Stenblomsten

Jeg er – midt i alting – blevet opmærksom på det russiske folkeeventyr ’Stenblomsten’. Historien er så magisk, at den må deles. Altså får I her mit bud på en fordanskning af den engelske oversættelse, jeg har læst af folkemindesamleren Pavel Bazhovs fastholdelse af fortællingen, som den findes nedfældet i hans bog ’Malakit-kisten’.   

….. ….. …..

I en landsby ved Uralbjergene levede der for længe siden en berømt håndværker ved navn Prokopyich. Han lavede smykker og andre ting af Malakit og var berømt for at være den bedste ædelstenskærer ved Uralbjergene. Herskerne beordrede ham at oplære nogle drenge i sit erhverv, men ingen af dem var tilstrækkeligt begavede. 

I landsbyen boede der på samme tid en forældreløs dreng, der hed Danila. Han var svag og kunne ikke arbejde på byens fabrik. Men han var fuld af drømme og holdt af at betragte naturen. Engang forsøgte han sig som medhjælper for en gammel hyrdemand, men da han spillede på sin fløjte, faldt den gamle hyrde i søvn og mange af køerne blev spist af ulve. Danila og den gamle hyrdemand blev hårdt straffede.

En mild gammel kvinde tog Danila til sig og helbredte ham med urter og blomster. Hun lærte ham plantekundskab, og en dag fortalte hun ham om Stenblomsten fra Malakitbjerget. Hun fortalte ham, at det var den smukkeste blomst i Verden, men hun advarede ham også: ”Hvem end, der finder denne blomst, vil aldrig blive tilfreds.”

Da Danila var kommet til kræfter, sendte fabrikkens værkfører ham hen til Prokopyich for at studere udskæring af ædelsten. Han var overraskende dygtig. Prokopyich var en enkemand uden børn, og han elskede drengen, som om det var hans egen søn. Adskillige år gik. Danila blev en stærk og smuk ung mand. 

En dag sendte fabrikkens ejer ham en bestilling på en vase af Malakit, samt en skitse af, hvordan han ville have den. Danila gik i gang med den vanskelige opgave, men han var utilfreds med idéen på skitsen. Hver dag gik han ud i skoven og søgte efter inspiration og betragtede mange blomster og planter. Han arbejdede i lang tid og færdiggjorde til sidst en vase som den på skitsen. Da han viste den til de andre håndværkere, syntes de godt om den og roste den. Men Danila sagde: ”Denne vase er lavet nøjagtigt efter skitsen, men der er ingen levende skønhed i den. Når man ser på den enkleste blomst, fyldes ens hjerte af dens skønhed. Hvor er der en sådan skønhed i stenen?

En meget gammel håndværker advarede ham: ”Du bør end ikke tænke sådan. Ellers kan du ende som tjener for Kobberbjergets Frue. Hendes folk bor og arbejder i bjerget, og ingen ser dem nogensinde. Engang var jeg så heldig at se deres værk. Storslået! Vores værker kan ikke sammenlignes med deres, for de har set Stenblomsten og forstår stenens skønhed.” 

Efter denne samtale gik Danila oftere ud i skoven og søgte efter en stenblok til sin egen vase. Prokopyich var bekymret for ham og tilskyndede ham til at gifte sig med den søde pige, der hed Katya, som Danila var forlovet med. Men Danila sagde: ”Jeg vil vente! Først må jeg lave min egen vase, og så vil vi tænke på ægteskab.”

En dag var han i skoven for at lede efter sten og hørte pludselig en hvisken, der sagde: ”Danila-håndværker, søg efter sten på Slangehøj.” Han vendte sig om og så det dunkle omrids af en kvinde, som forsvandt på et øjeblik. Han tænkte: ”Måske var det Kobberbjergets Frue!”. Så han gik til Slangehøj og fandt en kæmpe blok Malakit. Han var meget glad, tog stenen med hjem og begyndte at udskære vasen. 

Men snart var han igen skuffet over udkommet og sagde trist: ”Måske er jeg bare ikke i stand til at forstå stenens kraft og skønhed.” Så han og Katya bekendtgjorde dagen for deres bryllup. Dagen for brylluppet gik han en tur til Slangehøj igen, satte sig ned og tænkte på Stenblomsten: ”Åh, hvor jeg begærer at se den blomst”, sagde han drømmende. 

I ét nu trådte Kobberbjergets Frue frem for hans blik. Danila begyndte at trygle hende: ”Der er intet liv for mig, hvis ikke jeg ser den blomst!”

Hun svarede: ”Jeg kunne vise dig den, men bagefter vil du fortryde det. De, der har set min blomst, har forladt deres familier og er kommet for at bo med mig i bjerget. Tænk på Prokopyich og Katya, der elsker dig.”

”Jeg véd det”, skreg Danila, ”men jeg må se den!”. ”Nuvel”, sagde hun. ”Så lad os tage hen til min have”. Så tog hun ham med og viste ham den vidunderlige Stenblomst. 

Om aftenen ankom Danila til landsbyen. Hans forlovede Katya holdt en fest dagen før brylluppet. Først morede han sig, dansede og sang sange, men så blev han mere og mere trist. På Katyas spørgsmål svarede han, at han havde hovedpine. Efter festen gik han hjem, knuste sin vase og løb bort.

Landsbyen var fuld af rygter, efter at han forsvandt, men ingen vidste, hvor han var blevet af. Tre år gik. Katya giftede sig ikke. Efter at hendes forældre døde, kom hun og boede hos gamle Prokopyich og hjalp ham i hans arbejde. Men snart døde også Prokopyich, og Katya levede alene. Hun havde ingen penge, så hun besluttede sig for at forsøge at lave nogle brocher. 

Hun tog til Slangehøj i håbet om at finde gode stykker sten. Men ved højen huskede hun sin elskede Danila og græd. Pludselig så hun et smukt stykke Malakit. Katya tog det med hjem og forsøgte sig med at skære en mængde brocher. Hun arbejdede hårdt og godt, og hendes udskæringer blottede de naturlige mønstre i stenen. Katya var glad, da hun solgte sine arbejder til en købmand i landsbyen. Hun tænkte: ”Mine brocher er de bedste i hans butik. Jeg var heldig at finde den Malakit. Måske hjalp Danila mig?”

Hun løb igen til Slangehøj for at lede efter endnu en god sten. Men hun tænkte igen på Danila og brast i gråd, idet hun hulkede: ”Hvor er du, min elskede ven? Hvorfor forlod du mig?” Da Katya så sig om, forekom det hende, at hun stod i ukendte skove, og bjerget åbnede sig for hendes blik. ”Her er det magiske bjerg”, tænkte hun, ”måske kan jeg komme til at se min Danila.”

Da Katja kikkede ned, så hun en mand, der så nøjagtigt ud som Danila. Manden hævede sin hånd mod hende. Hun ville springe ned til ham, men synet forsvandt. Hun fortalte sine slægtninge, hvad hun havde set, men de troede ikke på hende og besluttede sig for, at hun måtte være syg.

Den næste dag løb Katya ud til højen i et desperat håb om at se Danila. Hendes søster fulgte efter hende. Katya ankom til det samme sted og fandt sig atter i de magiske skove. Hun begyndte at råbe op: ”Danila, hvor er du? Svar mig!” Ekkoet svarede: ”Han er ikke her! Han er ikke her!” Så fremtrådte Kobberbjergets Frue pludselig for hende og afkrævede svar: ”Hvorfor er du kommet til min have? Hvis du har brug for stenene, så tag, hvad du ønsker, og gå din vej.”

Modige Katya svarede: ”Jeg behøver ikke dine døde sten. Giv mig min Danila tilbage. Du har ikke ret til at tage en andens forlovede.” Fruen lo: ”Har du nogen idé om, hvem du taler til?” Katya udbrød: ”Jeg er ikke blind, jeg véd, hvem du er. Jeg er ikke bange for dig! Slet ikke! Og jeg véd, at Danila ønsker at komme tilbage til mig. Fruen sagde: ”Nuvel, så lad ham tale.”

I samme øjeblik så Katya Danila. Fruen sagde: ”Du må vælge, Danila-håndværker. Hvis du går med hende, vil du glemme alt, hvad du har set og lært i bjerget. Hvis du vil blive her, må du glemme resten af verden.”

Danila sukkede: ”Jeg er ked af det, men jeg kan ikke glemme de mennesker, jeg elsker. Jeg tænker på Katja hvert eneste øjeblik af mit liv.” Fruen smilede og sagde: ”Nuvel, Danila, gå hjem igen. Og for din ærlighed og troskab vil jeg give dig en gave. Du vil ikke miste din indsigt, som du har lært her. Men fortæl ikke folk om bjerget. Hvis nogen spørger dig, hvor du har været, så fortæl dem blot, at du drog ud for at forbedre dine færdigheder.”

Katya og Danila vendte hjem, opfyldte af glæde. Katyas søster kunne ikke finde hende i skoven og gik hjem igen. Da hun kom ind i huset, så hun Danila og Katya. Hun udbrød: ”Danila, hvor har du været?” Danila smilede: ”Jeg tog ud for at studere mit håndværk hos en mester, der bor langt borte.” Katya og Danila levede lykkeligt sammen i mange år. Han blev vidt og bredt berømt som den dygtigste ædelstenskærer i Uralbjergene.    


“This Pyramid is situated in the great Sea of Binah in the Night of Time, but the sea is solidified” – The Book of Thoth



Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: