Olympisk sommelier i eget tempel

Gør hvad du vil skal være Lovens helhed

Kære Søster Guldfisk

Det er tidlig morgen her i Heksefabrikken. De andre sover fortsat. Jeg har rejst mig fra gyngestolen, sat mig ved spisebordet og går nu i gang med det lovede brev til dig. 

Som jeg sagde til dig i telefonen den anden dag, fik jeg i forlængelse af vores horoskop-møde fornemmelsen af, at det for mig ville være mest rigtigt at vente med at skrive noget til, vi lige havde snakket endnu engang. Nu virker det vældig fornuftigt at kaste nogle skrevne ord i kolben. 

Dét, som jeg egentlig bare gerne vil gøre (udover at sende min begejstring ud i Verden) er at fortælle dig en lille historie, som – i hvert fald set herfra – kan være god at have indskrevet i sig, når man sidder dér og besinder sig på Fiskenes mysterium. 

Det er historien om et barn, der blev taget af en Gud – og endte som olympisk sommelier i eget tempel.

Allerede her er billedvævet ganske grinagtigt (hvis altså hønen selv skal sige det – og det skal den jo, for der er ingen andre til at tale for den): Jeg husker med glæde, hvordan du omtalte den almindelige, alt for almindelige aften-omgang mellem såkaldt voksne mennesker som rødvinshelvedet. Da du sagde det, havde jeg virkelig et Tove-moment: 

Møder du en med det samme svirp, skal du vide, at hun er en ven

Også jeg kan blive temmelig træt, eller i hvert fald følelsesløs, ved overværelsen af den vanlige form for beruselse, hvor mennesker som erstatning for den slags kyndigt hjemmebryggede stimulans, der i sig sammenføjer rus & klarhed, forestiller sig at kunne blive glade ved at smatte sindet ud – og lade munden løbe. Nej, heller ikke jeg er en ven af umådeholdenheden, og alkohol-begejstringen er sandelig et af de midler, som for alvor bringer sjælenes fattigdom på bordet. Så hvorfor bruge dette billede: Olympens sommelier i eget tempel?

Ja, det gør jeg, som du jo forstår, selvfølgelig, fordi hensigten med alt det her jo er at bidrage til frembringelsen af en forening, hvor såkaldte kontraster mødes i livsnær samklang. We truly are in the business of harmonics.  

Der findes vitterligt en udsøgt ædrueliggørende form for rus, og det er den, det her skal handle om. Så lad os gå i gang.

Som nævnt: Dette er historien om et barn, der blev taget af en Gud og endte som olympisk sommelier i eget tempel.

Ja, faktisk er det, i hvert fald i sin yderside, historien om en dreng, der blev taget af en Gud og endte som pedel i eget firma – men vi er jo ikke ligefrem nøjeregnende; også en modnet pigesjæl kan føle sig som dreng – og skamløst spejle sig i billedet.

Drengen hedder Ganimedes.

Jeg har i en tekst om et Tarot-kort, hvortil blandt andet denne myte er knyttet, sidste år ved senvintertid sammenflikket nogle ord om sagen og vælger derfor nu, for en kort bemærkning, at gengive en smule udstødningsrøg fra et nu forsvundet ‘jeg’. Betragt det som fortidens efterladenskaber, der nu bringes i øjebliksbestemt anvendelse.

Men først en forbemærkning: Det pågældende Tarot-kort hedder Happiness/Glæde og befinder sig i den del af årets hjul, hvor din Sol, Måne og Merkur befinder sig (Saturn og Venus befinder sig i den del, der hedder Indolence/Træghed, so there you have it – your freaky mix of opposites, good sister!). 

Og endnu én: Før det her citerede stykke har stemmen plapret en masse om lidt af alt det andet, der kunne siges, men det lader vi her ligge i sin egen askebunke – og puster blot en smule til det allersidste:

 Ja, det er sådan set selve konklusionen på et indvielsesdrama – hvorved vi egentlig kunne forsegle munden og lænke troldkarlens hænder til den overflade, hvorpå hen har valgt at blive boende. 

Men vi kan lide at fortælle, så vi fortsætter. Historien er helt vildt enkel. I en anden tekst, også fra Hønemandens efterladenskaber, udfoldes endnu nogle fortidsord – nu på engelsk, for vi færdes i sagens natur også i sammenhænge, hvor der ikke tales dansk, og sådan en blev denne dette støv blev pustet ind ind i. Lyt, hvis du vil.

Teksten hedder A Gospel of the Fishes – og også denne gang drejer det sig om en (slags) slutning:

Dette er enkelheden: En Gud fik øje på et barn – og trådte voldsomt ind. 

Nu stiller vi et vigtigt spørgsmål – og svarer med det samme: Hvad er en Gud? En Gud er, naturligvis, en grundkraft – en indre, og sådan set også ydre, erfaring af et specifikt viljespræg i Verden. Det drejer sig ikke om noget, som ikke er os selv, men så absolut om noget, vi kan opleve at stå i et udvekslende forhold til. 

Guder er virkelige. De bor i os, imellem os, og i de ting, vi lever blandt. Arketyper, siger nogle – og det er helt fint. Vi kan vitterligt kalde alt det her nøjagtigt, hvad vi vil. Det afgørende er, at virkelighed er dét, der indvirker på et menneske og dermed de udvirkninger, som dette menneske har i sit liv. Jedi business, go back to your drinks – klukker vi venligt til det sovende sind i alle sløvt befæstede forbund, hvor man forestiller sig at skulle skabe klare linjer – og derfor flår sig selv i stykker. Vi gør noget andet.

Inger Christensen siger det så fint:

Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen.
Jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.

 Og det er jo dét. Det er dét, som historien om Ganimedes handler om, og det er dét, som vores historier handler om: Vi arbejder i enhedens beskidte branche.

Og sé: Nogle siger, som skrevet, at barnet blev bortført. I så fald er Jupiter/Zeus en  pædofil. Et mildt sagt gustent billede.

Den anden mulighed er, at hen selv blev begejstret og villigt fulgte med Faderfiguren opad. I så fald er Zeus/Jupiter en børnelokker. Også temmelig træls.

En tredje mulighed er, at det her handler om et mysterium, som med rette bærer ret så sorte slør: Hvad vil det sige at være både fanget og frisat af en Gud – og hvad har dette med Fiskene at gøre?

Ja, vi har jo allerede talt en masse om det – så alt skal ikke gentages. Vi holder os til det enkle: Erfaringen er umådeligt almindelig. Det er faktisk ganske normalt ikke at kunne svare på, om man er bundet eller fri. Ja, det er jo selve den såkaldte gåde, som har flået de fleste filosoffer fra hinanden.  

For os handler det ikke om at gå i stykker, men om at være ét (og intet) – dér, hvor vi bor. Og dette er hemmelighedstilstanden: 

I underfuldt hverdagsligt hvilende vibration at sidde på sin pind og tage sig stilfærdigt af de ting, der lander på ens bord. 

Slut, prut // Prut, slut.

*

Og så alligevel ikke. Også fortiden har været virkelig: Alt dette gjorde længe ondt. Der er en grund til, at Guden i dette billede først bærer voldtægtsmandens maske. Vi flækkes for at forstå – og ser en dag, at stort set alting foregik bag ryggen. 

Dér har vi Fiskenes – og menneskenes – smertepunkt: At mærke umådeligt meget, men intet fatte; at være sådan én, som alting strømmer ind og ud ad, men som ikke kender til at samle karret om sig selv. 

Fordrukne drømmere, opløste sind og sorgfuldt udflydende sjæle – dette er i sandhed den grufuldt almindelige type af dette tegn. 

Men vi har mærket koden blive knækket – så Fiskene endelig blev fangne, og barnet sidder nu roligt på sin plads som bærerbæger. 

Og dermed kommer vi til brevets titel: At forvandles fra uforstandigt flydende følsomhed til livsnært indrammet arbejdsomhed – dette er Fiskenes glæde, som kun kan løses, når Viljen faktisk vågner, og tiden i sin udstrækning forenes med et øjeblik, hvor alting er på egen plads. 

I dit tilfælde: Jupiter bor hos dig i Tyrens tegn – det faste jordtegn, hvor alting bliver virkeligt, fordi det får en krop, og dyret finder sig tilrette i sin vekselvirkning mellem mark og bås, aldeles ubekymret for, hvordan det får sin føde, thi den slags er jo bondemandens job.

Sådan kan alting drejes rundt: Javist, den lille Ganimedes arbejder som utrætteligt som sirligt anlagt vinskænker på Olympens lyse scene (og i de mindre prangende baglokaler), men også Store Far arbejder for Ganimedes. For disse to er ét. 

Som Onkel Poul H forstandigt synger:

Vi er af samme stof,
som drømme gøres af,
det store tomme rum

Den slags véd Fiskenes fra allerførste begyndelse allerede alting om – og derfor kan de, indtil det hele siger klik, tit være ret så triste. Men det er vi ikke.

Når alting faktisk er det samme, bestandigt på sin egen måde, har vores art intet at frygte. Vi passer vores ting i eget tempel – og deler nogle gange sjatter ud, fordi vi synes, det er sjovest, når mennesker er glade. 

Det kræver umådeligt meget – og så gør det ikke:

Faster and faster dost thou fall. Effort is no more. Thou hast become the Way.

At flyve op og falde ned, vi kender ingen forskel og svæver trygt på overfladen – for når alting endelig bliver til Jord, er selve Værket fuldbragt. 

*

Nu vågnede min lille datter. Det betyder, at brevet er til ende. Kære L*n*, jeg glæder mig til samarbejdet – og takker for denne lejlighed til at fortælle. 

Med de allerbedste ønsker fra, og for, en dejlig morgenstund ved hvert et bord, here, there, and everywhere, fra Bror Høne – i hvis særlige del af branchen der som det sidste sædvanligvis siges:

Kærlighed er Loven, kærlighed under Vilje

*

En anden gang siger vi noget andet.

*

10. januar, 2023