Dyd // Virtue – 3 Stave

. . . . .

Velkommen til andet egentlige afsnit af serien Årsrejse i Tarottens talkort. De foregående tekster kan findes under hovedsiden Tarot.

. . .

Gør hvad du vil skal være hele Loven

. . .

31. marts – 10. april

Dette er forårskraftens udfoldelse i treklangen – formgivningen af ildens energi. Kortets navn er Dyd // Virtue. Dets formel er: Ild + Sol i Vædderen + 3. sfære

Vi begynder, ligesom sidst, med at kaste et indledende blik på placeringen i det kabbalistiske Livstræ:

Illustration fra Lon Milo DuQuette: ‘Understanding Aleister Crowley’s Thoth Tarot’

Navnet på Træets 3. sfære – dets tredje Sephirah – er Binah. Det oversættes typisk med Understanding på engelsk og forståelse på dansk. Med ‘forståelse’ menes der modtagelsen, formgivningen og accepten af den oprindelige impuls fra Kronen og Faderen. Udtrykt med de velkendte benævnelser fra den kinesiske visdomstradition drejer det sig her om Yin-energien, – altså om det passive, moderligt-kvindelige modstykke til den aktive, maskulint faderlige Yang-energi, der kendetegner 2. Sephirah, og hvis udfoldelse i ildelementet, vi beskæftigede os med i det indledende afsnit om 2 Stave.

Så vidt udgangspunktet.

Almene bemærkninger

Inden vi går videre til den egentlige udlægning af kortet, vil vi, ligesom sidst, opholde os ved nogle forbemærkninger omhandlende den astrologisk-kabbalistiske systematik, der er den bestemmende struktur under Tarottens talkort og dermed afgørende for forståelsen af den større sammenhæng.

Som anført fungerer det sådan, at hvert enkelt af de 36 talkort blandt andet skal forstås ud fra tilstedeværelsen af et bestemt himmellegeme, nemlig én af den klassiske astrologis syv planeter – Sol, Måne, Merkur, Mars, Venus, Jupiter og Saturn – i ét af Dyrekredsens tolv tegn, så hvert enkelt tegns tre kort har tre forskellige himmelske del-herskere.

Tilskrivningen af disse herskende planeter sker ud fra en kombination af to forskellige faktorer. Den første er helheden af Dyrekredsens tegn, begyndende ved det faste ildtegn Løven, hvorved vi får en rækkefølge, der hedder:

Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandbæreren, Fiskene, Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen.

Den næste faktor angår tilskrivningen af planeter til de enkelte sfærer af Livets Træ. Som det fremgår af illustrationen ovenfor, er der knyttet en planet til hver enkelt af de ti Sephiroth – som Sephirah hedder i flertal. Det interessante er her de syv nævnte, klassiske planeter, som i Træet bebor sfærerne fra 3 til 9. Altså denne rækkefølge:

Saturn, Jupiter, Mars, Sol, Venus, Merkur, Måne

Sagen er denne: Ved at sammenføje disse to faktorer – det vil sige ved at gennemføre en cirkulering af planeternes rækkefølge mellem 3. og 9. Sephirah, altså fra Saturn til Måne, koblet med selve rækkefølgen i Dyrekredsen – fremgår korrespondancen mellem de enkelte planeter og tredjedele af hver af de 12 tegn, altså hvert enkelt af de 36 talkort.

Sådan her:

Saturn i Løven
Jupiter i Løven
Mars i Løven

Sol i Jomfruen
Venus i Jomfruen
Merkur i Jomfruen

Måne i Vægten
Saturn i Vægten
Jupiter i Vægten

Mars i Skorpionen
Sol i Skorpionen
Venus i Skorpionen

Merkur i Skytten
Måne i Skytten
Saturn i Skytten

Jupiter i Stenbukken
Mars i Stenbukken
Sol i Stenbukken

Venus i Vandbæreren
Merkur i Vandbæreren
Måne i Vandbæreren

Saturn i Fiskene
Jupiter i Fiskene
Mars i Fiskene

–> Og lige her indtræffer så systemets undtagelse, så rækkefølgen brydes, og Mars giver et ekstranummer – det er åbenbart, hvad der kræves, for at Vædderen kan udleve sin vilje til forår:

Mars i Vædderen
Sol i Vædderen
Venus i Vædderen

Merkur i Tyren
Måne i Tyren
Saturn i Tyren

Jupiter i Tvillingerne
Mars i Tvillingerne
Sol i Tvillingerne

Venus i Krebsen
Merkur i Krebsen
Månen i Krebsen

Dette er alle de 36 talkort ud fra deres sammenføjning af herskende planet og tegn. Nu mangler vi blot en enkelt oplysning mere, før vi kan gå videre, nemlig hvordan disse 36 koblinger af planet og tegn opnår deres forbindelse til et af tallene mellem 2 og 10 – for denne sammenføjning er, selvfølgelig, ikke tilfældig. Det fungerer ganske enkelt sådan, at alle kort fra 2 til 4 hører til i de kardinale tegn, så for eksempel 2, 3 og 4 Stave repræsenterer de tre tredjedele, de tre dekaner, af det kardinale ildtegn, altså tidens hovedperson, vores energiske ven, Vædderen. På samme måde repræsenterer 2, 3 og 4 Bægre de tre dekaner af det kardinale vandtegn, Krebsen. Herefter følger de faste tegn, som er repræsenterede af 5-ere, 6-ere og 7-ere, og endelig de bevægelige tegn, hvis tredeling repræsenteres 8-ere, 9-ere og 10-ere.

For en god ordens skyld kan vi lige gentage, hvilke tegn der repræsenterer de enkelte elementers tre dynamikker – altså hvilke der er kardinale, faste og bevægelige:

Vædder = Kardinal Ild
Tyr = Fast Jord
Tvillinger = Bevægelig Luft
Krebs = Kardinal Vand
Løve = Fast Ild
Jomfru = Bevægelig Jord
Vægt = Kardinal Luft
Skorpion = Fast Vand
Skytte = Bevægelig Ild
Stenbuk = Kardinal Jord
Vandbærer = Fast Luft
Fiskene = Bevægelig Vand

Når disse oplysninger sammenføjes, ender vi med denne inddeling af Tarottens talkort:

Saturn i Løven – 5 Stave
Jupiter i Løven – 6 Stave
Mars i Løven – 7 Stave

Sol i Jomfruen – 8 Skiver
Venus i Jomfruen – 9 Skiver
Merkur i Jomfruen – 10 Skiver

Måne i Vægten – 2 Sværd
Saturn i Vægten – 3 Sværd
Jupiter i Vægten – 4 Sværd

Mars i Skorpionen – 5 Bægre
Sol i Skorpionen – 6 Bægre
Venus i Skorpionen – 7 Bægre

Merkur i Skytten – 8 Stave
Måne i Skytten – 9 Stave
Saturn i Skytten – 10 Stave

Jupiter i Stenbukken – 2 Skiver
Mars i Stenbukken – 3 Skiver
Sol i Stenbukken – 4 Skiver

Venus i Vandbæreren – 5 Sværd
Merkur i Vandbæreren – 6 Sværd
Måne i Vandbæreren – 7 Sværd

Saturn i Fiskene – 8 Bægre
Jupiter i Fiskene – 9 Bægre
Mars i Fiskene – 10 Bægre

Mars i Vædderen – 2 Stave
Sol i Vædderen – 3 Stave
Venus i Vædderen – 4 Stave

Merkur i Tyren – 5 Skiver
Måne i Tyren – 6 Skiver
Saturn i Tyren – 7 Skiver

Jupiter i Tvillingerne – 8 Sværd
Mars i Tvillingerne – 9 Sværd
Sol i Tvillingerne – 10 Sværd

Venus i Krebsen – 2 Bægre
Merkur i Krebsen – 3 Bægre
Månen i Krebsen – 4 Bægre

Og selve kortenes betydning – ja, den udkrystalliseres jo så netop ved koblingen af alle oplysningerne i den allerede anførte og anvendte formel:

Element + Planet i Tegn + Sfære i Livstræet

En enkelt eksemplificering: Kortet 6 Skiver repræsenterer en specifik udfoldelse af Jordens element, hvor Månens magt er tilstede i dette elements faste tegn, Tyren (hvor dette himmellegeme er ophøjet og derfor meget gerne vil opholde sig) i den 6. kabbalistiske sfære, Tiphareth, der er selve Træets hjertepunkt og dermed et vældig godt sted at være. Sammenlagt giver det et kort, som peger på den harmoniske fuldbyrdelse og centrering af Jordens kraft – og således med rette kaldes Succes. Alle andre korts betydninger udspecificeres på samme måde.

Det var de almene bemærkninger – i denne omgang. Nu går vi videre med beskrivelsen af dette afsnits særlige emne.

Forståelsens symbolik

Som allerede anført befinder vi os i den Sephirah, der kaldes Binah og er den store Moders hjem – behersket af Saturn, nødvendighedens, tidens og erfaringens strenge Herre. Om alle 3-erne skriver Crowley i The Book of Thoth:

These cards are referred to Binah; in each of them is expressed the symbolism of Understanding. The idea has become fertilized; the triangle has been formulated. In each case, the idea is of a certain stability which can never be upset, but from which a child can issue (s. 178).

Forståelsens symbolik – så kortfattet kan det udtrykkes. Vi holder os til en simpel parafrase: Hvor de to Stave var en repræsentation af selve viljen til befrugtning, er de tre Stave udtryk for, at denne befrugtning nu har fundet sted; altså at Visdommen er blevet modtaget i rette skød og derved har fået form af Forståelse. Hvad betyder det? Det betyder, at ildkraften nu ikke blot er en retningssans, en ideel vilje, men har opnået en vis stabilitet, en trekant, der ikke kan forstyrres, men hvorfra et barn kan opstå.

Om selve 3 Stave lyder det i forlængelse af den almene beskrivelse sådan her:

The Three of Wands is accordingly the Lord of Virtue. The idea of will and dominion has become interpreted in Character (s. 179).

Viljen og herredømmets idé er blevet fortolket i karakter. Altså: Impulsen mod viljesudlevelse og bemestring er blevet modtaget rette sted og har derved fået form som karakterfasthed. Det er dette, der menes med kortets titel Dyd // Virtue. Det handler ikke om såkaldt dydighed forstået som kønsmæssig afholdenhed, men om dyd som den naturligt indlevede & udlevede evne til, ganske enkelt, at gøre dét, man vil – ikke som en fragmentarisk serie af løse indfald, men derimod en fortløbende fremblussen af karakterens fasthed under vekslende omstændigheder.

På latin betyder Virtus, hvoraf det engelske ord ‘Virtue’ er opstået, ganske enkelt mandig. Det vidste Crowley, og der er således en dyb mening i, at det kort, der angår selve mandigheden netop hører hjemme i den store Moders sfære. Derved angives det, at den maskulint udadrettede energi rigtignok er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig, betingelse for frembringelsen af mandig fasthed som permanent etableret egenskab.

For ikke at fare vild og brænde ud må det maskuline modtages og formgives af det feminine – så treklangen kan opstå. Det gælder både derude og derinde.

Betydningen er harmonisk

I den mere udfoldede beskrivelse af kortet lyder det sådan her:

This card refers to Binah in the suit of Fire, and so represents the establishment of primeval Energy. The Will has been transmitted to the Mother, who conceives, prepares, and gives birth to, its manifestation.

It refers to the Sun in Aries, the Sign in which he is exalted.

The meaning is harmonious, for this is the beginning of Spring. For this reason one sees the wand taking the form of the Lotus in blossom. The Sun has enkindled the Great Mother.

Etableringen af ur-energien. Det er endnu en måde at udtrykke samme sag på: At den primære elementkraft her har fået form. Som skrevet: At viljen er blevet overført til Moderen, som undfanger, forbereder og – til rette tid – føder dens manifestation i Verden.

Hvad ser vi på selve billedet? Stave med blomsterhoveder som toppunkter – ildkraften i blomst. Bagved anes en overflade, der gennembrydes, og – hvis sanserne er vågne – et kvindekøn, der blusser.

Alt dette vidner om Solen Dyrekredsens første forårstegn – Vædderen, som netop er det tegn, hvor Solen er ophøjet, så dens kraft forøges og befæstes.

Ja, betydningen er, som mesteren skriver, i sandhed harmonisk. Dette er vitterligt ét af de allerlykkeligste af Tarottens talkort – både som udpegning af denne ti-dages-periodes energi og som et varsel i en aktivt divinatorisk sammenhæng. For dydens tre stave er, i mere end én hensende, forårets virkelige begyndelse – grokraftens rodfæstning i forståelsens vand.

Lotusblomster, de gror i vandet og modtager livets næring fra dets dyb. Netop sådan er den store Moder – våd & dyb. Her er hun lykkeligt forenet med ilden. For Solen har antændt Hende.

Derved fremspirer de skønneste blomster, så de levende bliver glade.



Dermed er vi ved afslutningen af seriens andet afsnit. Tredje afsnit handler om 4 Stave og kan læses her

Kærlighed er Loven, kærlighed under vilje