Jeg skal være den første til at vedstå det: I mit væsen findes der særdeles velvoksne anlæg for både vægelsind og latterlighed. Særligt farverigt bliver det, når disse kombineres.
Et nyligt udslag af denne sammenføjning var en rask beslutning om at slette mit mellemnavn – og i stedet få mig et nyt og mere passende. Tanken var, at Christian nu efterhånden var blevet upassende og måtte fjernes, så en sandere benævnelse kunne tage dets plads.
Tåbeligt. Opblæst.
Nomen est omen, et navn er en skæbne, sagde de gamle – og det er sandt; tit og ofte viser et menneskes navn sig at rumme sigende antydninger af, hvorhen vejen vil føre, og hvad den enkelte kan vise sig at være kaldet og salvet til.
Hverken forældre eller sjæle vælger i blinde.
Show, don’t tell.
Det korte af det lange er, at vi fastholder det givne – som var min morfars mellemnavn og skal forblive mit.
. . .
Aleister Crowley siger, at man skal være som en nar for sine fjender, som en formidler af det hellige for sine venner og som en eneboer for sig selv.
Om ikke andet har vi hermed sikret endnu en solid præstation inden for den førstnævnte af disse discipliner.
Det er godt sådan.
. . . .
In the pursuit of knowledge,
every day something is added.
In the practice of the Tao,
every day something is dropped.
Less and less do you need to force things,
until finally you arrive at non-action.
When nothing is done,
nothing is left undone.
True mastery can be gained
by letting things go their own way.
It can’t be gained by interferring.
– Tao Te Ching
