Kairos


Til
A

* * * * * * * *

To be a performance artist, you have to hate theatre. Theatre is fake: there is a black box, you pay for a ticket, and you sit in the dark and see somebody playing somebody else’s life. The knife is not real, the blood is not real, and the emotions are not real. Performance is just the opposite: the knife is real, the blood is real, and the emotions are real. It’s a very different concept. It’s about true reality.

* * * * * * * *

Ordet er græsk – καιρός. Det betyder, det rette sted, den rette tid, altså det afgørende øjeblik – og angiver således selve sagen. For sådan er det: Alting har sin tid og sit sted. Ikke alle operationer kan bære frugt til alle tider og overalt. Lær derfor at tie. Dvæl i mellemrummene, lur i sprækkerne – og spring så frem:

Hæld ivrigt kviksølv i kolben, og forsegl den forsvarligt.

Afvent dernæst dine instrukser fra Verdens egne gensvar; brud & forbindelseslinjer hér og dér – velvidende, at Vejen kræver alt, førend den giver alt. Kun det, der først har været adskilt, kan forenes.

: : :

Det indledende citat stammer fra performance-figuren Marina Abramović’ mund. Ordene er udtalte i et amerikansk avisinterview fra 2010, hvor New York-museet MoMa – Museum of Modern Art – beværtede installationen The Artist is present. Dette værks præmis og udførelse var gruopvækkende enkel: Marina Abramović var tilstede. Hun sad på en stol midt i en stor, hvid åben sal. Rødklædt. Over for hende stod endnu en stol, tiltænkt den enkelte; den rette, der turde sætte sig.

Hvad skete så? Hun så dem ind i øjnene. Hun så dem ind i øjnene lige så længe, som de ønskede det – og kunne det. Hele dagen. Hun sad der hele dagen, dag efter dag, uge efter uge, og så dem ind i øjnene. Afklaret, rolig – som et bjerg. I alt 700 timer.

Og de, der så på hende? For dem var sagen, selvfølgelig, aldeles omvendt: De græd & græd, lykkeligt opløste af blikket. Hun så dem. De smeltede i mødet. Det er bevidnet i dokumentarfilmen Marina Abramović: The Artist Is Present. Køb den – hvis du vil.

Den virker. Hun virker.

– – –

– – –

Derfor hader Marina Abramović teatret: Det er ikke virkeligt. Man sidder dér og ser på scenen. Fjerne skikkelser. Skuespillere, som tjener deres penge ved udøve andres liv. Hun hader det. Kniven er ikke ægte. Blodet er ikke ægte. Følelserne er ikke ægte.

Forstår du?

Hendes modstykke er performancekunsten, hvis dogme er uhyrligt enkelt: Det, du ser, er dét, der sker. Kniven er ægte. Blodet er ægte. Væskerne er virkelige. it’s about true reality.

. . . . . . . . .

Den samme modstilling gør sig gældende overalt, hvor mennesker stræber efter andet og mere end ry & løn: At skelne er nødvendigt. Det kræver agtsomhed. En hvæsset kniv.

Der findes mennesker, som forkynder veje, der ikke er Vejen. Det véd vi, fordi vi kan se det på dem. Deres adfærd afslører hulheden. De er skuespillere. Slaver uden lyst & ære.

De hygger sig med dogmer og teorier, men bløder ikke. De knevrer ivrigt op, men intet ændrer sig: Blyet opvarmes ikke. Bevægelserne udebliver. Forvandlingen afvises som noget overflødigt, blytyngden opstables som ideal – af ængstelse for omsmeltningen i ilden.

Forståeligt – det gør jo ondt, og gasserne er giftige. Men der er ingen anden vej for den, der først har lært at længes – at tragte tørstigt efter opklaring.

Solvitur ambulans – det løses gående. Vejen vil vandres.

Glem aldrig dette: Navnet & fænomenet er ikke identiske. Her kalder den store Gudinde sig Freya – i andre lande bærer Hun selvsikkert andre ansigter. Selvfølgelig. Hun er jo ikke idiot.

Centrum & spektrum – det er ikke modsætninger: Det hellige er ét & mange. Lyset udspaltes lykkeligt i himmelbuens flere farver. Sådan er sande Guder og Gudinder. De manifesterer sig efter omstændighederne – og ønsker kun samkvem med vågne individer.

Sande søgende sjæle, der sigter efter indsigt – viden & visdom, ikke tro & håb.

= = = = = = = = = = = = = = = = = =

= = = = = = = = = = = = = = = = = =

I vores tidsalder er alt dette nu, gradvist og brudfyldt, ved at blive aldeles åbenbart: Indvielse fuldbyrdes på Jorden – ikke i luften.

Lyt derfor agtsomt. Her er et forslag: Afsværg idéen om at finde fred & lys i gruppeafstivningens fælles betryggende fornemmelser; lev altid vildt & vågent. Jo, jo – træd gerne ind i kreds med ligesindede, men vid, at intet har værdi og varighed, som ikke er dit eget – købt og betalt med egne mønter. Undtagelsestilstanden vil eskaleres som en bæredygtig livsform – sådan udvirkes overgangen, og stien betrædes beslutsomt.

Lysten – den driver Værket.

I dit liv.
I dit liv.
I dit liv.

Ok?

^

Det kaldes, blandt så meget andet, synkronicitet, når tingene på underligt bemærkelsesværdig vis begynder at falde i hak – at passe usædvanligt godt sammen. Det ene med det andet. Det ydre med det indre. Du tænker ét – og ser det ske. Kosmos er levende. Du føler dig – besvaret. Er du mon skør?

De fleste standser dér. Man frygter – bestemt med rette – at miste sans og samling. Men hør nu her: Der findes muligheder for at forene det åbne og det indhegnede. Styrk sindet, hvæs kniven, vær bjerget – og opsøg samtidig alt det sære.

Tilegn dig indsigter fra sjælens kort, kast hemmelighedsfulde træbrikker på bordet, udregn den rette side i forvandlingernes bog, lyt efter nattens stemmer, kik flittigt efter fugle.

Alt det.

Den gamle visdom om sammenhænge mellem mennesker & Magter – muntert forynget, ivrigt-roligt fremelsket.

Divination – kaldte de det i Rom. Klinisk, tidssvarende betegnet: aktiv synkronicitet – som enkelt operationaliserbar teknik til både opvågning & manifestation.

Altså: Foren frimodigt en spørgende-lyttende praxis med kyndig omsorg for både krop & sind, så stien kan begynde at bugte sig stille og roligt indad, indtil du falder – opad. Modtag det som et forslag.

Og glem for alt i Verden aldrig dette:

Ilden er altings dommer og opvækker.

Antænd den uden tøven.

Lev vildt.
Æd øjeblikkene.
Afsted.

/ / / / / / / / / / /

/ / / / / / / / / / /

Taknemmeligt
fra
A

– –

Tilføjelse fra den virkelige Verden

I forlængelse af udsendelsen af denne tekst modtog jeg en kvindeligt kyndig påmindelse om en særdeles væsentligt detalje, der åbenbart var sunket i glemslens dyb – men nu lykkeligvis meldte sig i et møde mellem mennesker: I øjenkontakten med ét enkelt af alle de blikke, som Abramović sad over for i sine 700 timer, fældede hun en tåre. Bjergkvinden græd. Det skete, da hendes forhenværende partner – i elskoven & i Værket – satte sig over for hende. I fem år havde de ikke set hinanden. Han græd og græd. Fra hende flød en enkelt stribe. Kærlighedens gråd. Regnbuens lys i Verden. Derefter gik de hver til sit. Aldeles uden anger.

Også dette hører til mysteriet.

. . .




Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: