It is impossible to summarize the meanings of the symbol of the Woman for this reason, that she continually recurs in infinitely varied form
– Aleister Crowley: ‘The Book of Thoth’
Kvindens virke er at udvide sit eget væsen. Det kan brede sig meget vidt som et stort træs krone, men det har stadig sin rod i hendes eget jeg
– Karen Blixen: ’En båltale med 14 års forsinkelse’
En klog kvinde har engang sammenfattet sin erfaring af forholdet mellem kvinder og mænd i, nogenlunde, disse ord: Mænd er, hvad de gør, og kvinder er, hvad de er. Og vi gentager: Mænd er, hvad de gør, og kvinder er, hvad de er.
Altså, aldeles enkelt udtrykt: At gøre og at være – i dansen mellem disse muligheder, som sandelig ikke er modsætninger, fornemmes og forædles kønskræfternes dagklare gåde.
Her skal det dreje sig om kvinden i hendes mest fuldbyrdede fremtrædelse, nemlig kvindeligheden selv, som hun gerne vil æres og erfares her i Norden – Gudinden, som i magtfuld kraft og glæde lader sig opleve i de fortællinger, som vi har arvet fra en tid, hvor mennesker forstod at se og høre.
Freja – i Norden er det under dette navn, vi kender hendes skikkelse. Ordet betyder Frue og er forbundet med mange fine betydninger – for eksempel fri, frodig, fredfyldt og frejdig; altså en række egenskaber der alle angår frugtbarheden selv, foreningen af det frie og det nødvendige i en samlet virkelighed, hvor det afgørende ganske enkelt, at Verden blot er, hvad den er, og at Livet gerne vil leves.
En ubekymret enkelhed – Gudindens lyst & længsel er ikke at belære, men med sit fulde væsen blot at vise os en anden mulighed end hjernespindet; et liv, der faktisk lykkes, fordi det opleves som groende og døende del af helheden, fra Jord til Jord, en krop imellem kroppe; en dejlig have, som vi aldrig har forladt.
Nu vil vi, med hendes udelte velsignelse, rejse ind i et af Gudindens mest afgørende kapitler – nemlig historien om, dengang Freja opdagede noget, som hun mægtig gerne ville have og gjorde, hvad hun havde lyst til for at få det.
Smykket, det er fortællingen om Fruens underfulde smykke, opfyldelsen af hendes skæbnevej – og antydningen af vores.
Så kom; synk, hvis I vil det, ind og ned i jeres eget billeddyb, og følg blot roligt, agtsomt, stemmens ord, nu hvor vi drager hjemad til en Verden, som i egentlig forstand er vores egen.
Sé opad, højt deroppe, over Asgård, findes hendes bolig. Det er en himmelsk gård, hvor alting altid er sig selv, netop i sin forvandling – for sådan er det jo med Himlen.
Folkvang kaldes gården. Man siger, at dens storsal er rummelig som intet andet. Her der plads til alle dem, som Fruen byder ind – og det er ganske mange. Halvdelen af de døde siges det, og vågne sjæle véd, at dette er den lykkelige halvdel, som i egen krop har lært, at livets mening ikke er at brøle heltemodigt på en slagmark, men at forsvinde ind i skønheden og spire frem som spæde frø imellem vågne venner.
Naturligvis er denne himmelgård en labyrint. Helt inderst inde findes hendes eget kammer. Dets dør er låst fra indersiden. Her kommer ingen ind, hvis ikke hun har åbnet døren. Hvor ofte har vi ikke set det: Begærligt opfyldt af sin egen ivrighed efter at gennemtrænge kvindens gåde, slår en utålmodig mand sig selv til blods – og ender som en sølle sjæl.
Hertil, og ikke længere, det står der skrevet over Frejas døren. Kun den, der kender kodeordet, lukkes ind. For kærligheden kender intet hastværk. Den rette træder ind.
*
Hun er så jordisk som intet andet – og færdes netop derfor hjemmevant i luften. Når hun har lyst, flyver og vandrer hun strålende imellem verdener. I falkeham og kvindekød krydses aldeles ubesværet den slags grænser, som hårde hjerter aldrig vil kunne overskride. For hende er der vitterligt ingen forskel mellem ild og vand.
En dag var hun på skovtur og kom forbi en sten. I stenen fik hun øje på en lille dør, som denne dag var åben. Derinde boede fire af Jordens upåagtede sønner, flittigt sammenføjede som brødre.
Det var dværge; latterlige, uforståelige og ængstende for uindviede øjne, men dragende for sådan én som hende. De stod, det så hun med det samme, så ivrigt dér ved essen og skabte skønhed ud af dybets indebyrd.
Snart tog et smykke form – vel nok fordi de sansede, at hun var nær. Ser I, en dværg er som en kunstner; han længes efter noget, som kan bevæge ham udover hans egen evne.
Som mandig smed kan han aldeles ubesværet lave redskaber og våben, men skal han skabe smykker, må han, som underfuld forjættelse i blodet, have mærket lysten til en tredje mulighed – og villigt følge længslens stier ind i skoven.
Sandelig, sandelig siger vi jer – det blev et sådant smykke, som disse fire brødre aldrig førhen havde set, en halskæde så underfuld som intet andet, tydeligvis tiltænkt et kvindevæsen uden mage.
Som nævnt: Den dag, hun kom forbi, var stenen åben. Hun stod der først og så på brødrene, uden at sige noget. Fordybede i deres gode gerning, holdt disse smede længe deres øjne fast på værket, i gradvist voksende vished om hendes åbne blik.
Og pludselig forstod de, hvem og hvad hun var: Gudinden strålede som guldet – og alle så, at dette her var noget ganske særligt.
Hvad kaldes denne tilstand? Blandt mennesker siger vi: Kærlighed – ved første blik. Forstår vi egentlig, hvad det betyder?
Man siger, at de krævede en pris for overdragelsen – og lige her er porten, akkurat så smal, at kun den rige slippes ind: Én nat med hver af dværgene, og så er smykket dit.
Hun sagde, uden tøven, ja.
En fattig sjæl vil altid misforstå det meste. Utallige har forestillet sig Frejas uforbeholdne samtykke var udtryk for en underkastelse. At de har set historien sådan, vidner alene om dem selv.
For indersiden er en ganske anden: Ligesom dybets kunstnersind behøver Himlens Frue, længes hun efter den slags håndværker, hvis arbejde kan rækkes lystfyldt frem som gylden gave – og bæres som et tegn på fælles tryllebinding.
En, to og tre og fire – kun sådan samles kraftens kvadrat: Foreningen af alle elementer, magiens væsen er at lade alting blive ét.
Spejlingen er perfekt: Som hun i dværgenes fortælling blev muligheden for noget femte, fuldbyrdelsen af deres firkant i en stjernes fine form, blev deres pragtværk denne dag det åbenbare, ydre mærke, som gjorde alting virkeligt i hende.
Vi røber intet om den tid, hun var hos dem i stenen. Mysteriet er jo deres eget. Også en dværgedør kan låses indefra, når der er fint besøg.
Det væsentlige får I her: Fordi hun nu går skamløst rundt med smykket blussende fra barmen, kan vi, der vil det, vågne op som frodige og frie.
Man siger blandt de kloge, at selve forårskraften blusser frem fra hendes glæde. Nøglen er ikke svær at finde. Kunsten er blot at følge hendes fodspor.
Hun gør alene, hvad hun vil – og viser os derved, at kærlighed er Livets lov. I skønheden forsvinder skylden. Jorden er faktisk Åndens trone. Hun lever mellem ordene – og sidder gerne her hos os.
At vide, at ville, at turde, at tie og – som de fires forening i det underfuldt femte – at tage af sted, på eget eventyr, igennem åbne døre. Så enkelt er et liv, der lykkes.
Nu holder denne dværg sin mund.
