød – og regnet sidstnævnte for et ligegyldigt hylster, et allerede dødsdømt kadaver, en skiden ormesæk, som det nærmest var en hellig handling at hærge med druk og tobak. Men i vinterens vand vågnede en løfterig fornemmelse, at der findes en anden slags kropslig intensitet end stimulansernes og seksualitetens udflydende ekstase; at også tilbageholdelsen og hærdningen kan føre mod højderne. 

Den indsigt er lige så gammel som Ånden, men hver enkelt må selv tilegne sig den – og kæmpe for at fastholde den. Bystaternes grækere optrænede sig i askese. Imperiets romere hyldede disciplin. Et træfsikkert, men for tiden upåagtet, fællesgermansk ord hedder på tysk Manneszucht og på dansk mandstugt. Indebyrden af de tre benævnelser er den samme: den enkeltes forædling af sit væsen gennem bemestringen af krop og sind.

Individets viljescentrum

I hårdere tider var det en ganske ligefrem sag. Selvhærdningen var en livsnødvendighed. For os er det anderledes. De færreste af os tvinges ud i selvovervindelsen. Eller rettere: De færreste af os opdager, før det er for sent, at selvovervindelsens krav er Livets eget, og at det menneskeliv, der leves uden anstrengelse, intet er værd. Altså må vi selv stramme os an. Vi må selv opdage hærdningens velsignelse og frivilligt opsøge den. 

Som det første må der gennemføres en almen selvrenselse. Altså, man må, hvis det ikke allerede er tilfældet, ganske enkelt begynde at leve sundt. I tidens sprog taler man om de såkaldte KRAM-faktorer, kost, rygning, alkohol og motion som de beviseligt væsentligste årsager til det kulturfænomen, der med en smukt rammende betegnelse jo kaldes livsstilssygdomme. At bringe orden i disse livsområder, at få styr på sin stil, er den ufravigelige, indledende betingelse for asketisk arbejde: Drop tobakken, dæmp drukken, bevæg og opbyg kroppen, kvæl sukkerafhængigheden og fyld din tallerken med egentligt næringsholdig føde. 

Alle véd, at disse faktorer er virkelige, og enhver kan ved halvanden håndfuld minutters sejltur på det oceaniske internet forvisse sig om, at enhver snak om en herskende åndløs sundhedskult er ikke bare vrøvl, men skadelig folkeforblændelse. Tillad en papudskåret illustration: I Danmark er, ifølge selvrapporterede data omtrent 51% af alle indbyggere overvægtige, hvoraf 17% er svært overvægtige. 22% er rygere, og 17,6% overskrider gennemgående sundhedsstyrelsens risikogrænse for ugentligt alkoholindtag. Til sammenligning er omtrent 24% af befolkningen medlemmer af et fitnesscenter, men kun cirka 60% estimeres at gøre egentlig brug af deres abonnement. 31%  af befolkningen udtaler, at de i deres fritid, herunder transporttiden mellem hjem og arbejde, ugentligt er kropsligt aktive i mindst fem timer. Denne andel er den højeste i Europa, hvilket man jo så kan lune sig ved, men som ikke ændrer på den kendsgerning, at der også her hos os er langt flere tungt stillesiddende end spændstigt bevægelige.  Kort fortalt: Der findes desværre ingen udbredt sundhedskult hertillands. Derimod findes der både i det ydre og indre en gennemgående ladhed – en dyrkelse af hyggen, bekvemmeligheden og adspredelsen. At udleve en asketisk selvforvandling er at trodse denne ladhed det eneste sted, hvor den kan besejres, og hvorfra sundhedens impuls kan udbredes til fælles gavn og glæde, nemlig individets viljescentrum.

Anstrengelsen kan udøves på mangfoldige måder. Det væsentlige er, at den højere vilje bevidst søger sin modstand i konfrontationen med dybets magtfulde anlæg, så viljen vækkes gennem indre kamp med ydre følger. I begyndelsen føles det ulideligt, sidenhen vidunderligt: At hæve sig selv opad ved at sejre over sig selv. Det er en erfaring, man gør sig alene, men som ikke kun får følger for én selv. 

Et oplagt arbejdsområde er de tre klassiske discipliner ædruelighed, faste og sædens tilbageholdelse. Det første er det enkleste: en rask beslutning om udstrakt eller varig afståelse fra alkohol. Det næste en smule vanskeligere: At bevidstgøre sit forhold til føden ved at besejre sulten. Det tredje en særdeles vanskelig sag for langt de fleste hankønsvæsener: at afstå fra formålsløs udløsning af kønskraften – og derigennem erfare energiens opdrift

Disse tre gensidigt bestyrkende asketiske virkefelter var fuldkommen almindelige i det førmoderne Europa og er det fortsat i de kulturkredse, hvor den traditionelle forankring endnu fastholder menneskelivets mening som andet og mere end behovstilfredsstillelse og tidsfordriv.

