*
Tell a little truth with many lies, that’s the only Way I’ve found
– Ronnie James Dio
Jesus sagde: Der er mange, som står ved døren,
men det er de enlige, som skal gå ind i brudekammeret
– Thomasevangeliet
*
Forestil dig, hvis du vil, at du i dag har valgt at gå i kirke. Bevæggrundene for dette skridt er dine egne, men hvis du har svært ved at komme på nogle, skal vi gerne give dig dem: Du er nysgerrig. Du er nysgerrig efter at forstå, hvad der mon foregår i dette sære hus, hvor mennesker samles for at lytte til fortidens fortællinger – i håb om, at de kan bruges til at kaste velgørende lys over nutidens liv. Hvis du stadig har svært ved at forestille dig selv i en kirke, foreslår vi dig et simpelt spring: Hop med på legen – nu er vi i en kirke.
Du har ikke været i denne kirke før, men har jo dine forestillinger om, hvad der vanligvis foregår på den slags steder. Kort fortalt: Du regner med, at det godt kan blive ganske kedeligt. Men det bliver det ikke.
Det første, du bemærker er, at præsten virker til at være en, skal vi bare sige, temmelig anderledes type end, hvad du havde regnet med. Der er en anden ynde i den måde, han bærer kjolen på. En rolig skønhed – og en nærmest koket kækhed i denne mands måde at gebærde sig på gulvet og en åbenlyst teatralsk, men ikke overspillet, ironisk krydret (selv)højtidelighed i hans måde at indbyde til fælles andagtsfølelse.
I synger – blandt andet: Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad – og du mærker, at det, da sådan set er sandt. Der er en sødlig duft i rummet, som om nogen har spredt den her, for at du skulle opleve den, netop nu, og derved mærke sammenhængen mellem toner, ord og sansning.
Ved den første tekstlæsning fra kirkens hellige bog, fornemmer du tydeligt, at noget forunderligt her er på færde. Præsten fortæller jer – med let hævede, dunkle øjenbryn -, at der til denne dag faktisk er to tekster at vælge imellem, og at han har valgt dem begge, så I selv kan høre, om der mon er en tredje imellem dem.
Nu læser han højt for jer. Stemmen er klangfuldt mild og vild. Han er en skuespiller, og du forstår, at I nu er med i hans komedie.
Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter. Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed.
Du tænker: Ja, det lyder jo da altsammen ganske godt – hvilket du selvfølgelig udmærket véd netop vældig ofte kan være en anden måde at sige, at det lyder for godt til at være sandt.
Særligt én sætning betones i ceremonimesterens mund:
Spædbarnet leger ved slangens hule
Alle sætningens s’er er særdeles stemte og giver ham sandt at sige et temmelig svanset præg, som forvirrer dig, for resten af lydene fremføres i en uafviseligt mandig stemmeføring. Du mærker, at vi her er mellem modsætninger.
Og mens du sidder dér i dine såkaldt dybe tanker, er jongløren allerede videre til næste nummer. Nu kommer den næste tekst. Inden oplæsningen af den, lukker han øjnene og snurre en enkelt gang rundt om sig selv, så kjolen hvirvles en lille smule, og du ser et glimt af kåbens inderside. Den er lilla. Det anede du ikke, at en præstekjole kunne være indeni. Men det er den. Bevægelsen får dig til at tænke en islamisk mystiker, en kaffeblæst sufi, som drejer og drejer rundt om sig selv for at forene sig med Universet.
Da præsten igen ser ud mod menigheden, begynder han uden uden videre igen at læse op fra bøgernes bog.
Denne hellige lektie skriver profeten Malakias:
Dette siger Herren: Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig. Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre. Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren
Også denne gang betones nogle ord anderledes end de andre:
Han sidder ved smeltediglen og smelter sølvet og renser det.
Betoningen er så håndfast, at du kunne have kaldt det latterligt overdrevet, hvis ikke du nu var nået til netop den mærkeligt flimrende og forventningsfulde tilstand, som dette menneske så åbenlyst har arbejdet på at bringe dig ind i. Du drikker velvilligt ordene – og tænker: Gad vide, om jeg i dag bliver kristen?!
Efter oplæsningen synger I endnu engang sammen. Du følger og føler opmærksomt ordene og lærer ubesværet melodien:
Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id:
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.
Han kender tegn og mærke
på klarheds gennembrud,
når sølvstoffets ædle indre
af ertsen lutrer sig ud.
Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.
Da glædes høje mester,
da værket er fuldbragt,
da priser det ædle sølvstof
sin mesters dåd i sin pragt.
Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.
Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.
Det er B.S. Ingemanns ord, læser du i salmebogen. Du kommer i tanke om, at du engang har hørt, at det, dengang denne digter levede, blandt hankønsvæsener, som ikke brød sig om dette menneske, var en udbredt morsomhed at håne ham ved at spille på navnets lighed med to ord, som de færreste herrer bryder om at få klistrede på sig: Ingen mand.
Og det er faktisk lidt sådan, det føles lige nu: Kan dette menneske, i hvis komposition, du nu befinder dig, egentlig kaldes en ‘mand’? Sikkert er det, at du nu på samme tid føler dig ret så forvirret og temmelig fascineret.
Du har engang haft latin – i den ene eller anden skole. Så du véd godt, hvad ‘fascineret’ egentlig betyder. Det betyder at være draget mod nogen eller – endnu bedre – mod noget.
Og det er sådan, det er: Du ikke bare føler dig, men er nu draget ind i den fortælling, som flyder og knitrer frem imellem ordene.
*
Salmesangen er ovre. Og prædikanten står på stolen. Du har slet ikke bemærket overgangen. For et øjeblik siden stod han midt i midtergangen med ryggen mod dig og ledte fællessangen vendt mod alteret. Imens du sang, kikkede du på billedet i øst. Det er en flok kvinder, som sidder midt i mørket – og venter på dét, der snart skal ske.
Nu nikker præsten en enkelt gang ud mod forsamlingen, og alle rejser sig. De véd, hvad de skal gøre, og du følger lydigt trop – men vælter næsten tilbage på din bænk i overraskelse ved ordene:
Vi hylder Lysbringeren og alle hens gerninger. Vi leger med Gudfader den afmægtige, Olympens skrøbelige fyrste. Vi er, som Slangebarnet, korsfæstede for at forstå, så vi kan indse denne Verdens årsager og virkninger i ét – for derved frydefuldt at forvandle frygtsomme sjæle til livfuldt dansende døde.
Ved de afsluttende ord vender manden sine håndflader en smule ud mod jer. Du ser, at de er let sortnede, som hænder bliver det ved at håndtere ilden og dens efterladenskaber. I står der stadig. Nu kommer søndagens hovedtekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Prædikenen er kort. Den varer et sted mellem syv og otte minutter. Undervejs i ordstrømmen – og særligt i kunstpauserne – oplever du den samme flimrende tilstand, som allerede havde indfundet sig tidligere i seancen, men nu iblandet noget andet. En indre ro. En muntert hvilende følelse af lægemiddel i dine årer. Du føler dig opløst og samtidig underligt samlet om – dig selv?
På et tidspunkt mærker du en stille sitren i din pande, sådan cirka i midten, et lille hak over dine øjne. Du tænker ikke længere på, om du mon er blevet skør, men tager egentlig bare tingene, som de kommer. Du kikker ned på gulvet. En billeddannelse danser for dit indre øje. Det minder om at være overtræt, men du er faktisk vældig vågen.
Dét, du ser, ligner på samme tid, perler og dråber. De er sølvklare og bevæger sig uhindrede omkring. Du har aldrig set et smukkere syn.
Da, du kommer hjem, husker du ikke andet end disse ord:
Gå hellere hen til købmanden og køb selv
Og så forøvrigt disse:
Våg derfor, for I kender hverken timen eller dagen.
Og disse, lykkeligvis også disse:
Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
X
* * * * * * * *
* * * * * * * *
* * * * * * * *
X
Og så forøvrigt – et forsvundet brev:
Magi begynder med B
The floor you walk on
is smooth.
There is no ground there
Magick begins with blood
Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Kære Marco Månemand
Jeg skriver disse indledende ord sådan cirka en tyve minutters tid efter at have spist en passende dosis spids nøgenhat. Der går vel nok omkring tyve minutter mere, før virkningen for alvor kan mærkes. Før jeg spiste svampene, puttede jeg vores toårige datter. Lige nu sidder min hustru og læser med den syvårige. Lidt senere skal hun mødes med sin elsker. Og her sidder jeg midt i min historie – og som en nyopdukket figur i din. Det er sådan her, jeg gerne vil leve mit liv. Magi er at opsøge og forene modsætninger.
Svampene, dem har jeg valgt at spise for at udprøve og opleve mig selv – og dermed er vi allerede inde i vores emne. Jeg har allerede skrevet det: Magi er at opsøge og forene modsætninger.
En væsentlig del af arbejdets opsøgende aspekt handler om bevidst at beslutte sig for at gøre svære ting. Lad mig bruge mit eget tilfælde som eksempel: Jeg har lige nu, hvor meningen er, at jeg skrive noget forstandigt sammenhængende til dig om blodets magiske betydning, besluttet mig for at indtage en bevidsthedsforandrende stimulans, som almindeligvis ikke ligefrem bringer mennesker i krystalklart skrivehumør. Typisk ligger man på gulvet og ser på stjerner.
Det her er pointen: Jeg prøver at gøre to modsatrettede ting på én gang, så der imellem dem opstår en tredje – og passer så forøvrigt mit familieliv på samme tid.
Det gode ved denne teknik er, at jeg presser mig selv ind i en tilstand, hvor det radikale og normale bringes til at rime fornuftigt på hinanden. Jeg insisterer på at ophæve modsætningen mellem at være blæst og forstandig – og går umådeligt meget op i både kommatering og tankestregers passende placering. Et skærpet sind, det redskab er uundværligt, også på magiens vej.
Man taler, som du véd, om magikerens fire hovedredskaber (eller våben) og jævnfører dem med Tarottens fire suiter: Stavene, Skiverne, Sværdene, Bægrene.
Sværdet er allerede berørt: Forstanden, overblikket, sindsklarheden.
De er i sagens natur alle fire afgørende, men siden vi er mænd, er det naturligt for os, i hvert fald i dette brev, at fokusere på de mandlige af redskaberne.
Og hov, nu vågnede min lille datter. Jeg har sat mig ved siden af hende for at berolige hende. Det hele er virkeligt – og vigtigt.
Redskaberne, de to mandlige af dem er, i hvert fald set fra Træets bund, Sværdet og Staven. Det absolut vigtigste af disse to er Staven. Javist, sværdet er godt til at adskille, findele og forfine, men det er Staven, som er selve det livgivende værktøj. Kun den kan skabe.
Staven er viljen. Staven er viljens opvækkelse i brystet og udlevelse i handling. Staven er at fatte Lovens ordlyd – og faktisk følge den: Gør hvad du vil skal være hele Loven.
Og dette er jo så sagen: Hvis et menneske ønsker at gøre, hvad det vil, så må det lære denne vilje at kende og øve sig i at udleve den.
Og – nu er vi ved blodet: En særdeles virksom overskridelse er at udgyde sit eget blod. Dette er den ene del af sagen, altså at selve overskridelsen er virksom. Den anden side af sagen handler om den mere indgående betydning af blod.
At blod er livskraft er ganske enkelt at forstå – men ikke en ensartet erfaring for de to køn. For kvinders vedkommende er denne vished om blodets magtfulde betydning konkret nærværende i kroppen i kraft deres cyklus. Verden har fat i dem – og får dem, om de så vil det eller ej, igen og igen til at bløde. For os er det anderledes. Vi bløder ikke af os selv, men kan vælge at opsøge denne åbning. Som Verden åbner en sprække mod os, kan vi vælge at åbne en sprække mod den – og undersøge, hvad der findes i denne dobbelte åbning.
Nu mærker jeg tydeligt svampenes virkning. En svømmende tilstand begynder at indfinde sig. Farverne forandres. Jeg kunne lægge mig ned og blot nyde turen. Men det gør jeg ikke. For jeg sidder jo her og skriver et brev til dig.
Dette er det væsentlige: At anvende en kniv til at åbne sit eget kød for at lade lidt af sin væske komme ud er på mange måder selve det magiske arbejdes begyndelse. Magi begynder vitterligt med B.
B – som du måske véd, hedder B beth på hebræisk og er det bogstav, der ifølge de klassiske korrespondancer hører sammen med Merkur/Hermes/Thoth (kald hen lige, hvad du vil).
Og ja, Merkur er jo Tarottens magiker – som bringer alting i bevægelse ved både at være og at skænke kviksølvet i kolben. Flydende og fast – på samme tid.
Når man først møder dette merkuriale præg, er det som noget, der, som vi siger, pludselig dukker op. Merkur kommer altid flyvende ind – og det kan sandelig både være fra venstre og fra højre. Det afgørende er, at han vitterligt kommer dumpende ind for at spille sin rolle som jonglør.
Når man som en, der er ny på stien, først møder et merkurialt menneske, altså et menneske, som er lykkedes med at virkeliggøre denne – – –
Lige dér blev jeg afbrudt af min hustru. Vi skulle lige have anbragt en nissegave til den store datter og aftalt aftenens logistik. Du ringer, hvis der er noget. Ja, det gør jeg.
Nuvel – tilbage til sætningen:
Når man som en, der er ny på stien, først møder et merkurialt menneske, altså et menneske, som er lykkedes med at virkeliggøre denne sammenføjede tilstand af flydende og fast, så kan man som det første sagtens tænke, at det dér kan sgu da for Helvede ikke passe. Den mand er en bedrager.
Og ja, Merkur er en bedrager – blot er hans bedrag af en væsentligt mere vidtrækkende art end, hvad vi hernede sædvanligvis forstår ved ordet.
I mødet med denne overvejelse er der, logisk nok, kun ét at gøre – hvis altså man er nysgerrig, og det er naturligvis at springe – at springe som fortællingens fjols, Tarottens Nøgle 0, hen mod den nummer 1, der sætter skub i sagerne.
Man kan udtrykke det sådan her: Merkur er Narren, der får form – og byder andre idioter op til dans.
I en vis forstand har jeg nok allerede fortalt dig, hvad jeg gerne ville denne gang. Det kan skæres ud i en mundret bid – hvis du har den slags lyster: Magi begynder med blod.
Jeg foreslår dig at bringe et blodoffer til din Engel.
Engel betyder budbringer. Kernen i det magiske system, som ‘jeg’ arbejder inden for, er at gøre sig lækker for sin budbringer og ende som hans brud. Den første del af dette arbejde er Ridderen. Man befæster sin vilje, velvidende at færden bliver lang og farefuld. Man afprøver sine våben – og så tager man afsted.
Sidenhen sker der – hvis altså man er lækker nok – en underfuld omvending, og man ser, at det sådan set er ham, der bevæger sig – og ‘mig’, der har til opgave at modtage ham. Og så bliver alting for alvor funky. It’s great fun.
Men altså – lige nu er vi lige her:
Jeg foreslår dig at bringe et blodoffer til din Engel.
Eller mere udfoldet: Jeg foreslår dig at udsende en viljefast kærlighedserklæring til den budbringer, som ene og alene kan lære dig at være magisk. Sig til ham, at du længes efter hans favntag – og vis ham, at du mener det. Vis ham det med dit blod.
Og her kommer så den familievenlige disclaimer: Jeg foreslår dig ikke at dø. Ikke nu. Det tager Englen sig sidenhen selv af. Jeg foreslår dig bare en lille flænge. At indridse en åbning.
Alvorlig talt: Prøv at skrive et kærlighedsbrev til – dig selv. Prøv at lade din egen vished om et højere selv få krop og billede som den budbringer og brudgom, der, hvis du virkelig vil det, faktisk kan gøre dig – til dig.
Og besegl så dette brev med dit blod. Lov ham, at du mener det for alvor, at du nu vil lege med magi.
Det allersidste, jeg vil fortælle dig i denne omgang, handler om en pudsig detalje ved Merkur – og du véd pudsige detaljer er jo netop dér, hvor Lysbringeren så gerne vil findes.
Merkur gør, når hen for alvor træder i karakter, altid sådan her: Han siger og viser sandheden, nøjagtigt som den er, for med ham er alting faktisk én til én – og tryller så det hele væk.
I hælene på Gudernes sandalflyvske budbringer følger bestandigt en abe, som flittigt aber efter – og det her er joken, som er så pisse, fucking sjov, særligt fordi stort set alle undervejs på turen glemmer alting om den: Hvert eneste af Merkurs ord og bevægelser er sande, men i abens mund og dans bliver det hele løgn – og publikum sidder, dygtigt mundlammet, tilbage dér med tvivlen?
Var dette et menneske – eller en bedrager?
Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje
Bror Høne