It is in Love that we are made,
in Love we disappear
Sneen er lige ved og næsten ved at være væk derude. Det hele ændrer sig bestandigt. Forandringen er Jordens dagligdag i disse sære, mørke tider, hvor alting er sig selv i sin forvandling. Det er den sidste del af allersidste dag før solhvervet, hvor vores del af kloden igen vil vende sig mod ilden. Her vågner lysten til at tyde og fortælle.
Vi tager fat midt i det enkle og ender – hvis du vil med – et sted i hjertet af det underfulde: I det (sikkert) ganske gode år 1971 udsendte den børnelyriske mester Halfdan Rasmussen en sang til tiden, som efterhånden fik sin rang af klassiker og ganske tit har gjort den gode gerning at bringe både børn og voksne til at grine og at græde, sådan som blandingen af skræk og skønhed gerne gør det, når de, der ser og hører, er af følsom art.
Teksten er kort. Den lyder sådan her:
Snemand Frost og frøken Tø
gik en tur ved Søndersø,
fandt en bænk og slog sig ned,
talte lidt om kærlighed.
Snemand Frost, som var lidt bleg,
spurgte: “Må jeg kysse dig?”
Men da frøken Tø var varm,
smeltede hans højre arm.
Da han kyssed’ hendes kind,
svandt han ganske langsomt ind.
Da han kyssed’ hendes mund,
blev han væk i samme stund!
På en bænk ved Søndersø,
sidder stakkels frøken Tø.
Snemand Frost er smeltet op.
Hun må ha’ ham i en kop.
Først går det ganske godt: Et par af modsætninger har fået øje på hinanden og vandrer roligt rundt om Søndersø. Det går, som den slags gerne går i københavner-scener: En bænk står tom og klar på rette sted. De sætter sig og taler lidt om – kærlighed.
Så fint og træffende et billede, genkendeligt for alle og enhver: Goddag med dig, hvad kan vi to mon med hinanden?
Og så begynder alting allerede at blive ret så anderledes: Manden er et køligt væsen bygget af et barn; og kvinden, hvad er hun? Sangen er skrevet af mand, så her er kvinden iklædt rollen som den gådefulde anden; en kraft, som ikke kan begribes, men sandelig erfares. Alt, hvad vi hører, er, denne frøken har et væsen, som er af den slags underfulde art, der gør, at hun blot ved sin nærhed får frosne væsker til at flyde.
Han nærmer sig en smule – og mister med det samme selve den del af kroppen, som for de fleste af os er særdeles vigtig, når vi vil tage fat i vores Verden. Også i dette billede fornemmes noget sandt: Hr. Frost mister sin højre arm, fordi han bliver varm. I kærlighedens bål formindskes mandlig magt, og viljen bliver ubevæbnet.
Men dette stopper hverken den ene eller den anden fra at nærme sig foreningen: Da kinden kysses, svinder vores snemand stille ind, og da hans læber rører hendes, er hans skikkelse forsvundet.
Så klart kan kun en digter synge, som selv har set det ske – velsagtens flere gange: Mit ‘jeg’ er ikke længere mit, forvandlet fra min vanligt faste form smelter det hele nu i mig, når jeg er nær ved dig. Det føles, ganske rigtigt, en smule som at dø.
Nu er vi dér, hvor billedstrømmen munder ud i dét, der åbenlyst ser ud som en tragedie, men i sig rummer selve den magi, som kræves for at gøre livet frodigt mellem mennesker.
I hellig glæde over denne dagklart slørede hemmelighed gentager vi gerne sangens sidste strofe:
På en bænk ved Søndersø,
sidder stakkels frøken Tø.
Snemand Frost er smeltet op.
Hun må ha’ ham i en kop.
Først får vi gentagelsen af åbningens ord, netop som folkeviseskikken foreskriver, så sangens hoved bider i sin egen hale – og lige efter får vi så det sidste billede: Hun sidder dér på bænken, men snemanden er borte. Hvor manden førhen var, ses nu den væske, som alt det levende jo faktisk kommer fra.
Og ja, det ligner vitterligt en sørgelig historie, men er det egentlig ikke – hvis altså vi forstår at spejde med det klare øje. Stil dig i rolig overvejelse et ganske simpelt spørgsmål: Hvad kan en kvinde, hvis væsen er at være varmen selv, mon bruge en kop vand til?
Tyg, hvis du vil på dette forslag: Hun kunne for eksempel drikke lidt af vandet og hælde resten ud over Verden – så Jorden bliver grøn, og fine blomster spirer frem.
I denne gode gåde sanser vi, hvad Kærligheden Frue bestandigt gør for at opløse faste former, så livets egne væsker kan udøses til glæde for de tørstige – mens hjulet roligt drejer rundt, og vi forstår, at børnesanges mening erat lære os at leve.
Og dermed står vi foran vores sidste spørgsmål: Hvis denne lykkelige læsning rummer sandhed i sig, hvorfor gør den glade digter mon så sin frøken til en stakkel?
Et muligt svar er kanske dette: Sorgen er en tung og dunkel kåbe, som intet menneske kan tage fra et andet. At trænge gennem slørene og mærke selve sammenhængen, så man kan se sig selv i både ham og hende, kræver vitterligt et ganske særligt vågent blik, som kun kan vindes ved at rejse dristigt ind i den slags sammenføjninger imellem liv & digt, som du og jeg kan udleve i egne eventyr.
Sandelig, sandelig siger vi jer – på denne hvidligt våde tirsdag: Velsignede er de smeltende, for de skal uden anger opleve, at alting faktisk flyder hjem til kilden – så det, der bliver væk i Kærligheden, aldrig bliver borte.
Turen er smuk – og ganske gratis.
