Af Skade bliver man klog

. . .

Hør, vågne venner!

Det er tid til at fortælle – at drikke fra kilden og lytte til stemmen. Vi begynder med et grundrids: Vores hovedperson hedder på norrønt Skaði, på dansk Skade. I de skriftlige fortætninger, vi har fra Nordens sunkne fortid, fremtræder hun som en magtfuldt uregerlig grundkraft – en kropsliggørelse af kvindekraften i dens væbnede aspekt. 

Hendes navn lever i dagligsproget – dér, hvor det gør ondt. Når et menneske slår sig, siger vi aldeles selvfølgeligt, at han eller hun er kommet til skade, og når nogen griner af andres smerte, kalder vi deres adfærd for skadefryd. Begge udtryk har deres rødder i hendes væsen og vilje: Skade er ikke blid. Hendes bidrag til Verdens liv og lykke er ikke, hvad der almindeligvis kaldes kærligt. For hun er selve ustyrlighedens kvindelige højhed, grundfænomenernes fjeldhøje hårdhed; Jordkraftens eget gensvar på de opblæstes overtrædelser: En Jættegudinde, der enten kan æres eller vil blive frygtet – af både Midgårds og Asgårds indbyggere. 

Tre Guder gik afsted

Vores historie begynder med en gåtur. Vi har den overleveret fra den islandske stormand og digtersjæl Snorri Sturluson, som i sin tid opsnappede den fra sagnkyndige bedstemødres munde. Jeg stjæler, tyder og fortæller her, som jeg har lyst & forstand til – i frimands pagt med både teksten, som den foreligger, og dét, der først fik kloge tunger til at tale.  

Ja – tre Guder gik afsted: Odin, Loke og Høner. Deres navne betyder Ånden, Høvlen og Hønemanden og rummer dermed gode gåder, der er værd at gnave i – og vi til rette tid sætter tænderne i. Nu er vi her: De tre brød op fra Asers gård og vandrede derudad. Vi aner ikke, hvad de ville – eller for den sags skyld, om de selv vidste det. På deres vej besteg de bjerge og vandrede gennem ødemarker – men medbragte ingen mad. Havde de glemt det? Eller bevidst kastede sig ud i sultens intethed, hvor sære ting kan ske? Uanset hvad: Til sidst blev de særdeles sultne. 

Og noget viste sig: I bunden af en dal stod en flok okser. De dræbte én og gjorde en kogegrube klar. Da tiden forekom dem ret, kikkede de til kødet – men fandt det med forundring endnu råt. De ventede igen. Det gentog sig: Kødet blev ikke tilberedt af ilden. Vandet var ikke varmt.

Nu ser de på hinanden: Hvad skyldes dette? Hvorfor mislykkes bearbejdningen af føden?

I dette øjeblik hører de nogen tale – fra egetræet over dem. En stemme siger, at den er dét, de søger – årsagen til ildens uvirksomhed. De kikker op. En ørn i træets krone – og den er ikke lille:

Hvis I vil give mig min del af oksen, vil vandet blive bragt i kog.

Dette godtager Aserne. Selvfølgelig. Hvad skulle de ellers? Dernæst bevæger ørnen sig glidende ned fra træet og sætter sig ved gruben. Førend de fatter, hvad der sker, har fuglen snuppet oksens fire bedste dele – bovstykkerne og lårene. 

At føre Idun ud over Asgård

Her farer Loke op! Han griber om en mægtig træstav og slynger den af al sin kraft mod ørnens krop.  Ørnen er agtsom og flyver, da den mærker slaget, øjeblikkeligt opad – med staven underligt fæstnet til sin bagside og Lokes hænder i den anden ende. Den flyver hidsigt fremad i så lav en højde, at Lokes ben støder mod sten og grus og træer – og han frygter for, om armene vil blive skilt fra skuldrene. I dødens frygt råber og beder han indtrængende ørnen om en fredelig udgang – en forsoning mellem fugl og mand. Rovdyret giver ham sine betingelser: 

Loke vil aldrig slippe fri, medmindre han sværger på at føre Idun ud over Asgård med hendes æbler

Han siger ja. Hvad var der ellers? 

Ørnen løslader Loke. Han genforenes med de andre – og der fortælles ikke mere om dem, før de atter er i Asgård. 

Til rette tid gør Loke dér, hvad han har lovet mellem ørnens klør: Han lokker Idun ind i skoven ved at fortælle hende om nogle ganske særligt dyrebare æbler, som han kan huske at have set et sted, dybt, dybt derinde:  

Tag dine egne æbler med, så der kan sammenlignes. Jeg véd mig ganske sikker på, at det, jeg dér kan vise dig, vil fryde sans og sjæl som store kostbarheder.

Hun følger med. Lykkeligt tillidsfuld – som ungdomskraften selv. Ved mødestedet griber ørnen Idun. Af væsen er han jætte, iklædt en fugleham. Hans navn er Tjasse

Fjerdragten bryder i flammer

Efter Iduns forsvinden får Aserne det dårligt. Kraften blegner. Håret gråner. De er døende. 

Guderne samles nu ved deres tingsted under selve Træet – udspørgende hinanden og sig selv: Hvor var hun sidst? Hun var i følgeskab med Loke. Nogen så det. Hun fulgtes med ham ud af gården.

Altså indfanges Odins blodsbror. De truer ham med død og pinsler, hvis ikke Idunn bringes uskadt hjem. Han bliver bange og giver dem sit løfte om at søge efter Idun, hinsides lyse Guders gærde, i Jætters vilde hjem. Hertil behøver han et rejsemiddel til at overvinde afstanden mellem yderpunkter – en falkeham fra elskovskraftens Frue. Hun låner ham den gerne. 

Han flyver nordpå. Det er de bor. En skønne dag opdager han Tjasse, siddende i en robåd derude i det åbne, mens Idun er derhjemme. Sådan hjemføres æblemøen: Loke omskaber Idun til en nød og bryder op fra Jættehjem med hende mellem klørene – så hurtigt, som han kan.   

Da Tjasse kommer hjem og savner Iduns nærvær, ifører han sig lynsnart ørnens vingedragt og kaster sig jagende gennem luften efter Loke. Da fuglene nærmer sig Asgård, forstår de der forsamlede straks, hvad der er på færde: Aserne bærer læssevis af letantændelige høvlspåner ud foran porten – og netop da falke-Loke flyver over afskærmningen, lader han sig falde ned ved borgmuren, hvor alt er forberedt. Ørnen kan ikke standse. 

Aserne antænder ilden. Fjerdragten bryder i flammer. Flyveturen ender. Tjasse dræbes inden for muren. Det drab er vidtberømt – og berygtet. Den dag blev fredens hellighed trådt under fode i ædle Guders egen gård. 

Ham vælger jeg

Nu kommer hun: I jættefjeldes kuldehøjde tager Tjasses datter sin hjelm, sin brynje og alle sine krigsvåben – Skade glider raskt mod Asgård i hævnens faste hensigt. Hvad sker der nu? Aserne tilbyder hende et forlig og en erstatning. Hvorfor? Fordi de frygter hende – og véd at de med drabet har krænket selve altings sammenhæng. Hun må nødvendigvis betales.

Som det første tilbydes den krænkede datter at vælge – eller kræver hun det mon selv? – en ægtemand blandt de forsamlede Aser, alene ved besigtigelse af deres fødder. Blandt disse ser hun hurtigt et par, der ikke er som de andre – finere, renere, aldeles usædvanligt smukke for en mand. Hun tænker sit – og siger det: 

Ham vælger jeg, intet er grimt på Balder.

Og sé, dette er ikke Odins strålende smukke søn; men derimod én, hvis udsyn er mere vidtstrakt, om end hans ansigt er væsentligt mindre dragende – for det er Vandets Herre, Njord fra Noatun. Hans fødder er allerfinest. Sådan indvirker sammenføjningen af salt og vand på den, der finder tiden til at stå og stå ved strandens kant, mens bølgerne udæmmet bevæger sig med vinden frem & tilbage efter eget mønster.  

I ham fandt hun sit sande modstykke. I dem omvendes og forenes elementer: Fjeldets faste Frue & Vandets strømmende Herre, oppe og nede, kvinde og mand i frugtbart lykkelig forening af Guders magt og Jætters kraft. 

Og så det andet: I forliget mellem hende og Aserne havde den retfærdigt væbnede Skade foruden en egnet ægtefælle, også betinget sig stolte Guders udvirkelse af en hændelse, som hun mildt sagt ikke fandt sandsynlig – midt i sorgen: Aserne skulle få hende til at le. 

Nu træder Loke frem. Her, hvor de gode råd er overmåde dyre, anviser hans skarpe sind endelig selve vejen fremad: 

Bind kønnets kugler fast til skægget af en ged – og lad os trække hver til sit. Jeg forestiller mig, at det vil vække kvindens lyst til latter. 

Det skete: Manden trak og dyret trak, så smerten skar, og skrigene blev sammenblandede i luften. Til sidst fald Loke sammen – i Skades skød. 

Hun lo og lo. Lykkeligt opmuntret, frydefuldt overrasket. Forsoningen var fuldbragt. 

Det allervigtigste er dette: I sammenføjningen af Njord og Skade fremspirede den lyse Frej, Grokraftens glade Herre – helhedens forsonede yderpunkters forårsgrønt sejrrige søn. 

. . .

Af Skade bliver man klog, 
så, de der selv har set og følt, 
frimodigt afklaret kan fatte,
velvidende at vårens lyst
evigt og uden ophør
vil forløses fra
vinterens
skønne
skød

. . .

– – – –

Anvendt litteratur: Snorris Edda. På dansk ved Kim Lembek og Rolf Stavnem.

Benjamin Weber Pedersen takkes for for norrøn-kyndighed og andet godt,

Mere om Frej : Grokrafts Herre




Kan du lide det, du har læst? Støt mit arbejde!

Via PayPal:


Eller MobilePay: