Vismanden og Jægerinden

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Én af mine helte hedder Heraklit. Han var, som nogle véd, og flere kan have godt af at vide, en ualmindeligt veloplyst vismand, der levede – sådan cirka – mellem år 535 og 475 før vores tidsregning i den græske koloni Efesos i Lilleasien, altså det nuværende Tyrkiet. De overleverede stumper af hans tænkning – de såkaldte fragmenter – er ét af de centerpunkter, jeg søger ind imod, når jeg skal mindes om hovedsagen. Jeg havde kendt til hans eksistens i mange år, før jeg for nu snart to år siden endelig fik anskaffet en oversættelse og brugt den halve time, det tager at læse fragmenterne – første gang. Sidenhen har jeg genlæst dem en 20-30 gange. Så gode er de.

Det drejer sig om kortfattede tekststykker af (nærmest) prosalyrisk art – epigrammer, siger nogle. De handler om das Ganze – om hvad DET HER dog er for noget underligt noget, og hvad vi bedst stiller op med det. Det væsentligste er – forkynder H – at være agtpågivende: at se, at lytte, at søge indad, nedad og opad, at anstrenge sit sind for at forene de erfarede modsætninger. Altså: at vågne op og afgøre sig for et liv som andet og mere end en søvnig, fugtig klump menneskemasse, der planløst adspreder sig med tidens snak og rusens glemsel, mens slagteren kommer nærmere – og nærmere. Programmatisk udtrykt: Heraklit hylder striden, bekender sig til ilden og afviser bedøvelsen –

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Alt det kan jeg mærke, at jeg en dag skal skrive noget mere om. Måske meget mere. Men ikke lige nu, for lige nu (altså meget snart) skal jeg skrive et foredrag om Onkel N og Karen Heksen. Men altså, nu er jeg jo i gang – og sidder her og skriver om Heraklit. Det er fint nok – for tingene (og tegnene) hænger jo (som oftest) sammen – det er, siger erfaringen, bedst at følge flowet.Så altså: For en håndfuld dage siden fandt jeg – vanligt til-fældigt – en podcast om ham på youtube. Henimod slutningen af den nævnede én af deltagerne noget for mig meget tankevækkende, nemlig at H, da han havde skrevet sin bog om Verdensaltet (som fragmenterne er de krystallinske efterladenskaber af) – efter sigende – nedsteg fra sit bjerg og aflagde et besøg i byens Artemis-tempel.

Og hvem er så Artemis? Artemis er først og fremmest en kvindemagt, man ikke skal f*cke med: livskraftig, selvberoende, vedholdende, krævende og – nogle gange – givende. Men aldrig føjelig, aldrig til at eje. Altså, ganske enkelt, en Gudinde – en levende, kraftfuld personlighed, ikke en letfattelig funktion:

Konkret kendes hun som den selvvalgt kyske jægerinde – glad for alt det grønne, hjemmevant blandt vilde dyr og opsprættede kroppe; træfsikker med sit afstandsvåben, fingrene altid nær ved pilene. Om hendes herkomst berettes det, at hun er det ene af de to tvillingebørn, som Gudekongen Zeus avlede med titandatteren Leto (hvis navn sigende nok betyder ‘den strålende’). Zeus’ hustru Hera var temmelig utilpas ved forbindelsen og gjorde, hvad hun kunne for at forhindre titankvinden i at sætte det udenomsægteskabelige afkom i Verden. Det lykkedes – naturligvis – ikke. Skæbnemagters hensigter kan ikke afbøjes af uforstående ægtefæller.Først fødtes pigen – og allerede få øjeblikke efter udførte hun for første gang én af de gode gerninger, som man sidenhen har prist og anråbt hende for, nemlig fødselshjælpen. For hun blev sin egen moders jordemoder og sikrede tvillingebroderens forløsning. Uden hende var han aldrig kommet levende ud. Det siger alle indsigtsfulde. Apollon hedder han. Vi kender ham som Gud for visdom, spådomskraft, digtekunst, strengemusik, helbredelse, pestsyge og – naturligvis også – bytteglad bueskydning; den glæde deler han med sin søster:

Som treårig tiltalte hun sin fader – Tordenkilens Herre – og bad ham efterkomme det ønske, der skulle gøre hende til den, hun er: den selvhvilende, frugtbart kyske kvindekraft – den hjælpsomme og drabslystne jomfru. Zeus gav hende velvilligt sit ord – og sidenhen har ingen mand fået sin vilje med hjortenes veninde. Og hvor fører alt det her så hen? Det fører naturligvis ind mod det hellige, ind mod selve oplevelsen af helheden; templets midtpunkt, derinde i det afsvalede hjerterum, hvor et opmærksomt sind kan møde og erfare foreningens symbol; sammenføjningen af længsel og rædsel i udhævningen af Altets pulsslag:

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Artemis-templets centerpunkt var, selvfølgelig, en statue af Gudinden. Den fremstiller hende rankt oprejst med let udbredte arme, åbne hænder, udbredte fingre – åbenlyst forberedte til en modtagelse:

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Ja, ok – det med de udbredte fingre, kan man jo faktisk ikke være helt sikker på. For – som du ser – fingrene mangler jo. De er formentlig blevet hamret i stykker af rasende Jesus-dyrkere. Den slags var en almindelig fremgangsmåde under kristningen af Europa (- jeg anbefaler Cathrine Nixeys kildemættede sammenfatning The Darkening Age – The Christian Destruction of the Classical World til dem, der vil vide mere om de milde Nazaræeres bevidste ødelæggelse af Europas åndelige og materielle kulturarv). Men heldigvis var statuerne jo huggede i marmor. Så vi har størstedelen af hende endnu og kan – hvis vi bringes i de rette svingninger – fortsat fornemme, hvad, det er, hun vil sin beskuer. Hun vil, kan jeg oplyse – på samme tid – have den, der søger hende, til at nærme sig og opretholde den rette afstand.

Se på hendes kjole! Den ser mærkelig ud – fuld af dyrefigurer. Hun er svøbt i dem; indhyllet i instinktlivet. Og lige under barmen – hvad er det? En ansamling af ovale, organisk-udseende former, ophængt i en slags klaser. Nogle har ment, at det måtte være hendes mange bryster, men det giver ikke mening – bryster sidder ikke på en kvindes mave. Det vidste græske billedhuggere ganske godt. De var vant til nøgne kroppe og holdt af at afbilde det sande. Nej, en bedre tydning, som – så vidt jeg kan skønne fra min sejlads på det oceaniske internet – i dag står som den bredest anerkendte, er, at vedhængene er tyrenosser. Ja, sgu – testikler fra en tyr. Sé selv:

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Ligheden er åbenlys – og klargørende. For sådan er hun: En kvinde, der kender sig selv og sin ret – derfor gerne smykker sig med afskåret manddomskraft fra uforstandige handyr, der tror, at de kan gennembore hende. Skal det forstås som en trussel? Truer hun sin beskuer? Måske. Noget kunne tyde på det. Sikkert er det, at hun er velkendt for sit viljefaste snit. Ikke desto mindre valgte vores mand (som ellers ikke var nogen ivrig deltager i det offentlige kultliv) at træde den kyske horeunge nær og nedlægge sin bog for hendes fod. Som et offer? En taksigelse? En hensigtserklæring? Ja, dét tror jeg – jeg tror, at Heraklits overrækkelse af sit yderliggjorte indre var en (i ordets egentlige betydning) symbolsk offerhandling til bekræftelse af Gudindens betydning for det allerede forløste og som en foregribelse af det endnu uudfoldede – en taksigelse for tankernes fødsel, en forhåbning om værkets indgang i Verden.

Altså: Vismanden anerkendte Jægerindens betydning for værkets virkeliggørelse. Han kom ikke som en erobrende tyr, men som en modtagende og lærevillig ven. Hendes kraft og renhed havde allerede vejledt væksten i ham og sikret den orden, hvorunder værket kunne gro. Nu var han klar og gik – på samme tid – til hende som en bror går til sin søster og som en ventende kvinde opsøger den fødselskyndige. Altså – (vanligt) påståeligt udtrykt: I sit forhold til Artemis forstod Heraklit sig både som hendes lillebror – altså vismanden som almen type – og som den gravide kvinde, der bærer Apollons visdom i sig som sit barn.

Derfor frygtede han ikke snittet. Og – mærk dig mine ord – disse to erfaringer af forholdet til Gudinden, (lille)broderligheden og kvindeliggørelsen, er samtidige og må ikke glide fra hinanden. For den sande harmoni opstår, som Heraklit så rigtigt bemærker, gennem anstrengelsen ved at sammenføje modsætninger. Hans kunst var at give udtryk for denne indsigt på en måde, hvor den (kun) kan forstås af dem, der har øje for andet end det velkendte – og opnår adgang til kraftpunktet mellem modsætningerne. Et sted i Fragmenterne samles alt dette i to sætninger, hvori den dobbelte selvidentifikation anskueliggøres:

_______________________________________________________________

Tillad mig en fordanskning:

  • Herren, hvis orakel er i Delphi, hverken tilkendegiver eller skjuler – han antyder.
  • Sibyllen med den rablende mund ytrer sig uden morsomhed, besmykkelser og duftevand – stemmen høres i årtusinder, for det er en Gud, der taler gennem hende.

Herren, hvis orakel er i Delfi – det er Apollon. Så vidt så godt. Derudfra skulle hensigten gerne være indlysende: I sit forhold til mennesker er Apollon hverken én magt, der erklærer sit anliggende i let tilgængelig form eller holder sin vilje evigt skjult for Jordens småfolk. Han gør noget tredje – han arbejder gennem antydninger, gennem tegn, som den opmærksomme kan følge for selv at erfare det roligt vibrerende punkt mellem modsætningerne. Om man vil: den tredje tilstand. Netop sådan arbejder Heraklit. Hele hans værk er gennemtrukket af kontrasteringer, hvis forsonede – og forsonende – midterpunkt aldrig begrebsliggøres, fordi en sådan fastholdelse hverken er mulig er ønskelig. Alting handler om op-levelsen – som jo betyder: det, der gør den berørte levende. Heraklits hensigt er – i hellig imitation af Artemis’ lillebror – at bidrage til denne oplivelse af sindet. Når det lykkes, er han Apollon.

Og det andet fragment: En sibylle, det er – oplyser vi her til dem, der endnu ikke vidste det – en orakelpræstinde i Apollons tjeneste, altså en kvinde, der besvangres af Gudens visdom og giver den usødet videre til dem, der kan lytte og har modet til at følge den opfordring, der står skrevet ved Delfi-templets dør: Kend dig selv . . . Også dette billede er – set herfra – alt andet end uklart: Når Heraklit trofast videregiver de ord, som han har modtaget i sit indre, er han Apollons orakelpræstinde – ved undfangelsen af tankerne og forløsningen af værket er han Gudens villigt åbne skød og mund.Den forvandling er gennemført ved Artemis’ hjælp – ved forædlingen af kraften gennem udlevelsen af løftets strenghed. Netop derfor er han så selvsikker:

________________________________________________________________

For Heraklit – og disse strøtanke-tråde – samles alt dette i et enkelt udgangs- og indgangspunkt, der (har jeg forstået) på græsk kan udtrykkes i et enkelt ord:

Akéa – ordet betyder både stilhed og helbredelse. Jeg græd af lykke, da jeg første gang læste Fragmenterne og endte foran denne dobbelte betydning:

Sidenhen gik det, som det gik, og jeg gjorde mig mine egne erfaringer med blødgørelse og fødselshjælp. For Nordens sønner og døtre er – kan jeg oplyse – Freya den rette at hidkalde i disse sager. Det fremgår blandt andet af eddadigtet Hyndlas sang (Hyndluljóð), hvori der fortælles om en ung mand, Ottar, som har forstået den mandlige nødvendighed af gudindedyrkelse og hædret Gudinden ved at væde hendes alter i offerblod:

I anerkendelse af denne hengivenhed kommer Freya til den unge mand og omskaber ham til et offerdyr, nærmere bestemt en galt – altså, et skåret svin. Dernæst bestiger hun ham som et ridedyr og fører ham ned i underverdenen, hvor hun vækker en jættespåkvinde, en voldsom vølve, som tvinges til at afgive den slags vigtig visdom, der kan gøre Ottar til den, han er og skal være. Ultra-kort fortalt. Digtet er en lækkert sammenfiltret affære; jeg har skrevet mere om det i Norden kalder, så jeg skal ikke gennemtygge det her, blot fastslå det væsentlige, nemlig, at der er en – i egentlig forstand – tankevækkende parallel mellem Freyas og Artemis’ forhold til den hengivne mand: Begge umandiggør de ham, for at han kan blive drægtig med visdom – og overgå til den tredje tilstand. Altså: opleve undfangelsen og fødslen af sig selv; erfare det hellige som vilkår og velsignelse.Hellighed – det betyder den helhed, der virkeliggøres i modsætningernes forening og fremavler ægte mænd, der kan tåle denne verden, som den er.Forstå det, hvem som kan. Det korte af det lange er, at det – i det mindste for mig – har givet god mening nu at have ristet en note til Fruens sydlige søstersjæl og én af de vise mænd, som har har kendt til gavnligheden af at stå i forpligtet forhold til de kvindelige Magter.

Javist, Freya og Artemis er ret så forskellige. Men midt i de højlydte forskelle anes en frugtbart ansporende kontrastharmoni, et slægtskab i vilje og værdighed, som er værd at arbejde videre med og lade sig præge af.Så vidt for nu. Måske denne flimrende beretning om Vismanden og Jægerinden kan bruges til noget godt af nogle – få – derude? Hovedsagen var at få forløst fortællingen. Lad os slutte med et sidste billede – og en frisk hensigtserklæring: I Hans Tavsens Park på Nørrebro i Dronningens København finder man en stenhugget afbildning af den afklædte, stolt skudklare Artemis. Jeg kendte ikke til statuen, mens vi boede i København – men er nu blevet gjort opmærksom på den. Næste gang, jeg skal derover, vil jeg finde hende – og nedlægge mit offer:

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

I øvrigt mener jeg, at man godt kan være rodet med vilje – og at alt dette er totalt relevant for forståelsen af Nietzsche og Blixen. Fortsættelse følger – her, dér og allevegne.

___________________________________________________________

Anvendte bøger:

  • Heraclitus: Fragments, translated by Brooks Braxton, Penguin Books, 2001
  • Charles H. Kahn: The Art and Thought of Heraclitus, Cambridge University Press, 1979
  • Rolf Stavnem: Den poetiske edda, U Press, 2018



Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: