Visita Interiora Terrae Rectificando Invenies Occultul Lapidem
Overalt i denne skønt brogede Verden findes der fortællinger om et barn, der skal komme, og som ved sin ankomst vil gøre alting anderledes. Her i vores lille land helligholdes denne formodning for tiden i en kristen billeddragt, i hvert overfladisk betragtet. Tidligere fandtes der andre billeder, og senere vil der komme andre billeder. Ja, de er her sådan set allerede. For alting er i bevægelse, og hjulet drejer tydeligvis mod noget nyt, som både vil forandre og bekræfte de overleverede billeder.
Det afgørende er, lige nu og lige her, at der i forestillingen om Gudebarnet, der bæres og næres i vinterens frosne favn, findes en fælles myte, som ikke kun angår de mennesker, der venter på en udefrakommende frelser, men vitterligt rummer et glædeligt budskab til os alle – hvis altså vi kan se den inderside af symbolet, som gør det til vores eget.
I særligt andagtsfulde stunder er det passende at fatte sig i klarhed, så lad os uden yderligere omsvøb betragte selve denne sag:
Det lille mytebarn, som vinterfrosne sjæle venter på, er ikke nogen andens, men ene og alene vores eget.
Tiden er moden til symbolets yndefulde afsløring: Vi venter ikke på en anden. Vi venter på os selv.
Os selv? En stemme svarer ærligt spørgende: Hvem er mon det?
Sandheden er, selvfølgelig, at selvet ikke er så simpel og tilgængelig en sag, som vi sædvanligvis flintrer forvirrede omkring og forestiller os. Tit tænker vi, at mennesket er, hvad det føler eller tænker, og at det skulle kunne være en ganske enkel sag at finde hjem, hvis blot vi skraber en smule overflade bort, så dybet bliver åbenbart – og skatten løftes frem.
I billedet af barnet, der skal komme, findes der en anden mulighed: Det, som vi faktisk er, er ikke i os som en forhåndsgivet ejendom, men kommer som en nyt og spinkel spire, som, hvis vi åbnes for befrugtning, kan blive virkeligt i os – og siden fødes underfuldt i tidens forårsgrønne fylde.
Om disse sære sammenhænge kunne der sandelig siges både mangt og meget, men det bliver ikke nu. Nu er det mørkt og koldt derude. Vinteren er vores snævre vilkår. Det er, som det skal være.
Her får I blot et enkelt billede og en frejdig forudsigelse: Den frosne Verden er en livmoder. Et mørkt og lukket rum, hvori det lille liv får form – en dunkel Dronning uden mage.
Skjulte i denne håndfaste Herskerindes nærhed findes to andre medlemmer af et ganske kyndigt kvindeforbund. Den ene er Kærlighedens Frue, hvis dør er vejen både ind og ud. Den anden er nattens strålehvide Jægerinde, der kendtes blandt de vågende som den allerdygtigste kyndigste fødselshjælperske, vi kan finde – og blive fanget af.
Dette er sandelig sandt: Til rette tid kan Gudebarnet danse frit i brystet. Det sker på denne dejlige Jord, når pilen faktisk flyver begge veje gennem ‘mig’, så Krone, Rod og Hjerte bliver ét – og noget bliver nyt.
Glædelig Skyttetid!
