Heksenes tid

*

Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde. 
– Johannes 16,21

*

All things are sacred to me; no thing is sacred from me. For there is no holiness where I am not.
– Liber A’ash vel Capricorni pneumatici: 28-29

*

I dag, hvor disse linjer udsendes, fejres der Mariæ Bebudelsesdag i den danske folkekirke. På dag mindes og hyldes Jomfruens uselviske modtagelse af Englen – Gabriel, som kom til kvinden og utvetydigt fortalte hende om dét, der skulle ske. I en af dagens tekster læser vi disse ord fra Marias mund:

Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!   
Han har set til sin ringe tjenerinde.  
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.  
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,  
varer i slægt efter slægt – 
Lukas 1,46-50

Et liv i modtagelse, lydighed og lykke – dét er, hvad kirken almindeligvis har set, og ment at finde, i det glade budskab om gudebarnets fødsel fra et urørt skød. Her har vi, forkyndes det fra stol og alter, selve idealet for en tjenerindes gode gerning, et liv i helligt selvforglemmende hengivelse. 

I vores tid er dette billede begyndt at blegne. Færre ønsker at tjene, end hvad førhen var almindeligt. Den nye tidsalders døtre finder sig, øjensynligt, ikke tilpasse i en så uselvstændig rolle og stræber, med større eller mindre bevidsthed, mod at virkeliggøre en anden måde at leve, elske og lide. 

Det er forståeligt og uomgængeligt. Alt er vitterligt ikke, hvad det var. Nu er vi her, og ikke længere dér.  

Altså melder et spørgsmål sig, af egen magt, og kræver vores afgørelse: Hvad gør vi mon med denne utidige figur? Hun er her jo endnu. Et spøgelse, fortsat imellem os, til urovækkende erindring om dét, der var en fælles, tvingende fortælling, dengang da mænd var mænd og kvinder velvilligt tjenende kroppe? 

Nej, nej og nej. 

Så enkelt er det ikke. Så simpelt bør hun ikke afvises, hverken af kvinder eller mænd. Den, som i stolthed over egne muligheder, nægter at granske mønstrene i den fælles fortid, vil ikke blive fri, men blot dømme sig selv til trællens liv som sprællende fange af et umodenhedens begær efter at flyve hæmningsløst i højderne, før rødderne er fæstnede. Det er nødvendigt at forstå.

Så tillad, hvis du vil, en kætterpræst at overtage Ordet: Denne Maria er vitterligt, også i her og nu, et vidnesbyrd om halvdelen af selve kvindelighedens strenge gåde, derude og derinde.

Den anden halvdel finder vi, hvis vi vil, i kødets længsel efter en skønhed, som kan blive virkelig, når sjælens væsker endelig strømmer frit.

Kraft og orden – forholdet mellem frejdigt brusende vand og myndigt inddæmmende vægge er, når vi tør se det, ingen modsætning, men blot gensidigt betingende grundpræg. Det ene kræver altid det andet, for at noget tredje kan blive egentligt virksomt – her. 

Så lad os da, for Helvede, granske overleveringen åbent øje. I næste søndags tekstrække finder vi beretningen om salvingen af kongesønnen – udmærkelsen af ham, der skal dø:

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.  Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.

Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie – Johannes 12, 1-3

Her har vi hende: Den anden Maria; skøgen, som ødselt, selvsikkert, udgyder sin olie over en troldkarls isse, så han aner, at overflodens hemmelighed kan blive åbenbar i sorgens våde højder, hvor manden henrykkes – og bliver væk:

Æsel,
dit mærke,
er et løfte,
og saften er, 
som spyddet, 
selve den 
ynde, 
som kan 
fylde os med
følelse

Sandelig siger vi jer: Dette er selve døren, udgang og indgang, altid sammenføjede som ét og intet. 

Er der mon mere, vi vil vide? 

At samle sit kvadrat, frimodigt, ivrigt, tællende til fire – dér har vi, også nu, en opskrift værd at gøre virkelig i egen kogekunst. 

Det kaldes alkymi, kunsten at adskille og forene elementer: Jomfru, Moder, Skøge – Heks. Længe lå denne fjerde, foragtede, ingrediens forseglet, glemt og begravet – men dog altid som vished blandt de vågne: Jorden lader sig ikke fornægte. Heksekvinden vågner. Dronningen vil være hel. Ud af en renset firklangs fuldbyrdelse oprejses et pentagram.

*

I det ældste evangeliums beretning om Nazaræerens død er dette ordene på kongesønnens læber, da han i rædslens glæde ser sin egen opklaring på korset: 

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Her hjælper ingen kære Fader. Barnet omsluttes jo fra alle sider. Blikket sortner. Livet er ingen ejendom. At modtage i troskab er at give slip – og vende hjem:

Hellige havdyb,
fuld af skønhed,
Herren er i dig,
lykkelig er du,
kvinde,
kåret som døende
ses her din søn; 
tal til os 
her og i

den time,
hvor vi 
vågner

Om påskemorgen læser vi, som slutningen på Bibelens ældste evangelium, disse yndigt maskeklædte ord: 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.  Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.  Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«  Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor.  Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.  Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!  Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange – Markus 16,1-8

Forholdet imellem disse tre kvindeskikkelser kan måske ved passende lejlighed udfoldes symbolsk. Her holder vi os til det ganske enkle: Bange – for hvad? Vel nok for denne ægtefødte, dødsmærkede magi. At tænke sig: Et menneske, forløst fra alting, uforfærdet vandrende omkring som daggænger i denne Verden.

Hvem åbnede den dør?

Naturligvis blev denne funderfulde beretning lynhurtigt fornedret til en simpel historie om heltens sejr – en mandig, alt for mandig, indbildning muligheden for at bevare overblikket midt i undergangen.

Forstå det nu: Graven var tom. Opstandelse er blot at blive opløst. 

Her har vi det egentlige forræderi: At menneskesønnens mysterium blev omskabt og fornedret til en trossag – frem for et kald til vågen efterfølgelse. 

Hvad jeg har gjort, skal alle gøre

Med andre ord: Der er vitterligt intet at bede om, men alting at erfare, nu hvor Gudinden kommer. I favnen bærer hun det kobberrøde kogekar, hvori en udtjent vished smelter, så noget nyt kan tage form og blive født. 

Hør her – og ti så stille: Kvinderne ved graven véd nøjagtigt, hvad de gør. Rædslen må rækkes videre. Dette er Vejen. Porten åbnes, når jeg forsvinder.

Som det står skrevet i Tvivlerens Glædesbud – det egentlige evangelium, længe skjult og bevaret under sandet, flittigt glemt, forsvarligt gemt, i en ørkens grotte, nu frit tilgængeligt for alle og enhver: 

Farisæerne og de skriftkloge har modtaget kundskabens nøgler, men de har skjult dem. Selv gik de ikke ind, og dem, der ønskede at gå ind, tillod de det ikke. Men I, vær snilde som slanger og enfoldige som duer – Thomas 39

Salige er de enlige og de udvalgte, for I skal finde riget! Fordi I kommer fra det, skal I gå derhen igen – Thomas 49

I disse tegn & tal kan alting blive anderledes. Mere er der ikke. Natten blåner. Morgenstjernen dvæler smukt i opadgående forsvinden. Sløret blafrer let i luften. Himlen rødmer. Duggen er god at drikke. Den grønne Vædder vågner som en modnet Stenbuks tidsforskudte unge. Vi er mange. Det er heksenes tid – igen. 

A-men-A

Antonio Corrodini, 1752

*
Your story was so long,
The plot was so intense,
It took you years to cross
The lines of self-defense.
The wounded forms appear:
The loss, the full extent;
And simple kindness here,
The solitude of stre
ngth
– The Letters
*