Den tavse Hævner

Denne tekst blev oprindeligt sendt ud i Verden som en facebook-note i umiddelbar forlængelse af mit opbrud fra den kristne kirke og sidenhen anvendt som del af afslutningen på min bog ‘Norden kalder’. Her gøres den tilgængelig, fordi den sagtens kan stå alene – og vidner om en vished, der fortsat er vigtig.

Det fortælles, at kongesønnen Vidar en dag skal se sin Fader dø i ulvens gab. Valhallas Herre véd det, for han besidder mere viden om den tid, der kommer, end nogen anden Gud kan tåle i sit indre. Indsigten i sin egen afslutning har han fra Vølvens mund, som han opsøgte i længsel efter at overskride tankens begrænsning – og erkende sit vilkår. 

Om sønnen også kender til dette kommende vides ikke. Men meget tyder på det. Hvad, der ganske sikkert vides, er, at Vidar lever tavst blandt Aser og Asynjer. Af størrelse og styrke er han næsten som sin broder – som Tordneren, der kendes ved sit brøl og hammerslag. Ligesom ham gør Vidar gavn i al slags trængsel, men hans mund er lukket. Han er ordknap som ingen anden. 

Den ene af hans fødder er indsvøbt i en ganske særlig lædersko; talrige lag på lag – og flere lag endnu. Det siges, at disse læderlapper er den slags kileformet resteværk, som er tilbage, når sko skal skæres til, og mennesker forstår at give offergaver.

Det er Vidars sære herkomst, der gør ham til den, han er. Alfader avlede ham med den kampkyndige jættekvinde Grid, som i sig husede både det ene og det andet. Som den sjældenhed, hun er, indgik hun i sin tid en våbenhvile og fredsslutning med de lyse Guder, hvis følger skal vise sig at blive vidtrækkende – som alting går sin gode gang. 

Og sé, nu sidder hendes Vidar dér i Asers gård og arbejder med læderfoden. Han forstærker den med jern – blikket vågent, munden tæt forseglet. Sønnen véd vist, hvad den fod skal træde på. Derfor er han tavs. Det er sådan, han udvider sit sind til det, der skal komme. Han kender til sin fremtid og forbereder sig på hævnen – men forjager intet. For han véd dét, som enhver med kløgtigt sind og hellig brand i brystet har indset som et kendetegn for frie folk: De kender kampens time, og véd, at kun en trællesjæl forsøger sig med hidsigt udfald inden tidens fylde. Frie mænd kan vente – og foregriber aldrig en forjættet fremtid:

Tavs og tænksom og tapper skal
kongesønnen kendes, 
hver mand munter og glad,
til han fældet falder.

Nu afventer den tavse hævner altings tilspidsning. Måske han ligefrem kan mærke længsel i sig efter den skæbnetunge tid, der kommer, hvor frosten vil knuge, solen skal dø, ulvens øjne brænde, og livets væske væde gabet? 

Forud for Ragnarok går der varsler. Tre haner galer – den røde, den gyldne og den sodbrune. Helhunden Garm glammer højt ved tågehjemmets indgang. Der er ondskab overalt i verden. Vold, mord, hor, list, bedrag – fornedrelsen af alt det levende. Så tynges Jord og slægt af Fimbulvintrene. Tre sommerløse år i træk. Det meste dør, og så kommer – langt om længe – den sidste krig. 

Kampen står på Idasletten, den åbne vidde foran Asgård. Heimdal blæser i hornet, alle våbenføre kræfter kaldes sammen og ridder frem til slag; Valhals svorne krigere, Einherjerne, trodser ødelæggelsen, og alting går som forudsagt: Kampen blusser, ven og fjende falder – ulven sluger Odin. Det bliver hans død. Men straks efter dukker Vidar op. Den ene fod sætter han på ulvens underkæbe. Nu gør skindskoen sin gavn. Latterlig har den været; humpende og haltende har han bevæget sig omkring i Guders gård. Men nu er han dén, som Vølven i sit undergangs- og sejrssyn dengang for længe siden så det lyse løfte om: Kampens våbenglade Gud, hvis gerning er at værne alt det levende mod det, der truer. 