For alle tre discipliners vedkommende gælder det, at der i en klassisk europæisk udformning af dem altid både er kropslig og åndelig vinding forbundet med den sejrrige udlevelse. Sådan må det nødvendigvis være i enhver asketisk praksis, der ikke handler om at fornægte og udslette sig selv, men derimod om at virkeliggøre og ophøje sit sande selv gennem handlekraftig inddæmning, underkuelse og opbrænding af de lavere anlæg. 

Ædruelighed

Vi begynder med ædrueligheden: Ligesom afholdenhed fra beruselse for de fleste vel nok vil være den enkleste disciplin at udøve af de tre anførte, er det også den, hvis gavnlighed givetvis vil være lettest at forstå.  

De umiddelbare kropslige sundhedsvirkninger ved længerevarende afståelse fra alkohol er indlysende: Substansens virkning er mærkbar – og alment kendt som folkekær årsag til opblæst sløvhed og sumpet idioti. Også følgeskaderne ved varig anvendelse er velkendte: svækkelse af centralnervesystemet, forhøjet blodtryk, øget risiko for åreforkalkning samt udvikling af kræfttilstande og leversygdomme; fedtlever, skrumpelever og den af sidstnævnte afledte bevidsthedssvækkelse med det vidunderligt illustrative navn leversvigtshjerne. Hertil kommer de almindelige psykiske skadevirkninger, som kan opstå væsentligt tidligere end den selve den kropslige udtværing : depression, angst, paranoia. 

Væsentligt er det, at de fleste mennesker, der ender som alkoholafhængige, kun bliver det ganske gradvist og føler sig fuldkommen overbeviste om at have styr på flaskerne, helt indtil de ikke længere har det og høster, som de har sået – til skade for deres nære. Altså: Det er fornuftigt ikke bare at tro, at man kan, men gennem livsprøvet erfaring faktisk at vide, at man evner ikke bare at begrænse indtaget af stimulansen, men helt at afstå fra den inden for en fastlagt tidsperiode. 

Hertil kommer den kendsgerning, at nydelsesmidlet er ikke bare et bærende element i dansk selskabsliv, men en dybt integreret del af selve eksistensformen her i Hyggens Fædreland, hvor selvbedøvelse og lydig tilpasning er den gængse opskrift på overlevelse. Med andre ord: At ophøre med at drikke alkohol er faktisk svært – ikke bare fordi virkningen vitterligt er behagelig, og kroppen vænnes til at nyde den, men også, og måske frem for alt, fordi størstedelen af folkefællesskabet sværger til dette opløsningsmiddel som noget ikke bare selvfølgeligt, men rent ud uundværligt, for opretholdelsen af et tålsomt liv.  

Netop derfor er det gavnligt at bryde vanen; uanset om udgangspunktet så måtte være noget, der ligner et ligefremt misbrug, eller blot den menneskelige, alt for menneskelige hang til med ydre midler lejlighedsvis at afstive, ophidse, dulme og forvrænge sind og sanser. For den, der er tilvænnet indtaget, er allerede en måned en givtig kur. Et halvt år kan afføde en indre forvandling – en viljestriumf med potentielt vidtrækkende virkninger.

At nå dertil kræver en mandig afgørelse om at smide kendte krykstokke og og afsværge falske heltebilleder for i stedet at driste sig ensomt, vågent frem i ukendt, åbent land. Ligefremt udtrykt: Beslutningen om langstrakt afståelse fra alkohol forudsætter resolut indre afregning med det dovne ideal om den festligt urbane levemand, hvis begejstrede ord ved øllet kan virke så vitale, men hvis adfærd som varig vane avler fornedrelse og død.

Sandheden er ikke dunkel: Der er intet livskraftigt i at ødelægge sig selv

Faste

For hovedparten af Aftenlandets senfødte børn virker tanken om udstrakt afståelse fra føde givetvis ikke bare fremmedartet, men direkte ekstrem, ja som en praksis, der hører til blandt religiøse fanatikere og ikke kan angå såkaldt normale mennesker som andet end et afskrækkende eksempel på, hvilke ubehageligheder der kan komme ud af åndelig alvor. Sult er en ubehagelig følelse, så hvorfor skulle man dog gøre sådan noget mod sig selv og sit stakkels hylster, der plejer at beklage sig efter højst en håndfuld timer uden fodring? 

