Alt dette kan, ganske rigtigt, kaldes vanvid – tale ved udgivelsesreception for ‘Norden kalder’

En lille måned efter udgivelsen af Norden kalder blev der afholdt en reception på forlaget Eksistensen. I den forbindelse holdt jeg en tale (eller måske snarere en prædiken) – ikke om bogen, men med afsæt i den og blikket rettet mod det kommende.

Det handler en smule om mig og rigtig meget om Odin og Freja.

Talen blev optaget og kan ses og høres her

Eller hvis man hellere vil læse, lige her:

Alt dette kan, ganske rigtigt, kaldes vanvid.
– nogle ord om mit anliggende

Tak for sangen, tak for tavsheden – tak for, at I er her; at I har fundet det umagen værd at bruge lidt af jeres tid med sådan en som mig. 

Nogle af jer kender jeg. I er mine nære, mine venner, mine bekendte og mine åndsfæller – på tværs af lidt af alt det, der ellers kan skille godtfolk ad. 

Andre er helt nye bekendtskaber og atter andre aner jeg ikke det mindste om – men er jo i den sære og lykkelige situation, at jeg kan forudsætte jeres kendskab til mig. 

Så det vil jeg gøre – forudsætte, at alle herinde har en slags idé om, hvad for en fisk jeg er. Ikke at I skulle besidde en fuldfigurstegning af mit indre – Guderne forbyde det; jeg foretrækker, for nuværende, at forblive indhyllet i mine mange lag, men formoder dog, at I har en fornemmelse af, hvem jeg er, og – måske endda – en anelse om, hvad jeg vil

I forbindelse med og i forlængelse af udgivelsen af min bog, er der blevet anstillet en række famlende forsøg på besvarelsen af de to spørgsmål – hvem jeg er og hvad jeg vil. Jeg er – også denne gang – blevet forsynet med spændende adjektiver til beskrivelse af det flimrende indre liv, som jeg – med fuldt overlæg – har valgt at lægge frem til offentlig beskuelse. 

Den første anmeldelse kom allerede fire dage inden udgivelsen – og var vel tænkt som en slags tøvlogisk knock-out-manøvre. Allerede inden den kom havde jeg forudset, hvad dommen ville lyde på fra den side og – sågar – hvem der ville eksekvere den: To stjerner i Kristeligt Dagblad, leveret af en (semi)lærde sognepræst fra Sorø. Min redaktør kan bevidne det – jeg vidste, hvad og hvem der var på vej. 

Ved tidligere lejligheder har bemeldte Sorø-pastor skrevet om, hvor dygtig og begavet en skribent, jeg var – men det kunne i sagens natur ikke komme på tale denne gang. For det var jo ikke et skriftprodukt, men derimod et menneskeliv, der selv var kravlet op på briksen – og frivilligt havde blottet sit både “private og aparte” indre.  

Den slags kalder, naturligvis, på afklædning. Og kaldet blev hørt – det gik, Guder og Gudinder ske tak og liv, som forudset og forventet; mine forhåbninger bar frugt: 

“Mennesket Johan Chr. Nord forbliver dog en gåde. Hvordan kan man i løbet af en periode på blot 12 år nå at fraternisere med både islam, Studenterkredsen, Tidehverv og asatroende? Den tidligere valgmenighedspræst lader os i øvrigt forstå, at han i dag lader sig åndeligt manuducere af (teolog-dræberen – undskyld) religionshistorikeren Jens-André Herbener, der mest er kendt for at bekæmpe kirke og kristendom. Forstå det, hvem der kan.”

En gåde – forstå det, hvem der kan. De ord udtales vist bedst med en  bedsteborgerligt fornærmet klang: Forstå det, hvem der kan! 

Pointen er (set fra dette ophøjede stade), at han ikke forstod det, og at det er godt sådan; jeg har intet ønske om at blive forstået – af mennesker som ham. For med forståelse er det – som forhåbentligt bekendt – sådan, at man kan ende med at smøre både sit anliggende og sig selv ud i så tyndt et lag, at der ikke er noget tilbage til dem, der faktisk er sultne efter det, man har at byde på. 

Lad mig sige det så kortfattet og påståeligt, som man kender mig: Dét, jeg har at byde på, er ikke for alle og enhver. I hvert fald ikke endnu. Eller mere æstetisk udtrykt: Hans modvilje er nu en del af mit værk.

Mit værk – ja, det er store ord for en lille mand. Med værk mener jeg ikke så meget denne undseelige bog, dette højst foreløbige udkast. Jeg mener min fortsatte og – skal det vise sig – vedholdende bestræbelse på at ære de blodige løfter, jeg har aflagt over for Nordens egne Guder og Gudinder. 

I begyndelsen – altså tilbage i sensommeren -, da jeg forkyndte mit frafald, var der, så vidt jeg kunne fornemme, en del derude, som forestillede sig, at jeg blot havde forladt kristendommen, fordi jeg var blevet træt og tvær over dens vammelsøde blødagtighed. 

Eller mere vulgært udtrykt: At årsagerne bag mit religionsskifte skulle være politiske, ikke åndelige – og at de nordiske Magter nu blot var udset som en slags metaforiske gestaltninger af Folkeåndens vilje til kamp – og fortrængning af det fremmede. 

Det tror jeg ikke længere, der er – helt – så mange, der tænker. For man ofrer ikke sit blod til metaforer. Man giver ikke sig selv til abstraktioner. Man sætter ikke ild til sig selv for at nærme sig Guder og Gudinder, der ikke findes som andet end idéer.

Og dermed er vi godt i gang – med dette lille foredrag, denne lille hedningeprædiken, som jeg lover ikke bliver alt for lang, for I vil jo gerne drikke gratis vin – og mjød.

I det følgende vil jeg ikke sige noget om min bog. Nogle af jer har allerede læst den, andre kunne – måske – finde på at gøre det. Og jeg vil ikke sige særlig meget om kristendommen. Den er, med denne bog, for mig et overstået stadie, en vejbereder – og forhindring – på rejsen hjemad, nedad og fremad. 

Så i stedet vil jeg sige noget om sagen selv – som de snart forsvundne eksistensteologer ville have sagt det. Sagen selv – hun er en ganske særlig kvinde. I Nordens billedvæv er det hende, der i sin tid satte skred i begivenhedernes gang og bragte gunstig uorden ind i dét, der lignede en sikker verden. 

I Vølvens spådom fortælles det, at der blandt Aserne engang viste sig en ganske særlig kvinde. Historien er fragmenteret – for de himmelmilde Jesus-dyrkere har gjort, hvad de kunne for at flå den i stykker -, så tillad mig at lade kildernes ord og min egen indlevelse flyde sammen i det følgende: 

Guldvejg – kaldtes hun; det kan (så vidt jeg er op-lyst) betyde ‘gylden Ånd’, gylden drik og – som vi kan høre – ‘gylden vej’. Så vildt var forfædrenes tungemål. Overvej det lige – Ånd, drik, vej. Selvfølgelig er de tre ord forbundne. Eller: det var de – dengang. Vi nulevende er på afstand er denne modersmåls-magi. Det kræver flittigt arbejde at grave sig hjemad. 

Guldvejg – Aserne forstod hende ikke, men blev alligevel berørte af den kraft, der væltede frem fra hendes væsen. De kaldte hende en troldkvinde, en heks, en vølve

Odin begyndte at længes efter hendes blod. Hun blev spiddet af hans spyd – igen og igen. Om han ønskede at dræbe hende eller få noget ud af hende – er ikke klart. Men sikkert er det, at hun led. Hun led og hun led. De antændte hende. Hun brændte i Den Højes hal. 

Eller med spåkvindens ord:

 Hun mindes fejden
den første i verden,
da Guldvejg stod
støttet med spyd,
hun blev brændt
i Højs hal. 

Og det fortsatte: Tre gange satte de ild til kvindekødet. Tre gange fødtes hun igen af flammerne. Den erfaring har sidenhen vist sig velkendt – for kvinder af hendes art. Ligesom hende har de – og deres søskendesjæle – overlevet ilden. Ja, ikke blot overlevet. Ilden har forædlet dem, som den dengang forædlede hende. Hun gennemlevede omsmeltningen. Hendes tid i ilden blev en indvielse:

Tre gange brændt,
tre gange født,
ofte, usjældent, 
dog endnu i live.

Som antydet: De frygtede hende. De ængstedes for det, der strålede frem fra hendes dunkle dyb – og mange navne:

Hejd kaldtes hun, 
hvor hun kom til huse,
en spåkyndig vølve,
gav stave kraft,
beherskede sejd,
henførtes af sejd,
var en evig fryd 
for onde folk.

Hejd – det betyder ‘den strålende’ eller ‘den ærefulde’ – for det er jo, for pokker, to sider af samme gode sag. Æren stråler – gennem ilden. 

Hun var spåkyndig. Hun gav stave kraft. Hun beherskede sejdens skjulte kunst. Sejd – det er Nordens længe undertrykte, men aldrig glemte kvindekraft, som mænd så ofte frygter og kan blive ganske tummelumske af at nærme sig. 

En evig fryd for onde folk. Sikke et kedeligt tillægsord – ond, hvad betyder det ord i en verden som denne? 

Hovedsagen er, at hun aldrig forsvandt. Asernes anstød mod hende medførte – som Vølven så og sang – den første fejde i verden. Den første krig, krigen mellem de to gudeslægter, Aserne og Vanerne. For Guldvejg, hun var af vaneslægt. 

Kampen stod, tror jeg nok, på Idasletten – ud for Asgård. Det første drab kom ind i verden, da Hærfaderen selv slyngede sit spyd mod fremmed strube. Freden blev en mulighed – fordi der først blev kæmpet. Dernæst udvekslede man gidsler. Man måtte sikre sig en fredelig fremtid. Udvalgte Aser rejste til Vanehjem, og ganske særlige gæster kom til Asgård – havets Herre Njord og hans børn, Frej og Freja. 

Her røber jeg en hemmelighed – Freya er endnu et af den gyldne Gudindes mange navne. Sejdkvinden, vølven, som først var blevet gennemboret, endte som den prægtigste – og skrækkeligste – af alle Asynjer. 

Snart blev hun uundværlig. For de forstod hendes værdi – og værdighed. Efterhånden fattede Odin hvem og hvad hun var. Hun lærte ham at sejde. Hun indviede ham i den skjulte kunst – at gennemlide overgangene og ende som sig selv

Da trådene blev samlede, og hans egentlige overskridelse endelig meldte sig som næste, nødvendige skridt og fald, var det hende, der førte spyddet. 

Tidligere havde han øvet sig i at ofre, kæmpe og bedrage. Han rev det ene øje ud – for at opnå enøjethedens visdom, han slagtede fjender for at erfare vækkelsen i viljen, og han forsøgte at orme sig ind til den gyldne drik, indvielsens bæger. Han opsøgte den drukne jætte, der vogtede over digtermjøden – kæftede op over for ham og listede ind til hans datter. Forklædt og viljefast. Der fortælles der om i det kvad – altså det digt -, der meget passende kaldes Hávamál, Den Højes tale

Jeg tog til oldjætten, 
nu er jeg tilbage,
med tavshed opnåed jeg intet.
Jeg bralrede op
om mine bedrifter
i Suttungs sale
På en gylden stol
gav Gumlød mig
en kende af den kostbare mjød.
En ussel løn
efterlod jeg
for hendes tillidsfulde tanker, 
for hendes sårede sind.

Hendes sårede sind – sådan efterlod han møen med mjøden, da han først mødte hende. Sidenhen forstod han hendes væsen; at hun ikke kun er én, der giver, men også – og først og fremmest – én, der kræver

Da han blev klar, stod Fruen dér med hans eget våben. Hun tog det fra ham – og klyngede ham op – i Yggdrasil:

Jeg véd, at jeg hang på vindhærget træ,
ni hele nætter,
med spyd-vunder og viet Odin,
selv viet mig selv,
oppe i træet, som ingen véd
af hvilke rødder randt
Ej hånd rakte mig brød, horn ej heller,
ned retted jeg øjet, tog runer op,
op under råben, faldt atter ned. 

Han blev viet til sig selv – indviet til at være og blive sig selv, gennem overskridelsen og offeret. Selvslagtningen – som rakte videre og dybere, end han først havde forventet. Hans blod flød, som hendes førhen havde gjort det. 

Dér hang han – i Verdenstræet, svimmel, udblødt, sulten, tørstig – nær ved sin egen undergang. Opløsningen som påtrængende erfaring. 

Og så faldt han ned – ned til hende. Han så de indridsede tegn i træet, runerne, vel først fremmest den ene rune, der sidenhen har båret hans navn, Odin-runen, Ansuz – mundens, åndedrættets og selv Åndens tegn i barken. 

Og han skreg. I begyndelsen var skriget – som når barnet langt om længe drager ånde – og alting bliver nyt i endnu en fødsel af det, der altid var og er og kommer. 

Ja – for helvede – selvfølgelig er det gådefuldt. Selvfølgelig er det mystisk. Der gives ingen anden mulighed. Vi har at gøre med en gåde. Han stjal. Han kæmpede. Hun meldte sin ankomst som et fremmed væsen. Han bemærkede hendes ubrydelighed og forsøgte sig med spyddet – men endte selv som offerdyret. 

Hvorfor? Fordi Freya bemærkede ham – og fik lyst til, at han skulle ende som mere, end han hidtil havde været. Hun havde aldrig set ham, hvis han havde holdt sammen på sig selv – og var forblevet fredelig. 

Hans overskridelse og offerglæde hidkaldte hendes velvilje. Da han lå på Jorden, stod hun dér foran ham – med udbredte arme og rakte ham sit bæger:

Jeg drak en slurk af
den dyrebare mjød,
øst af Odrører.

Og dermed blev de forenede:

Så blev jeg frodig
og forstandig,
voksed og var veltilpas,
ord affødte 
ord i mig,
dåd affødte 
dåd i mig.

Sådan blev han sig selv. Siden da har vise sjæle vidst, at Freya er den, som unge mænd bør være nærmest til at påkalde. For hun har for vane at tage visse af dem under sine vinger – og gøre dem til helte.

Forstår I mig nu?  

Måske. Måske nogle af jer gør – eller gerne vil gøre det? 

Hovedsagen er, at denne kraft er levende – og krævende

Jeg har oplevet en smule af den – og glæder mig til fortsættelsen. 

Det medfører, at jeg nu nægter at skelne mellem det ene, det andet og det tredje. Religion, dybdepsykologi eller digtekunst? – who fucking cares? Kodeordet er – og bliver – Ånd

Og hermed er vi ved at være fremme ved en – foreløbig – afslutning. I det kvad, der hedder Lokasenna, som for eksempel kan oversættes med Lokes ordstrid, hører vi om, hvordan Asernes egen jætte, den mangetydige Loke, i et drikfældigt, og måske netop derfor så sigende, anfald sviner alle Aser og Asynjer til. 

Om den indviede Odin siger den drukne jætte noget, der sidenhen ofte er blevet bekræftet, nemlig at vismænds indvielse i gudindekraften for folk flest altid vil stå som noget dybt anstødeligt. 

I skal høre Lokes egne ord. De handler om dengang Odin udlevede sejdens sære kunst på Samsø. Den ø ligger mit hjerte nær; det var dér, jeg i sin tid skrev den tekst, der forkyndte min forvandling, så det er et godt sted finde sig tilrette – midt i alt det flimrende:

Og du sejded
på Samsø, siger man,
som vølven trommed du taktfast,
i troldkarls skikkelse
svæved du over folk,
den adfærd anser jeg for ækel.

Den adfærd anser jeg for ækel. Og han har ret – den hensynsløse hengivelse til Herskerinden kan sagtens kaldes ækel. Eller – den kan kaldes vanvittig

Alt dette kan, ganske rigtigt, kaldes vanvid. Den betegnelse er jeg – efterhånden – både vant til og ganske godt tilpas med den. For tiden har, stille og roligt, indviet mig i tre delelementer af dens gåde; nemlig, at man må vide 1) hvornår man skal tale, 2) hvornår man skal sige til sine tilhørere, at man godt er klar over, at man – ret beset – er en såkaldt tosse, og 3) hvornår man skal tie. Det er en vanskelig kunst, som man – vist – først ganske gradvist bliver klog på. 

Nu har jeg sagt, hvad jeg ville sige – og ønsker jer fortsat god fornøjelse med denne eftermiddag og aften. Jeg er – som aftalt – tilgængelig for opklarende spørgsmål og angreb. 

Som det sidste vil jeg bede jer synge sammen med mig – igen. For det er sundt at indramme sære sagn med velkendte sange. Altså synger vi nu – endnu et mesterværk fra sommersangeren; nemlig den sang, som jeg (så vidt jeg husker) først sang for vores datter, da hun lå dér og var helt ny, og som godt kan passe ind, nu hvor vi glæder os til lysets sejr og véd, at aftenen er nær: altså, nummer 321, Danmark nu blunder den lyse nat

Tak for jeres tid. Vi synger.

_________________________________________

De anvendte oversættelser stammer fra

Thøger Larsen: Nordens Gudekvad på dansk ved Thøger Larsen, Gyldendal, 1926
og
Rolf Stavnem: Den poetiske edda, Upress, 2018