Et alter blankt som glas

Til
A

Sing the rapturous love-song unto me ! Burn to me perfumes ! Wear to me jewels ! Drink to me, for I love you ! I love you ! I am the blue-lidded daughter of Sunset ; I am the naked brilliance of the voluptuous night-sky. To me ! To me ! 
– Liber AL vel Legis, I: 63-65

To Her is offered the blood, to us the care for the ash and bones.
– A Manifesto of Apocalyptic Witchcraft

Når der fortælles om Freya, nævnes det gerne, at Gudinden græder – og at hendes tårer er af det reneste, rødeste guld. Ifølge overleveringen er grådens årsag noget så jordnært som en bortløben ægtemand; et poetisk, men ikke desto mindre simpelt hankønsvæsen, der ikke kunne tåle Fruens nærhed – og ved sit fravær nu volder hendes hjertes sorg.      

                                

I dette billede af Nordens Frue som gyldent grædende kvindemagt finder vi, hvis altså vi tør søge, en mønstergyldig fremvisning af, hvad det vil sige gennem erfaringen af et umiddelbart uønsket skæbneslag at blive såret, opvakt og kaldet til at vandre, lide, og leve på indvielsens snævert, bugtede stier.

Det væsentlige er, at tårerne er gyldne – altså, at sorgens sorte væske i hendes kar forvandles, lutres og forædles, så guldet bryder blussende frem i Verden som et dragende sejrsbål at sejle efter – for alle, der kan se det. 

Lad os frimodigt udvide blikket: Et mere omfattende bud på, hvorfor Gudinden græder over tabet af en ægte, poetisk mand kunne være, at hun som selve kvindekraftens udtrykte billede er opfyldt af sorg over den almindeligt udbredte mandlige, alt for mandlige, tilbøjelighed til at fornægte og fornedre kvindelighedens betydning – både derude og derinde. 

Altså, så enkelt udtrykt som muligt: Freya græder over mændenes glemsel; hun sørger over hankønnets triste, sygelige hang til ringeagt for hende og dermed for kvindekønnet i sin helhed – med de åbenlyst ødelæggende følger, som denne helligbrøde har for alt det levende. 

Derfor er Fruen en søgende sjæl: For at forløse sorgens gyldne indebyrd, iklæder hun sig jævnligt rovfuglens dragt og flyver frit & frejdigt rundt om hele Jordens kugle i skikkelsen af en falk, ivrigt på udkik efter manden, som blev borte i sin egen ængstelse og forvirring. 

Hver gang hun finder én, der minder hende om den forsvundne, drager hun ham til sig ved at hidkalde og opvække den sære længsel efter omsmeltning, som dvæler i hans bryst. For hun er en jægerinde – og jager ved at fortrylle. 

I det oldnordiske digt Hyndlas sang findes der en antydning af, hvad der sker med den slags mænd, som lytter til hendes kald og drages af det gyldne blik. 

Om digtets menneskelige hovedperson, ynglingen Ottar, fortælles det således, at han – modsat så mange andre af sine kønsfæller – har udvist forståelse for, at Gudinden ikke blot er en sag for kvinder, men også ønsker at blive kendt og æret som givende & krævende magtfaktor blandt mænd. 

For at fremvise sin hengivenhed til Freya har han, som det udtrykkes i digtet, stablet hende et alter af sten og overhældt det med okseblod, så det står blankt som glas i solens stråler. 

Gudindens gensvar til denne troskabserklæring er, skal vi bare sige, temmelig anderledes end, hvad man ville have forventet ud fra en uindviet betragtning. Hendes bønhørelse af den unge mand består i at forvandle ham til en galt – altså en skåret orne, et kastreret hansvin – og sætter sig på ham som sit ridedyr. 

Det kunne lyde som en straf. Men det er det ikke. For denne passivisering – denne forvandling fra aktør til offerdyr – er selve den kontrasterfaring, som muliggør, at manden kan besøge et erfaringsdyb, som ellers ville være forblevet hermetisk lukket land for ham.  

Som rytter fører hun ham viljefast nedad, ned til Underverdenens dunkle egne, hvor hun med gjaldende røst opvækker sin sjælesøster Hyndla, som i sig bærer den rodnære indsigt, der kræves for, at svinet kan forstå sig selv som den og det, han egentlig er – Guders og Gudinders slægtning, et barn af altings sammenhæng. 


Det korte af det lange er, at Ottar absolut intet foretager sig i hele digtet. Han spiller ikke heltens rolle, men tjener som en genstand og et redskab for Gudindens lyst & glæde. 

Hun handler, og hun sejrer, så han forvandles og fornyes. Sådan tilnærmes kontrasternes harmoni: Som hun overgår fra at være den grådfagert lidende til den sejrrigt ridende, overgår han fra erfaringen af sig selv som den aktivt hengivne til den passivt betvungne. 

Altså, fra det passive til det aktive og fra det aktive til det passive – i kønsenergiernes omvending: Disse to stier angiver, træfsikkert, retningerne ind til modsætningernes flammevåde opløsning & forening i en tredje tilstand, hvor frihed og nødvendighed kan vise sig som sider af den samme, lykkelige sag. 

Alt dette angår os. Disse erfaringer kan gøres nu & her. Hun kalder uophørligt. Verden er vågen. Væskerne synger.

Det første, der må gøres, er at skænke hende et alter blankt som glas. Enhver har selv til ansvar at samle sine sten, at bygge dette alter og at føre kniven over offerdyret. 

Dette er eventyrets optakt, dets anslag gennem individets hengivelse til overskridelsen. Det næste skridt behøver den berørte ikke at gruble så forfærdelig meget over. Fremstødet er et højst konkret mysterium – og tilhører alene hende. 

Lad alle vide, at hendes øjne funkler og lyner. Lad alle vide, at hun er stædig og urokkelig. Lad alle vide, at hun altid står sejrsstolt tilbage. 

Hellig, hellig, hellig 
er Himlens og Jordens 
rødgyldne Gudinde,
deroppe og dernede

. . .

Denne prædiken til Gudinden er skrevet og fremført i anledningen af udgivelsen af min veninde, præstinde Andrea Hejlskovs bog ‘Vølve’, der udkom på Forlaget Uro fredag den 25. juni 2021.

One Reply to “Et alter blankt som glas”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *