Opsamlende ord til en flok højskolelever
ved afslutningen af faget ‘Kønsmytologi’
– kanske med alment indhold.
Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Kære menneske!
Det sidste, jeg vil fortælle dig, får du her på skrift. Jeg har talt umådelig meget. Jeg har stopfyldt dig med ord, næsten som om du var en Fois-Gras-Gås. Men det er du jo ikke. Du er et menneske. Nogle gange har der måske været for mange ord. Sådan er det for nogle af os. Hvad hjertet er fyldt med, flyder munden ofte over med. At vælge sine ord er en kunst, som kræver temmelig meget øvelse, både for dem af os, der har mange ord i os, og for dem af os, som ikke taler så meget i forsamlinger.
På holdet har der været begge slags – og alle dem midt imellem. Jeg skriver dette brev som en samlet henvendelse til jer alle, for i sidste ende er det den samme sag, jeg gerne vil slutte med.
Jeg vil, før jeg forsvinder, gerne sammenvæve et helhedsbillede, som I måske en dag selv kan bruge i arbejdet med jeres egne eventyr.
I Nordens mytologi findes der en særlig skikkelse, som efter min opfattelse, er et grundbillede på noget, som vi alle har mulighed for at være. Hens navn er Hønir.
Her til morgen nævnede jeg denne skikkelse, og nu vil jeg fortælle en smule mere. Man siger, at Hønir er Odins tavse lillebror – og man siger almindeligvis, at hen er en mand. Så lad os for et øjeblik lege det.
I alle de historier, hvor Hønir optræder, er han – stort set – tavs. Kun en enkelt gang taler han. Det sker tidligt i begivenhedernes gang, hvor denne lille broder er kommet til Vanernes verden som et gidsel efter fredsslutningen mellem Aser og Vaner. I Vanehjem behandles han som en værdsat gæst og forventes at besidde den slags anlæg for mandigt overblik og herredømme, som Aserne så ofte udlever. Men da de ivrige Vaner ønsker at udpege ham som samlende førerfigur, svarer Hønir blot: En anden må lede.
Det bliver Vanerne ikke glade for. De havde forestillet sig en anden slags slagkraft – og sender uforstående gidslet tilbage. Derefter lever Hønir sit stille liv blandt Aserne, hvor han, som jeg fortalte om i morgensamlingen, af og til færdes i selskab med Odin og Loke – men aldrig gør noget særligt væsen af sig.
En underlig figur – hvad er mon meningen i sådan en skikkelse? En biperson, som dukker op i vigtige kapitler, men stædigt afviser at spille nogen særlig rolle?
En mulighed er, at Hønir er billedet på noget i os; noget, som er tavst og opmærksomt til stede, men ikke griber handlende ind i fortællingen – før til allersidst. For naturligvis bindes der til sidst en sløjfe. Det gør der altid.
Sløjfen ser sådan her ud: Ved Ragnarok dør alle de gamle Guder, så alting kan blive anderledes. Det handler ikke kun om et ydre begivenhedsforløb, men om en indre erfaring. Kort fortalt: Det handler om noget, som kan ske i os, imens vi er i live. Alle kan opleve det. Alle kan vi opleve, at vores liv og selvbillede styrter sammen, så den, vi forestillede os at være, forsvinder – og noget nyt begynder.
Den forvandling skildres i digtet Vølvens spådom, hvori en heksekvinde husker alt, hvad hun har set – og giver det videre til dem, der vil lytte.
Og ja, i dette digt nævnes Hønir som den eneste overlevende blandt de gamle Guder. Hen er ikke den eneste overlevende i det hele taget. For Ragnarok er faktisk ikke altings afslutning. Kun for de gamle ser det sådan ud. Men for den nye slægt er denne undergangsfortælling netop mulighedsbetingelse for altings gentagelse og begyndelse.
Hønirs rolle er til denne tid at være det overlevende vidne fra en sammenstyrtet verden. Hønir er den del af os, der husker. Hen er den del af os, der så det hele og måske endda forstod det hele, mens alle tåbelighederne udspillede sig – men ikke greb ind, fordi tiden endnu ikke var rigtig.
Efter Ragnarok er tiden rigtig. Når et menneske har set sig selv smuldre og opdaget, at Verden stadig er smuk, selvom jeg har set min egen hæslighed, træder denne del af sindet endelig i karakter.
Navnet Hønir kan både oversættes med ‘Hønemand’ og ‘Mandehøne’ – altså enten en mand, der har indoptaget det kvindelige i sig, eller en kvinde, der har indoptaget det mandlige i sig. Det gør ingen forskel. For Hønir er et grundbillede på selve den tredje tilstand. Hen er sindets liv på den anden side af modsætningernes strid.
Og hvad står der så om dette underfulde væsens rolle efter undergangen? Der står det her – og kun det her: Da skal Hønir vælge varsler.
Det ville ikke være urimeligt, hvis du nu tænker: Hvad S*t*n betyder det? I så fald får du her en slags svar:
At tage varsler betyder at åbne sig for tegn fra Verden, altså at leve ud fra den dristige afgørelse, at Verden faktisk er vågen og gerne vil snakke. Det kan ske på mange forskellige måder. Hovedsagen er den samme: At holde øje med, hvad der sker omkring én og i én og at vide, hvornår der kaldes på handling, på afvisning og på afventen. Vi kan kalde det intuition.
Hovedsagen i dette er foreningen af det såkaldt passive og lige så såkaldt aktive i samme tilstand. Både i den nordiske mytologi og mange andre steder træder denne sammenføjning af forhenværende modsætninger frem som et grundbillede på, hvad det vil sige at leve et liv, der faktisk kan lykkes.
For sådan er det jo faktisk: Vi er i vores liv både aktive og passive. Ofte er vi det skiftevis og kan opleve stort ubehag ved at svinge frem og tilbage mellem de to poler – ligesom vi ofte kan tro, at græsset er enten grønnere eller grimmere på den anden side. Den hyperaktive kan føle sig meget vigtig og se ned på den passive, men kan også nå til et sted, hvor den mere roligt afventende livsform begynder at virke indbydende. For det kan sådan set gøre temmelig ondt hele tiden at flintre omkring og selv forsøge at få alting til at ske efter ens eget hoved. På samme måde er det med det menneske, som er god til at være modtagende og ikke kræver heltens rolle. Også det menneske kan føle sig ovenpå ved synet af de præstationsramte aktive eksistenser, som stresser sig selv til døde, men kan netop også gribes af følelsen af, at de handlekraftige typer har fat i noget vigtigt i forhold til, hvordan ens liv faktisk kan blive til ens eget, når man beslutsomt vælger sin vej og gør, hvad man vil. Sagen er selvfølgelig, at de begge har ret – og begge har noget at lære af hinanden.
Handler det her stadig om køn? På en måde, ja – og på en måde slet ikke længere. Det handler om mennesker – og en del af det menneskelige drama handler netop om kønsenergiernes dans. Det væsentlige er det tredje.
Igen har jeg brugt umådeligt mange ord. Nu kommer vi til afslutningen. Som nævnt: Navnet Hønir kan oversættes med ‘Mandehøne’ eller ‘Hønemand’ – og her kommer så det sidste spørgsmål:
Hvad F*nden er det med den høne?
Almindeligvis opfatter vi høns som temmelig tankeløse, ja som nogle ret så dumme dyr. Det første har vi ret i: Intet tyder på, at høns er tyngede af særlig megen tænkning. Det andet, at dette skulle gøre dem dumme, tør jeg godt betvivle.
Jeg tror først og fremmest, at de er sorgløse (og ganske godt tilpas uden at flyve), for de kender til en ganske særlig kunst, som for vores art er ret så svær at finde ind til: De er særdeles gode til at glemme.
Jeg tror, det er derfor, hønen i Nordens mytologi – og også andre steder – er udvalgt som et af de dyr, der viser os et billede på, hvad vi skal være, hvis det skal gå godt med os.
I Buddhismen anvender man udtrykket no mind om den slags åbne (ikke-)sindstilstand, hvor et menneske er i stand til at modtage verden, som den er, og handle i den, som det nu er passende – fra øjeblik til øjeblik, uden flimrende bekymring for fortid og fremtid. Hønirs figur handler om netop denne tilstand, som kan lyde vældig fremmedartet og umulig, men faktisk findes som en mulighed, også for mennesker.
Og dermed er vi lige ved at være ved slutningen.
Et andet dyr, der ofte er dukket op, er slangen. Overalt i den store, vilde, milde Verden spiller den en tvetunget hovedrolle. Den er altid både symbolet på noget urovækkende og farligt og på noget dragende og befriende.
I undervisningen har vi mødt den i mange skikkelser. Her nævner jeg blot dette: For at blive sig selv (og sidenhen glemme sig selv) er det nødvendigt at krybe både roligt og dristigt gennem den slags sprækker, som Verden åbner for én.
Sandheden er, at ingen anden kan gøre det. Dit er dit liv. Du bestemmer selv, hvad du vil gøre med det – og bliver kun fri for at spekulere endeløst over meningen med det ved, ganske enkelt, at leve det.
Her får du en sætning: Hvis vi på samme tid er ivrigt levende og fredfyldt afventende, forsvinder tankemylderet, så sindet bliver roligt og bevægeligt.
Og ja, slanger er giftige. Smerten kommer vi ikke udenom, men vi kan lære uendelig meget ved at opleve den. Giftstof og medicin kan faktisk vise sig at være samme sag.
Dette er det allersidste:
I Europas magiske tradition siger man, at det afgørende for at blive til sig selv er at købe et fuldkommen sort æg uden at prutte om prisen. Dette sorte æg er et menneske egen gåde: Hvem – Helvede – er jeg egentlig? Ægget er sort, fordi dette allernærmeste spørgsmål i udgangspunktet er totalt utilgængeligt. Vi véd ikke, hvem vi er – og hvis vi vil vide det, så må vi betale, hvad det koster.
Så forestil dig, at der står en ganske særlig købmand foran dig. Det kunne godt være typen, der måske også solgte tæpper (eller endda forærede dem væk til den rette type). Du ser på varesortimentet og tænker dit:
Jo, jo, her er der ganske rigtigt mange fine sager, men særligt det dér underlige æg gad jeg sådan set godt have. Omkring dig står en masse andre kunder. De er mere interesserede i alt det glitrende tingeltangel, som handelsmanden også har. Men du ser kun på ægget. Sælgeren bemærker din særlige interesse for det sorte æg – og ser dig ordløst ind i øjnene. Du spørger: Hvad koster mon dette mærkelige æg, som jeg sådan set ikke aner, hvad indeholder, men egentlig gerne ville eje? Krejleren kikker nu alvorligt indbydende og drilsk afventende på dig. Der går et evighedsmættet øjeblik, før svaret lyder: Det koster dét, du har.
Sådan er det: Det sorte æg koster nøjagtigt, hvad vi har. At blive til sig selv betaler man med sig selv – og sætter sig så dygtigt til rette på sin skat, temmelig uvidende om, hvilken slags væsen, der en skønne dag/aften/nat/morgen vil komme ud af skallen.
Det her er hovedsagen: Et liv kan faktisk lykkes. Det første, der må gøres er at finde ud af, hvad man egentlig har lyst til – og så at gøre det. Sidenhen kommer alle vanskelighederne, helt af sig selv. Glem aldrig, at en havskildpadde gemmer sine æg et hemmeligt sted.
Og det var sådan set dét, for nu. Hvis du nogensinde skulle få brug for sådan en som mig, så er vi vældig lette at finde – og ganske glade for at give.
Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje
Johan Christian Nord
Luciadag 2022
