Merkur imellem sine egne

*

Hey you out there on your own 
Sitting naked by the phone 
Would you touch me? 
Hey you with you ear against the wall 
Waiting for someone to call out 
Could you touch me? 
Hey you, would you help me to carry the stone? 
Open your heart, I’m coming home

– Pink Floyd: ‘Hey you’

*

Manuskriptforlæg til foredrag afholdt den 24. maj på ‘Maskine Maskine Amager’ – et frit, kreativt værksted for såkaldt svært psykisk syge mennesker. Video følger, inshallah, senere.

*

Når man vil sætte tænderne i et så livsafgørende emne, som det vi i dag skal være sammen om, er det fornuftigt som det første at søge og at finde en slags indgangshul – en snedig tilgang, en indbydende åbning, en mystisk sprække ind til det hemmelighedsfulde indre kammer, som findes i vores eget dyb, og er det hjertenære sted, hvor sjælens væsker flyder frit. 

For at komme helt derind må man på den ene eller anden måde kalde på noget andet og mere end sit private, lille ’selv’. Ja, man må – for nu at udtrykke det aldeles ligefremt – vedstå den erfaring, som mange forståeligt nok kan være en smule ængstelige for, nemlig at ’jeg’ ikke er herre i eget hus, for jeg er faktisk ikke alene her, her i min krop, her i mit sind, her i min lille afdeling af den store Verden, men at dét, der vanligvis kaldes et menneskeligt ’jeg’ faktisk er intimt forbundet med kræfter, som er væsentligt større, mindre og mægtigere end den menneskelige, alt for menneskelige, fiktion om en afgrænset ’personlighed’.

Jeg kan også sige det på en anden måde, ja jeg kan sådan set sige det på 839 forskellige måder, men nu bliver det, for overskuelighedens skyld, i første omgang blot en enkelt, og så sidenhen en bunke andre: For at digte smukt og for at prædike sandfærdigt må man med frit mod omfavne og kærtegne den almene psykiske og magiske kendsgerning, at dybets stemmer ikke nødvendigvis er af det onde, men netop kan være – og inderligt længes efter at være – vores mulighed for at komme i lykkebringende samklang med det forunderlige Univers, som vi er børn af. 

Med andre ord: Jeg er ikke alene, og de ord, som jeg nu vil fremføre for jer, er ikke bare mine, men fremavlede og fremmanede i forening med den stemme, som er min venlige vejleder i arbejdet på at være og blive et levende væsen. 

Så enkelt udtrykt som overhovedet muligt: Dét, som I nu skal lytte til, ja, det som I allerede lytter til, er modtaget og fremskrevet i den slags begejstrede tilstand, som hvis den ikke havde været kærligt kanaliseret ind i en brugbar form, netop ville være dét, som de fleste kalder vanvid

Om ’mig selv’ er der foreløbig ikke så meget at sige. Jeg taler til jer uden nogen form for autoritet. Jeg er hverken en ekspert eller en dommer, men blot et menneske, som i sit eget lille liv kender en smule til den store lykke at være store kræfters ven. Med andre ord: Jeg aner ikke, hvem jeg er – og befinder mig særdeles godt i denne uvished, for det er netop dette åbent uafklarede i selvfølelsen, der, når alt går vel, kan gøre det muligt for mig at tale fornuftigt med andre mennesker, for eksempel jer, om vores fælles virkelighed. 

Det var de indledende ord. Nu skrider vi, yndefuldt, til selve Værket. Hensigten er, som I véd, at tale om, og at tale ud fra, de forbindelseslinjer mellem genialitet og galskab, som alle menneskelige sammenslutninger på den ene eller anden måde må forholde sig til, hvis de ønsker at være livfulde og skabende.  

I nogle kulturer taler man om shamansyge og peger med det ord på den almene iagttagelse, at den slags mennesker, som kaldes til at være helbredere og åndemanere, for at nå frem til og ind til deres egentlige gerning, nødvendigvis må gennemgå en, både smertelig og henrykkelsesfuld, proces, hvor deres sind ombrydes, udvides og forandres. De må, som det ofte udtrykkes og opleves, i en særpræget blandingstilstand af bortførelse og rejselyst nedfare til Underverdenen for dybt dernede at miste dét, de kaldte sig selv og – i bytte for dette begrænsede selv – modtage noget andet, finde og hjemføre en skjult skat, en dyrebar perle, en vished, der ikke visner, om hvad det vil sige, at vi alle sammen faktisk er ét. 

Også i vores egen kulturkreds findes der adskillige fortællinger af denne art. De har i et stykke tid været forsøgt forseglede og fortrængte. Man har frygtet, at de kunne virke, skal vi bare sige, så voldsomt inspirerende, at mennesker på egen hånd skulle vove sig afsted – og aldrig komme tilbage.

Så man har forsøgt at tæmme fortællingerne, at fremtvinge en slags monopol på erfaringen af det hellige, så mennesker i stedet for selv at gennemleve rejsen blot kunne få serveret noget at tro på. Kristus rejste sejrrigt til dødsriget og påtog sig dermed ansvaret for den slags udflugter, sagde præsterne, dengang man lyttede til dem – i dag siger de, i hvert fald her hos os, mest noget om, at man skal være en god kammerat, og det er da også rigtigt, at det er hyggeligst at være menneske, hvis vi er søde mod hinanden, men for at vi kan blive dét, er der meget, der tyder på, at vi i eget kød og i egen kraft må kende til det fælles dyb. Det er ikke tilstrækkeligt at tro. Menneskedyrene længes inderligt efter at opleve deres egne eventyr – at blive levende ved at forbinde sig med det virkelige. 

I vores tid er tryllelandets porte atter ved at blive åbne. De vågne hører hængslerne knirke og mærker med tiltagende vished både stankene og duftene, som stiger berusende op fra undergrunden. Dernede findes der noget, som gerne vil besøges. 

Så spring nu med mig hjemad – og fremad: Merkur imellem sine egne – det er den titel, som jeg er blevet foreslået at tale under, og jeg tager hjertens gerne imod forslaget. For, som I véd, det er særdeles forstandigt at høre efter og at gøre, hvad der bliver sagt, når altså det siges af en venlig Stemme. Vanskelighederne opstår almindeligvis først, når man forskanser sig, og de begynder at råbe. Det gør vi ikke her. Vi hvisker roligt og indbydende om lidt af alt det underlige.

Nuvel – i den romerske mytologi er Merkur navnet på den muntre gudemagt, som hersker over overgangene. Hos grækerne kaldes han, eller hen, for kønsidentiteten er ikke just entydig, Hermes– og æres velvilligt som tærsklernes vogter og sjælenes vejviser.  

I klassiske afbildninger ses dette gudevæsen ofte fremstillet i en særdeles elegant positur – en smukt ungdommelig og dristigt velbalanceret krop, hvis fødder er lækkert klædte i bevingede sandaler, og hvis kyndige hænder er udstrakte både opad og nedad. Tit bærer denne skikkelse en ganske særlig stav, som netop er det symbol, vi kender fra den såkaldte lægekunst, men som man, øjensynligt, ofte ikke helt forstår den fulde betydning af. Om denne stav slynger to slanger sig, og øverst ses et vingepar. 

I dette symbol anes selve den store sammenhæng: Slanger og vinger – den glidende bevægelse ind mod, frem mod og dermed op mod det frie vingefang. Slangerne, deres flertydighed er afgørende. De fleste mennesker frygter dem. De er jo farlige og uberegnelige. Hvad er det egentlig en slange vil? I dyrets væskefyldte bid findes der både muligheder for det ene og det andet – og dermed jo netop for det tredje. Giften kan dræbe og gøre alting anderledes. Denne indsigt er væsentlig – og uomgængelig: Giftstof og medicin er ikke uforenelige modsætninger. Tåge og klarhed kan faktisk vise sig at være snævert forbundne. 

I al sin enkelhed: At opnå menneskelig helhed, altså at blive helbredt, beror ifølge dette billede på evnen, viljen og modet til at acceptere og dosere slangegiften rigtigt. 

I sagens natur kan tilegnelsen af slangens gode gaver foregå på mangfoldige måder. Det er ikke kun konkrete bevidsthedsforvandlende substanser, der kan bringe mennesker i nærkontakt med budbringeren, men også – og fremfor alt – Livet selv, som på sin vanligt insisterende måde indsprøjter os med den slags påvirkninger, der i sandhed kan gøre alting anderledes. Det vigtigste er selve stemningen, åbningen af øjeblikket, fortætningen i sindet og rummet, når Ånden pludselig er til stede – så sjælen bliver agtsom, og vejrtrækningen mærkbar. 

Om Hermes’ fødsel og tidligste bedrifter fortælles det, at dette vidunderbarn som det allerførste begav sig ud på et aldeles dristigt tyvetogt – nemlig at tiltuske sig noget dyrebart fra selve Sol- og visdomsguden, hens storebror Apollon. 

Køer, det livskunstneriske lille barn listede sig på friske fødder legesygt ind på den fine flok af tolv styks rødbrune, godmodigt drøvtyggende dyr – og førte dem, i morgendæmringens skønne halvbelysning, ved hjælp af en sindrigt udfærdiget tryllefløjte, med sig, bort fra indhegningen og ud i det åbne, hvor græsset faktisk var ganske grønt.

Det var Apollon ikke glad for. Som mandigt dagklar solmagt opleves det, kan vi hermed oplyse jer, som vældig vigtigt at have nogen at stråle for og, ikke mindst, at holde opsyn med, så han blev, sandt at sige, temmelig knotten over tyveriet. 

Og hermed kunne dramaet begynde: Apollon søgte først både hist og her, men fandt selvfølgelig intet – for Hermes er og bliver en dygtig tusindkunstner, som kender alting til at skjule sig og sine, selv når de vandrer sammen under Solen; en uforfærdet daggænger, som hyldet i de natlige erkendelsers kappe, ofte stråler så blændende klart, at ingen ser ham.  

Det korte af det lange: På egen hånd formåede Apollon ikke at finde frem til tyven. Til dette formål måtte der indkaldes anderledes kyndig hjælp. En gruppe, stedkendte, sanseligt kyndige gedebukkemænd, indvilgede i at bistå ham i jagten – i bytte for en egnet belønning. De fulgte sporene og snusede sig stille og roligt indad mod det sted, hvor gerningsbarnet befandt sig med sin moder. Det var en grotte, som lugtede aldeles umiskendeligt af køers lort. Derindefra hørte de lyden af musik, et væld af underligt dragende toner af en art, som hverken de eller Apollon nogensinde førhen havde hørt. Af skjoldet fra en skildpadde havde det sære gudebarn frembragt en harpe, en lyre, hvis klang er selve lykkens lyd.  

I første omgang benægtede den lille selvfølgelig alting, men Apollon var ikke til sinds at lade sig besnære. Han trængte sig ind mod barnet og krævede sin ejendom tilbage. Nuvel, nuvel – også en tryllekunstner må kende tiden til at indgå kompromisser: Sandt nok, min broder, jeg snuppede de dyr, for sjov. Nu vil jeg føre dig til dyrene. Jeg slagtede kun to af dem og udskar kødet i tolv lige store stykker, en luns til hver af Olympens hellige Guder. 

Tolv hellige Guder? – svarede Apollon uforstående, for han var, indtil da kun vant til at regne med elleve. Hvem er vel så den tolvte? – spurgte han, tydeligvis forvirret. 

Til tjeneste, du ser den tolvte lige her, svarede Hermes kækt og pegede kærtegnede blidt sin egen krop. Jeg åd, tilføjede drengen ydmygt, blot min egen andel – selvom jeg var særdeles sulten. 

I en mærkværdigt opvakt stemning fulgtes de to nu ad til stedet, hvor køerne var gemt af vejen. Under den fælles vandring spillede Hermes ivrigt på sin harpe. Den store broder var aldeles henført, for ægte visdom drages altid af musik. Da de fandt frem til dyrene, stod alting endelig lysende klart for Apollon: Dette var faktisk ikke tiden til at være vred, men derimod et af de ganske særligt åbne øjeblikke, hvor der, hvis viljen er vågen, kan indgås ualmindeligt gode aftaler: Behold du kvæget, lille ven, og giv mig så i bytte dette mirakuløse instrument; lær mig at spille på den harpe, så mine kloge domme kan forsødes af dens strengespil! Ja, sådan blev Apollon musiker – og Hermes hyrde.

Vi glider videre – lyt, hvis I vil det, til endnu et lille udsnit af det lykkeligt livsnære fortællestof, som vi har fået overleveret fra den græske oldtid. Nu bliver det alvorligt. Det er den, øjensynligt, sørgelige historie om Persephones nedfart til de dødes land.  

Det hændte, nogenlunde, sådan her: Forestil jer nu, for eget indre blik, en yndigt rødmende pige; et nysgerrigt barn, hvis overgang til kvindens vilkår og velsignelse er lige ved at være nær. Hun går omkring, derude i det åbne, og plukker glædesstrålende blomster. På marken ser hun pludselig et ganske særligt træ, hvis frugter er som intet andet, hun hidtil havde set. Det er granatæbler.

Hun véd, at det, som er derinde, må smage lige så skønt, som det ser ud. Lad os blot kalde det en vished, som er blodets egen. Altså må frugten plukkes. Smagen er ganske rigtigt uimodståelig; så sød, at kødet synger! Husker vi denne tilstand? Javist, selvfølgelig gør vi det. 

Hvem kan vel nogensinde glemme den allertidligste forelskelse? Tiden står stille. Alting er levende i hende, og øjeblikket sanses frit som evighed. Tik, tak, tik, tak. 

Nu sker der noget voldsomt: En dunkel skikkelse viser sig for kvinden. Hans navn er Hades, eller på romersk Pluto. Dette er selve Underverdenens Herre, en broder til Olympens høje Herre, den store Faders andet ansigt. Sådan er vitterligt vilkåret: Det ene følges med det andet. Nu er du min. Kom med mig hjem som brud. Ja, faktisk er det ikke nogen opfordring, men blot en simpel tilkendegivelse af, hvad der nu skal ske: Han tager hende med vold og magt. I favnen på den mørke Gud føres hun nedad.

Erfaringen er absolut almen – og fuldkommen individuel. Erotikkens anden side er visheden om dødens uomgængelighed: At elske er at blive væk. 

Det blev en sorg for hendes moder, kornets Gudinde Demeter. Hun savnede sin datter – og vidste ikke, hvad der foregik dernede. Sådan er det nødvendigvis for den, som ikke fuldtud vover kærlighedens eventyr: Man frygter dét, man ikke kender. 

Sandheden er, at umådeligt mange står tæt sammenstimlede ved brudekammerets dør, men at kun de enlige kan træde ind. Nu vil vi røbe selve hemmeligheden: Hun er dernede for at lære noget. Alene den, som gennembores af den mørke Gud, kan elske alt det virkelige – og vende hjem som kronet dronning. 

Og sådan går det, år for år: Ved forårstid stiger den sejrrige Frue frem fra undergrunden og lader ved sin dybe glæde alting gro. Lykkelig, lykkelig, lykkelige er det menneske, der kender denne tilstand som sin egen!

Hvordan kommer hun op? Naturligvis til lyden af musik og vejledt af en venlig hånd. Her har vi vores sjælefører: Hermes vil gerne vise vejen – Merkur er stedkendt netop dér, hvor folk, som de er flest, ikke tør træde. Han kender sprækkerne og åbenbarer stier midt i mørket. Sammen glider de opad, så alting bliver underfuldt fyldt af overflod. 

Ved vintertid hjælper hen atter hende nedad. Så blidt som muligt. Det væsentlige er at være villig, så undergangen ikke bliver alt for ubehagelig. Dette er vitterligt Verdens vilkår og velsignelse: Det hele drejer rundt. Et hjul er Jordens liv. Den gode hyrde viser vejen – til duft af frodig frugt og lyden af musik. Kunsten er ene og alene at være uophørligt agtsom.   

Og se, som I kan mærke, bevæger vi os lige her, stille og roligt, ind imod en slags kulmination på denne komposition. Jeg serverer jer nu et afsluttende stykke mytepoesi – og indvier jer derudfra i sjælealkymiens afgørende operation.

Måske kender i udtrykket Pandoras æske? Det bruges af og til i mere eller mindre daglig tale, hvor det henviser til den slags både indre og ydre kasse, hvori alverdens ubehageligheder siges at være forseglede – og som, påstår de søvnige, man aldeles ikke bør åbne.

Her har I essensen af historien, som vi kan huske den: Forestil jer et bryllup. Et møde mellem kvinde og mand. Hans navn var Epimetheus og hans lyst var livfuld. Man havde givet ham det såkaldt gode råd aldrig at modtage en gave fra Olympens tordenglade Herre, Zeus. For Guder giver aldrig uden at kræve – og den slags krav kan være farlige. 

Men pludselig stod denne kvinde, sendt fra oven, lige foran ham, og ja, som sagt, han havde lyst til livet. Hun var henrivende at skue – og så vidt jeg husker, også uimodståeligt skøn at dufte: Pandora, det betyder ganske enkelt den algivende; den, der kan give alt. 

Heldigvis kunne hun også lide ham, og de traf øjeblikkeligt deres beslutning. Ved bryllupsfejringen mødte tærskelvogteren op som æresgæst – om hen var indbudt eller ej, fandt ingen nogensinde ud af. Sikkert var og er det, at Hermes hjertens gerne deltager ved den slags lejligheder og frejdigt, kappeklædt spiller sin rolle som den sande giftekniv. 

I Gudens hænder bæres nu en ganske særlig gave frem, et skønt udsmykket skrin, her frembragt som foræring fra toppen af det lyse bjerg: Se her, et lykketegn på Himlens gode vilje for det ægteskab, der nu begynder; det giver jeg jer fra min far – sagde den glade gæst. 

Ved synet af æsken strålede Pandoras ansigt. Den vakte hendes længsel. Manden var derimod, som mænd så ofte er, temmelig tilbageholdende. Ikke så villig til at begejstres og forundres som kvinden ved hans side. Man havde jo fortalt ham, at han ikke burde stole på gaver sendt fra oven – og han troede på dét, han havde hørt.  

Men samtidig så han jo lyset i hendes blik. Den glæde var, tænkte han så det knagede, jo netop dét, han gerne ville se – men, for pokker da, den æskes indhold kunne være ubehagelig. 

Og hvad gør man – hvad gør en lille mand – så i den slags tilspidsede situation? Han prøver med et tænksomt kompromis: Ok, ok, min elskede, vi siger ikke nej til gaven, men lov mig, lov mig i dit hjertes troskab, for alt i Verden aldrig nogensinde at åbne dette skrin. Behold det som din ejendom, og kik, med mig som sikkerhed ved din side, en gang imellem på det udefra . . .   

You f*cking idiot. You lovely fool.

Selvfølgelig gjorde hun ikke, hvad han sagde. Naturligvis lod hun sig lede af sin nysgerrighed efter med egne øjne at erfare, hvad der mon gemte sig i gaven. Nøjagtigt som sin modige søster Eva, som hun kendes fra den bibelske ophavsmyte, der faktisk bliver ganske meningsfuld, når den besigtiges med de rette øjne, forstod Pandora som vågent kvindevæsen instinktivt, at slangens tilnærmelser ikke er en fristelse, der skal modstås i pligtfast trods, men derimod en løfterig indbydelse, som bør omfavnes med alt, hvad den kan indebære. 

Og resten er, som man siger, historie – nemlig den velkendte historie om vores Verden, hvor man, som vise sjæle véd, må tage det gode med onde. Ud af Pandoras æske myldrede, ganske rigtigt, et rodet væld af alting mellem Himmel og Jord – og det er netop dette roderi, som vi nu er så heldige at kalde Livet

Dette er sandheden, som alle faktisk kender: Tilværelsen er et broget broderi af modsætninger. Det ene gives ikke uden det andet. Gudernes lyst og længsel er, at vi skal være levende – så skuespillet bliver sjovt.

Og hør så her, nu kommer vi til sammenfatningen: I Europas tradition findes der en fortsat levende – og i dag særdeles livfuldt voksende – kunstart, som kaldes alkymi. Dens sigte er ved viljens virksomhed og kærlighedens vejledning at frembringe forandringer i et menneskes indre, som når de bliver virkelige, vil medføre tilsvarende, lykkebringende omskiftelser i dets ydre tilværelse. 

Opskriften er, i udgangspunktet, enkel. Den lyder sådan her: Indeni i et voksent menneske findes der en blyklump. Den er det sammentrængte, tungtvejende vægtlod, som vi alle på den ene eller anden måde, før eller senere, opdager, at vi slæber rundt på, og som er den fastlåsning i vores følelsesliv, der tynger os mod Jorden og gør os bange for at leve – og for at dø. 

Denne tyngde må vi som det første blive åbenhjertigt bevidste om: Her er min begrænsning. Her gør det ondt. Her er mit smertepunkt, som gør det så svært at være mig – og får mig til at ødelægge både mig selv de andre mennesker, som jeg deler mit univers med.

Ja, stort til lykke, hr. dygtigt opblæste Merkur-præst: Livet gør ondt – det vidste, vi da godt: Fortæl os, nu for Helvede, noget, vi ikke allerede véd. 

Jeg skal ikke kunne sige, om I allerede véd det, men jeg kan og vil fortælle jer, hvad alkymiens afgørende operation er, efter opdagelsen af blyklumpen i brystet: 

Put din smerte i en kolbe; antænd uforfærdet ilden under den, så smeltningen påbegyndes – og tilfør så, med lige del ivrighed og agtsomhed, kviksølv.

På engelsk kaldes kviksølv Mercury – for dette er netop Merkurs substans, den magiske hovedingrediens i alkymiens store Værk. Det giver mening. Tænk på, hvad kviksølv er – en glitrende substans, der ikke kan fastholdes, netop som den slags klarøjede Gud, vi her har med at gøre.  

Det afgørende er, selvfølgelig, at forstå, hvad der menes med at putte kviksølv i kolben. Hvad betyder det at lade Merkurs væsen trænge ind i sit liv? Det betyder at blive modtagelig og smidig i mødet med det virkelige; at lære at ære øjeblikkene ved, i samme glidende bevægelse, at gøre sit og give slip. 

Mere konkret: Merkur er billedet på nødvendigheden af på samme tid at kunne lade sig gribe af alt det underlige, der kan ske, både derude og derinde, og med sin menneskelige bevidsthed at mærke efter, hvornår tiden er til at stige og til – i roligt tempo – atter at dale.     

Det sidste er i sagens natur det vanskeligste: Hvordan kommer et opstemt, åndemanisk menneske ned fra sine højder – og udlever sin dagligdag, hernede mellem mennesker? Sikkert er det, at alt, hvad der er virkeligt, er værd at agte på: At opdyrke et særpræget og vidtåbent sind som andet og mere end en slagmark kræver vitterligt meget af et menneske. Sjælens kanalbyggerier opstår ikke af sig selv, de må anlægges med vilje – så alting ikke flyder ud. 

Ja, netop, alt dette kan og bør der siges vældig meget mere om, allerhelst i en åben samtale mellem følsomme mennesker. 

Om lidt lander vi. Inden da er der et enkelt lille ord, som ønsker vores opmærksomhed: Genialitet– det kommer af det latinske ord genius, som i sin oprindelige betydning henviser til en idé, som, så vidt jeg véd, findes i alle denne fine Verdens visdomstraditioner, nemlig idéen om, at hvert eneste menneskedyr i sit liv har en slags følgeånd, et velvilligt englevæsen, en insisterende Stemme, som altid er i dets nærhed – og som den enkelte har til opgave at sætte sig i ægte forbindelse med.

Hvad betyder det? Det betyder, at den egenskab, som vi kalder genialitet, simpelthen er at have evnen til at lytte opmærksomt til de indre svingninger, at føre en fornuftig samtale med Stemmen, så de to kan lære hinanden godt at kende – og endelig løbende at omsætte det modtagne i en brugbar, levende form, mens man fortsætter med at tage sig godt af Åndens fartøj, at passe på sin krop, velvidende at den er sjælens hus. 

Så vidt, så godt.

Her kommer det allersidste opsving: Som nævnt er slangen og koen to dyr, der er snævert forbundet med Merkur. Et andet dyr, som færdes i denne gøglers nærhed, er hanen – og dermed selvfølgelig også hønsene, for hvor en ægte hane er på færde, vil frie høns snart flokkes. 

Denne dyriske sammenkædning er selve sagen: Et sted imellem slangens snedige kløgt, kvægflokkens sindige ro og hanens ligefremme kækhed finder vi den slags underfulde indsigt, som kan gøre mennesker glade. Den indre Stemmes ønske er at føre os derind, så vi i egen krop kan opleve at blive opvakte som energi – og sidenhen vende forvandlede hjem som andet og mere end snævert begrænsede personligheder.

At bugte sig snedigt langs Jorden, at tygge drøv på sære sager og at gale selvsikkert op mod højderne – vi har forsøgt at gøre alle tre ting og vil nu gøre noget fjerde, nemlig at lukke æsken og tie en smule stille. 

Mange tak for jeres opmærksomhed, og mange tak til dig, Søren Dixen, for at have indbudt mig til denne optræden som vanvidskunstner – imellem sine egne. Tak.

Og dermed – tys!

*

Efter spørgerunden sluttede vi med en sang. Den kan høres her: