Hellige dykker

Metal-lyrisk henrykkelse uden hovedpine

* * * * *

Don’t smell the flowers, they’re an evil drug to make you lose your mind
– ‘Don’t talk to strangers’

Who calls us Thelemites will do no wrong 
– Liber AL vel Legis 1:40

* * * * *

Ting sker. Det ene tager det andet. Man flyder med. Det gælder stort set alt og alle. Kunsten er at forholde sig aktivt til dette flux – altså i samme bevægelse at modtage & formgive øjeblikket som en både givet og hidkaldt sag. Lige dér begynder magien.

Den anden dag dukkede der noget op, som bidrog til, at en længe anet sammenhæng pludselig blev særdeles klar – nu rider vi på rytmen og lægger lidt af sagen frem.

* * * * *

Siden teenageårene har den dunkellyse metalmester Ronnie James Dio – manden, der først udbredte Heavy-hornenes håndtegn – haft sin plads blandt mine musikalske helte. Intensiteten har været skiftende, og jeg har aldrig dyrket ham i så stort et omfang, som han fortjener, men han har hele tiden været der – om ikke andet så et sted i dybet.

Fra den tidlige ungdom husker jeg tryllebindingens dobbelte tilstand i mødet med hans ordsmedekunst fra tiden i ex-Deep Purple guitaristen Ritchie Blackmores rockeventyr Rainbow, samt fra Black Sabbath-dagene (hvor han en overgang overtog mikrofonen, og bandet følgelig lavede væsentligt bedre musik, end de havde gjort og igen skulle komme til at gøre med den allerede dengang noget afdankede Ozzy) – og naturligvis også fra den afsluttende del af virketiden, hvor han selvsikkert orkestrerede sit univers under eget navn.

Og ja, den anden dag dukkede han så op for fuld kraft. Det hændte som så meget andet godt (og dårligt) derude på det oceaniske internet, hvor sære, flittigt sugende strømhvirvler så hurtigt kan hvirvles op og lede nye – eller netop gamle – steder hen. For sådan er det: Internettet er en synkronicitets-maskine.

Handle with care, liebe Kinder!

Dio var urokkelig

Konkret: Til-fælde & beslutning ledte mig denne dag ind til læsningen af rockskribenten Peter Béliaths udmærkede 2013-introartikel om Dio, Mestersangeren, der kaldte sig Gud, som dengang blev udsendt i anledningen af årsdagen for legendens død.

Undervejs i sin præsentation af fænomenet Dio fremhæver Béliath et væsentligt karaktertræk ved mandens liv & værk, som jeg ikke selv havde været synderligt bevidst om, men som meget vel kan have været afgørende for min dragning mod ham – nemlig den kendsgerning, at hverken hans tekstunivers eller selvudfoldelse var præget af den beruselse i ubevidsthed, som ellers ofte påstås at kunne være hele Verden. Med Béliaths ord:

Ronnie James Dio bevarede sin kunstneriske integritet i hair metal-ulvetiden.
Dio blev ufortrødent ved med at synge om regnbuer. Dio undgik 1980’er-faldgruben: han skrev aldrig tekster om sex, sprut og stoffer. Dio var en trofast ægtemand, der holdt sig fra rusmidler – den slags rockstjerner var der ikke mange af i 1980’erne. Og de er vist stadig en mangelvare.

Hvad angår sex, ville jeg ikke udtrykke mig, som Béliath her gør; jeg opfatter bestemt Dios tekstunivers som gennemfarvet af kønskraften – på samme tid sigtende mod direkte kødelig udlevelse og åndeligt sublimeret manifestation. Begge dele er virkeligt. Men lad det nu ligge, jeg forstår bestemt, hvor Béliath vil hen, og han har ret: Druk, narko og meningsløs udlevelse af kødets kald – den slags er der vitterligt intet af i Dios digtning.

Dio var clean både som digter og som mand. Hans livsgerning var at udleve og indbyde til en metal-lyrisk henrykkelse uden hovedpine – og det er sgu da ret fedt. Eller som Béliath så træfsikkert udtrykker det i en passage, der handler om heltens genremæssige vedholdenhed midt i firsernes opløsningstendenser: “Ronnie James Dio var urokkelig.” 

Det er sandt. Nu ser jeg det – og mærker lysten til at gøre mit for at bevidne og fortælle.

You’ve been down to long in the midnight sea

Vi skal ind i en enkelt af hans digte i forvisningen om dér at finde helheden, nemlig – som den indviede allerede vidste – den sang, der hedder Holy Diver og stammer fra 1983-pladen af samme navn. Inden vi går videre, foreslår jeg enhver derude at lytte til en indspilning – uanset om det så er for første eller 418. gang, klang og ord bemægtiger sig øregangene.

Du kan finde studieindspilningen her og en liveudgave her.

Ok?

Dermed til sagen – vi begynder ved begyndelsen og tager så teksten i passende lunser, lidt ad gangen. En selvstændig læsning, ikke en almen forklaring:

Holy diver
You’ve been down too long in the midnight sea
Oh what’s becoming of me

Som det første: Hvad menes der med den indledende henvendelse? Hvem er digtets modtager? Hvad er en hellig dykker? Det er jo enkelt: En hellig dykker er en vågen sjæl, der viljefast søger foreningens forudsætninger dybt, dybt dernede – undtagelsens individ, der ikke er tilfreds med overfladen og derfor beslutsomt kaster sig i grundfænomenernes egen bølgefavn – i håbet om en skønne nat at nå sit bundpunkt og dér erobre perlen fra det indelukke, hvori den både holdes skjult og bliver til.

Denne dykker synges der til. Denne dykker kaldes der på. Signalet gives: Nu har du været dernede for længe. Det næste er opstigningen.

For sådan er det: Ingen kan eller skal opholde sig for evigt i midnatssøens flydende mørke. Det er forståeligt, at man kan ønske det – alting glinser og gror jo så forunderligt dernede. Men tiden kommer. Et altafgørende overgangsled i indvielsen: Go back to the World.

Klart nok, at du spørger: Hvad nu? Hvad sker der med mig? Hvem er jeg, når jeg vender tilbage? Forandret af de sære syner. Opblødt, forvandlet. Knugende perlen til dit bryst?

I sure f*cking hope so.

Yves Klein: Le saut dans le vide

Ride the tiger

For nu sker det:

Ride the tiger
You can see his stripes but you know he’s clean
Oh don’t you see what i mean
Gotta get away

Rid på tigeren, udtrykket er, så vidt jeg har forstået, oprindeligt italiensk – cavalcare la tigre – og henviser til den rette måde at forholde sig til det drabsdueligt bæst, nemlig selvsikkert at slynge sig op på ryggen af det og viljefast anvende dets kraft til at bevæge sig fremad mod det rette formål. Dio var af italiensk afstamning, så det er temmelig tænkeligt, at han kunne have lært udtrykket at kende hjemmefra – måske fra den samme bedstemor, der, så vidt jeg husker, gav ham idéen til at udbrede horn-håndtegnet.

Derudover: Det virker nærliggende at nævne, at udtrykket at ride på tigeren faktisk findes gennemtænkt og udfoldet i et hovedværk af en italiensk tænker – nemlig kampmystikeren (eller hvad S*t*n man nu skal kalde ham) Julius Evola, som i 1961 under denne titel – Cavalcare la tigre – samlede sine anvisninger på, hvordan sjælens aristokrater kunne leve & trives midt i den moderne verdens åndelige udtværing.

Om Ronnie James Dio har læst Evolas bog (før den blev oversat til engelsk) og således bevidst henviser til ham eller blot anvender samme italienske talemåde, har jeg ingen anelse. Jeg nævner det blot, fordi det faldt mig ind. Enhver kan selv tænke sit og grave efter lyst & evne.

Sikkert er det, at den, der stiger op fra dybet, nødvendigvis må have fundet modet til at ride på rovdyret – hvis altså ikke han ønsker at ende som dets bytte. Op på tigeren. Alternativet er at blive ædt.

Videre.

Oh, don’t you sea what I mean?

Du kan se hans striber, men du véd, at han er ren.

Nu begynder det at blive underligt.

Hvis striber er der tale om? Umiddelbart tænker man tigerens – og derved har man selvfølgelig ret: En tiger er stribet. Det er netop et særtræk ved dens åbenlyse adel. Striberne, der så åbenlyst forkynder dyrets ankomst, når det i jagtens glædesrus suser ustoppeligt gennem luft og landskab.

Så altså – tigeren er ren? Wie bitte?

Sammenhængen er denne: Mand & dyr er – endelig – ét. At ride er at være bevidst forenet med sit eget animalske grundpræg: en sejrslysten herre, ikke en slave af det lave.

Du véd, at han er ren.

De ord er, selvfølgelig, mindst dobbelttydige. Renhed henviser dels til den almindelige grundregel i Åndens rige, at hjertets renhed er at ville ét – altså, at man i sin stræben efter det absolutte nødvendigvis må lade alt andet blive relativt. Perlen skal købes til den fulde pris. Jomfruelighed, kan det også kaldes – hvis altså man forstår, hvad det ord egentlig betyder, nemlig lystens ubesmittede hengivelse til helheden.

Som Aleister Crowley skriver:

Purity is to live only to the Highest, and the Highest is All: be thou as Artemis to Pan! Read thou in the Book of the Law, and break through the veil of the Virgin! 

Altså: Tigeren kan kun rides på af den, hvis viljesliv er blevet renset, så slørene kan gennemtrænges. Alternativet er undergangen. Kend dig selv eller bliv sønderflænset. Når først du har besøgt dit dyb, gives der ingen andre muligheder.

Capisc?

Godt, godt – den anden, mere ligefremme, men ikke mindre afgørende indebyrd i ordene but you know he’s clean, er naturligvis den simpelt selvhenvisende konstatering, at sangeren har opnået sine sære syners begejstring aldeles uden anvendelse af den slags eksterne stimulanser, som så mange andre opdagelsesrejsende sværger til – og farer vild i.

Det er aldeles forståeligt: Den våde vej er hurtigere end den tørre og virker dermed særdeles indbydende på det unge, sitrende sind, der længes efter at blive blæst omkuld og vågne op. Dog – husk: Dette skal vare længe. Når først du sidder på din tiger, må du ikke slippe grebet – før det rette øjeblik, hvor alting bliver enkelt. Afgør dig dagligt.

Dér har den tørre sti sin ubetvivlelige fordel: Javist, det går ikke så hurtigt at nå til bunds og er i begyndelsen væsentligt mindre farverigt end det, der udspiller sig i rusens rige, men når du endelig kommer op igen, vil tigerens tænder ikke skræmme dig, for du vil være forberedt og hærdet gennem selvsyn. Eventyret er dit. Kravl selv ind i og kik.

Oh, don’t you see what I mean?

Hvis svaret er et uærbødigt nej – og det er det alt for ofte -, skal den hellige dykker se at komme væk. Gotta get away. For det er absolut formålsløst at drøfte den kongelige kunsts anliggender med arrigt sovende sjæle. Begivenhedernes gang må selv flække dem. Opvækkerne kan først spille deres rolle, når panserets flænger faktisk kan føles – så lysindfaldet bliver muligt. Ingen kan oplyses mod sin vilje.

Jedi business, go back to your drinks.

Og derudover: Der er så uendeligt meget, som den opvågnende må lægge bag sig – så meget af det, de mange kalder livet og lykken, som for den, der selv har smagt selve sammenhængen, bliver som aske i munden og derfor må efterlades uberørt ved vejkanten. Sådan er det.

Vær som folk, der går forbi.

Something is coming for you

Og det fortsætter – aldeles uden ophold:

Shiny diamonds
Like the eyes of a cat in the black and blue
Something is coming for you

Strålende diamanter – som kattens øjne, derude og derinde. Er det så svært at forstå? Det glitrer og glimter. Vi drages mod det dunkle, som tidsnok viser sig at være blåt. Et sted på vejen sker der noget højst bemærkelsesværdigt: Figuren vendes om. Nu er det ikke os, der ivrigt skrider rider frem mod horisontens mål, men noget, der selv bevæger sig ustoppeligt mod os. Dyret er foran os. Øjnene lyser. Gabet er åbent. Det nærmer sig. Til rette tid skal prøven stå. At forberede sig i tanken er forstandigt.

Husk dette: Ved denne afgrund går de sorte og de hvide brødre hver deres vej og træffes aldrig siden. Er du parat, når den dag kommer? Hengiv dig uden tøven. Dit ego er en illusion.

Også i Norden véd vi det: Odin skal ædes af ulven – uden anger.

. . . . . . . . .

You can hide in the sun ’till you see the light

At nå så vidt er selve sagen. Dertil kræves ubrydelig udholdenhed – og gode Magters gunst:

Race for the morning
You can hide in the sun ’till you see the light
Oh we will pray it’s all right
Gotta get away-get away

I spurtløb mod morgengryet – gem dig i solen, indtil du selv ser lyset. Hvem, hvad, hvor?

I den europæiske varselkunsts hovedværk – Tarotten – finder vi som trumf nummer XVIII kortet Månen, der astrologisk er korreleret med det mest dybdesøgende blandt Zodiakkens dyr, Fiskene, og netop afbilder det almene mystiske motiv, som Dios ordlyd her klinger af.

Solen ved midnat.

Se selv:

Vi holder det helt enkelt: Billens opgave er at bære solen gennem natten. Og véd du hvad? Det kan den godt. For nattefarten er en rejse, ikke en undergang. Fasthold centreringen. Gem dig i solen. Dit hjerte slår & slår. Du er i live. Valget var dit. Nu opfyldes dit hedeste ønske. Lad blot indbildningerne drive over. Bevæg dig frejdigt hjemad.

Om Månen skriver Crowley:

One is reminded of the mental echo of subconscious realization, of that supreme iniquity which mystics have constantly celebrated in their accounts of the Dark Night of the Soul. But the best men, the true men, do not consider the matter in such terms at all. Whatever horrors may afflict the soul, whatever abominations may excite the loathing of the heart, whatever terrors may assail the mind, the answer is the same at every stage: “How splendid is the Adventure!”

Dette er holdningen hos den, der kyndigt skjuler sig i solen, mens kloden drejer, og vi drejer med – fra mørkeste midnat til rødmende morgengry.

Life’s a never ending wheel

Her har vi hovedsagen:

Between the velvet lies
There’s a truth that’s hard as steel
The vision never dies
Life’s a never ending wheel

Mellem de fløjlsbløde løgne vil den vågne sjæl finde en sandhed så hård – og skarp – som stålet. Når denne sandhed pludselig står lysende klar, vil synet først være urovækkende.


Intet af dette slutter. Alt begynder. Det hele drejer. Altid. Kun dét, som du så uforstandigt kalder dig, skal dø. Når du forstår, hvad det betyder, vil du blive glad.

You’re the star of the masquerade

Her har du det:

Holy diver
You’re the star of the masquerade
No need to look so afraid
Jump on the tiger

Dig – ja, dig: Alt dette er dit eget Værk. Du er en stjerne. Helhedens udtrykte billede, minutiøst konkretiseret som et individ – en lykkeligt udelelig enhed, hvis du vil det.

Himmelske Fruer & Herrer bag Jordens mangefarvede masker. Hvorfor? Fordi substansen ønsker at opleve sig selv i utallige udspaltninger.

Den, der véd dette, har intet at frygte og alt at erfare.

Hop op!

Some light can never be seen

Hvis alt var åbenlyst, var eventyret ovre. Gåden forskyder sig altid bagud:

You can feel his heart but you know he’s mean
Some light can never be seen

Du mærker dyrets hjerte – dit hjerte? Men du véd, at han er – ond?

Hvad menes der?

Det kunne være dette: Sandheden er ikke sødladen. Bæstet er sultent. Din indvielse betales med dit blod. Lær snart at glemme alt om det, du kaldte dig. Gabet er allerede åbent. Bægeret venter. Hver eneste dråbe skal hældes deri. Derefter fryd. 

Ja, der findes visselig et lys, der aldrig kan ses – i hvert fald ikke af disse øjne.

At ville, at vide, at turde, at tie og at tage – afsted. Sådan tælles der til fem, så alting endelig kan slutte & begynde.

. . .

Nu synges den første strofe selvfølgelig igen. Ordene er til dig:

Holy diver
You’ve been down too long in the midnight sea
Oh what’s becoming of me
Ride the tiger
You can see his stripes but you know he’s clean
Oh don’t you see what i mean
Gotta get away

At drikke thé og snurre rundt

Denne teksts indledende billede forestiller en dansende sufi-mystiker. Det er passende. Sandheden dvæler & vibrerer overalt – og sufiernes teknik forekommer solid.

For nylig besøgte jeg et nyt bekendtskab for første gang. Vi talte om indvielsen – and all that Jazz. Undervejs dukkede sufierne op. Jeg sagde, så vidt jeg husker, noget om, at det forekom mig at være en ret fornuftig tilgang at drikke thé og snurre rundt, indtil man bliver forenet med det guddommelige. Han rettede mig: indtil man indser, at man er Gud.

Godt set & sagt, vågne ven. Netop sådan er det. Og det er ganske vist:

At drikke thé
og snurre rundt,
indtil du indser,
at vi er selve Altet
– i hæmningsløs
inkarnation.

Dér har vi vores opskrift på extase uden tømmermænd. Jeg forestiller mig, at Dio ville nikke genkendende – og hæve hornene som hilsen.

. . .

Forhåbentlig er du nu er ved at være rundtosset. For det er ‘jeg’.

Hej, hej

*

Med hjertets tak til Peter og Jon for henkastet inspiration.

– – – – – – – – – – –

Remember all ye that existence is pure joy; that all the sorrows are but as shadows; they pass & are done; but there is that which remains – Liber Al vel Legis II: 9

– – – – – – – – – – –




Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: