Omkring en evig vår – nogle ord ved vintersolhvervet

Fidus/Hugo Höppener: ‘Im Tempel der Zweieinheit’, 1914

I 1925 udgav digteren Johannes V. Jensen en lille bog, hvis virkningshistorie ikke er forbi. Aarets Højtider hed den. Meningen med den var at fæstne blikket ved det danske folks fejringer af årshjulets drejninger og at indbyde de læsende til at fordybe sig i, hvad det egentlig er, der helligholdes, når vi mødes i overgangene og sammen gennemlever den fælles glæde og det fælles vilkår. Altså: Vores delagtighed i den store sammenhæng, vores samklang med Jordens kredsbevægelser.

Bogen er opbygget som en række essays til de enkelte højtider, hvor Jensen skildrer sin fornemmelse af stemningen i folkets fejringer – og affyrer sine skud imod dem, der ønsker at omdigte hjulets drejninger til at handle om en fortælling, der hverken er folkets eller Jordens.

Hvert essay afsluttes med et sangbart digt, en højtidssang. I slutningen af bogen kalder Jensen disse sange verdslige salmer (s. 78). Det er et rimelig navn, for det er, hvad de er: lovsange til Verden, indbydelser til klangfuld fejring af vores hjemmehørighed på Jorden.

Eller med digterens ord fra bogens begyndelse: “I Poesien gik de gamles Gudsdyrkelse over – lever den der endnu? Hvis ikke er det tid til at forny den” (s. 19).

Hvis ikke er det tid til at forny den – det er dét, Jensen forsøger på med sine årstidssange. Mange af dem står i dag i Højskolesangbogen, og er blevet en del af den fælles klangfylde – for os, der holder af at synge fra den lille blå.

Her vil jeg gerne fortælle lidt om én af dem, nemlig – selvfølgelig – den, der er skrevet til vintersolhvervet. Den hedder Vor sol er bleven kold og er undfanget og udklækket som en decembersang, der både kan synges i ventetiden, ved selve solhvervsfejringen (eller måske morgenen efter) og som juletræssang for danske familier, der har det godt med at være dér, hvor de er.

I essayet, der leder op til sangen, klargør Jensen, hvad han forstår ved julen. Han kalder den “Børnenes Fest, vore egne Børn, i vor egen Tid”. Det er smukt, sandt og enkelt: Julen er familiens fejring af lysets genkomst og børnenes åbne ansigter. Mere behøver vi ikke. Glæden er virkelig.

Så lad os gå til sangen. Hvis du har lyst til at lytte til en indspilning af den, før du læser videre, kan du for eksempel gøre det her.

Og dermed slut med forbemærkningerne. Sangens anslag er en fremhævelse af årstidens kendsgerning:

Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt –
ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

Billedet er sandfærdigt: Solen føles kold. Vi er i vinterens vold. Mange af os mærker det ikke bare derude, men også derinde. Sjælen tynges mod Jorden, og måske endda mod de dunkle egne under den. Mørket indhyller os. Vi mister magten over vores fortællinger og erfarer dødens forvarsler. Vinteren gør os sårbare og minder os om, hvad vi er. Smerten er virkelig og lærerig. Tiden og opmærksomheden kan faktisk lære os at finde vej i Underverden.

Så kommer solhvervet. Nu er nedgangen endt. Den korteste dag og længste nat er bag os. Flammen skimtes. Solen er ikke død. Hun vender tilbage. I favnen bærer hun de lange dage. Det har vi godt af at minde hinanden om.

I sangens anden strofe glider blikket fra det omsiggribende vilkår til det hjemlige erfaringsrum, som vi hver især kender fra vores eget – og vores egne:

Det grønne, skønne træ
forjætter sommerlæ
og søde skove.
I julelysets skær
som stjerners hær,
ja, stjerners hær,
er solens under nær
og alle gule blomstersole små, som sove.

Enkelhed og fylde i samme billedsyn: Træet står der midt i stuen som et forvarsel om dét, der kommer: Sommeren, landets egen hovedhøjtid – blomstringen derude og derinde. I lysets sejrstid bliver skovene søde – et vidunderligt valg af tillægsord; så hjemligt, så besjælet, så sandfærdigt. Skovene er jo levende. Vi gør ret i at tage ved lære af dem.

I Danmark hører vi tit, at skikken er fra Tyskland, og det er da også sandt, at vi har den derfra, men oprindelsen er – selvfølgelig – tidligere. Symbolets kraft er god og gammel. Den tidligste oprindelse til juletræsskikken findes, så vidt jeg har opsnuset, i den indoeuropæiske, polyteistiske højkultur i det før-islamiske Iran, det hellige Perserrige – hvorfra så meget godt er kommet og igen kan komme, når lænkerne en dag sønderbrydes.

I det gamle Iran fejredes juletræsskikken på en måde, der både ligner og adskiller sig fra den nutidige europæiske. Som hos os bar man et træ ind i hjemmene, satte lys i det og dansede omkring det med sine blodsbeslægtede. Men modsat os, eller i hvert fald de allerfleste af os, vidste perserne, at et træ ikke er en brugsgenstand, men et stykke liv, der har godt af at forblive levende. Altså: De bar det ind i stuen med rødderne i behold og gravede det ned igen efter lysfesten!

Den slags har europæere længe været for dumme til at finde på, men i disse år, hvor gamle fornemmelser på så mange måder igen begynder at røre på sig, er også dette i bevægelse: Nu er det faktisk muligt at betale for et ufældet, opgravet juletræ i en potte, som efter festen genforenes med Jorden ved, at man enten selv planter det i sin have eller lader det afhente og nedplante andetsteds. Det koster lidt mere end at købe et døende træ. Til gengæld vil der så bo en vækst mere i Verden. You do the math.

Og tilbage til teksten: Julelysets skær er som stjerners hær – et enkelt, træffende og børnevenligt rim. Børn elsker rim. De skal stopfyldes med dem. 24/7. For rimene lærer dem at ånde med Altet. De tjener som tidlige indvielsestrin i de forbindelser, der faktisk findes mellem os og alt det andet.

At se lyset på træet, at lade blikket glide mod Himlen, at opleve overvældende glæde i et lille hjem, at være et spirende liv omfavnet af en stor Verden. Darum geht es.

Og så selvfølgelig solen, igen og igen: Lyset i hjemmet, lyset i natten – i skøn forening som bekræftelser af det vidunder, der venter os, når ikke bare solen, men alle de sovende blomstersole igen blusser lystfyldt op til dåd. Genialt digtet! Forårets gule, sommerforjættende småblomster ligner jo faktisk sole – og det gør vores børns ansigter også.

I sangens sidste strofe sammenføjes alting:

I granens brændte duft
får svundne somre luft
og de, der kommer.
Det danske svale år
i ringgang går,
ja, ringgang går,
omkring en evig vår.
Syng alle sjæle med om Danmarks fagre sommer.

Foreningen af træ og ild minder os om de somre, der har været. Træets duft minder os om sommerens luft. Sådan har rimkunsten sin sandfærdighed: Forbindelserne er ikke vilkårlige. Ordene har forbundne indersider. I lyrikken viser de sig – og sådan bliver juletræet for Johannes V. Jensen, og for os, til et samlende symbol, der smidigt og fast indbefatter mindet og forventningen.

Hovedsagen er, at det svale, altså det behageligt afmålte, danske år er netop, som det skal være: en stadig ringgang, en varig kredsbevægelse, som vi er uadskillelige fra. Dér åbnes blikket for den dagklare hemmelighed – som her gentages igen, igen, igen: Vi er Jordens børn og trænger til stadig fornyet samklang med vores ophav, så hun kan lære os at blomstre og at dø.

For kloden drejer. Det hele drejer. Omkring en evig vår, siger Jensen. Ikke en “evig sommer hos vor Gud”, som Grundtvig sang så indtrængende, at ordene i dag gentages ved (gætter jeg på) mindst 80% af alle landets kirkelige begravelser. Nej, en evig vår. Et ukueligt forår, der altid blusser – og begærligt opsuger vores død som sin næring.

Eller som Mufassa (så vidt jeg husker) siger det til sin kongesøn: “Når vi dør, bliver vi til græs. Det er det græs, som antiloperne spiser”. Let it be.

Lige nu lever vi. Lige nu er solen vendt. Lige nu glæder vi os med rette til lyset og livet – her hos os, i vores liv med vores børn. Sangens sidste ord er en velment indbydelse til alt og alle:

Syng alle sjæle med om Danmarks fagre sommer!

Af hjertet: Glædeligt vintersolhverv, glædelig lysfest, glædelig jul!

Fidus/Hugo Höppener: ‘Sonnenwanderer’, 1908