Det er vintersolhvervets dag, den korteste på året. Om ganske kort tid drejer vores del af Jorden sig igen mod Solen, og lyset tager atter til. Det er de fleste af os glade for at tænke på.
For vinteren kan være tung og er det ofte – i hvert fald for de voksne, som allerede nu er opfyldte af hjertesukkets længsel efter forår. For børnene er sagen ofte anderledes. De frygter hverken mørket eller kulden, som en pligtbetynget vokse gør det. I vinterlivet sanser barnesindet, hvis altså det får lov, en magisk mulighed, som bringer glæde.
Sandheden er, at børnene har ret: I disse dunkelt stille dage, er Verden faktisk mere åben end sædvanligt. Nu krydser sære væsener frimodigt den slags grænser, som ellers kaldes faste.
For børnene er dette ganske enkelt: Nissen er ubetvivlelig. Pagten er ubrydelig. Venskabet er værdifuldt.
Men tiden går, og sindet bliver mere indelukket. De fleste forestiller sig, at barndomslandet bliver væk, fordi det blot var fantasi og måtte svinde sporløst hen i tiden for sidenhen at huskes som et minde om en skønhed, der ikke er af denne Verden.
I denne tabserfaring findes hjertets sorg og længsel: Tænk, hvis jeg kunne være blevet dér i barndomslandets lys – og hvad nu hvis der faktisk er en mulighed for erfare dette fine sted?
Som oftest forestiller man sig, at dette sted må være – ja, netop – et andet sted. Man synger sjælfuldt om en sorgfri Himmel, hinsides Dødens horisont. Men hvad nu hvis, der også er en anden mulighed: At tilvælge magiens sti, der fører snævert bugtet ind i skoven – og dristigt blive som et barn igen.
Det handler ikke om at tro og håbe, men ene og alene om at elske duften af dette særlige i luften og uforfærdet kravle ind i lidt af alt det underlige.
Det gode er, at bagsidens væsener faktisk er ganske gæstfrie og hjertens gerne vil vejlede os på Vejen – hvis altså vi tør følge med dem gennem sløret. I disse dage er det tyndt. Tiden er rigtig til at tage afsted.
Glædeligt vintersolhverv – derude og derinde!
