* * *
Denne tekst blev skrevet og fremført i anledningen af min mors fødselsdag. I formodningen om, at der i dette strengt personlige stof findes noget, som er af absolut almen art, deles ordene her.
* * *
Der findes mennesker, som påbegynder løsningen af en vigtig opgave ved som det første at tale sig selv ned – at fremhæve deres middelmådighed i det forehavende, som de netop er ved at give sig i kast med. Altså, konkret, at taleren som selve talens optakt fortæller de lyttende, at han eller hun så sandelig ikke er den store taler.
Sådan noget vil jeg ikke sige. For sådan er jeg ikke opdraget – hvilket jo betyder draget opad – til at tale om mig selv og om min deltagelse i den fælles Verden.
Så jeg vil blot sige det, som det er: Mor, jeg har skrevet en tale til dig. Havde jeg haft muligheden for det, så ville jeg, for eksempel, have printet den på lilla papir. Det havde jeg ikke. Så nu er papiret hvidt, og bogstaverne sorte – men indholdet rummer alle regnbuens farver.
For denne sag – denne sag, som jo er dig, som du kan ses og opleves af mig – er ikke enkel at sætte på begreb og kan på ingen måde rummes inden for nogen snæver modstilling af det sorte og det hvide.
Vores forbindelse har altid været nær – og derfor naturligvis aldrig uproblematisk. Sådan er nu engang tilværelsens vilkår; at de mennesker, som vi ønsker at indgå i et ægte samliv med, også er dem, hvis skygger vi vil få at se – hvis altså vi tør stille os i det åbne og blive stående dér, hvor man ikke kan gemme sig bag og i et såkaldt høfligt samvær.
Høflig – hvis der er noget, jeg vist aldrig har været over for dig, så er det høflig. Rasende, tænksom, oprørsk, givende, krævende, forstående og – i særligt hjertenære stunder – måske endda kærlig, men aldrig nogensinde høflig.
Det skyldes, vel nok, både mine særlige anlæg og det hjem, som jeg er opvokset i – hvilket jo først og fremmest betyder det hjem, som du satte rammerne for og indgød ånden i. Du har fra begyndelsen ønsket det ægte – og stræbt efter at bringe det til blomstring mellem mennesker.
Dine børn har du omsorgsfuldt & utrætteligt opmuntret i tiltroen til sig selv som værdige, smukke og duelige væsener med livets umistelige ret til at søge, vælge og finde deres egne, snævert bugtede stier ud i den store, vilde Verden og ind i sjælens skjulte, dunkellyse kammer, hvor man kan blive til den, man er.
Lad mig udtrykke det så klart, som jeg kan: Jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om, at du elsker os grænseløst, og at du ene & alene ønsker for os, at vi skal blomstre og blusse som dem og dét, vi er.
Den slags er ikke en selvfølge. Der findes faktisk mennesker, som inddæmmer og fornedrer deres egne børn. Det har du ikke gjort – og dermed har du sat et eksempel til efterfølgelse i omgangen med både børn og barnlige sjæle, hvilket jo, hvis man har øjne til at se det, faktisk betyder alt og alle.
Eksemplet er dette: At hjælpe den anden til at opdyrke og udleve personlighedens dybeste frø – så vores Verden kan blive frodigt grøn & skøn til gavn og glæde ikke blot for den enkelte.
At få den slags til at lykkes hviler på den vanskelige, men ikke umulige, kunst at gøre to ting i samme bevægelse, nemlig både at støtte planten i dens vækst og at give slip til rette tid. I omgangen med ens eget blod er dette ikke nogen let opgave. Nej, det er vel nok én af de sværeste, vi har.
Den libanesisk-amerikanske maler, forfatter, tænker og fader Kahlil Gibran har i digtet On Children sat, hvad jeg efterhånden har lært at kalde, særdeles forstandige ord på sagen.
Hovedparten af det lyder sådan her:
Your children are not your children.
They are sons and daughters of Life’s longing for itself.
They come through you but not from you.
And though they are with you yet they belong not to you.
You may give them your love but not your thoughts,
For they have their own thoughts.
You may house their bodies but not their souls,
For their souls dwell in the house of tomorrow, which you cannot visit, not even in your dreams.
You may strive to be like them, but seek not to make them like you.
For life goes not backward nor tarries with yesterday.
You are the bows from which your children as living arrows are sent forth . . .
Dine børn er ikke dine børn. De er sønner og døtre af livets længsel efter sig selv. I din egen opvækst har du ikke kendt en moder, som evnede denne dobbelte kunst. At du, netop derfor, har gjort, hvad der stod, og – tvivler jeg ikke på – fortsat vil gøre, hvad der står, i din magt for at virkeliggøre den i omgangen med os, tjener dig til ære – og fylder mig med agtelse.
. . .
Og nu er vi jo så her – her i haven, kyndigt skærmede under den vidunderligt utilregnelige danske sommers himmel. På din indbydelse fejrer vi livet, fordi vi kan & vil.
Vi er her nu.
Du er her nu. Her er du nu. Nu er du her.
I sagens natur aner jeg intet om, hvordan det mon kan føles at blive 70 år, eller for den sags skyld om, hvordan det egentlig er – dybt, dybt dernede – at være dig.
Ligesom barnet er og skal være en gåde for dets forældre, er også forældrene gåder for deres børn – og skal have lov at være det. Dette er selve den forløsende erkendelse i det voksne barns liv: At også ophavet har sin egen historie – at også en moder er et menneske; et individ på eget eventyr.
Du og jeg har i løbet af den seneste tid af og til talt om, at der – udtrykt med mine ord – i din fortælling nu nærmer sig kapitler, som ikke skal handle så meget om, hvad du er og kan være for andre mennesker, men frem for alt om, hvad du er og kan være for og i dig selv.
I dybdepsykologien kalder man, som du véd, dette kunststykke for individuation og mener dermed menneskets opdagelse af sig selv i sin underfulde konkretion – altså den enkeltes erkendelse & udlevelse af sit væsenspræg som en strålende stjerne på egen bane.
Ja, jeg er højstemt – min moders sande søn. Netop så højstemt, som det er passende, når livet fejres – for glæde & alvor er så absolut ikke hinandens modsætninger.
Mor, mit store håb for dig er, at denne frie, uforstyrrede undersøgelse af, hvem og hvad du egentlige er og skal være – nu må blive hovedsagen i resten af dit liv.
Altså, så enkelt og vidtrækkende udtrykt, som muligt: Jeg ønsker for dig, som din søn og som dit medmenneske, at du skal være, hvad du er, og gøre, hvad du vil – så du, når eventyrets slutning kommer, og efterslægten flokkes om dig ved din afsked, kan smile glad til os og uden anger se din død, fordi du véd, at du var dig – og at vi elsker dig, som den du er.
Tak, tak, tak
for alt det
gode.
* * *