*
Skitse til en folkelig Freja-hymne – kan synges på L. M. Lindemanns melodi til ‘Kirken den er et gammelt hus’, ærbødigt lånt til lejligheden. Kritik modtages med kyshånd!
*
Freya, hun kaldtes her i Nord
da vi fik livet i gave,
søster, sid væbnet ved vort bord,
vinden vil gro i din have:
Længsel, blandt venner, underfuld,
vækker du selv et heltekuld;
syng nu, så alting begynder
Sløret kan synes sort som død,
sindet i mismod nedsænket,
tågen så tæt omkring din glød,
hjertet så underligt krænket:
Men hun forstår at hviske klart,
røsten er skarp, men også sart;
søvnen er ikke din sandhed
Evigt i hver en kvindes krop,
modigt fornyet i drømme,
her vil du gerne blusse op,
midt i de strideste strømme:
Frue er navnet her i Nord,
nyn du kun frit i hendes kor;
knæl, så hun viser sit ansigt
Rejs jer blot op i Barnets navn,
dét, som er helligt i Verden,
skønhed udgår fra skæbnefavn,
finder sig selv i sin færden:
Fædre kan også være med,
hvis de formår at kikke ned;
mulden er ikke et fængsel
Datter, byd kækt din broder frem,
dette er tiden til handling,
kampen er ikke mellem dem,
som kun kan sejre i samling:
Blomstring er altid alles sag,
håbet er lysegrønt i dag;
gå du glad ind i din gerning
Vi er din kraft & glæde her,
børn af en lyst, der blot blunder,
synet er aldrig visnet dér,
hvor vi tør tro dit vidunder:
Frejdig i dag, smuk som i går,
jubel til skyers rige når;
her, hvor vi ved, du er vågen
Stå flot i brynje denne dag,
frie til fælles at drøfte,
frydefuldt skal vi sammen se,
Jorden kan sjæle opløfte:
Viljen til liv er altid én,
kærlighed brænder ånden ren;
ilden er ung i din bolig
I anledningen af 8. marts
*
*
Og så forøvrigt: Tak til Grundtvig!