Svaret er enkelt: Fastens historiske og nutidige anvendelse er motiveret af det eneste gyldige handlingsgrundlag, som Universet anerkender: fordi praksissen er virksom, både kropsligt og sjæleligt. Det bevidnes ikke blot af alverdens religiøse forskrifter og vidnesbyrd om fastens gavnlighed, som i sagens natur aldrig ville være blevet videreført, hvis ikke de tjente noget formål, men også af en nutidig, vestlig sundheds-avantgardes undersøgelser af dette fortrængte psykofysiske erfaringsrum. I dag findes der således både adskillige, særligt amerikanske, online-sammenhænge, hvor erfaringer deles og fastens glade budskab formidles, og videnskabelige studier af effekterne ved faste. 

Det korte af det lange er, at faste bringer kroppen i en særlig tilstand, hvor den begynder at opføre sig væsentligt anderledes, end den gør i fodret tilstand, nemlig at den efter udtømningen af alle kulhydratdepoter overgår fra at drives af kulhydratforbrænding til fedtforbrænding. Teknisk benævnes denne proces ketose, og det ‘brændstof’ fedtet omdannes til kaldes ketonstof. For både vores fjerne og nærmere forfædre var denne tilstand en almindelig erfaring. For flertallet af de nutidige er det en situation, der aldrig indfinder sig. 

Men meget tyder på, at det kan være særdeles fornuftigt at genopdage den fastende, fedtforbrændende tilstand. De helbredsmæssige følgevirkninger, der fremhæves i både videnskabelige og populære sammenhænge er mildt sagt overvældende og rækker væsentligt videre end blot at reducere fedtprocenten. Blandt de almindeligt fremhævede finder man: stabilisering af blodsukkerudsving og dermed forebyggelse af livsstils-sukkersyge, nedkæmpelse af betændelsestilstande, fald i kolesterolniveau og blodtryk, forbedring af hjernefunktion, herunder mindskelse af risiko for demens (i hvert fald blandt mus), styrkelse af stofskifte, signifikant øget udskillelse af menneskeligt væksthormon med deraf følgende gunstig indvirkning på muskelopbygning og andet godt (google er din ven!), samt muligvis en forlængelse af levetiden (i hvert fald blandt Morgenlandenes munke og de førnævnte laboratoriegnavere) og et bidrag til forebyggelse og behandling af kræfttilstande. Alt sammen uden tab af muskelmasse, hvis almindelig træningsaktivitet opretholdes, og det ikke drejer sig om en meget lang fasteperiode.

Ja, det lyder som et vidundermiddel, en universalkur til forebyggelse af livsstilssygdomme, nicht wahr? Men hvis alt dette virkelig er sandt, hvorfor udråbes fastebudskabet så ikke fra tagene? Standardsvaret kunne vel være, at man endnu ikke har tilstrækkelig evidens til en almen anbefaling af praksissen, men at der arbejdes på sagen og hele tiden kommer nye undersøgelser. Alt det er sandt nok. Men måske der alligevel kan tilføjes endnu en mulighed, nemlig et mindre systemtro, og kanske mere vågent, magtanalytisk svar, nemlig at faste jo faktisk ikke er et middel, men en praksis og derfor ikke kan sælges. Altså, i modsætning til produktionen af alt det lortemad, der sideløbende med den gennemgående inaktivitet er overvægtens ydre hovedårsag og af de arsenaler af helse- og slankemidler, der skal afhjælpe opfedningen, er der ganske enkelt ikke særligt mange penge i faste og dermed ingen udsigt til frodige græsgang for den globale kapital. 

Et tredje særdeles simpelt svar, der uproblematisk kan kombineres med de to andre, er, at faste ganske enkelt er en vanskelig disciplin at udøve. At afstå fra fødeindtag er ikke en symbolsk markering, men en egentlig selvovervindelse, som vældig mange nutidsmennesker – ehrlich gesagt – ikke er og aldrig bliver i stand til at gennemføre. Dermed er vi ved sagens kerne: erfaringen af fasten som viljestyrkens prøvesten. 

Grundlæggende findes der to typer faste: dels en løbende daglige udeladelse af et eller flere af dagens måltider, altså et bestemt disciplineret spisemønster, der følges hver dag og efterhånden bliver til en frejdig hverdagsvane, dels den længerevarende, periodiske, fulde afståelse fra fødevarer. Den daglige rutine kaldes på engelsk intermittent fasting og kan for eksempel bestå i et mønster, hvor der kun spises klokken 12 og klokken 18, så alle mellemmåltider fjernes, og der skabes en daglig udstrakt hviletid mellem aftensmad og frokost. Altså, at frokosten genrejses som dagens første måltid: fro-kost = tidlig kost. På engelsk: break-fast = brydningen af fasten. Ja, alt dette har, også sprogligt, dybe rødder.   

Den længerevarende faste er netop, hvad den lyder som: en fastlagt, udstrakt periode uden indtag af føde eller fødelignende væske – altså enhver form for kulhydrat, fedt og protein. Diæten bliver således vand og thé samt, således anbefalingen, lidt elektrolyt- og mineralholdigt salt, for eksempel det smagfuldt lyserøde Himalayasalt (jæs, det var ulønnet product placement), til modvirkning af hovedpine, svimmelhed og kvalme. 

Inden gennemførelsen af en flerdages faste kan det være formålstjenligt først at gøre sig erfaringer med den daglige, delvise faste, og krop og sind kan vænne sig en smule til sultfølelsen, inden den egentlige kamp skal stå. På samme måde vil det – på dette felt som på så mange andre – for de fleste mennesker være fornuftigt at praktisere en gradvis eskalering, så man, når tiden er kommet til de egentlige faster, begynder med et enkelt døgns tid, derefter fortsætter med det daglige mønster, og så et passende stykke tid senere afprøver flere sammenhængende døgn, eventuelt som en trinfølge, hvor man med rimelige intervaller imellem gradvis udvider med et døgn: 1, 2, 3, 4 – enhver finder selv sin passende dosis. 

Den fælles erfaring blandt fastende er, at oplevelsen bliver både vildere og mere virkningsfuld, når man kommer frem til de tre døgn og derover. Hovedsagen er dette enkle og vidtrækkende: Faste er sundt og svært. Bedre kombination finder man ikke. Gavnlig for kroppen, gavnlig for sjælen. En kraftanstrengelse, der vil vise sig umagen og ubehaget værd, hver gang kampen vindes, og den sejrrige vilje fryder sig over sig selv

Sædens tilbageholdelse

Ifølge den nylige befolkningsundersøgelse Sex i Danmark onanerer 67,4% af de heteroseksuelle danske mænd mindst én gang om ugen. For de 15 til 24-årige gælder det 91,1%, for de 25 til 34-årige 88,7%, for de 35 til 44-årige 81,7 % og for de 45 til 54-årige 69,3%. Samme faldende tendens ses i de efterfølgende aldersgrupper. Af samme overordnede demografiske gruppe, heteroseksuelle danske mænd, betjener 54,9% sig mindst én gang om ugen af pornografisk materiale i forbindelse med selvtilfredsstillelsen. For de 15 til 24-årige gælder det 83,7%, for de 25 til 34-årige 76,8, for de 35 til 44-årige 67,7 % og for de 45 til 54-årige 51,2%. Også her ses samme faldende tendens i de efterfølgende aldersgrupper. Det korte af det lange er, at hyppig onani er et særdeles udbredt adfærdsmønster blandt landets unge og voksne mænd i den virkelystne alder, og at billedstimulation er en yndet stemningsskabende faktor. Den udbredte holdning er, at dette er sundt og godt, eller i hvert fald uproblematisk. 

Sådan har det ikke altid været, og sådan er det fortsat ikke i traditionelt forankrede kulturer, hvor evnen til på den ene eller anden måde at afstå fra formålsløs udløsning værdsættes og optugtes som en mandig dyd, et middel til viljens hærdning, kroppens velvære og sjælens forædling. Blandt de kulturer og individer, der har praktiseres og fortsat praktiserer sædens tilbageholdelse kan det, ligesom ved vurderingen af enhver anden asketisk praksis, være klargørende at skelne mellem moralske og kraftlogiske begrundelser. Skematisk udtrykt: Hvor de moralske begrundelser har deres udspring i forestillingen om et transcendent givet forbud mod en given adfærd og en hermed forbunden trussel om guddommelige repressalier ved brud på forbuddet, beror de kraftlogiske begrundelser på fortætninger af empirisk-deduktiv art, der sigter mod konkret erfarbare, gunstige følgevirkninger for den, der udlever den anbefalede praksis. 

