Hengivenhed

Alex Gallen Kallela, ‘Ad astra’, 1894

Quod est inferius est sicut quod est superius, et quod est superius est sicut quod est inferius, ad perpetranda miracula rei unius / Det, der er forneden, er som det, der er foroven, og det, der er foroven, er som det, der er forneden, så der kan frembringes vidundere af enheden.

Tabula Smaragdina

Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen,
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.

Sommerfugledalen

– – – – – – – – – – –

Jeg elsker dette billede.

Et gyldent, vidt opslået vindue, en verdensvendt altertavle til helligholdelse af højderne – og væskerne.

Hvad er det, vi ser?

En kvinde. Hænderne frit hævede mod hvælvingen foroven; håret, der danner en blussende cirkelform omkring hovedet – som solen, der stråler, og flammer, der danser. Skamløst nøgen. Tilpas i kødet. Nysgerrigt afventende øjne. Sejrrigt henvendt mod højderne. Hun er, hvad hun er.

Sé, havet rødmer! Vi véd, at vandet er farvet af blod. Hendes blod. Kredsbevægelsens tegn i kvindekroppen. Åbenbaringen af livets væske i Verden. Modtagelsen af mærket. Indvielsen i enheden. Vilkårets glæde.

Nu rummer hun det hele – og anviser dermed vejen hjemad: At godtage Verden, som den er og lade væskerne flyde, som de vil.

Det er så enkelt, at det skal gøre ondt, før vi forstår det. Vi må åbnes. Indefra eller udefra. Flækkes for at forstå.

Bag hende ses fuldmånen. De himmelkyndige véd, at den er vigtig: En mærkbar fortætning i tiden – dragende og urovækkende, svanger med vanvid og længsel.

. . . . . . . . .

Spørgsmålet er evigt sig selv: Kender du vejen til altings inderside? Véd du, hvor porten skal søges og findes?

Svaret vil gerne røbes: Dybt under Jorden. Hvor ellers?

Over indgangen står der: Lad den rette træde ind.

Den rette? Det er den, der har mestret selve kunststykket:
At opdage sin vilje og omfavne sit vilkår.

Sådan vil skæbnen elskes. Sådan vil Verden dyrkes.

Agtsomhed er at indånde øjeblikkene.

Hengivenhed er at gøre sit og give slip.

Derved bliver alting enkelt.

………..


Purity is to live only to the Highest, and the Highest is All: be thou as Artemis to Pan! Read thou in the Book of the Law, and break through the veil of the Virgin! – The Book of Thoth




Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: