Grokrafts Herre

Vi begynder med en figur, et fund fra forne tiders dyrkelse af Nordens egne Magter; et vidnesbyrd om det, der var og er – en opfordring til os, der nu er levende og mærker viljens liv i brystet. Betragt ham, Vaneherren, kvindekraftens kære broder, Havfaders uomstødelige søn – vi kender ham som Frej.

Hér sidder han glædessikkert i rejsningen af dét, som andre kalder modsætninger: Viljens ro og blodets brusen, erotisk kraft og åndrig orden, meditation og erektion i styrkens fredelige samklang.

En mand, ikke et åndløst viljesfattigt slavevæsen – i sølle hunger efter udtømning og spild af livets safter. Han sidder rankt og rejst i glædens afventning af det, der kommer. Ja, vel nok i afventning af hende, der skal komme. Hende, der skal træde vædet frem i friheds ynde, se hans åbne ansigt og sætte sig, som lysten frejdigt byder.

Afbildningen er almen – det er sådan, han kendes: roligt siddende med kraftfyldt oprejst mandskøn. Fra den kristne munk, Adam af Bremens rejseskildringer til hedensk hjemland véd vi, at han i Gamle Uppsalas Gudehov så Guden blive dyrket i en træfigurs overmenneskeligt store skikkelse, udstyret med “en vældig fallos”.

Ja, dér så nazaræer-munken rigtigt, omend han sandt at sige ingenting forstod: Vaneherren er med rette vores Gud for kroppens sunde liv og glæde – han agter mark og jord, så alt det grønne vokser frem i velstand. Ikke en simpel buk, aldrig en liderligt selvforgabt satyr. Viljen er fast, sindet er roligt, udløsningen spildes ikke. Den driver Verdens vækst.

Nordens mænd og kvinder så – og vi, der nu er vågent hjemme, ser – ham som den kraft, der råder for al velstand og giver år og fred. Árs ok friðar, sagde de med datids tunge, og vi gør ret i at forstå dem nu: Grundbetydningen af ‘árs’ er vækst – derved opklares dagligdagens ord for årets gang. Forår er spiringstiden forud for vækstens fylde, efteråret er afblomstringen efter vækstens høst. Ganske enkelt – når man véd det. Og ‘friðar’ – det betyder selfølgelig på samme tid fred og frugtbarhed. For fænomenerne er ét. Frej er den mandemagt, som sikrer dem med sæd og vold. Hver ting til rette tid, på rette sted.

Altså anråbes Grokrafts Herre, hver gang hun og han er blussende af elskov, og tiden kommer til at besegle og befæste sammenføjningen som værn om Vaners vise domme og velsignelser: hellige væskers foryngelse i børneavls vidunder, vårens lyse skud på slægters evigunge træ – fornyet liv, der ikke dør som ingenting.

Tilsammen med sin søster, Freja, regnes han for prægtigst blandt Asgårds lyse Magter . Ingen Aser og Asynjer overstråler disse søskende fra Vanehjem. Børn af Njord, saltvandets Herre, derfra kom alt det levende – nu strømmer det fra dem, både som lykkeligt regnfuld frugtbarhed og himmelhøje bølgebrus, der gennemvæder og nedsænker dristig, skæbnekåret sømand. Søsteren beånder slægters børn med længsel, anstifter uden hæmning elskovs brand , opsprætter ivrigt sjælrigt kød og bærer guldet i sit skød. Broderen svinger hævet våben, indplanter fødsels mulighed i muld og fæstner mands og kvindes hånd til fælles færden.

Som tæt forbundne viljer
Ja, de to er ikke ens. Jordens trivsel er de sammen om – og véd bestandigt begge, at ædel udlevelse af ægtefødte forskelle bekræfter lighed mellem jævnbyrdige: Han retter sig mod markens vækst og vilkår i hjulets faste drejning, hun forvalter vejen nedad i det dyb, hvor kun de få bør færdes – dér hvor sære sanser vågner, gravlæggelsen gennemlides, og morgengryets fødsel muliggøres i det dunkle.

Deres navne har, som alle selv kan høre, fælles klang og ophav: Freyr og Freya, Frej og Freja, det betyder Herre og Herskerinde, Fri og Frue – for sådan er de: magtfuldt skabende, helligt dragende og underskønt skræmmende.

Navnene er hædersbetegnelser – standsbenævnelser af deres væsenspræg. Foruden dette æresnavn er Vaneherren i al almindelighed kendt som Yngve – derfra stammer både kongeslægtens navn, Ynglingerne, selve ordet yngling som benævnelse af en frejdigt stræbsom, livsglad mand i ungdoms år og selve det levendes fornyelse, når alle arters hunner yngler.

En anden udformning af Herrens hædersnavn er Frøj og Frø. Forhåbentlig fornemmes det allerede? Vaneherrens sind er ikke en tæt forseglet gåde, men derimod en åbenlyst enkel, uomsvøbet, hævdelse af selve livets vilje til at leve – med munterhed at så sin sæd og sætte friske frø. Sådan er modersmålet gennemtrængt af Gudens væsen.

Også blandt sydligere stammefrænder findes sådanne kerneholdige forbindelser: Freude, freiheit, froh, freiwillig, freimütig, – fortsæt gerne, hvis du lyster. Alt dette er, i sagens vækstholdige natur, kun antydninger til bearbejdning og forædling i friheds kraft og glæde – til lyse Magters ære.

Sikkert er det, at Havherrens søn og datter lever og ånder som tæt forbundne viljer – som søster og broder af samme sindigt stærke slægt. Da Njord først kom til Asgård, var det som fremmedartet gæst og gidsel .

Det skete – efter sigende – efter Verdens første krig, hvor Aser og Vaner tørnede mod hverandre, men lykkeligvis fandt frem til den forsoning, der nu kan kaldes livets egen. Da freden endelig blev sluttet, og gidsler udvekslet imellem parterne, blev Havets Fader hurtigt uundværlig i de lyse Guders gård, og kønnets kraft fandt frodigt i udløb i fremkomsten af Frej og Freja.

Nu lever de skønne Vanesøskende som stolt selvsikre skikkelser, hvis kroppe rummer nøgler til dybe anlægs opkomst og forløsning. For dem er intet fremmed. I gode Vaners væsen sammenføjes enhedens elementer. Helheden hviler og vibrerer i Frej og Frejas spændingsfyldte harmoni. De, der erfarer dette, bliver kraftfyldt kloge – gennemstrømmede af glæde.

Både bror og søster færdes frit blandt Aser og Asynjer, men har bosat sig anderledes end Asgårds egen slægt: Hun ejer gården Folkvang højt deroppe, hvis beboere er halvdelen af de værdigt dræbte – sådan forenes oppe og nede i undergangens morgenrøde Frue. Han bor i Alfheim, Alfers hjem, der føler han sig hjemme blandt lysfyldt kyndige væsener. Ordet lyder, at han som lille modtog Alfelandet som såkaldt tandgave – som belønning for den første tabte tand. Siden har han været kendt som ellefolkets fyrste.

Både Frej og Freja glade for det spiselige nyttedyr, der fortsat æres her hos, men ulykkeligvis for tiden ikke besidder samme kampkraft, som det var kendt for i forgangne tider: svinet – helst det vilde. Sådan ridder de frem i livets gyldne gerning – til uforfærdet kamp og sejr, til underverdensfærd og elskov. Dyret bør altid avles, værnes og ofres til dem begge.

Foruden dette fælles ridedyr betjener de sig hver især af egne rejsemidler til at færdes mellem elementer: Søsteren siges at lade hankatte trække sig frem i fornem vogn og flyver ofte verdener i falkens fjerdragt. Broderen rejser over sø og hav i sært fortryllet fartøj – skibet Skibladner, der både kan pakkes sammen i en bukselomme og er så rummeligt, at alle Asgårds indbyggere kan bæres i det.

Kønskræfterne selv
Ja, om søskendeparrets samliv kan der fortælles mangt og meget. At kærligheden flyder uhindret imellem dem er ubetvivleligt. Visse drukne læber har af denne grund med ukvemsord rejst anklager imod dem. Således stirrede Loke i Ægirs gildesal på havets bund, ophidset af drukkenskab, på Frejas yndighed og kæftede køteragtigt op om det, han kun forstod som skændighed. Hun havde irettesat den åbenmundede bedrager for tilsvining af Odins hustru, Frigg, som ikke ofte taler, men kender alle skæbner. Som et forsøg på angrebslystent gensvar til elskovskraftens Frue galpede Asgårds jætte disse ord. Det skildres i kvadet LokasennaLokes ordstrid, som er særdeles godt at få forstand af. Her citeres der efter Rolf Stavnems oversættelse af Den poetiske edda:

Hold mund, Freja!
Dig kender jeg fuldt ud,
du er ikke fri for fejl,
alle aser og alfer herinde
har du haft som horkarl.

Hun giver ham kækt igen med varselsvangre ord:

Falsk er din tunge,
den vil snart, tror jeg,
bringe dig stor sorg og smerte.
Vrede er aser og asynjer på dig,
snart søger du hjem i sorg.

Anklageren svarer, som han kan:

Hold mund, Freja,
din fæle heks,
fuld af gift og galde,
da blide guder fandt dig
sammen med din bror,
kom du til at fise, Freja.

Påstandene er klare – og sidenhen så ofte udbredte: Freja er en skøge, en kvinde fuld af fejl, en heks foruden ære. Alle i salen har hun haft i elskov – med broderen som topmål. Bemærkningen om Gudindens prut, da uindbudte øjne så hende skælve midt i akten med sin broder, er både sigende for nordisk lyst til morsomhed og digtersjæles sans for mangetydig billeddannelse – som sindet selv må søge ind i for at uddrage essensen.

Ved første øjekast er ordene om Fruens kropslyd letfatteligt forståelige som sladrejættens ivrighed i forsøget på at tilsværte Vaneherskerinden – en overdreven understregning, der blot bekræfter ham som løgner.

For ja, vi véd, han er en løgner. Hun kalder hans tunge falsk – og taler derved sandhed. Han er fordrejelsens mester. Men om dette så indebærer, at alt, hvad der lyder fra den drukne flab, er frit opfundet for at sværte, eller om jætten blot ikke har begrebet, at han med sine ord kun latterliggør sig selv – at Freja ganske rigtigt haft hver en mand, hun ville hos sig, men at hun derved ikke har pådraget sig pletter, men netop virkeliggjort sit væsen som elskovs egen Frue?

Det samme gælder opdagelsen søskendeparrets hellige forening – måske Gudindens uddunstning var fuldt bevidst? Vig bort, I fatter intet – forlad I nu mit kammer med en prut som afsked. Det kunne ligne hende.

Sammenføjningen mellem søskende
Velkendt er det under alle omstændigheder, at Vaner også i andre kilder nævnes som kønsligt anderledes anlagte end andre væsener: Som fuldgyldige kropsliggørelser af Jordens eget liv, urgrundens billeder på kønskræfterne selv, er sammenføjningen mellem søskende ikke skændig, men en indsigtsfuld fremvisning af det, som er så vanskeligt at fatte og overmåde væsentligt at erfare: At kønnene både er og for alt levendes trivsel bør forstå sig selv som søskende af samme ophav – ligeværdige og uens, gensidigt forenede i kærlighed og agtelse for det andet.

Betyder det så, at man med Vanemagters fine forbillede kan gå frimodigt til sin søster? – kunne den sløvt opfattende, slibrigt anlagte så spørge? Nej, det gør det ikke. Vi mennesker er bærere af livets egne grundpræg, men er dem ikke selv. I vores jordbund gælder vækstens love om krydsbefrugtningens nødvendighed i blodets blanding. Alle højbårne folkeslag har længe vidst, at søskendes kønslige omgang avler slægters død i svaghed, stumpet sind og vanvid. Det vidste forfædrene også. Altså bør Asgårds folk og slægters børn med åbne blikke spejde efter indersiden – velvidende at disse billeder skal tydes med et vagtsomt blik, så sindet bliver vågent.

Det fatter Loke ikke og smides på porten med en prut. Utallige er de, der ligner ham: Fattige sjæle misforstår det meste – og høster siden sorg. Forhåbentlig forstår du?

Asers værn
Vi iler videre. Nu træder Vaners Fader frem – Njord åbner munden i sindigt forsvar for sit barn. Hans vand udslukker jættens længsel efter afbrænding af heksen:

Det gør kun lidt,
om en kvinde leger
med elsker eller ægtemand,
utroligt er det dog,
at en ækel as her
har født og fået børn.

Njord hverken afviser eller bekræfter historiernes rigtighed, men vasker blot jætteordene bort. Hvad gør det, hvem hun leger med som kvindekraften selv? Utroligt ulækkert er det derimod, at Loke som Asgårds indbygger har skiftet køn og båret afkom. Måske en velkendt grundfortælling huskes? Han blev bedækket som en hoppe og fødte grænseoverskridende, ottebenet afkom. Hertil kommer – og det er vel dertil Njord henviser -, at løgnerjætten ifølge sin blodsbror Odin, som siger det lidt tidligere i samme kvad, engang befandt sig otte år under jorden i en kvindekrop, beskæftiget med malkning af underverdens-køer, og dér avlede en mængde, givetvis ækelt vanartede, børn.

Da han i sagens natur ikke kan give dueligt modstød, svarer Loke, som før og siden, med dét, han selv forstår som sikker udpegning af usselhed:

Hold mund, Njord!
Du kom kom herfra østpå
som guders gidsel,
Hymers piger
brugte dig som potte,
tissed dig midt i munden.

Jættepigers pis i Havguds mund – den historie er desværre tabt i fortids støv, så dens indebyrd kan ikke afdækkes. Guders gidsel – et skændigt vilkår, mener Loke. Men Njord er ingenlunde enig. Han værdsætter sit lod i livet:

En sand trøst var det
at blive sendt herfra
som guders gidsel,
jeg avled en søn,
som mange elsker,
han anses for asernes værn.

Således de faderglade ord om sønnens fødsel blandt de lyse Guder: en søn, som mange elsker, og som anses for Asernes værn. Det norrøne ord, der hos Stavnem er oversat med ‘værn’ hedder jaðarr, hvilket – så vidt Norrøn-filologen Geir Zoëga oplyser i sin A concise Dictionary of Old Icelandic – betyder ‘grænse’ ‘kant’ og i poetiske sammenhænge er almindeligt brugt for ‘fyrste’ eller ‘herre’. Altså: Værn virker som en rimelig sammenfatning. Hovedsagen er, hvad dermed siges: At Frej har rang af førstemand i Asers gård. Et grænseværn, en frodig Herre, hvis mandskraft gøder jordens bund og opretholder livets egen orden.

Men heller ikke dette lukker Lokes mund. Den tid er endnu ikke kommet. Nu rettes hans hånsord mod den næste i rækken, altså mod ham, der netop svarede – mod Vanefaderen:

Stop nu, Njord,
styr dig selv!
Jeg skal ikke længere skjule det.
Den søn avled du
med din søster,
andet var ikke at vente.

Endnu en gang: Den snakkende mund har ret, men afsenderens sind har intet fattet – andet var ganske rigtigt ikke at forvente. Selvfølgelig har Vaners Fader avlet med sin søster – grundkræfter kan kun frugtbargøres med jævnbyrdig mage. Det véd vi af erfaring. Men hvem er så hun – Havgudens søster? Et gådegæt kunne lyde: At Njord som Vanekraftens ophavsmand naturligvis er ægteviet med selve det kvindeligt strømmende – med havets dyb og kvindesaften selv, derfra hvor alt liv for længe siden først flød frem og fortsat gør det. Tænk, tænk: Den viden, som nu kaldes videnskabelig og opfattes som sent tilkæmpet fremskridt, havde allerede de gamle kendskab til – modtaget, gennemsanset og formidlet i sært sigende billedsyner. Gad vide, hvad de mere vidste? Tillad et bud: væsentligt mere end disse sene tiders såkaldt oplyst kloge. Så lyt. Træng ivrigt frem til indebyrden. Se billederne danse uhindret frem fra eget bjerg og dyb. Dette er vigtig visdom.

Et mere ligefremt svar på spørgsmålet om Yngve moderlige ophav – som ret beset ikke er nogen modsigelse af det allerede anførte – er, at det hunkønsvæsen, der har avlet Frej er den fjeldstolte jættekvinde Skade, der i kvadet Skirners rejse helt ligefremt omtaler ham som sin søn. Om hende kunne der fortælles væsentligt mere. For hun er vigtig. Men det bliver ikke her. Måske hun en dag kan få sin egen fortælling.

Nu tilbage til ordstriden: Kyndigt og klogt undlader Njord at give noget svar til Loke. Dernæst gentages mønsteret: Efter fjolsets anklager mod én, træder den næste frem til forsvar og bliver siden forsøgt som bytte.

Frej er som rytter førende
Nu er det Tyr, der træder frem – til hyldest af den søn, hvis herkomst netop blev forhånet:

Frej er som
rytter førende
i alle asers gårde,
volder hverken kvinder
eller mænds koner sorg,
løser enhvers lænker.

Tyr taler – så enhver bør lytte. Han siges ikke uden grund at være den modigste og dristigste blandt Aser. Det var jo ham, der som den eneste turde at lægge sværdets hånd i bæstets skarpe åbning. Her viser han væk fra sig selv og kalder Frej den førende rytter i alle Asers gårde.

På grundsproget lyder det:

Freyr er beztr
allra ballriða
ása görðum í
.

Ballriða – et sammensat ord af ball, som betyder ‘bold’, altså ‘kæk’, ‘mandig’, ‘strålende’ og riða, som betyder ‘ridder’ eller ‘ridende’. Førnævnte Zoëga oplyser i sin ordbog, at sammensætningen rimeligvis kan opfattes som alment udtryk for en helt.

Altså: Herren Yngve er den største helt i Asgård – det bevidner her den modigste blandt Aser. Han anerkender glædeligt og gerne Vanesønnen som sin overmand: Aser og Vaner er ikke ens – og heller ikke lige. Her kommer påstanden, som snart skal foldes magtfuldt ud: Vanerne står over Aserne – og kloge Aser anerkender det. Kun dårskab gror fra selvhøjtidelig fornægtelse af altings egen orden. Livsloven er organisk og hierarkisk. Det véd en ærlig mand – og ofrer derfor gladeligt blod til vækstens værn.

Også den anden del af den enhåndede Guds ord er sigende for os, der gerne vil forstå, hvem Vaneherren er og vandre vel i denne verden: Han volder hverken kvinder eller mænds koner sorg, løser enhvers lænker. Mon ikke vi med rette kan forstå den første del af udsagnet som en understregning af det allerede indledningsvist anførte: At frugtbarhedsgud ikke betyder uretfærdig horebuk på jagt efter erobret kød. Som afbildningen klargør: Frej sidder roligt oprejst, mens blodet bruser. Han krænker ingen kvinde. Tværtimod: Han løser alle lænker – for i ham forenes kraft og orden som gensidigt bekræftende søjler i mandighedens væsen.

Ulven ser jeg ligge
Selvfølgelig fortsætter Loke med at lyve. Han er jo endnu ikke bundet. Skik mod den hidtil betrådte vildvej rettes ordene nu mod næste levende billede – altså Tyr, som fuldt forventeligt nedgøres for den manglende kamphånd. Da deres ordskifte er ovre tager Vaneherren, endelig, selv ordet – med varselsord, der ligner og befæster, hvad hans søster sagde:

Ulven ser jeg ligge
ved åens munding,
til Guder går under.
Hold bøtte nu,
ellers bliver du
også lænket.

Klare ord – som både angiver Frejs kendskab til Asers endeligt og forudskikker, hvad der ganske snart skal ske med Loke. Som velvidende Vane er Frejas broder oplyst om det kommende – og buldrer ikke tomt med trusler.

Nu svarer Loke og fører os dermed videre i tankevandringen mod hovedsagen – historiens samling om vor helt:

Med guld købte du
Gymers datter,
gav dit gode sværd væk,
men når Muspels sønner
rider gennem Mørkeskov,
usling, er du uden våben.

Begge udsagn – altså påstandene om henholdsvis kærlighedsløs erhvervelse af hustru og våbenløs fremtid, når fjenders horder rider frem – kan kun forstås i deres rette sammenhæng og er, som alt det andet, Loke siger, sindrigt gådeflettet.

Her blot i korthed: Gymers datter er Frejs hustru, hun hedder Gerd og er en jættekvinde, som Frej erobrede med håndfasthed og nu lever lykkeligt frugtbart med. Loke kalder det usselt, at Vaneherren tilbød hende guld som ægteskabsgave, for han evner ikke billeders tydning og indser derfor aldrig, hvad det gyldne er i Vaneværket.

Muspels sønner, det er ildens ødelæggende magter, som tilsidst skal trænge frem i Asers tusmørke og kaste ild på Verden. Loke påstår selvsikkert, at Frej den dag vil være uden våben, fordi han som en tåbe kastede sværdet bort i overilet elskovstrang efter besiddelse af Gerd.

Frej svarer intet. Utallige fortolkere og dovne genfortællere har siden regnet Lokes ord for fuldt ud dækkende – og derved glemt at overveje, om dette mon er sandt, når alt, hvad han ellers siger ved det gilde, er rusens gylp og gådeord, som den, der drukkent taler, ikke selv kan fatte.

Sikkert er det, at påstanden er Lokes. I Vølvens forudsigelse af endetidens omsmeltning nævnes det ganske rigtigt, at lyse Frej skal slås mod ildens sorte fyrste, Surt, men der udtales ikke et ord om, at Yngve den dag skal mangle sværdet og dø for fjendehånd:

Surt kommer sydfra
med træets skade,
valguders sværd
glimter i solen.

Da går Odin til
kamp mod ulven,
og Surt mod Beles
lyse banemand.
Da bliver Frigs
fryd slået ihjel.

Odin skal dø, javist – men Frejs skæbne afsløres ikke i spåkvindens ord. Naturligvis ikke. Hvad der den dag skal ske med ham, er selve Verdens hemmelighed, fornyelsens gåde – som de berørte selv må erfare.

At arbejde ved kværnsten
Altså giver Vaneherren intet svar på Lokes hånsord. I stedet rejser heltens tjener sig med kyndig røst fra uforfærdet bryst:

Husk, var mine aner,
som Ingun-Frejs,
hvis jeg ejed så herligt hus
,
maste jeg krybet
indtil marven,
knuste alle dets knogler.

Frejdigt talt, unge tjener – som Vaneherrers væbner indbringer du både ham og dig uvisnelig ære!

Som vi vel kunne vente, aner Loke intet om, hvem Herrens tjener er, og hvad han kan. Han svarer med tomheds hævdelse af egen øvre rang som fornemmere væsen end ham, hvis virke er at tjene:

Hvem er den lille,
som logrer med halen
,
tigger og fedter for føden?
Altid hvisker du
i Frejs ører,
knevrer ved kværnstenen.

Ja, vi kender jo hans væsen: En simpel anklage om underlegenhed, fordi den unge ivrigt arbejder for en højere Herre end sig selv – for Asgårds ypperste rytter. At dette skulle gøre ham til en køter, er grundløst ævl: Mon frimodighedens fyrste tåler slavesjæle i sin sold?

Ved kværnstenen står han og knevrer i sin Herres ører, siger Loke. Igen, igen skal ordene lirkes agtsomt op: At arbejde ved kværnsten, at stå der svedig under solen for at knuse kerner, er ganske simpelt, såkaldt pragtløst arbejde. Men er det uværdigt, hvis arbejdets giver er en Gud – som kun begærer frihed? Bemærk: Alt dette her er sjælens egne billeder – de angår os: Javist, en simpel tjeners gerning er ret så upåfaldende i sammenligning med en brovten, pralsyg jættes, men modsat ham er tjeneren fuldgyldig ven af slægters vækst og høst. Han tjener ikke ødelæggelsen. Naturligvis hvisker han til sin Gud under udførelsen af arbejdet. Sådan gør alle de, der tjener Vaneværket: Vi fører uden omsvøb løbende samtaler med ham og hende. I deres samklang bliver vi os selv – og véd at mønstre svar til latterlige Loke og alle af hans art:

Bygver hedder jeg,
anses for hidsig
af Guder og godtfolk,
jeg sidder stolt
omkring øllet
sammen med Ropts sønner

Hør ordene, se blikkets skarphed for det indre øje: Denne mand har æren kær som få. At tjene Vaners visdom gør ham fri i omgangen med alle andre, både blandt mennesker og Aser er han kendt som vild og sidder selvfølgeligt bænket omkring gylden drik blandt Gudesønner. For ja, Ropt er et Odinsnavn: Bygver deler uforfærdet bord med hærens højtråbende Fader og hans æt – han er indlemmet blandt de lyse børn som Vaneherrens brygmester.

Ja, det er derhen, tjenernavnet fører os. Byggvir – det leder, fuldt bevidst, tankernes strøm mod kværnet korn og kerne: Byg var dengang en udbredt anvendt kornsort i fremstillingen af øl.

Altså befinder vi os foran endnu en betydningsbærende tvetydighed, der minder os om både Nordens munterhed og digterdybe sjæl: Øldrikkeri opfylder – ganske rigtigt – ofte uforsigtigt tørstig krop af hidsighed. Men véd du, hvad der også gør det – og fører til usigelige eventyr i sandheds glade stræben?

Loven er ganske enkel
Svaret er Ånd – beånding, indånding og udånding af dette hemmeligsfulde femte element, hvis dampe findes i det høje og det dybe: Vanernes fødselsgave, som frit bevæger sig mellem elementer og anes overalt, hvor livet vågner kærligt viljestærkt.

Loven er ganske enkel; alt, hvad der ikke bare kaldes, men også er af det virkelige, må foldes ud i handling: Lev stærkt og blødt, søg overskridelse og orden, drik gift ved rette lejlighed og vær bestandigt vågen, mød modsatkønnethed i lys og skygge, befæst din vilje, væk din længsel, afsværg ussel dyrkelse af det, som slaver kalder liv og lykke, lad pulsens centrum blive sæde for Vanesøskendes forening – dit hjerte er et brudekammer: Dér skal Vaneværket blusse, så deres guld kan gennemgløde alting, så ædles børn til stadighed befolker Jorden, og slægters alderdom modtager døden uden anger.

Kortere udtrykt: Hver kvinde og hver mand bør ivrigt, følsomt, roligt, fyrigt søge efter skæbne – og selv opdage kunsten at finde stederne, hvor tjenesten skal stå til mennesker og Magters gavn og glæde. Sådan lykkes livet.

Derfor er Bygver lykkelig. Han sidder ved sin kværnsten – og uddrager flittigt essensen til andre levendes gavn og glæde. Tillad et dristigt, grundforankret gæt: Bygver er digtersindets billede på sig selv, altså den navnløse fortællers forståelse af sin egen gerning, mytedigtningens bryggerkunst – tilvirkningen af beånding, udskænkningen af forstandsklar rus.

Sådan formidler ordets Frej-bevidste brygmester et glasklart billede af det liv, der opfyldes i virksomhedens øjeblikke, hvor der vitterligt intet anes om modsætninger imellem lyst og pligt. Man gør jo bare sit – udsletter med frejdighed sit navn og tager sæde mellem lyse Guder som en, der gerne arbejder i munter tjeneste for ham, der glædesmyndigt lærer os, at at livet kun kan gro, når ranke mænd og kloge kvinder frimodigt lader sig hellige af både lyst og løfter i retfærds stræben efter enhed.

_________________________________________________________

For væsentlig inspiration til denne tekst – og i det hele taget for frejdig påvirkning – takker jeg min åndsfælle og ven P. Ørum.