I sagens menneskelige, alt for menneskelige, natur kan man både på masse- og individniveau finde talrige eksempler på blandingsformer og mærkværdigt forsonede modsætninger mellem praksis og doktrin, men det ændrer ikke på den principielt anskueliggørende skelnen mellem to slags religiøse handlingsgrundlag for den asketiske adfærd: Udleves selvbegrænsningen i underkastelsens anerkendelse af guddommens strenge bud eller som frimandens forøgelse af egen kraft i virkeliggørelsen af den guddommelige impuls

Hvor den moralske begrundelsesform siden kristendommens indtog har været den udbredte i Europa, beror den indiske, og i det hele taget østlige, kønslige askese fortsat på kraftlogiske begrundelser. Når man ud fra et indisk-vedisk perspektiv anbefaler mænd på den ene eller anden måde at praktisere sædens tilbageholdelse, er det ganske enkelt et spørgsmål om, at det ad årtusindernes vej erfaringsmæssigt har vist sig muligt derved at opnå større velvære, kraft og klarhed. 

Den samme tendens er bærende i de vestlige fremstød for maskulin afholdenhed fra uformålstjenlig sædafgang, der i disse år vinder frem og ligesom fastebegejstringen har sine primære bannerførere i USA. I endnu højere grad end med fastebegejstringen drejer det sig om en eksplicit modkulturel, onlinebaseret tendens. Et vestligt-videnskabeligt felt er kun stille og roligt er ved at udvikle sig, og strømningen angribes, naturligvis, af populær-freudianske mainstream-kredse

Hovedsagen er, at en lille, men tiltagende, mængde vestlige mænd nu igen begynder at underkaste sig frivillig seksuel afholdenhed og gør det med begrundelser, der minder om det førkristne Europas og det nutidige Østens – nemlig den konkrete erfaring af, at det virker

Som altid er enhver på eget eventyr. For her drejer sig ikke om en æterisk metafysisk doktrin, men om en biospirituel realitet, som den, der måtte have lysten og kraften kan gå frit til i egen undersøgelse af, hvad der mon kan ske med en mand, når han afstår fra at gøre det allerletteste, der findes – at stille sig mageligt tilfreds med sin uformåen – og i stedet bliver opmærksom på sig selv som et råmateriale, der endnu ikke er, hvad det skal være og kun kan blive det ved viljens sang og mejselslag. 

Kodeordet er og bliver handling. For viljen er en muskel. Hver gang den anvendes til overvindelse af modstand, derude og derinde, vokser den sig større og stærkere. I sejrens besiddelse af denne vished erfares selve viljens vidunder: livskraftens krystallisering som tilværelsens evige retfærdiggørelse af sig selv

Med ansigtet mod Artemis

I vores eget kontinents kulturhistoriske skatkammer finder vi et eksempel, der egner sig til slutscene for alt, hvad der her er blevet fremført: I antikkens græske billedverden står Zeusdatteren Artemis som den ypperste kropsliggørelse af det asketiske ideals strenghed: Et usødet kvindevæsen, væbnet af egen værdighed, til uophørlig ansporing af de mænd, der tør nærme sig alteret. Hun er kyskhedens og jagtens Gudinde, munter af sind, dødbringende i vrede, ivrigt begejstret for både dans og blod. De vilde dyrs herskerinde, kaldes hun – Ἡ Πότνια Θηρῶν. For hverken mand eller bæst kan eje hende. Olympens Herre svor, at hun altid skal være ukrænkelig.

Apollon, visdommens, spådomskunstens og pestpilenes solstrålende Gud er hendes tvillingebror. Om de to berettes det, at Artemis blev født som den første af de to og derefter hjalp til som fødselshjælper ved forløsningen af broderen. I denne mytiske fødselsfortælling findes grækernes – og i det hele taget indoeuropæernes – centrale livsindsigt i nedkogt billedform: Kampens og selvbeherskelsens Gudinde er den mandigt strålende visdoms søster og jordemoder. Foreningen af kraft og orden er den handlekraftige indsigts mulighedsbetingelse. 

I Sparta anerkendte man i erkendelsen af denne vished Artemis som skytsgudinde og helligede hende bystatens overgangsritual for ynglinges overgang til mænd. Ved ritualets toppunkt tog drengene én efter én opstilling med ansigtet mod Artemis, som hun tårnede over dem ved sit alter. Bag dem hævede fædrene læderpisken og udgød blod til skytsgudindens ære – og sønnernes forvandling. De gik derfra som mænd med Gudindens viljespræg indridset i kødet

De færreste af os, der nu er vågne, har duelige fædre til at svinge pisken over os. Vores mulighed er at opdyrke stræbsomme broderskaber, fæstne blikket til en kvinde, der bærer Artemis’ billede i brystet, uforfærdet anerkende Olympens ideal og frejdigt hæve mandstugtens redskaber over egen ryg – til vækst og lykke, for os og vore.

Det kan begynde nu