Bror Høne har efterhånden (stort set) ingen hemmeligheder og er ved at udvikle sig til noget af lejlighedsskrivende sludrechatol, så her får de morgenfriske endnu et stykke privatkorrespondance – kanske med alment indhold.
Gør hvad du vil skal være Lovens helhed
Kære AM
For mig er tiden nu rigtig til at besvare dine refleksioner med nogle ord fra min stol. Jeg vil gøre det kortfattet.
De første tre punkter i din elementære selvbetragtning har jeg intet særligt at bemærke til det, udover at det ganske rigtigt netop er denne form for tænksom introspektion, der anbefales som et af højmagiens mest centrale aspekter – og som kan bidrage til den slags klarhed og ærlighed, der er nødvendig for at skride fremad i arbejdet. Fortsæt endelig ad dette spor: Skriv denne slags tanker ned, forbind dem med drømme, følelsestilstande og begivenheder, af både daglig og undtagelsesmæssig art. This is the Way.
Det sidste punkt, Ilden, vil jeg gerne knytte nogle ord til: Du skriver sådan her – og jeg gentager (for selv at have ordene foran mig, nu hvor jeg vil skrive mine replikker):
Jeg stiller mig selv åben ved at bede om: lær mig at lytte, vis mig vejen. Og når jeg har lyttet og set vejen, så går jeg planken ud med en tillid til at det der er større end mig vil bringe mig hen til noget der er til gavn for mig selv og andre. Her kan jeg mærke, at jeg komme et vist stykke med mig selv. Men jeg mærker i små glimt gennem det materiale, som jeg henter fra jorden, at det er fællesskabet omkring ilden der virkelig batter.
Sé, det allerførste, som jeg får lyst til at nævne er, at ildens element egentlig handler om noget andet end at åbne sig for noget udefrakommende og bede det om at komme ind, nemlig (hvilket ingenlunde er en modsætning til afvæbnet modtagelighed) at beslutte sig for at anvende egne kræfter til at komme afsted på eventyr. Jeg tænker på Hodja fra Pjort: I en afgørende ordveksling mellem Fazza fra Pjort (den simple tæppehandler, hvis allerfineste transportmiddel ikke er til salg, men godt kan gives bort) og den unge Hodja, som har fået lyst til at flyve, siges der sådan cirka sådan her:
Fazza: Hvis man skal afsted på eventyret, så skal man ville det, sådan rigtig ville det.
Hodja: Det vil jeg også; jeg er ikke bange.
Fazza: Bange, det bliver man; bange, det bliver man.
Udvekslinger af denne art findes i alle den store, vilde, milde Verdens mangeartede, men i Hjertet ikke desto ensartede, traditioner. Vi møder for eksempel stort set de samme ord i Mester Yodas mund, da Luke forsikrer ham om, at han da så sandelig er klar på turen og ikke frygter Vejen:
Afraid, you will be; you will be.
Alt dette skriver jeg ikke for at skræmme dig (mere end højst nødvendigt), men for at tage mig af mit embede ved at klargøre, hvad ilden er, og hvordan den adskiller sig fra (men, som allerede anført ikke dermed står i nogen egentlig modsætning til) vandet.
Hvor vandet ganske rigtigt i udpræget grad handler om at blive modtagelig for en (sådan føles det først) udefrakommende indflydelse og forståelse (noget, der hældes ind i én, noget der skænkes), handler ilden om modet til selv at tage afsted – og dermed om fornemmelsen af, at det faktisk er ens fødselsret at trænge ind i disse sære sager, og visheden om, at man ikke kan komme til fuld forståelse uden at opøve sin viljeskraft gennem overskridelse af egne begrænsninger.
Og ja, alt dette ligger jo ganske klart i det næste, du skriver:
Og når jeg har lyttet og set vejen, så går jeg planken ud med en tillid til at det der er større end mig vil bringe mig hen til noget der er til gavn for mig selv og andre.
Netop sådan er det: At gå planken ud. Einfach so. Til gavn for mig selv og andre. Exakt så.
Og videre:
Her kan jeg mærke, at jeg komme et vist stykke med mig selv. Men jeg mærker i små glimt gennem det materiale, som jeg henter fra jorden, at det er fællesskabet omkring ilden der virkelig batter.
Også her har du ret: Det er vitterligt fællesskabet omkring ilden, der virkelig batter – men det er dit ansvar at antænde eget bål. Gør du det, vil du ganske naturligt blive bragt i forbindelse og gnistrende samklang med andre, som har gang i samme sag. Ansvaret er, i udgangspunktet, dit. Glæden er fælles.
Alt dette er, og vil i tiltagende grad blive, umådeligt konkret. Det er ikke (blot) i vores indre verden, men først og fremmest i den nære dagligdag, disse processer udfoldes og fuldbyrdes – med stødt stigende sværhedsgrad og fryd.
Én af mine venner, Heraklit af Efesos, har i et af de fragmenter, der tilskrive ‘ham’, udtryk det med de ord, der her er anvendt som overskrift:
Ilden er altings dommer og opvækker
Det er en fin formulering, for denne dobbelthed er selve sagen: Kravet om at være modig er – evigt og altid – dér, hvor vi både udprøves (og ofte findes for lette), og dér, hvor vi mærker helheden frisættes i os, fordi vi faktisk viser os at kunne temmelig meget mere end først antaget.
Javist, du har ilden i dig. Det har vi alle – og vi har alle ansvaret for at nære den, så Livet mellem os kan blive varmt, og grønne kræfter spire frodigt frem.
For at fremmane fællesskabet arbejder vi på at rejse den indre flamme – som så vil vise Vejen hen til (op til, ned til, ind til) det sted, hvor den forunderlige forening kan erfares, nemlig at ild og vand skal opleves som sider af den samme fine sag, så sløret mellem viljen til at være sig selv og evnen til at glemme sig selv, pludselig bliver borte, og alting bliver ét. I denne enhed bryder glæden frem, og vi går sorgløst ud & ind til vores gode gartnergerning – hvor end vi er.
Opskriften er det samme som endemålet: At sammenføje såkaldte modsætninger i livsnær harmoni – som jo betyder samklang.
For at gøre det, må vi både mærke alt det strømmende, som magtfuldt drager os mod kilden, og selvsikkert fornemme den indre knitren som et vidnesbyrd om vores egen adel.
Ild, Jord, Luft, Vand: At turde, at ville, at vide, at tie – og så naturligvis det femte, så kvadratet bliver til et retvendt pentagram: At tage afsted
Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje
(thi intet virker, hvis vi ikke vil det)
*
Bror Høne,
Heksefabrikkens stue,
14. januar, 2023