. . .
Εἰ υἱὸς εἶ τοῦ θεοῦ, βάλε σεαυτὸν κάτω
– Matthæus 4,6
Let us decide to play the game again
– Apocalyptic Witchcraft
*
Orakulær mosaik
I Matthæsuevangeliets fjerde kapitel findes der en fortælling, som i sit ydre er en simpel fremvisning af fromhed, men som bag sløret vidner om selve den impuls, der kan forvandle & forædle alt.
I renset og fortættet form kan handlingsgangen gengives sådan her: Nazaræeren føres fastende ud i ørkenen og møder en skønne dag, langt, langt derude, under den høje middags sol, selve den dunkellyse Herre – i hans urovækkende aspekt.
Sammen drager de to til den hellige by og stiger op på templets tinde, hvorfra den store, vilde Verden skues som et åbent rum af muligheder – så indbydelsen kan udtales:
Hvis du er Guds søn, så kast dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.
Svaret lyder uden betænkning – sikkert indlært som refleks:
Du må ikke udæske Herren din Gud.
Herskesyge fædre bryder sig ikke om dristigt krævende børn. Udprøvningen forbydes. Rummet lukkes. Lydigt fjern beundring rendyrkes som glanspoleret ideal.
*
For os er der altid kun individet
I den jungianske sjælegransker Marie-Louise von Franz’ fine indføring i forvandlingens kongelige kunst Alchemy – An Introduction to the Symbolism and the Psychology, der først opstod som en foredragsrække og sidenhen blev udgivet på skrift, finder vi et opklarende ordskifte mellem hende og én af hendes tilhørere – en teolog, der ikke vil blande sig i himmelgudens indre anliggender og netop derfor får gjort ham så meget mindre, end levende Guder faktisk er.
Læs – og forstå:
Remark: I don’t mean to make Gods decision for Him. God has to decide for Himself.
Dr. von Franz: But then you seduce Him into making up His own mind instead of your relating to God.
Remark: I think God relates through me to some extent and through anybody else.
Dr. von Franz: That is an inflation. Why should the man not relate to God directly?
Remark: Because he can’t do it; humanly I can’t do it either. I can’t carry on a conversation with God within myself, that is humanly impossible.
Dr. von Franz: Is it?
Remark: Yes, I have to have some human contact, through which to relate to God.
Dr. von Franz: There are people who cannot risk loneliness with the experience. They always have to be in a flock and have human contact, as you call it.
Remark: I would not deny the efficacy of prayer when I and God work together, but that always involves not just myself and God but also people with whom I live, my family and what have you, in relation to God, the Holy Spirit.
Dr. von Franz: There you mention the main thing, but the Holy Spirit bloweth where it listeth. You, the theologian, identify with a conscious position and take that as absolute. From that standpoint you can talk about everything, but you don’t notice your unconscious identification. If you question your conscious standpoint long enough, I am sure the Holy Ghost will someday whisper something to you about it.
For us, there is always only the individual and his or her experience of God and all the rest is secondary. In therapy it is not we who connect the individual with God, even that would be a megalomaniac presumption of the psychotherapist – though many do presume to do so, and by that they have already become hidden theologians again. If you are with an analysand the only way you may perhaps help is by saying: ” I don’t know, but let us ask God.” By that you prevent the analysand from drawing rash conscious conclusions or seducing you into making them, and therefore every religious experience becomes a unique event. God in every experience is experienced in a specific and unique form and that includes even the red sulphur, which means that if you put the question of the red sulphur before God, God will give his unique answer in each case.
Remark: I think God has already given His unique answer in each case.
Dr. von Franz: That is where we differ. You think God has published general rules which He keeps Himself, and we think He is a living spirit appearing in man’s psyche who can always create something new . . .
Hun siger det, som det er: For os er der altid kun individet. I den vedståelse dvæler & spirer befrielsens frø. Opvækkelsens mulighed i Verden. For sandheden er enkel: Guden er nær – og venter kun på dig.
