*
For nogle år siden fremførte jeg følgende manuskript som et foredrag på Studenterkredsens sommermøde, hvorefter teksten blev udgivet i Årsskriftet Critique. I betragtning af tingenes tilstand, i disse for vor Verden så vanskelige tider, føles det nu meningsfuldt at genudsende den – til alle hellige Magters navn og ære, fryd og fred, forsonede i Kærlighed. Ikke fordi jeg i dag ville skrive dem, som de dengang blev skrevne, men fordi der måske lå andet og mere i dem, end jeg dengang kunne se.
*
Danemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar vang,
hegnet trindt omkring, – Gud signe
den i nød og trang!
Gid som korn opvokse danske knægte,
der kan frisk mod fjenden fægte
og om Danebod end tale,
når hun er i dvale.
I trængselstider skal man både mærke efter vindretningen og stikke fingeren i jorden. Det er ganske godt, når vindens veje kan røbe lidt om noget af alt det, som sker derude, men det er langt vigtigere at lægge øret til jordbunden og lytte til dens egen hvisken om alt det, der lever i det inderste af det lille land i den store verden.
For landets liv er langt, og folkets jord rummer dybdelag, som indeholder anden og kraftigere næring end den snak, vi alt for ofte spises af med, når vi gnaver i dagens begivenheder og fylder vommen med tidens snak. For at finde ned til denne næringsrigdom, må man vove sig længere ind i billedernes verden, end vi er vant til at gøre det.
Man må give sig billedsynerne i vold og lære en gammel tænkning og en endnu ældre hemmelighed at kende: En billedtænkning, som først begynder dér, hvor den tørre fornuft har mødt sin grænse og er begyndt at længes efter det vand, som kun flyder fra Åndens kilder – og en hemmelighed som kun kan høres af den, hvis hjerte er åbent for alt det, vi endnu ikke kan se, men som alligevel allerede er så virkeligt.
Alt dette møder vi i folkets sagn og sange. Det er dem, vi skal finde hjem til, hvis vi vil forstå, hvem vi var, og hvad vi igen skal blive til – nu hvor så meget af det kendte støbes om, og stålet igen skal hærdes. Derfor denne opsang til os alle, derfor dette forsøg på at finde et lille stykke af vejen hjem til det, der gjorde Danmark dansk – og igen kan gøre det. Ordene er dryppet fra hjertet til hænderne, og de kan kun læses af villige øjne og lydhøre hjerter. Så vidt en indledende bemærkning til den kære læser – og en advarsel til det hårdnakkede jættesind, der i det følgende ikke vil finde andet end den tomhed, ligegyldighed og meningsløsehed, som det allerede kender fra sig selv.
Grundlaget for det følgende er klart, ufravigeligt og – for den, der har et par danske øjne at se med også – indlysende: Danmark er en blomsterhave. Danmark er et lille stykke grønklædt frodighed, hvor mildhedens blomster gror, og hvor glæden har sødet luften så længe og gødet jorden så grundigt, at freden efterhånden føles som det forventelige i det fælles liv. Denne blomsterhave er vores hjem, og som danske er det vores pligt at danne en værnende skjoldvagt omkring den – et væbnet værn imod de fjender, som vil frarøve os vores jord, og de ulve, som vil flænse vores slægt.
Dette er det eneste rette grundlag for et dansk menneskeliv, og den, der ikke vil bekende sig til det, fortjener ikke navn af dansk – og har ingen grund til at læse videre.
Så står det klart, og alt kan gå sin rolige gang.
Danmark, på dit alter!
Vi begynder ved det åbenlyse – ved billedet af det lille land midt i det store hav, nemlig ved digteren Helge Rodes kærlighedssang til fædrelandet, Som en rejselysten flåde. Helge Rodes liv og skrift er værd at lytte til og få forstand af. For både det levede liv og den efterladte skrift vidner om en bevægelse, som en del af os nutidige vist kender ganske vel: Først den selvsikre ynglings sønderrivning af hjemmets rødder og himmelstormende drøm om selv at være herre i eget hus og skaber af eget liv; sidenhen en erfaring af den slags frugtbart nedbrydende selverkendelse, der i tidernes lange løb ofte har meldt sig som fødselshjælper ved overgangen fra ynglingens omflakken til mandens liv. Og så til sidst: En længsel efter at finde det alter, hvorpå et menneske kan lægge sit liv og sin gerning.
Lad os læse begyndelseslinjerne og – måske endda – lade det indre øre lytte til sangen:
Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro
under vejrs og vindes nåde
ligger landet dybt i ro.
Hårdt går hav mod bro og stavn
møder Danmarks stille navn.
Hør, hvor blidt det klinger.
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn, som sød musik
blødt på hvide vinger.
Alt lyser op, og billederne myldrer frem fra første begyndelse. Vi ser den opankrede flåde ved det jyske hovedland, og vi tænker på alt det, der har groet i den jyske jord og opelsket en kraft og vilje, der har kunnet dø for det fælles, hver gang fjenderne var i landet, og ulven var løs. For Jylland har jo altid været forposten og fæstningsværket imod det sammenrend af sydlige magter, der i tidernes løb har forsøgt at sluge det lille, latterlige land – og (tør vi måske tilføje) også i dag tyder meget på, at den modstandskraft, der skal genrejse alt det, der er os og vort, har sin gunstigste jordbund i det jyske.
Men selvfølgelig tænker vi ikke kun på Jylland og det jyske. Billederne gør deres hemmelige gerning og udvider synet fra det særegne til det fælles, og når vi lytter til ordene om landet, der er underkastet vejrets og vindenes omskiftelighed, men alligevel ligger roligt i sit hav, véd vi, at det ikke kun drejer sig om en egnsdel, men om et åndspræg og en erfaringsvirkelighed, som angår os alle. For når havet går hårdt mod bro og stavn, møder det jo hele Danmarks stille navn. Danmarks navn er stille; det klinger blidt og møder os som sød musik – som blev det båret frem på hvide vinger.
Alt omkring os har sin hårdhed, men den dybeste klang i os er mild og blid. For vi elsker jo det lille land af en god vilje, og hverken lumske vinde eller stormende bølgeslag har indtil nu kunnet ændre på, at danske munde og hjerter stadig kan kalde disse grønne øer deres lille hjem på hernede på den store jord.
I sangens andet vers flagrer billedsangen videre og længere ud over havet og øerne:
Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn.
Muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blafrer rødt og hvidt.
Her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.
Se øriget! Se, hvordan hovedlandet har avlet øerne og ladet dem drive ud over vandet for dér at bære det fællesnavn frem, som har sin glæde i striden og altid muntrer sig med den dyst, der jo er livets egen. Vi ser øerne glide frem gennem nattemørket; det synger i os om morgengryets lyst ved lyset – og pludselig er øerne blevet til skibe. For sangen har gjort endnu et glidende billedspring, og nu ser vi tydeligt de danske skibe under Valdemars banner. Det hele blafrer i os, og nye øjne ser en gammel virkelighed: Et Danmark, der kun kan være mit, når det også er dit – og en kølvandsstribe, der pløjer sig gennem historiens hav og endnu kan skimtes af det indre øje.
Når dette skjulte øje ser kølvandet i tiden, forstår det også gerningen i nuet – og øret lytter glad til alt det, der kommer:
Hav og muld skal dansken pløje.
Venner. Hvad vi fik for muld!
Bølgelandets runde høje
tavlet ud i grønt og guld.
Lærken klatrer fra sin seng
i den morgenvåde eng
ad sin jakobsstige.
Med de lyse nætters skær
over stille bøgetræer
åbner himmerige.
Kære venner, I véd det jo: Både havet og mulden skal pløjes – og se nu, hvor alt glitrer omkring os, når vore øjne åbner sig, og vi glæder os over alt det, der er vores. Alle bløde rundinger glider grønt og blåt og gyldent frem, og når de glade ører hører den lille fugls glædessang til lyset, så ser vi jo selv den glitrende stige fra neden til oven – og måske endda også fra oven til neden. Denne stige er livskampens mærke, som kun kan ses og kendes af den, hvis vilje bider sig fast og ikke slipper gåden, før velsignelsen er sikker – og hofteskålen knust. For det er jo gamle Jakobs egen stige, som her lyser op i natten og minder os om, at imod Almagten kæmper enhver forgæves, men at det samtidig kun er den, som alligevel vover kampen og lemlæstes under overmagten, der har set en flig af hemmeligheden. Lyder det mystisk? Det er mystisk og vil længe vedblive at være det – men heldigvis kan vi jo slå op i vores Bibel, hvis vi vil vide mere.
Netop fordi det hele er så mystisk og alligevel så enkelt, springes der i det næste vers fra den gådefulde hvisken til det åbenlyse opråb. Det fjerde vers af Som en rejselysten flåde indledes med et kald og en befaling, som både lyder fra de syngende læber og til dét lyttende hjerte, som allerede gerne skulle være bragt i bevægelse:
Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værn med vid, hvad hélt er vort.
Sig kun sandhed, jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.
For nu skal øret høre, og hjertet huske. Kun sådan kan vi blive danske og forstå den frodighed, der gror i vores ånd, når der råbes ad os og hviskes til os gennem det sprog, som en tålmodig kvindestemme først pludrede ind i os – og derved gav os sit store mål for vores lille liv. Det er dette sprog, der skal omslutte os som en moderligt velafpasset handske, der – som danske hænder og håndtryk altid bør være det – er både fast og venlig. Og så klinger åndens befaling – i lige dele nutidig formaning og historisk forankring: Vi skal værne om alt det, der helt er vort, og vi skal gøre det med vid. Vi skal være skønsomme og vidende, og aldrig stivnakket bidende – og for at være det, skal vi først og fremmest lære at tale så dansk og så sandt, at ordene altid er jævne og grundsynet klart.
For danske mennesker skal ikke indsvøbe deres skrift og tale i fremmedsproglige klæder og fornedre deres liv til ligegyldighed ved at trække alt det i langdrag, der kunne gøres kort. Et ja til landet og et nej til fjenden – er alt rigeligt, når kniven nærmer sig struben. Det vil vi snart forstå igen.
Men for at forstå det rigtigt, må vi jo igen og igen mindes om, hvad der altid må have forrangen i vores liv – eller rettere: Hvad der altid har forrangen i den glæde og det liv, der retteligt kan kaldes dansk. Det er jo det milde; i hyggens fædreland har vi altid været gladest ved det milde. Vi ønsker at lade velviljen råde, og vi har ingen længsel efter ufred. Men det vagtsomme blik véd jo ganske vel, at ufreden hører til denne verdens (u)orden, og når den melder sig, skal tungen holdes lige i de sandhedskærlige munde, og sværdet bæres af rolige hænder. For så sandt som kongen med det kække kaldenavn var en folkeven af både navn og gavn, skal retten og rimeligheden altid være og blive vores livslov. Retten skal bære sit våben, og rimeligheden skal lade alting gå sin gode gang.
Når vi forstår det, har vi for alvor noget at glæde os over – og et villigt øre for den fylde, der pibler frem fra det næste lag af Rodes billedvæv:
Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdig Freja taler.
Eget brød på egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.
Lyt, lyt, lyt til tostemmigheden, og se, se, se billederne, når de danser frem med læbernes lyd. Her vælter det frem fra altings inderside, og både øre og øje genkender den virkelighed, der jo er livets egen. Det vinterligt klare og det sommerligt sammensatte; det enkelt ligefremme og det lykkeligt latterkrogede; alt det, der strålesmiler i os, og alt det, som får sin gode dåb i de tårer, der grædes for det fælles. Alt dét bor i de ord, der lever så naturligt på læben og løfter sig så lifligt op, når vi synger rent og taler sandt. For modsætningernes underlige virkelighed har givet os hjertets frihed til at tale vores lille sprog midt i en alt for stor verden, hvor åget alt for ofte har ligget på nakken – men underligt nok altid er blevet kastet af igen.
Det er derfor, vores kære Freja taler så frejdigt. Ja, det er derfor hun er frejdigheden selv – og det er derfor vores fine tillægsord for den særligt friske kækhed er en efterklang af hendes navn og væsen. For hun er Nordens vidunderlige forening af kampen og frugtbarheden i billedet af et kvindeliv. De gamle kendte ganske godt til gudeægteskabets vekselspænding mellem faderen og moderen, mellem kampviljen og fredshåbet, mellem Odin og Frigga – men de vidste også, at den nordiske skjoldmø altid både har sin rang og sit kald i hjemmet og på slagmarken. Sådan mødes de forsonede modsætninger i billedet af Freja som den, der både kæmper og elsker – og som kun kan gøre det ene, fordi hun altid allerede gør det andet. Hendes vilje er at værne, og hendes glæde jubler i alt dét, der gror.
Nu befaler hun os at skaffe eget brød på eget bord og at sørge godt for næringens righoldighed. For vi trænger både til den lette hvede og den tunge rug, og begge skal de kværnes og males i den Dybbøl Mølle, der også i dag kan møde os som et af folkets fineste billeder på gammeldansk værnevilje mellem fjendeklør og foran glubske gab.
Så vidt sangens fortale til den sammenføjning af de mange billeder i det enkle heltesyn, som er hovedsagen i Rodes sidste vers – og igen må blive det i vores liv, hvis vi vil være danske:
Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne,
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind
Danmark, på dit alter.
Værn om landets frihed; dan en skjoldvagt om dets fred; bring dit modne korn- og kerneoffer fra den jord, som har været vores i de tusind år, som lever og ånder i folkets fortælling! Når du gør det, kan du igen trække vejret frit, for så vil selve den luft du indånder være friheden selv – Nordens gammel-unge frihedsluft, som både er vores, når stilheden er så sød som blomsternes duft, og vores, når blæsten drøner om os og er saltet af de bølgemasser, som nedkværner vores kyst og truer vores hjem. Når vi forstår denne enkle glæde midt i livets egen tostemmighed, så forstår vi også, hvad der kræves af os: Alt. Vi skal sætte al vores gerning ind på det liv, der er fælles, og som kun kan findes og vindes så længe, der bor følsomme hjerter og håndfaste viljer i danske sind og kroppe. Vi skal sætte vores liv ind på fædrelandets alter.
Vi skal glæde os ved den lille blomsterhave, og vi skal værne den imod de bølgeslag, som vælter imod os fra den store – stygge – verden.
Sådan sang den følsomme krigerdigter Helge Rode, for sådan synger en dansk mund, når hjertet har fået øje for det fælles, og den store fædrelandskærlighed er begyndt at spire i et lille liv.
Danmarks gamle kærlighed!
For fædrelandskærligheden er altings begyndelse; den er arveretten til blomsterhaven, og den er det rosenbånd, der binder hjerter og viljer sammen, så livet bliver lyst og glæden lang. Men fædrelandskærligheden er ikke altings afslutning.
Det vidste Danskens hovedskjald – og derfor er det i særdeleshed ham, vi skal lytte til i dag, hvor knuden strammes, og hvor ledet for alvor er af lave ved grænsen til den lille have. Så lad os nu lytte til gode gamle Grundtvigs kærlige gådesang til fædrelandet:
Kærlighed til fædrelandet
er den sande odelsret,
kærlighed og intet andet
elsker op en helteæt,
kærlighed i pagt med ånden
den får altid overhånden.
Ja, sådan lyder jo de indledende linjer i det digt, der oprindeligt hedder Den danske Nødvendighed, men i dag kendes og synges under de klangfulde begyndelseslinjer om kærligheden til fædrelandet som den virkelighed, der alene kan give os retten til den lille jordlod, som vi først har fået af vore forældre og snart skal give videre til vore børn. I dette første vers udsynger Grundtvig sin hyldest til den mildhed, der er det inderste i det danske liv: Kærligheden. Det er dén og intet andet, der kan opelske en slægt, som fortjener at blive kaldt ved heltenes navn.
Grundtvig sætter al sin lid til denne dybe kærlighed, og han nærer en rent ud overjordisk tillid til, at hjertets længsel altid vil få overhånden, når den virker i pagt med ånden. Hvad betyder det? Det betyder, at Skjalden ser mørket omkring sig, men alligevel har tiltro til lyset over sig. Han står ved afgrunden, men frygter ikke faldet.
Hvordan er den slags muligt? Hvordan kan et menneske gå frejdigt frem, når alt omkring ham stinker af undergang? Hvordan kan hjertet leve i håbet, når fjenden er i landet – og alt for få synger den sang, som har klang af klokke, af sværd og skjold?
Det kan intet menneske forstå eller aflægge fornuftigt regnskab for. Men når der synges rent om lyset, hvisker Ånden selv sine hemmeligheder og indblæser selv sin begrundelse i det rørte hjerte. Det er dét, hele Grundtvigs sangverden handler om: Åndens egen begrundelse af alt det, som vi ikke selv kan se dybden af, men som alligevel er så virkeligt og udgør grundlaget for det lille folkeliv i den store verden.
I det andet vers af Kærlighed til fædrelandet, udfoldes denne fornemmelse for kærlighedens skjulte grundlag under det fælles liv, og glæden får sit eftertryk i et gådedrægtigt udråb:
Ja, i kærlighedens rige
ret og magt går hånd i hånd,
knytter som hinandens lige,
frit fuldkommenhedens bånd,
løser på en yndig måde
så nødvendighedens gåde!
Her møder vi endnu en gang den tanke om kærlighedens evne til at forene magten og retten, som også er én af hovedklangene hos Helge Rode. Men hos Grundtvig antydes der alligevel mere, end hvad Rode kunne lægge mund til. Her hører vi om fuldkommenhedens bånd og om nødvendighedens gåde, som kun løses, når kærligheden selv bevæger magten og retten til kærligt at række hinanden hånden. Det lyder dunkelt, og det er dunkelt. Ja, det må være dunkelt, for det kan kun ses af indre øjne og mærkes af åbne hjerter.
I næste vers uddybes antydningen – og her kan den, der har et par danske ører, som kan høre, lytte med, mens Skjalden løfter endnu en flig af livets egen gåde:
Kærlighed alt sit udretter
som nødvendigt, men dog frit,
flytter frit, hvad loven sætter:
skellet mellem mit og dit,
er ej blot dog at undskylde,
men er hele lovens fylde.
Hvor kærligheden er virksom, opløses skellet mellem frihed og nødvendighed. Hvor kærligheden ånder, er der ingen ydre tvang, for den er i sit væsen umulig at modstå, og den, som mærker hjertets svulmen, gør med glæde det gode. For hvor kærligheden gør sin underlige gerning i åbne hjerter og villige hænder, blegner loven om dit og mit, og vi forstår, at alt mit jo også skal være dit. Sådan skal den gamle lov opfyldes i kærlighedens nye liv.
Dette nye liv er overskrider enhver jordisk fatteevne. For det tilhører ikke vores lille jord, og det kan aldrig besiddes som en støvet ejendom. Dets virkeliggørelse tilhører evigheden, men dets duft fornemmes allerede i tiden:
Kærlighedens Himmerige
er endnu at vente på,
kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
”Danmark dejligst vang og vænge”!
Her er vi ved danskhedens kerne – ved selve den danske sag og den danske nødvendighed. Himlens kærlighedsrige ser vi endnu ikke, og intet menneske vil nogensinde få jordisk sikkerhed for dets virksomhed. Men tiltroen til dets herlige komme i tiden er en virkelighed i folkets liv; en virkelig magt og en virkelig erfaring, som har bevæget mennesker til jævn og munter virksomhed i blomsterhavens hyggelige småkroge – og til kærlig kæmpedåd ved dens blodstænkede grænseværn. For sådan er det jo: Alt det gode, som vi unge slægter nu har, er frugter af de gamles tro på det lys, som til sidst skal sejre over mørket. Derfor er Danmark en frodig dejlighed midt i denne verdens ørkenlande – fordi lyset fra oven og kilderne fra neden har gjort væksten mulig og ladet mildhedens blomster pible frem som lykkelige undtagelser midt i denne verdens ulykkelighed. Danmarks dejlighed er én af troens frugter – og alt det grønne vil ganske langsomt rådne op, hvis livstræet ikke får sin rette næring.
Men som sagt: Grundtvig frygter ikke. Han kender allerede afslutningen og synger derfor glad på vandringen. For hans håb er sat til det lys, der ikke kommer fra mennesker, men som alligevel skinner i verden for at oplyse deres vej – og oplive deres indre.
I det femte vers af Kærlighed til fædrelandet, spændes livshåbets himmellyse bue endnu fastere, og tillidserfaringen udmøntes nu i en klar formaning til alle os, som alt for ofte har følt undergangens angst i blodet og dens svimmelhed i hovedet:
Derfor, Danmark! Frygt kun ikke!
Frygt er ej af kærlighed.
Morgendug som mjød at drikke,
faldt til dig fra Himlen ned,
den dig midt i Ragnamørke
skænker lys og liv og styrke!
Befalingen er klar – og stammer ikke fra Skjalden selv, men fra hans Herre og Mester: Vi må ikke frygte, for frygt er ikke af kærlighed. Sådan synger gamle Grundtvig, for han véd, at den, der elsker, altid allerede har nok i dét og derfor ikke kan bekymre sig om, hvad der måtte blive udfaldet, når alverdens magter og mægtige kaster lod om ære, liv og gods.
For den elskendes øje er åbent; han ser på folkets lange liv og kaster frydefulde blikke mod de mjødstærke morgendryp, der altid er faldet så blidt i haven som himmelsk næring til jordisk liv. For Skjalden ser en Himmel, der er åben, og han fornemmer et lys, et liv og en styrke, som selv undergangens mørke aldrig vil få magt over. Derfor synger han med så frit et mod og så kæk en ligegyldighed over for alt det, der ser så nødvendigt ud, men – i Åndens lys – alligevel aldrig har været det:
Frygt ej for, hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes dejlig falder
ord på Himlens tungemål,
dens nødvendighed herneden
det er netop kærligheden.
Og derfor fortsætter han sin jubelsang og uddyber, hvad et dansk menneske for alvor bør lægge sig på sinde, når mørketiden er nær:
Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild:
hvor den blusser bor livsgrøden,
hvor den slukkes hersker døden.
Livsgrøden bor kun dér, hvor kærlighedens ild oplyser vejen og opliver hjertet. Når forstandens øje betragter den store, vilde verden, kan ingen af os se det, men Grundtvig synger alligevel om det, og måske mærker vi en gang i mellem, at han faktisk har ret: At alt faktisk står og falder med kærlighedens ild – og at alt, hvad der ikke er af kærlighed, allerede har dømt sig selv til undergangen og før eller senere vil brænde ud. For når livs-ilden slukkes, hersker døden.
Hvis kærligheden ikke brænder i fælles navn og til fælles gavn, så har Døden allerede slugt det lille land – og alt det, der var vores, fortjener kun at synke ned i glemslen. Så enkelt er det faktisk – og det skal snart vise sig, at der ikke gives nogen mellemvej: Liv eller død; opvågningens morgenglæde eller udslettelsens nattedom.
I sidste vers af Kærlighed til fædrelandet uddybes denne formaning og viser sig nu både som en opsang til de syngende hjerter, en himmelvendt bøn om lys og liv og – måske endda – et varsel om en tid, der kommer:
Blus da op i lys og lue,
Danmarks gamle kærlighed!
Atter til din blomstertue
da lysalfer svæver ned,
bringer med fra høje sæde
Danmarks livslys! Hjertensglæde!
Når Danmarks kærligheds-ild igen blusser op, vil alt blive anderledes. De små alfer vil dale ned som livslysets milde sendebude over den blidt bakkede blomsterhave, og deres glans vil gøre hjerterne glade og øjnene åbne.
Mens vi venter på de venlige alfer, skal vi væbne viljen og knælende lytte efter håbets pulsslag i skumringen. For øjnene ser endnu ikke morgengryet i det sene nattemørke, men alting er allerede i bevægelse, og ganske gradvist vil unge hjerter igen få sans for gamle længsler og dunkel-lyse anelser.
Det faldne mod vil rejse sig, og hjerterne vil juble, når øjnene ser, at heller ikke vor tids ørkenfjende bliver folkehavens undergang.
Når vi tør tro det, så er vi dér, hvor vi skal være. Skjoldvagten vil vågne, og det ængstede sind vil begynde at forstå, hvad Skjalden havde set, da han sang om en blomstrende plet ved afgrundens rand – og genfandt sin glæde i en trofasthed af en anden verden:
Fædreneland!
som på afgrundens rand,
midt i bølgerne blå,
skal du blomstrende stå,
med din maj og med dine kærminder,
som en mø med letrødmende kinder;
du endnu har det bedste tilbage,
det lå gemt hos den gamle af dage!
Efterskrift til det urolige hjerte
Til allersidst vil alt dette nå sin afslutning. Alt jordisk vil forgå, og når den danske sag er fuldbragt vil også vore blomster visne og vejres hen som vindens bytte. Når det sker, vil ingen græde over den tabte have. For når vores lys slukkes, stiger en ny sol op over en ny jord. I den milde solglans smelter alt det, som vi har kaldt vores, sammen med alt det, som andre har kaldt deres. Alle glæder sig. For denne verdens grænseled er brudte; urettens magt er knust, og vore våben nedlægges for fødderne af Ham, hvis navn er nåde:
Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.
Så frisk mod,
danske venner,
alt ender
godt.
* * *
*
Altid af Kongers brudte Ben,
gerne som Dronningers Bytte,
se, nu den Nåde ung og sen,
stå i hver eneste hytte:
Skønneste ord på Modersmål,
bæres nu frem i fælles Skål,
perlende frisk som en
Morgen
*
