Vi, der skal dø

* * *

Årshjulet drejer bestandigt uden ophør. Alting forandres og forvandles, mens tiden går, og vi går med. Nu nærmer vi os efteråret. Foran os ligger høsten – i hele sin tvetydige symbolik.

For høsten er altid både det ene og det andet – altid både en lykkeligt veltilfreds fejring af dét, der nu er hjemført, og en nærgående en vished om efterårets snarlige glidning ned i vinternatten. 

Overalt på kloden finder vi denne dobbelthed i helligholdelsen af høstens tid og idé: Glæden ved livets frugter og besindelsen på denne Verdens vilkår. Det ene findes ikke uden det andet. 

I dagligsproget møder vi denne sammenføjning i ét af de klassiske udtryk for selve den dunkelt ubegribelige magt, som slukker øjnenes lys og forvandler menneskers varme kød til kolde, afsjælede kroppe: Manden med leen

Enhver kan givetvis selv se ham for det indre øje: Døden som ubønhørlig høstarbejder. Denne figur er gammel. Et klassisk eksempel finder vi i romernes myteverden, hvor vi møder ham som Saturn – den ældede, grånede, hårdt urokkelige fader, som bærer høstens stål, og har den urovækkende lyst & vane at æde sine egne børn.

I dette symbol dvæler en afgørende erfaring, bag skrækkens maske, nemlig at skikkelsen med leen ikke er livets fjende, men tiden selv, som ganske enkelt er, hvad den er og ikke spiser Verdens vækster for at krænke dem, men for at muliggøre alt det nye, som skal spire, gro og trives ud af det gamles død. 

Verden er, hvad den er. Naturen er et kredsløb, hvor intet, absolut intet, går til spild. Javist, hvert enkelt liv skal visne, men helheden vil aldrig nogensinde dø. Den næres som skønheden selv af alt det rådne.

For at omfavne og forstå, hvad dette indebærer, kan vi, der nu er vågne, med fordel standse op og overveje, hvem denne børneæder egentlig er. 

Jeg røber det uden yderligere omsvøb: Høstarbejderens skæggede, skarpt huggede ansigt er ikke sagen selv, men blot en maske; et urovækkende forhæng foran det fælles ophav. 

Med andre ord: I denne forslugne Faders mørke blik aner vi selve den store Moders myndighed. Ligefremt udtrykt: Saturn er ikke blot en gammel mand, men også – og frem for alt – en tidløst givende og krævende kvinde

Vi lever nu i en tid, hvor denne kosmiske kendsgerning ikke vil forblive hemmelig, men skal udtales og erfares åbent mellem mennesker: Oprindelse og endemål er ét; den magt, som lader os vokse frem i Verden, har også lov at sluge os – at fødes og at dø er lige smukt. 

For Moderen giver aldrig uden at kræve og kræver aldrig uden at give. Det er den sammenhæng, vi her vil hylde: At alt det levende er både helligt og rimeligt – også når jeg forsvinder.  

Nu er vi her – på dette sted, i denne tid, med disse mennesker, blandt disse træer, på denne grønblå Jord. 

Sandheden er, at denne nye tidsalder, som allerede er begyndt, vil komme til at stå i Saturns tegn – Saturn som Dronning. Hvad det betyder, kan kun forstås og modtages med glæde af dem, som aner Moderen bag masken – og véd at kraften kun kan fornyes gennem udtjente formers undergang.

Opgaven er vi allerede midt i: At handle og at hvile, at danse og at tie, at gøre sit og give slip – som sider af den samme sag. 

Altså: At give sig hen til enhedens erfaring; lykkeligt lyttende til Universets sang, så vi, når den tid kommer, kan se med ufravendte blikke på skikkelsen med leen og sejrssikkert siger:

Moder, vi der skal dø, 
hilser dig uden anger,
jublende foran høsten, 
blussende af liv,  
som Jordens børn, 
i hjulets midte.

Og mere er der ikke. 

Af hjertet: Glædelig høst – til alt og alle!

* * *

* * *

Teksten er opstået og fremført som en prædiken ved en sensommerlig høstfejring på Himmelbjerggården.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *