Denne tekst blev oprindeligt skrevet i 2020 som et brev til en ven, der gerne ville have en håndsrækning til at gå i gang med den klassiske nordiske meditationspraksis ‘udesidning’. Nu offentliggøres teksten i den forhåbning, at andre vil kunne have gavn og glæde af ordene i arbejdet med deres egen forvandling.
Min egen erfaring med udesidning er, som du véd, fortsat begrænset. Men jeg vil gerne fortælle lidt om min viden og mine få erfaringer med øvelsen. Om vi skal kalde det et ritual eller ej, er for mig ubetydeligt. Praksissen kan, så vidt jeg kan skønne, gennemleves meningsfyldt af mennesker med meget forskellige psykiske dispositioner.
Sikkert er det, at vi her i Norden har arvet den fra vores hedenske forfædre. I det afgørende eddadigt Vølvens spådom nævnes siges det, at:
Ene sad hun ude
Det er vølven, altså heksen, spåkvinden, der tales om. Hun går, og vores forfædre gik med hende, ud i det fri for at lytte efter stemmerne fra dybet. De gik til skove eller op på høje eller ned til strande – alt efter, hvad der bød sig til, og hvad der føltes nødvendigt. Det er bevidnet i talrige kilder.
Praksisformen har givetvis også eksisteret andre steder i verden. Selvfølgelig. Sådan er det med stort set alt, hvad der er af værdi – det opstår simultant. Ånden sætter sig selv igennem.
Når vores forfædre sad ude, gjorde de det, så vidt jeg kan fornemme af to forskellige, men ofte overlappende, årsager. Dels, som allerede antydet, i initiatorisk øjemed – altså for eksempel ved livsovergange, hvor det er gavnligt at blive konfronteret med sig selv og med stemmerne. Dels ved specifikke afgørelser, der faldt dem vanskelige – altså konkrete beslutning, hvor de havde en fornemmelse af, at en sænkning af bevidsthedstærsklen gennem årvågen udmattelse ville åbne deres sind og krop for erkendelser, som ikke var dem tilgængelige i den almindelige, dagklare tilstand.
For min egen del hørte jeg først om praksissen, da jeg var højskolelærer på Rønshoved Højskole, altså helt tilbage i 2014-2015, hvor en gammel højskolemand, som ikke arbejdede på skolen, men boede i nærheden og delte min interesse for den mytologiske grundtvigianer Aage Møller, dukkede op og blev min ven. Han fortalte mig, at han havde gjort det med højskoleelever – som afslutning på et vinter- og forårsforløb forløb ved sommerens begyndelse. De havde gjort det på den måde, at de elever og lærere, der ønskede at deltage, først havde mødtes om lys, mad og sang og så derefter var gået hver til sit i skoven. Om morgenen mødtes de igen og talte sammen om det erfarede.
Siden dengang har jeg vidst, at jeg skulle derud. Men kraften til virkeliggørelse kom først efter min afsked med kirken. Det allersværeste for mig er at være stille. Netop derfor har det været så stærk en erfaring at gennemføre udesidninger.
Som nævnt: Da jeg gjorde det første gang, gentog jeg i mit hoved et mantra fra Tao te Ching: “Just stay at the center”. Til sidst var der intet andet tilbage. Da jeg rejste mig fra mit sted, fór jeg vild – og havde ikke mere strøm på min telefon. Jeg vandrede gennem skov og mark – blev drivvåd og så hjorte. Da jeg kom hjem, var jeg totalt mast. I dagene efter så jeg for alvor frugterne.
Anden gang jeg gjorde det, var der endnu en gang kun en enkelt sætning tilbage i mig, da morgenen gryede: Det er udesidningen, der er offeret.
Lad mig forklare – og gentage: Praksissen er i dag relativt udbredt blandt nyhedninge. Mange af dem snakker en del om, hvad man kan opleve i løbet af selve natten. De taler om, at man skal tilkendegive sin intention klart over for skoven, og at man så vil modtage tegn og – måske endda – syner i løbet af natten til klargørelse af det efterspurgte. For mig har det været lidt anderledes. Ja, jeg har oplevet intensitet i løbet af nætterne, men den egentlige klarhed har indfundet sig i dagene og nætterne efter – gennem lysende drømme, skærpet intuition og åbning af inspiratorisk flow. Det var dét, jeg for min del fattede den nat: At udesidningen for mig ikke var at gøre noget bestemt for at blive fyldt op, men gennem konfrontationen med stilhed, intethed, kulde, sult og mig selv at lade mig flække, så væsken derefter kunne strømme. Altså: en offerhandling, et selvoffer.
I løbet af natten løb der dyr tæt forbi mig. Jeg tror, at det var hjorte.
Så vidt, så godt.
Helt konkret anbefaler jeg at medbringe tilstrækkelig polstring. Skind, uld og overtrækstøj, der kan modstå vand. Også gerne, som nævnt, et decideret regnslag. Ved vintertid tror jeg også, en sovepose eller nogle varme tæpper er en god idé. Det handler ikke om at blive smækket i gulvet med en ugelang lungebetændelse. Så vil man ikke kunne opfange og kanalisere klarheden effektivt nok – tænker jeg.
Angående stedet: Ja, det må meget gerne være et sted, man er forbundet med og oplever som kraftfuldt – men hovedsagen er simpelthen bare at finde et uforstyrret sted, meget gerne med dyreliv. Det vigtigste er at gå i gang. Man kan altid finde mere subtile steder ved senere lejligheder.
Og ja, de kloge anbefaler faste som middel til sanseskærpelse – og for at undgå at falde i søvn. Nogle faster hele dagen op til, andre først fra midt på dagen. I løbet af selve udesidning må der under ingen omstændigheder spises. Nogle medbringer vand.
Reglerne er derudover: Absolut ingen adspredelse. Telefonen slukket, indtil Solen selv melder sin ankomst. Ingen læsning. Nogle siger, at man gerne må synge. Jeg ville ikke gøre det. Kun recitere stille. Derudover: At sidde så stille som muligt. Om nødvendigt kan man rejse sig for at tisse. Det har jeg gjort. Min blære er svag.
Hovedsagen er årvågenhed. Både indad og udad. Man behøver ikke at anstrenge sig for at meditere. Tænk gerne på alle dine anliggender – og kik ud omkring dig. Læg mærke til naturens natteliv. Lyt. Sådan kan der opstå en vekselvirkning mellem ydre omverdenserfaring og indre gennemtænkning. Til sidst bliver dit sind til grød.
Nam, nam – siger Gudinden.
God fornøjelse!