Vi har lov at forestille os, at tavsheden i dette øjeblik brydes, og Hævnerens mund spaltes i et skrig – ja, i en genkomst af den lyd, som alting i sin tid fandt sin optakt i, da den indviede faldt fra Verdenstræet og samlede runerne op. I begyndelsen var skriget, og til allersidst er det skrigets lyd, der igen skal gøre Ånden ung – så hjulets drejning sikres. Mon ikke det er den slags, vi kan høre og fornemme, når dybets sanser lirkes op, og hjertet bliver vagtsomt? 

Udfaldet kender vi. Ingen behøver at gisne: Med den ene hånd tager han ulvens overkæbe og river gabet i stykker på den. Dermed besegles bæstets skæbne:

Ulven skal sluge Slægternes Fader,
ham skal Vidar hævne;
kolde Kæfter kløver han kækt,
volder Dyrets Død.

Og kampen bølger videre: Jætter dør, og Aser dør. Til sidst slynger ildens hersker Surt sine flammer ud over de kæmpende og alt omkring dem. Det er, som det skal være. Ragnarok kan ikke standses. Altets mætningspunkt er nået: Livet visner i Yggdrasils krone. Jorden brænder. Verden dør. 

Men nedbrændingen er ikke afslutningen. Det er den aldrig. Livet renses og fornyes – endnu en gang – i mødet mellem is og ild. Tilbage bliver ganske få. Et kuld af unge Guder. De genfinder mindets brikker fra en gylden fortid; Vidar, den vidt herskende, genfinder sin broder Vale – han, som i sin tid hævnede Balders død, da han dræbte den blinde broder Høder. Som levende billeder på tavshedens udvidelse af sindet og valgets virkeliggørelse i handling skal de nu sammen bebo de indviede steder. I dem lever Vismandens ældgamle væsen. I deres nærhed lever Menneskevennens afkom; Tordnerens sønner Modi og Magni. Deres fader knuste ormen og sank selv i knæ med giftigt spyt som dødens årsag. Nu arver de hans redskab – så Jordens liv kan værnes, og udyr holdes nede. 

Og ventetiden ender: Op fra dybet vil de døde brødre stige, den dræbte Balder og hans morderbroder Høder. Hel mister grebet. Lyset stiger! Og så – naturligvis; vidunderet, der langsomt bredes ud: En kvinde, en mand. De skal leve af morgenduggen og mødes i et favntag, som påny får Træet til at grønnes. Livet blusser, og når barnet giver lyd fra læben, er alting ungt igen: Endnu et skrig, endnu en optakt – endnu en indvielse til liv, der ikke dør som ingenting. Det sitrer i det forårsunge kød af den slags lyst, som alle tiders ungdom kender som sin egen og har lov at hylde som en vished svøbt i blod: den hellige forening – altings endemål og ophav. Det bekræftes overalt, hvor mennesker har jublet over fælles vilkår og givet dybets syner kød i liv og digt:

Og foregøgler universets tåbe
sig selv, at der er andre verdner til, 
hvor guderne kan både gø og råbe 
og kalde os tilfældigt terningspil,

Så mind mig om en sommerdag på Skagen, 
Så mind mig om en sommerdag på Skagen, 
fløj rundt som himmelstumper hele dagen 
med ekko af det blå fra Jammerbugten,

mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet

af jord som havs og himmels mellemting, 
af jord som havs og himmels mellemting, 
et liv der ikke dør som ingenting.

*** *** ***

– – – – – – – – – – – –

Citaterne stammer fra Nordens Gudekvad på dansk ved Thøger Larsen. Den afsluttende strofe er fra Inger Christensens sonetkrans Sommerfugledalen.




Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: