Gravmagiens vej

Jeg har fået lyst til at skrive en smule til de få derude, som kan bruge mine ord og eksempler som næringsstoffer i deres egen forvandling.

I de to bøger, Norden kalder og Høstoffer, samt i en række andre tekster, der er kommet ud af mig siden mit opbrud (og som alle kan findes her på siden), har jeg fremlagt en del af det, jeg har at sige. I Norden kalder gjorde jeg det på en meget direkte måde; jeg lagde mig selv frem til offentlig beskuelse – med alt, hvad det indebærer. I Høstoffer og i de andre småtekster, der er kommet, trådte jeg et par skridt tilbage. Det var nødvendigt – og vil fortsat være det. Kolben måtte tætnes efter udslippet.

I foråret udkom Norden kalder, i november udkom fællesværket Høstoffer, som opstod i mødet mellem mig og digteren Jesper B. Korndal. Vi traf hinanden som en frugt af Norden kalder. Han hørte mig i radioen og gjorde det, som man ofte kan have gavn af at gøre, når noget rammer én til rette tid: at henvende sig til afsenderen – og undersøge, hvad forbindelsen kan føre med sig. Det blev til en bog og et venskab.

I løbet af sommeren var vinduerne åbne. Forbindelser trådte frem, idéer meldte deres ankomst, og jeg begyndte at håbe på det næste: en bog om Freja – min Gudinde, den voldsomme vølve.

Jeg undersøgte, inddrak, og indridsede – blandt så meget andet – den del af det oldislandske runedigt, der angår en rune, som ofte forbindes med hende. Rune det betyder med rette både skrifttegn og hemmelighed.

Runen hedder eller Fehu – og ser sådan her ud:

Som skrifttegn ligner det – også for os -, hvad det er: et f – det første bogstav i runealfabetet. Ordet fehu betyder kvæg. Kvæg var, siger de kloge, for forfædrenes et alment udtryk for rigdom, så runen angår rigdom og knyttes almindeligvis til vaneguden Frej og – som anført – hans søster, Freja.

Digtet er ganske kort og lyder sådan her på norrønt:

Fé er frænda róg 
ok flæðar viti
ok grafseiðs gata

Og i fordanskning – for eksempel – sådan her:

Rigdom er
ufred mellem frænder
og flodens blus
og slangens vej

I almindelighed udlægges det som en advarsel mod den menneskeligt, alt for menneskelige drift mod gods og guld. Altså: Den, der bunker rigdom op; den, der inddæmmer alt kvæget som sit eget, vil imødese tre følger af sin overdyrkelse af længslen efter ejendom:

1) Han vil udløse ufred mellem sine egne.

2) Han vil være som én, der ser solen blinke gyldent i vandets overflade og drager ud mod sin egen undergang i jagten efter det, han håber at besidde – for det glitrer og glitrer, indtil svømmeturen hjem bliver umulig og han drukner i sit eget, fattige begær.

3) Han vil være som en slange, en orm, en drage, der intet andet vil end værne om sit eget – og derfor aldrig opnår andet virkeligt end at hidkalde andres længsel efter drab og erobring.

Det lyder meget rigtigt: Driften mod ydre velstand er, når den udleves uhæmmet, en fornedrelse af Jordens liv. Det véd vi, og det vidste vores forfædre selvfølgelig også, og den viden har de nedlagt i deres ord og billeder.

Men de havde også en anden slags viden, og den findes også i deres efterladenskaber. Altså: Jeg tror, der er mere i digtet: en inderside, som peger ned mod noget andet – noget dybere, som ikke angår alle og enhver.

Altså, for nu at udtrykke det på europæisk: en eksoterisk tydning, der angår overdyrkelsen af ydre velstand og en esoterisk tydning, der angår det andet.

Vi begynder i det enkle: Freja elsker ægtefødt rigdom og opmuntrer hendes elskere til at være, som hun er: dragne mod guldet.

Guld er, både i Norden og mange andre steder på den kuglerunde, et alment sindbillede på selve hovedsagen. Et eksempel finder vi i den europæiske alkymi, som i det ydre angår frembringelsen af det kostbare metal, men i det indre sigter mod noget væsentligt mere vidtrækkende, nemlig frembringelsen af en ganske særlig, blomstrende sten i brystet på den enkelte – som opstår og virkeliggøres gennem elementernes omsmeltning, forædling og forening i kolben. I alkymiens billedverden udpeges der (i almindelighed) tre faser: den sorte, den hvide og den røde. I den sorte fase smeltes blyklumpen derinde, så giftige dampe stiger op. Krisen eskaleres, depressionen begynder. Man trykkes nedad – for at gøre sig sine erfaringer i underverdenen. I den hvide lysner det: man afklares og overgiver sig til sin skæbne, sin forvandling. I den røde faser vender livets farver tilbage – man fornyes og bliver levende på en anden måde end før. Faserne gennemleves flere gange. Hvis alt går vel (og det kan i sagens natur gå grueligt galt) er de Ikke identiske, men dog genkendelige ved deres nye tilsynekomster. Væsken cirkuleres igen og igen – guldet skimtes i glimt og erfares med tiltagende kraft.

Alt det kan man læse om et utal af steder – på det oceaniske internet og i de trykte bøger. En enkelt anbefaling kunne være kulturhistorikeren Aksel Haanings fortrinlige bog om dybdepsykologen C. G. Jungs arbejde alkymiens symbolsprog som anvisning i det indre arbejde: Jung – en stemme fra dybet. Dér kan man finde meget.

Og nu tilbage til hovedsporet. Her handler det om Frejas rune: Jeg tror, at Fehu-runedigtet handler om samme sag som alkymien – blot fra en anden blikvinkel, et handlingsorienteret hedensk perspektiv.

Lad mig antyde, hvad jeg mener ved nu at oplyse de tre linjer i digtet ud fra den formodning, at rigdom kan henvise til en indre, eftertragtelsesværdig tilstand, som Gudinden gerne ser virkeliggjort i verden. Ordene her er ikke ment som en udtømmende tydning, men som en begyndelse; en fornemmelse, der nu sendes ud i verden.

Den første linje: Indre rigdom, eller måske selve den begynde stræben efter indre rigdom, medfører ufred mellem beslægtede, strid mellem medmennesker. Den erfaring er almen. Enhver, der søger noget andet end det alment gangbare, de vedtagne lejres forankringer, vil frembringe ufred og blive – som man siger – til et stridens tegn. Ja, det er ingen hemmelighed, at jeg blandt andet tænker på mig selv.

Det giver anledning til en bibemærkning: Jeg er klar over, at mange, vel nok de fleste, derude opfatter mig som en tosse med knald i låget. Det har jeg vænnet mig til. Til de få, der måtte være oprigtigt interesserede i mit velbefindende, kan jeg oplyse, at jeg har det godt og (på sin vis) lever et ganske almindeligt liv.

Ordene her er skrevet til en tredje slags mennesker. Som jeg skrev i begyndelsen: til dem, der kan bruge, hvad jeg har at fortælle, i deres eget arbejde med sig selv.

Og så tilbage. Vi gentager: Fehu-digtets første linje er i dette indre perspektiv en klar fremlæggelse af et sagsforhold, der ikke bare udtrykkes som kendsgerning, men også som opfordring – den, der længes efter guldet, må forberede sig på kamp.

Med kamp følger altid lidelse: ild, blod, overskridelse, overdrivelse – svingninger i sjæl og verden. Sådan skal det være – for sådan vågner de kræfter, der kan føre den søgende videre frem og ned. Den tanke gennemstrømmer Nordens billedverden, hvor det – for eksempel – ofte skildres i heltekvad, hvordan der kan ske det mærkværdige, at den unge kriger gennem ydre, mandige (måske alt for mandige) anstrengelser og fremstød opnår at vække sin egen valkyrie, sin personlige, modsatkønnede skæbnemagt, som kun får øje på den, der evner at leve farligt. Han har ikke nødvendigvis været (fuldt) bevidst om, hvad han foretog sig, men når først hun vågner, er hun virkelig. Det betyder: virksom. Hun griber ind i hans historie. Hun udvælger ham som sin. Valkyrie: det betyder den kvindemagt, der udvælger dem, der skal dø. Nogle siger, at ordene vælge og kysse på norrønt er nært beslægtede: kjósa og kyssa. Smukt, ikke sandt? Hun kysser helten og udvælger ham til undergang:

En vældig god bog om dét er den nyhedenske religionshistoriker og (ville jeg sige) Freja-præstinde Marie Kvilhaugs Alle netter ni – mysterier, indvielsesritualer og den hellige drikken i norrøn mytologi. Hun har betydet meget for mig, men jeg svarer – selvfølgelig – kun for mig selv. Alt, hvad jeg skriver her står for eget ansvar. Altid.

Så altså, stridbarheden skaber splid og kan vække kvinden i dybet, så hun får lyst til at gøre noget med ham, som han ikke nødvendigvis havde regnet med.

Det skimtes i det islandske runedigts anden linje:

Flodens blus eller måske havets ild – oversættelsen er ikke det vigtige. Hovedsagen er billedet: foreningen af vand og ild – to elementer, der ellers ikke trives med hinanden. I al almindelighed udslukkes ilden enten af vandet, eller vandet fordamper i mødet med ilden. Men ikke her. Ilden og vandet forenes. Også det er et alment symbol, der findes mange steder, overalt i verden. I alkymien (og andre grene af de esoteriske videnskaber) symboliseres det med, hvad vi i dag oftest kalder en Davidsstjerne, men som har mange navne. Altså: Sammenføjningen af en opadvendt trekant, der både tænkes som afbildning af ilden og det mandlige køn, og en nedadvendt trekant, der både tænkes som afbildning af vandet og kvindens køn. Når de to trekanter lægges ovenpå hinanden, og det ikke kan ses, hvilken en af dem, der ligger øverst, opstår den sekstakkede stjerne som forvandlingens tegn – og port:


Ild og vand, vand og ild, mand og kvinde, kvinde og mand – modsætningernes møde, både derude og derinde.

Den oplevelse (som jo betyder op-livelse) kan følge efter kamperfaringen – sært nok både som en bekræftelse og en relativering af den. Altså: En historie, der fortsætter på en anderledes måde, end stridsmanden havde forestillet sig, et møde med valkyrien, med kvinden i brystet – og dermed også et fornyet øje for kvinderne derude. Sansen for modsætningernes virkelighed og gensidige behov for sammenføjning.

Og den sidste linje. Træk vejret. Hvis du er nået hertil (og ikke bare læser for at le), er du én af vore – én af dem, der har fået ridset tegnet i panden. Det betyder: At det her angår dig.

Den sidste linje i runedigtet lød i den først angivne oversættelse:

(Fehu/rigdom/kvæg er…)

og slangens vej

Slangens vej, det lyder uhyggeligt. På tysk hedder ‘uhyggeligt’ unheimlich – uhjemligt. Ret fedt, for det er sådan, det er: Mødet med det hellige er uhjemligt. Man mister den almindelige følelse af ejerskab og tryghed, der kendetegner et hjem og en (såkaldt) normalfungerende krop. Man rystes. Man frygter at miste alt.

Mange stopper lige dér. Andre oplever også sagens anden side: dragningen – længslen efter at følge efter den hvide kanin og se, hvad der mon er dernede. Altså: at følge slangens krybende spor gennem den slags huller, som folk flest ikke ønsker at orme sig igennem.

Det ord i digtet, der her oversættes med ‘slange’ er en sammensat, betydningsrig sag. På norrønt står der:

grafseiðs gata

‘Gata’ er ligetil – ‘vej’, ‘sti’ og – som vi kan høre – ‘gade’. ‘Grafseiðs’ står i genitiv, altså slangens. I nominativ, altså standardformen, hedder det grafseiðr (og nej, jeg er ikke norrøn-ekspert, men kender folk, der er det – og er selv alment sprogkyndig). Så vidt, så godt. Nu bliver det mærkeligt: ‘Grafseiðr’ er sammensat af to ord. Det første ord, graf, betyder – selvfølgelig – ‘grav’ eller betydninger, der i hele taget er forbundet med ‘at grave’. Altså, noget, der graver. Den almindelige betydning af ‘seiðr’ er fisk. Altså, gravfisk – en metafor for jordens glidende væsen, slangen eller – siger nogle – måske mere specifikt en ål.

Alt det her har åbnet sig for mig i fællesskab med den norrøndygtige religionshistoriker og Freja-ven Benjamin Weber Pedersen. En forbindelse jeg er dybt taknemmelig for – og som vil blive yderligere udfoldet i det kommende.

Sikkert er det, at der er ualmindeligt meget at grave og pille i her. Ålen er et mystisk dyr. Filologiens brønd er dyb. Alting har sin tid. Nu gør vi det på den enkle måde – springer en håndfuld endnu ufærdige mellemregninger over og danser frem mod det afsindigt enkle og vidtrækkende: Ordet ‘seiðr’ findes udover i betydningen fisk også et andet, ret så afgørende sted, i det norrøne sproglandskab, nemlig som grundordet for magi.

Magi, troldomskunst, arbejdet med at bevæge og besværge Magterne, kaldtes blandt vore forfædre: seiðr – eller på dansk, sejd. Slange og magi er samme ord. Sådan er det også på hebræisk – har jeg hørt. Det er vigtig visdom.

I Norden er sejd Frejas kunst. Hun indvier sine vølver, sine kraftkyndige kvinder – og begunstiger i sjældne tilfælde også visse mænd med denne indvielse. Uden hende var Odin aldrig blevet den, han er: en dunkellys Herre med evnen til at henrykkes mellem verdener.

Ekstase – kontroltab og krafterfaring i samme bevægelse.

Det koster dyrt. Loke siger om Odin, at han ikke længere er en mand:

Og du sejded på Samsø,
siger man,
i troldkarls skikkelse
svæver du over folk,
den adfærd anser jeg
for ækel

Det står i digtet Lokasenna, som på dansk hedder Lokes ordstrid og kan læses i Den poetiske edda – for eksempel i digteren Thøger Larsens klassiske udgave eller den nyeste oversættelse ved Rolf Stavnem, som jeg her har citeret fra. Køb dem, hvis du er sulten.

Sagen er, at de mænd, der nærmer sig denne sære kvindekunst, bliver anderledes. De såres i deres køn for at nærme sig det tredje. En skræmmende henrykkelse. En livfuld død – allerede her:

Det er dét, den sidste linje i runedigtet kan vise sige at pege på: Indvielsen gennem undergang, døden midt i livet, erfaringen i Gudindens fulde væsen: Kærligheden, døden og magien som uadskillelige.

Eller ganske enkelt udtrykt: Sammenstillingen ‘grafseiðs gata’ kan både oversættes, forstås og erfares som gravmagiens vej, nedfarten til Underverdenen som forvandlingens sted, hvor alting dør, og guldet glimter.

Altså – i al korthed: Den krigeriske overskridelse, mødet med modsatkønnetheden, nedfarten til dødsriget.

Lysfyldt forvandling i mørke.

En opskrift på mandlig indvielse til Gudinden:

Og dermed sluttes ringen, slangen bider sig i halen: Runens egentlige navn er kvæg.
Måske har vi lov at tyde – også det ord: offerdyr, offerkvæg, offertyr.

Kvæget var dyrebart. Et værdifuldt væsen, der gav mælk og opretholdt liv. Altså, netop, det dyreste offer

I eddadigtet Hyndlas sang (som jeg har skrevet om før, blandt andet i Norden kalder), skildres det, hvordan den unge mand Ottar, har vædet Frejas stenalter i kvægblod:

Han stabled mig
et alter af sten,
som nu er blevet
blankt som glas,
han farved dem
(altså stenene)
med friskt okseblod,
altid troed Ottar
på Asynjer.

(Stavnems oversættelse)

Efter at Ottar har gjort det, kommer Gudinden til ham. Hun omskaber ham til en galt, altså et kastreret hansvin, et umandiggjort offerdyr – og rider så på ham ned i underverdenen, hvor han tilsidst får lov at drikke af det bæger, som vølven dernede rækker ham. En mindedrik, så han kan huske, hvad han har erfaret – og aldrig bliver den samme igen. Og ja, alt dette sker, selvfølgelig, flere gange.

Dét er sagen. Mere har jeg ikke at fortælle lige nu – og får nok aldrig.

Men for hver cirkulation forædles indholdet – hvis alkymisten arbejder omhyggeligt.

Fortsættelse følger, til rette tid.

Lige nu er vi bare her. Lampen er tændt. Det glæder mig, at vi er flere.

Hil de Magter, der giver og tager!