*
Retfærdiggjort ved gerninger
Et sted i de indledende dele af Aleister Crowleys Tarot-magiske hovedværk The Book of Thoth finder vi en hermetisk krystalliseret sætning, hvori modsætningsforholdet mellem den troendes lydighed og den springendes eventyrlyst træder umisforståeligt frem:
The Tarot is justified not by faith, but by works
Ordvalget henviser til den kristne forestilling om menneskets såkaldte retfærdiggørelse, altså dets genrejsning til det gode, som en begivenhed, der udelukkende bliver mulig gennem hengivelsen til gudesønnens soningsdød på korset og således ikke handler om individets virksomhed i Verden, men om dets evne til at stole grundløst på guddommen.
I apostlen Paulus’ Første Korintherbrev finder vi denne tanke udmejslet som doktrin:
For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. (1,21-25)
I Johannesevangeliets fremstilling af den tvivlende Thomas udfoldes motivet som formanende fortælling:
De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« (20,24-29).
Okkultistens perspektiv er det diametralt modsatte. Her har forholdet til det guddommelige selve lysten til at se & mærke som sit ufravigelige afsæt – og dermed tvivlen som en varigt vigtig vejleder.
Noscere, velle, audare, tacere – at vide, at ville, at turde og at tie. Disse egenskaber kendes & prises i den vestlige hermetiske tradition som Sfinxens kræfter og regnes for magiens grundlæggende betingelser.
Som konsekvens og kvintessens af disse fire uddestillerede Crowley en femte – og oprejste derved pentagrammet: ire, at tage af sted – to go.
*
En særegen sindstilstand
I slutningen af Den afrikanske farm fortæller Karen Blixen om, hvordan hun en dag gik ud i det åbne og krævede et tegn at følge og forstå sig i. I den forbindelse falder disse almene ord:
Mange mennesker vil mene, at det er en urimelig ting at forlange et tegn af skæbnen. Dermed hænger det sådan sammen, at der kræves en særegen sindstilstand for overhovedet at kunne forlange et tegn, og at ikke alle mennesker nogen sinde har befundet sig i denne sindstilstand. Hvis man med denne særlige indstilling beder om et tegn, kan man ikke undgå at få svar, det følger som en naturlig konsekvens af selve foretagendet. På samme måde samler en begavet kortspiller tretten tilfældige kort sammen på bordet og tager op derfra, hvad man kalder en hånd, en enhed.
Her har vi nøglen: At frembringe denne særegne sindstilstand i sig selv – så dansen tiltrædes, og vekselvirkningen bliver virksom..
At blive dén, man er.
Hvordan?
At vove springet dér, hvor du er. Så enkelt er det. Altid. Sandheden er konkret. Der findes noget i dit dyb, som nu vil ud – og op. Kun skønhed soner skylden. Vejen vil vælges.
*
Litteraturhistorikeren Aage Henriksen, som var månepræstindens gode ven og af hende modtog afgørende livsoplysning, har i essayet Tærskelens vogter udtrukket essensen af hendes lære i disse menneskekærlige ord:
Menneskets dybeste nødråb lyder: Hvem er jeg? Alle andre spørgsmål, som mennesker stiller sig i angst og uro er kun dække over eller varianter af dette ene spørgsmål. Når det besvares er mennesket frelst.
*
Gudindens maske
Dermed er vi ved vores slutsten, hvor alting virkelig kan begynde:
I troldkarlen Peter Greys saftigt heksepoetiske fremstød Apocalyptic Witchcraft afsløres det (så kursorisk henkastet, som den slags bedst håndteres), at skikkelsen, som nazaræeren i sin tid afviste på templets tinde egentlig var Gudindens maske.
At vække skræk og indbyde til overskridelse. Sådan spiller han med dygtighed sin rolle – og opmuntrer os utrætteligt til at erkende vores.
Vid dette: Åndens kodeord er handling. Kødet venter. Omfavnelsen er ægte. Afgør dig ivrigt. Stien er allerede tiltrådt. Pagten binder. Alt er åbent. Ørkenen kan faktisk blive frodig. Faldet er frit:
Hvis du er Gudindens barn, så kast dig ned, og budbringere vil bære dig
opad
Han lyver ikke:
The Devil will open the locks for us. None shall stand before
Her
*
*
Der er ingen
anden Lov end:
Gør, hvad du vil.
* * *
* * *
Anvendt litteratur:
Peter Grey: Apocalyptic Witchcraft
Aage Henriksen: De ubændige
Karen Blixen: Den afrikanske farm
Aleister Crowley: The Book of Thoth
Marie-Louise von Franz: Alchemy