I Stenbukkens tegn

. . . . . . . . . . . . . . .

O kom til os alle, du højtidens drot, om lokken er gylden, om håret er gråt! Udbred dine hænder, mens lysene brænder, og skænk os din fred, thi evig, ja evig, er glæden, når du følger med. – Vilhelm Gregersen, ‘Der er noget i luften’

But my Fairy Prince whispered: “Hush! It is a great secret, but his name is […], and he is the Saviour of the World”, and that was very funny, because the girl next to me thought it was Jesus Christ … – Aleister Crowley: ‘The Wake World’

. . . . . . . . . . . . . . .

Som lyset avles i mørket, forberedes forårets henrykkelse i vintertyngdens dyb. Det gælder både i det store og det små. 

Et af de steder, hvor denne indsigt i helheden findes gennemtænkt og fastholdt, er i astrologiens symbolverden. Netop i vintersolhvervsnatten, hvor året vender, og solens magt fornyes, overgår vi til det dunkleste af de tolv tegn – Stenbukken, på latin Capricornus.

Hensigten med dette skriftudkast er at undersøge og formidle, hvad denne kosmiske kendsgerning kan – og bør indebære – for de af os, der begærer andet og mere end søvnen. Vi begynder i det enkle og ender i det omfattende. 

Elementære forbemærkninger

I astrologien inddeles himmelhvælvingen i tolv lige store dele, der bærer navne efter de tolv stjernebilleder, som på det tidspunkt, hvor denne inddeling blev knæsat, befandt sig inden for disse tolv områder. Hver af disse tolv dele opfattes som hjemsteder for et såkaldt tegn, der i overensstemmelse med solens placering i forhold til de tolv felter siges at være bestemmende for hver sin tolvtedel af året. Til sammen kaldes disse tolv tegn på dansk for Dyrekredsen, på græsk Zodiakken, og opfattes som billedliggørelser af tolv forskelligartede grundpræg – både derude og derinde.

Ligesom så mange andre former for traditionel visdom opererer den vestlige astrologi ud fra den hellenistiske naturfilosofis fundamentale inddeling af Universets grundbestanddele i fire elementer – ilden, vandet, luften, jorden

Forholdet mellem disse fire grundbestanddele kan udtrykkes på mangfoldige måder. Én af dem kunne være med fire almindeligt anvendte latinske låneord:

Ilden er det intensive
Vandet er det emotionelle
Luften er det mentale
Jorden er det materielle

Eller med fire hjemmefødte verbalformer:

Ilden er det blussende
Vandet er det strømmende
Luften er det blæsende
Jorden er det spirende

Inden for hver af disse fire grupper befinder sig tre af Dyrekredsens tegn, der på forskellig vis udtrykker de pågældende elementers egenskaber. Sondringen mellem hvert enkelt elements tre tegn sker ud fra det, der kaldes tegnenes dynamik. Grundbetydningen af det græske ord ‘dynamis’ (δύναμις) er kraft. Kort fortalt markerer dynamik den måde, som et elements kraft kommer til udtryk på. 

Der er tre dynamikker – tre kraftpræg: den kardinale dynamik, som peger på det viljestærkt igangsættende i elementet; den faste dynamik, som peger på det sikkert vedholdende i elementet, og endelig den bevægelige dynamik, som peger på det smidigt omskiftelige i elementet. 

Altså: 4 elementer med 3 dynamikker i hver – tilsammen: tolv tegn.

Den elementære formel for bestemmelsen af Dyrekredsens tolv grundpræg bliver således: 

Element + dynamik = tegn 

– hvilket i sagens natur også kan udtrykkes omvendt:

Tegn = element + dynamik.

Altså, på dette fundamentale niveau er alt, hvad der behøves for at forstå egenskabsfordelingen mellem Dyrekredsens enkelte beboere: 1) en grundforståelse af elementlæren samt 2) de nødvendige oplysninger om den astrologiske traditions tilskrivning af elementer og dynamikker til de enkelte tegn – som er umiddelbart tilgængelige i enhver fremstilling af astrologisk grundstof. Google er din ven.

Et til-fældigt eksempel kunne være Dyrekredsens tolvte tegn, Fiskene, på latin Pisces. Elementet er, lidet overraskende, vandet, og dynamikken er – måske heller ikke helt uventet – den bevægelige. Altså: Fiskene er følelseslivets omskifteligt strømmende udtryk i Verden – med alt, hvad det indebærer. Dermed kender vi tegnets værensgrund, dets elementdynamiske essens, hvorfra det samlede astrologiske signalement af tegnet drager sin næring. 

Disse elementære forbemærkninger var nødvendige. Nu overgår vi flux til selve sagen – højtidens tegn. 

Betragt nu dyret

Stenbukken er det kardinale jordtegn – altså den viljestærkt igangsættende materielle energi. At dens tolvtedel af året indledes på vintersolhvervets nat er således alt andet end ubegrundet: Stenbukken er selve den energiske jordkraft, som ved kredsbevægelsens bundpunkt udlever materiens impuls mod altings fornyelse og forgyldning – solens sejr; her hos os, her i os.

Det skal forstås håndgribeligt – og det skal forstås billedligt. Kunsten er at fastholde og ære enheden i dobbeltheden og dobbeltheden i enheden: At opleve kontrastharmoniseringen af abstraktion og konkretion i hemmelighedstilstandens kærlighedsmøde mellem ude og inde, hvoraf det tredje kan spire – så øjet åbnes, og bægeret løftes mod læberne.

Betragt nu dyret:

Måske bemærkede du det allerede, da du trådte ind i teksten – sikkert er det, at du nu ser det: Stenbukken har en fiskehale – bjergets ged er hjemmevant i vandet. 

Forstår du billedet? Indånder du duften af dets indebyrd? Det handler, selvfølgelig, om sammenføjningen af elementer og synkroniseringen af bevægelser: Her ser vi Jordens pagt med vandet; bestigningen af bjerget nødvendigt forenet med neddykningen i dybet, materien og mysteriet energisk afslørede – som sider af samme åbenbare sag. 

Tarottens mekanik

Et illustrativt sted at søge og finde yderligere opklaring af Stenbukkens væsen og veje er i den europæiske varselskunsts sene hovedværk – altså i Tarotten. Sagerne er nemlig så fint forbundne, at den græsk-romerske astrologis kosmisk-elementære klassifikationssystem er et af de primære drivhjul i Tarottens mekanik: Under samtlige 78 kort dvæler & vibrerer hvælvingens tegn og magter – så astrologien oplyser Tarotten, og Tarotten opvækker astrologien.

I Tarottens univers findes der, ligesom i almindelige spillekort, fire serier med kort fra es til konge/ridder. Disse fire serier er – no shit, Sherlock! – hver især forbundne med et grundelement. Disse grundelementer symboliseres i fire magiske redskaber, der alle er bestemmende for nødvendighedens frie forgyldning; opdyrkelsen af den blomstrende sten – det store Værks fremavling af det kære barn med de mange navne: Stavene, der udslynger ilden; bægrene, der frembærer vandet; sværdene, der hæves i luften mod højderne, og endelig skiverne, som – sært og sigende – på samme tid henviser til noget så materielt håndgribeligt sommønter, altså penge, og ved at fremhæve Jordens klodeform åbner sansen for selve cirkulariteten – kredsbevægelsens betydning for både materie & mysterium. 

Inden for hvert af disse fire elementserier findes en kongelig familie. Modsat almindelige spillekort har hvert enkelt familie ikke tre, men fire medlemmer. I forskellige Tarotsæt bærer de lidt forskellige navne. Her holder vi os, af gode grunde, til Aleister Crowley og Frieda Harris’ sæt, der kaldes Thoth Tarot – navngivet efter Tarottens mytiske skaber, visdomsguden Thoth, egypternes modsvar til grækernes Hermes, romernes Merkur og vores Odin. 

I Thoth Tarotten kaldes kongehusenes medlemmer for Riddere, Dronninger, Prinser og Prinsesser. Hver enkelt af dem korresponderer med et element: Ridderne er ilden, Dronninger er vandet, Prinser er luften, og Prinsesser er jorden.  

12 af disse 16 kort, nemlig Ridderne, Dronningerne og Prinserne, er sindrigt korrelerede med Dyrekredsens tegn, således at de hver især behersker to tredjedele af et tegn samt første tredjedel af det næstfølgende. Prinsessernes astrologiske rolle er en anden; de hersker over fødetidskvadrater, så alle jordboere har en herskende Prinsesse i deres liv, som de – både i det gunstige og det ugunstige – gør ret i at forstå sig selv i relation til. 

Hovedsagen er – lige nu – dette: Tilsammen afbilder de fire Riddere, de fire Dronninger og de fire Prinser englidende overgang mellem Dyrekredsens tolv tegn. Hertil kommer, at hver enkelt kongelige familie rummer Verdensaltets fire elementer, således at hvert familiemedlem enten udtrykker elementet i sin renhed – eksempelvis Stavenes Ridder, der er rendyrket ild eller Bægrenes Dronning, der er rendyrket vand – eller en forbindelse mellem to elementer med det ene af disse som grundstof og det andet som egenskab. Et eksempel på sidstnævnte form for kombinatorik er hende, som vi nu er nået frem til – Stenbukkens primære hofkort i Crowley og Harris’ Tarot.

At fortsætte stilfærdigt fremad

En kvinde – henslængt, tilbagelænet i en oases plantevækst midt i ørkenen, betragtende det livgivende vandløbs snoninger dernede og derude i den tørre intethed. I venstre arm en brungylden kugle, mønstret af sammenkædede kloder, hvilende på armen – som et barn ved brystet. Fødderne ser vi ikke. I højre hånd, utvungent fastholdt af tre fingre; en herskerstav, der passer sig for én som hende – en hunkønsmagt, som dvæler og råder i alt dét, der gror. 

Navnet er Skivernes Dronning, Queen of Disks. Hun repræsenterer, skriver Crowley i sin udlægning af hende i mesterværket The Book of Thoth, ”the watery part of Earth, the function of that element as mother” – og dermed ”passivity, usually in its highest aspect”.

Forbindelsen til Stenbukken er åbenlys: I forgrunden ser vi en buk. Fra dronningens hoved slynger prydeligt drabelige, spiralisk snoede horn sig opad – som naturlige udvækster af det druekronede hoved. Det nederste af benene; i skjul bag ørkenplanten – måske hun har et havdyrs hale? 

Hvem er hun – og hvad vil hun?

I sin videre beskrivelse af Jord-dronningen forklarer Crowley (som den tålmodige pædagog, han er), at sceneriets ophobning af frugtbarhedsrelaterede billedelementer skal forstås som en henvisning til ”the Dogma that the great Work is fertitility”. Herudfra beskrives hendes væsen & vilje som ”the ambition of matter to take part in the great work of Creation” – og dermed ”the finest of the quieter qualities”. 

Tillad en resolut udtrækning af essensen: Dette er, i al sin glædelige enkelhed, Stenbukkens femininefremtræden; den gennemvædede jordbund, instinkt- og sjælelivets uforstyrrelige strøm, grokraftens lykkeligt villige skød – helhedens hemmelige lyst & vækst i Livets uanfægtelige Moder. Ved hendes omsorg opfyldes og gentages alting.

Crowleys afsluttende ord om hende er værd at mærke sig, for de angiver så kort og klart som muligt selve hendes højheds måde at opleve og udleve Værket i Verden:”The general advice is to go forward quietly without overt attack upon existing situations.”

At fortsætte stilfærdigt fremad. For kun i stilhedens agtsomhed undfanges og fremspirer enheden. Dette er Jord-dronningens ord til tiden. Den, der tager vågent imod dem, smager halvdelen af højtidens forjættelse – og modnes derved til at høre om sagens anden side; Stenbukkens aktive indtrængning i Verden.

Pan Pangenetor

Foruden de fire elementseriers 56 kort indeholder Tarotten 22 såkaldte trumfer, eller nøgler, der tilsammen kaldes den store arkana – den store hemmelighed, modsvarende de 56 seriekorts fællesbetegnelse den lille arkana.

Tilsammen udgør disse 22 billeddannelser Tarottens opvisning af den sindrigt bugtede vej, der må vandres, for at indvielsen kan virkeliggøres i Verden. 

Også denne del af Tarotten er intimt forbundet med astrologiens logik: 10 af den store arkanas kort henviser til planeter og rene elementer, mens de øvrige 12 – naturligvis – er korrelerede med Dyrekredsens tegn. Blandt disse er det nøgle nr. 15, der er knyttet til Stenbukken:

Crowleys indledende ord om kortet lyder sådan her: 

This card is attributed to the letter ’Ayin [i det hebræiske alfabet, som udgør endnu et ankerpunkt i Tarottens korrespondancesystem], which means an Eye, and it refers to Capricornus in the Zodiac. In the dark ages of Christianity, it was completely misunderstood. 

Den enkleste måde at forstå, hvad der menes med ordene om de kristeligt formørkede tiders misforståelse af Stenbukkens nøgle er ved at betragte kortets udseende i et andet Tarotsæt – et kristeligt Tarotsæt:

Forstår du? 

Ja, det tror jeg, du gør: Kristne dualister kalder dette væsen Djævelen og ser i ham det  dystert underjordiske modprincip til en lysfyldt himmelsk Herre; det dyrisk-fornedrende driftsliv i uforenelig kontrast til åndslivets ophøjelse i Skaberens navn. Også i Crowleys Tarot-syner kaldes dette kort The Devil, men som en veloplyst ven af Verden ser og kender troldkarlen noget ganske andet under dette navn, end den kristne nogensinde vil forstå.

Pan Pangenetor: den al-avlende ged, livslystens dunkellyst stedsegrønne Gud, grokraftens maskuline grundpræg – ”creative energy in its most material form”. 

Hold dig til billedet:

Den fysiognomiske figur er utvetydig: Bag bukken ses et mandligt kønsorgan; foroven gennembrydes overfladen, forneden danser livets mange muligheder – inden udløsningen.Mellem de gyldne kugler ses en troldstav – prydet af agtsomme slanger og udbredte vinger, til ihukommelse og transfiguration af Nazaræerens ord til de, der søger indvielsen, om i deres omgang med Verden at være ”snilde som slanger og enfoldige som duer” (Matthæus 16b). Eller som det udtrykkes i kerneteksten Liber AL vel Legis, The Book of the Law, som Crowley modtog og nedskrev i dagene mellem 8. og 10. april år 1904 – og ofte viser tilbage til i The Book of Thoth: ”Love is the law, love under will. Nor let the fools mistake love, for there are love and love. There is the dove, and there is the serpent (AL I, 57)”

Og selve geden: Hornene er vidt udstrakte og hypnotisk slyngede som Universets egne mønstre gennem tider. Midt imellem dem frembydes den drukne skovguds modne druer – som et frodigt varsel om den vin, der opstår efter nedtrampning og gæring. Endelig – midt i panden; det vidtopslåede øje, hvis pupil er opadvendt som slangens, til indbydelse og ansporing af de kække: Glem aldrig historien om haven. Afgør dig dagligt. Slaverne skal tjene. Et dristigt fåtal dyrker morgengryet – og danser muntert gennem mørket. Forstå det, hvem der kan – og vil.

Vejens visdom

Viljen – i opdagelsen af den begynder alting:

The sign of Capricornus is rough, harsh, dark, even blind; the impulse to create takes no account of reason, custom, or foresight. It is divinely unscrupulous, sublimely careless of result. ”Thou hast no right but to do thy will. Do that, and no other shall say nay. For pure will, unassuaged of purpose, delivered from the lust of result, is in every way perfect”.

At opdage og opdyrke kimplanten i brystet; derved tiltrædes stien, og magien bliver mulig. Stenens blomstring forudsætter hellig hensynsløshed: Hengivenhedens overvindelse af alt, der viser sig som mindre værd – derude og derinde. Véd du mon, hvad du vil ?

Derudfra viser det sig tidsnok, hvad du kan og skal.

Vid allerede her og nu, at stien snor sig snævert ind i skoven og vidtstrakt hjemad gennem din egen ørken. Dens endemål er kilden – begyndelsen & enden, hvor alting bliver ét; underfuldt oplyst, lykkeligt opløst. 

At nå dertil kræver vedholdende overskridelse af den slags grænsedragninger, som ængstelige småfolk kalder uoverstigelige: Ikke blot at ære og agte, men at nyde & forgude selve mulighedernes spil i Universets hæmningsløse åbenbaring af sig selv – dette er vejens visdom: 

The formula of this card is then the complete appreciation of all existing things. He rejoices in the rugged and the barren no less than in the smooth and the fertile. All things equally exalt him. He repressents the finding of ecstasy in every phenomenon, however naturally repugnant; he transcends all limitations; he is Pan; he is All.  

Adgangsbilletten er evnen & lysten til at indse og skabe to sandheder på samme tid – for derved at opleve åbningen af det tredje: 

With thy right Eye create all for thyself, and with the left accept all that be created otherwise. 

Gå selv ud, og gør det: Sving du dig dristigt mod højderne, og udvirk efter bedste formåen din dybeste vilje i Verden; godtag velvilligt alt andet, som det er. Sé Dronningen og Bukken tiltræde dansen! Den tredje tilstand er sprogløs – ekstatisk i sin fredhellighed. Du finder den først, når den finder dig – på eget eventyrEn konge kan vælge sin klædning, som han vil. 

Den rette træder ind:

It was midnight and the Devil came down and sat in the midst; but my Fairy Prince whispered: “Hush! it is a great secret, but his name is Yeheswah, and he is the Saviour of the World.” And that was very funny, because the girl next to me thought it was Jesus Christ, till another Fairy Prince (my Prince’s brother) whispered as he kissed her: “Hush, tell nobody ever, that is Satan, and he is the Saviour of the World.” 

Med de ord, fra alle os til alle jer: Glædeligt vintersolhverv, glædelig jul – i Stenbukkens tegn!

– – – – – – – – – – – – – – –

Dette essay tilegnes min søster i sagen, sjælealkymist Kristine Gazel: Gid ord & syner må gavne i opklaringen af varslet – og virkeliggørelsen af Værket. Religionshistoriker og Ålebroder Benjamin Weber Pedersen takkes for agtsomme øjne og udelt opmuntring. 




Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: