* * *
For tiden ses før solopgang det fine fænomen, at kærlighedsgudinden viser sig som morgenstjerne. Det sker, når nattens himmel sejrssikkert blåner med dagen indsvøbt i sit sjal – altså, i døgnets sarte dæmringsstund, hvor mørket stille bliver mor.
Med andre ord: I gryet ser vi, hvis vi ikke sover, i Øst et lys så smukt som intet andet. Budbringerske imellem vågne venner. Fra hendes ansigt stråler glædens vished i et uforfærdet vidnesbyrd, frimodigt fremvist til de vågne: Enden er faktisk ikke nær.
Skønheden kræver alt. Den nye tid er i sin underfulde fødsel. Grufulde rystelser, sortnende sind, uroligt hjerte. Dette er varselstegn i sorgens slør. Fornægtelsen kan ikke fortsætte. Opvågningen er uomgængelig. Alting må gennemtrænges for at forvandles.
Venus viser Vejen.
* * *
